Bogen hedder “Det ægte folk” – budskabet til mutanterne og er skrevet af den amerikanske kvindelige forfatter Mario Morgan. Bogen er udgivet i 1994.

Handlingen udspilles i det indre Australien, hvor forfatteren uden varsel bliver taget med på en fire mdrs. vandring gennem Australiens røde ørken. Hun kommer under denne tur til at opleve en aboriginalstammes hjerte og sjæl og lærer at leve som dem i pagt med landet, dyrene og planterne. Hun får lejlighed til at leve sig ind i deres hverdag, deres helbredelsesmetoder og får en unik indsigt i deres åndeverden og årtusind gamle visdom.

Rejsen kommer også til at få stor betydning for forfatteren som person. Under vandringen gennemgår hun en stor personlig forvandling. Hun får langsomt øjnene op for de materialistiske goders forgængelighed og begynder efterhånden at forstå aboriginalernes tvingende budskab: at alle levende væsener – mennesker, dyr og planter – er en del af det samme universielle helhed. Hvis vi som mennesker er i stand til at erkende det, er det endnu ikke for sent at redde verden, og finde en mening i vores liv. I denne bog giver Mario Morgan dette vigtige budskab videre til os – til mutanterne.

Forfatteren er amerikansk læge fra Kansas City. Hun er udover læge også naturlæge, og bliver på baggrund af dette tilbudt en stilling over en fem års periode i Australien. Hun skal under opholdet skrive undervisningsmateriale og undervise i den australske offentlige sektor. Hun er en veluddannet, selvsikker og selvforsørgende kvinde midt i halvtredserne. Hun er fraskilt og har to voksne børn og sin søster Patci. Hendes forældre er begge døde.

Mario har helt fra barndommen haft en uforklarlig længsel efter Australien. Det har altid stået for hende som en mystisk skjult plan at komme til Australien. Hun har altid haft en inderlig længsel efter dette land. Hun er vant til stort set alle materielle goder, men føler, at hun nemt ville være i stand til at leve uden. Men da det virkelig sker – da hun bliver frataget sine bekvemmeligheder fra den civiliserede verden, da bliver hun alligevel lidt beklemt og føler sig nøgen. Herefter udviser hun dog en utrolig tilpasningsevne og talent til leve sig ind i stammens verden. Hun har stor menneskelig indsigt og indlevelsesevne. Man kan sige, at da hun møder aboriginalstammen, er hun på alle måder klar og åben for de nye indtryk hun får. Desuden virker hun meget åndelig og spirituel, og selvom hun gentagne gange undres, så tilpasser hun sig ved hjælp af sin store fleksibilitet. Hun er ærlig, tolerant og solidarisk med aboriginalstammes medlemmer, og opnår endda stor anerkendelse hos dem.

Den anden vigtigste person i bogen er uden tvivl stammehøvdingen, som Mario kommer til at omgås meget og bliver meget fascineret af. Han er en midaldrende mand, hvis sorte hår er gråsprængt. Han har et velplejet skæg og et ansigt der vidner om stor styrke og værdighed. Første gang Mario møder denne stammehøvding, er han klædt i en ceremoniel dragt, der kunstfærdigt er udsmykket med farvestrålende papegøjefjer i hovedbeklædningen og halssmykket. Desuden bærer han en brystplade, der består af sten og frø.

Han har sorte fløjlsbløde øjne, der giver en følelse af fuldkommen fred og tryghed. Ifølge Mario har han det blideste ansigt, hun nogensinde har set. Han er stammens overhoved og bestrider dette job med stor dygtighed, værdighed og retfærdighed. Da han er den ældste; er han meget viis, og alle i stammen udviser stor respekt for ham. Han er en formidabel leder, og er samtidig stammens kærlige faderfigur.

Hele bogen foregår i Australien. I starten bor Mario i en mindre by, men det meste af beretningen udspilles i den røde ørken (outbacken) i det indre af kontinentet. Vandringen i outbacken strækker sig over tre til fire måneder, og af beskrivelsen mener jeg, at de starter omkring byen Alice Springs i midten af Australien. Herefter bevæger de sig stik vest. Til sidst når de ud til havet og det sidste af beretningen foregår i en større by, det kunne godt være Perth i Vestaustralien. I starten bor Mario som sagt i en mindre by på et lille hotel. Byen beskrives som en rigtig australsk outbackby, hvor alle kender alle. Der hersker lidt Crocodile Dundee stemning med barer, australsk øl, firhjulstrækkere og rødt støv overalt.

Da Mario kommer med på vandringen sammen med aboriginalstammen skifter miljøet fuldstændigt karakter. Fra at have været lidt en individualist i byen, oplever Mario nu at være omgivet at stammemedlemmerne i ørkenen. Gruppen består af ca. 12-15 medlemmer. Miljøet her er ren rød ørken med et par huler ind imellem. Hendes sociale relationer har nu ændret sig, da hun nu betragtes som medlem af en lille sammentømret skare. Miljøet i ørkenen er, hvad vi vil kalde primitivt, da der ingen materialisme er overhovedet. Mario oplever det dog på en helt anden måde, hun føler at værdierne er på et helt andet plan.

Til slut i bogen, hvor Mario kommer tilbage til byen fra ørkenen, er miljøet det samme, som da hun startede, bortset fra at det nu drejer sig om en storby. En moderne storby med alle fornødenheder. Det miljø som hun startede i, slutter hun stort set også i. Men i mellemtiden, hvor hun har opholdt sig i ørkenen har hun følt sig lysår væk fra civilisationen – hvilket hun jo også har været på et eller andet plan.

Det helt klare tema i bogen, er at den hvide mand (aboriginalerne kalder de hvide for mutanterne). En mutant betyder et individ eller en art der er opstået ved mutation. Mutation = en tilfældig forandring i et menneskes, et dyrs eller en plantes celler, som kan overføres til næste generation) skal have budskabet om universet og jorden, inden det er for sent.

Aboriginalerne mener, at de er det ægte folk, det eneste folk der i virkeligheden er værdige til at bebo vor jord. De hvide er blot mutanter, og vi forstår ikke eller kan ikke se, at vi er i færd med at ødelægge jorden og universet. Det ægte folk er ved at uddø, så derfor er det dem meget magtpåliggende, at overføre deres vigtige budskab til os hvide, inden vi ødelægger jorden helt. Dette er hovedtemaet i bogen. Der er så en række undertemaer, som jeg kort vil komme ind på. Det Mario gør er meget grænseoverskridende. Hun kommer fra et moderne land og har en høj akademisk uddannelse. Hun er en moderne og selvsikker kvinde, der lige pludselig uden varsel rives ud af de faste rammer og nu skal klare sig under ekstreme forhold.

Bogen siger noget om, at vi med vores høje uddannelsesniveau og kendskab til den moderne verden, er totalt lost, når vi bringes ud i uvante situationer – at vi måske slet ikke er så seje, som vi selv går og tror. Et helt konkret eksempel kan ses på side 28 i bogen. Mario beordres til at gå med bare fødder i det skoldhede ørkensand, hvor hun også kommer til at træde på torne fra den ellers sparsomme vegetation. Hendes fødder er så bløde og følsomme (fordi hun er vant til sko, strømper og fodbade), at hun simpelthen ikke er i stand til at bevæge sig på bare fødder. Resultatet er blodige, følelsesløse, hævede og opsvulmede fødder. Hendes hvide hud, lyse hår og blå øjne viser hende i den grad, at hun faktisk ikke er skabt til at leve i ørkenen. Hun er forbrændt overalt i starten.

Bogens tema er også at få os til at overveje om “der er mere mellem himmel og jord”. Man kan tro på det eller lade være, men fakta er, at Mario adskillige gange oplever hændelser, som os såkaldte civiliserede mennesker vil forholde os meget skeptisk til. På side 41 i bogen møder Mario ganske tilfældigt en ung mand på en te-restaurant, som spår hende i hånden. Han fastholder hendes blik, og fortæller hende, at det er skæbnen der er årsag til at hun er kommet til Australien. Dette møde med den unge mand sker, inden Mario kommer ud til aboriginalstammen. Den unge mand fortæller hende, at hun er i Australien, fordi hun skal møde en, og at det er en aftale der blev indgået, da de blev født. At de blev født på nøjagtigt samme tid, men i hver sin ende af verden.

Pagten blev indgået på det højeste plan i Marios evige selv. Når de mødes vil de genkende hinanden på sjæleplan. Det er i sig selv et chok at få alt dette at vide, men mysteriet bliver ikke mindre, da Mario senere får at vide, at der ikke er nogen spåmand tilknyttet den pågældende te-restaurant Den, som hun skal møde er et af stammemedlemmerne, og som den unge mand spåede, genkender de hinanden med det samme.

Hele denne episode får ens tankevindinger i gang, da bogen er autentisk. Man spørger sig selv, om den slags ting virkelig kan ske. Et andet eksempel af de mere mystiske ting i aboriginalernes verden er deres brug af telepati. Mario undrer sig i starten af vandringen over, at stammemedlemmerne ikke taler til hinanden. Men hun bliver senere bevidst om, at de kommunikerer via telepati størstedelen af tiden. På side 69 beskrives hvordan der sendes en besked til en jæger, der er 20 miles væk fra stammen. Han har dræbt en kænguru, og beder om tilladelse til at skære halen af dyret, da den ellers er for tung at bære tilbage til stammen. Denne samtale sker ved hjælp af telepati, og Mario er vidne til, at svaret sendes af sted, og at jægeren senere kommer tilbage med en dræbt kænguru uden hale. Det er blot et par eksempler på mere gådefulde episoder i løbet af bogen. Et andet vigtigt tema i Mario Morgans bog er alle former for symbolik. Aboriginalernes verden er meget symbolfyldt – noget der er meget almindeligt hos naturfolk og i naturreligioner.

For Mario begynder denne symbolik allerede, da hun møder stammen og bliver beordret til at lægge alle sine ejendele og tøj i en dynge på jorden. Hun får herefter en kjole magen til den, de andre kvinder i stammen bærer. Der sættes ild til hendes personlige ejendele. Side 19 forklarer Mario, at hun først senere indser denne symbolik, der ligger i at hendes ting brændes. Bl.a. skal hun tage sit værdifulde guldarmbåndsur af, hvilket symbolisere/at for disse stammefolk har tiden absolut ingen betydning. Uret brændes og er nu skænket jorden for bestandigt. Mario må senere indse, at hun skulle give slip på sin tilknytning til disse genstande og visse anskuelser, som var et nødvendigt skridt i hendes menneskelige udvikling, der skulle føre til det at være.

I det hele taget kan man tale om, at Mario i løbet af bogen er gennem én stor personlig udvikling og forvandling. Hun får sit liv sat i perspektiv og får indblik i andre og helt anderledes værdier. Der er ikke kun på det menneskelige plan, hun oplever en udvikling, men også på det faglige. Hun får indblik i aboriginalernes helbredelsesmetoder og kendskab til forskellige former for naturmedicin. Bl.a. får hun en meget tankevækkende indføring i hvad kræftsygdomme skyldes ifølge det ægte folk. De tror ikke på, at vi er tilfældige ofre for dårligt helbred. Vi skal nedsætte kroppens tempo, så vi får mulighed for at se os omkring og analysere vore “sår”. Det er sår, som vi er nødt til at udbedre, f.eks. dårlige forhold, gabende huller i vores trossystem, indkapslede frygtsvulster, udhulning af vores tro på skaberen, manglende evne til at tilgive osv.

Hele hovedtemaet i bogen er som sagt tidligere, at bringe det vigtige budskab videre til mutanterne. Budskabet om at redde jorden, før den går i opløsning. Men det at redde jorden er kun en del af budskabet. Det der også er en vigtig del er, at befolkningen bliver reddet. At vi gearer ned, finder vore virkelige talenter, finder vores rette ståsted i livet, nærer omsorg for hinanden osv. Kort sagt, at vi bliver bedre og sundere mennesker både på det fysiske og psykiske plan.  Mario oplever, at vi bl.a. kan blive sundere mennesker , ved at vise hinanden mere næstekærlighed og omsorg. På side 111 skriver hun noget meget vigtigt, syndes jeg. Hun siger, at i stedet for at kalde Australiens røde center for the outback, som betegner de indre, afsidesliggende egne, burde man måske betragte stedet som centret for menneskelig omsorg.

Ligeledes peger hun på, at mennesket skal gøre op med sig selv, hvor det står i forhold til sin religion. Om man tror og på hvad og hvem. For det ægte folk er den guddommelige enhed ikke noget håndgribeligt, hvorimod mutanterne mener, at alt har form. Aboriginalerne taler også om, at være “i live” eller “ikke at være i live”. En person lever ikke, når vedkommende er vred, deprimeret, har ondt af sig selv eller er bange – det er ikke vejrtrækningen, der afgør om man er i live eller ej.

Disse temaer som jeg her har omtalt, mener jeg hører til blandt de vigtigste, men de hænger sammen med næste punkt som er idéanalysen. Hvad vil forfatteren sige med bogen. Det er først og fremmest en selvbiografi, hvor forfatteren fortæller om en personlig oplevelse. Jeg syndes helt klart, at det er en bog, der giver stof til eftertanke. Man bliver tvunget til at se sit eget liv igennem et mikroskop og bliver sat til at rydde op. Alt hvad der ikke kan bruges, kan kasseres og herefter kan man arbejde videre med det resterende. Man kommer til at tænke over, at man skal leve så man kan se sig selv i spejlet. Ikke beskæftige sig med alt for ligegyldige ting, at finde livets sande værdier, og så leve efter det. At gøre op med materialismen osv.

Når jeg læser Mario Morgans bog kommer jeg til at tænke på, at det hun egentligt gennemfører, er en slags dannelsesrejse eller måske en “tilbage til naturen”- rejse. Historien går i ring, når verden er ved at blive for materiel og kommerciel, så søger folk ud i den virkelige natur og forsøger at finde de virkelige værdier. Det handler vel også om – at være tro overfor sig selv. At indrømme overfor sig selv, hvad man virkelig har brug for lige nu og hvad man godt kan undvære. Ligeledes at man finder sine synlige og usynlige talenter frem og så bruger dem. Det er som regel til stor glæde for mennesket at opdage nye sider af sig selv.

Budskabet er, at vi skal passe på os selv, hinanden og vor fælles jord, at vi skal tænke over hvad vi gør, og ikke kun handle om profit og lutter fordele for os selv. Problemet for mig at se er blot, at vi er ved at være så mange mennesker, at de gode visioner kan blive svære at gennemføre. Verden er ved at drukne, men måske kan vi stadig nå at redde den.

Jeg er utrolig fascineret af bogen. Den er fremført meget beskrivende, og er meget følelsesladet og stemningsfuld. Jeg kan godt lide, at en bog giver en noget at tænke over, at den ikke bare er ude af systemet så snart man har lukket den.

Udover det, er det jo en imponerende rejse, Mario foretager både psykisk og på det åndelige plan. Det er rørende at følge hendes udvikling og hendes tanker i de forskellige situationer. Jeg finder det også uhyre interessant at få indblik i stammens symbolik. Vi i den vestlige verden er nok tilbøjelige til at undervurdere stammefolks formåen, vi anser dem på det nærmeste som lidt småtbegavede. Denne fordom får Mario manet grundigt i jorden. Det ægte folk har en imponerende sans for symbolik, psykologi og menneskeforståelse. Bogen giver et godt indtryk af en aboriginalstammes hverdag, og tankegang i det hele taget. Man skifter mening i løbet af bogen. Hvor man før måske ikke havde høje tanker om stammefolk, må man efter at have læst bogen overgive sig. En hel del fordomme og misforståelser sættes på plads.

Det er bestemt en god og tankevækkende bog, som er værd at læse. Den er smukt skrevet, ikke mindst meget respektfuldt overfor stammen, som man kommer tæt ind på livet af.