Begrebet ekstreme miljøer kan tolkes mere eller mindre bredt, kreativt og fantasifuldt. I mit hoved kan det betyde alt lige fra erobring af dødsensfarlige bjergtinder, over nådesløse ørkener, til ophold i deciderede krigszoner som Somalia og Afghanistan. Men en rasende skumpisket flod er mit personlige bud på et ekstremt miljø – jeg har nemlig selv prøvet dens uhyrlige kræfter på egen krop. Det skete i 2008, hvor jeg i den grad blev kureret for mine vandhunde-tendenser under en riverrafting på Pacuarefloden i Costa Rica. En oplevelse der nemt kunne være endt fatalt.
Hva’ fanden gør man lige, når man i bogstaveligste forstand, befinder sig midt ude i en rasende flod og det eneste man ænser, er gummibåden set nedenfra? Kræfter så ekstremt stærke, at man er blevet suget ned og vand der flår i ens kraftesløse krop, som var den på vej ud igennem et kloakafløb. Jeg mærker, at mine sanser bliver slørede og hjernen synes kun at fungerer på halv kraft. Det føles som om stærke hænder holder om min hals og er på nippet til at kvæle mig.
I forbindelse med en rejse gennem Mellemamerika er jeg på en 30 km lang riverraftingtur på Pacuarefloden i Costa Rica. Der bydes på strømhvirvler af den højeste sværhedsgrad på hele ruten og det slås hurtigt fast, at aktiviteten ikke er for nybegyndere.
Strømhvirvlerne er nådesløse og vandet står i kaskader om båden, når vi med rasende fart suser ned af vandfaldene. Vandmængden er enorm og her er i den grad tale om elementernes rasen. Himmel og jord står nærmest i et i en storm af brusende vanddråber. Selvom jeg har raftet på mange floder rundt om i verden og vel ikke helt kan benævnes nybegynder mere, så gør denne flod specielt indtryk på mig.
Vores team har omtrent en halv kilometer tilbage, før vi kan flyde over målstregen. Vi er alle trætte og temmelig ukoncentrerede. Der slækkes på opmærksomheden og det skal vise sig at blive skæbnesvangert for et par stykker af os. Vi er på vej rundt i et sving, på et forholdsvis roligt sted i floden, men i kombination med vores manglende koncentration resulterer det i, at vi ikke får drejet og fortsætter med et brag ind i klippevæggen. Alle seks bliver overrumplede af det hårde knald mod klippen og vi når ikke at få afbalanceret båden. Jeg sidder som nummer to i venstre side og vi rammer den skrå stenmur så kraftigt, at vi kurrer et lille stykke af ad den. Det gør, at båden krænger over, så manden foran og jeg selv vælter baglæns af. Det hele sker så hurtigt, at jeg næppe når at tænke, før jeg lander med et ordentligt plask i vandet.
Et intenst adrenalinkick
Jeg har ofte spekuleret over, hvordan min reaktion ville være, hvis jeg en dag skulle ryge i baljen under et af disse raftingture. Hver eneste gang jeg har sat mig i gummibåden, har disse overvejelser strejfet mig og trods gennemgang af diverse sikkerhedsprocedurer, har jeg altid haft en lille bitte snert af skepsis i baghovedet.
”Bevar roen” advarer de velmenende raftingledere altid, når man står forventningsfuld i sin redningsvest og sikkerhedshjelm og venter på at padle derudaf. Der trænes altid redningsøvelser før afgang og alt virker trygt, og samtlige raftingledere overbeviser den bævende skare om, at de nok skal redde en, hvis man ligger og spræller ude i floden. Men gør de nu også det? Vil de overhovedet være i stand til det? Og ville jeg kunne bevare roen, hvis jeg lå og blev kastet rundt i dette centrifugeringsprogram?
Vil floden med dens enorme kræfter suge mig ned og fortære mig som et rovdyr på savannen, eller vil den lade mig slippe nådigt? Og spørgsmålet er vel dybest set; hvad har vi mennesker egentligt at gøre ude i en flod af disse afsindige kraftdimensioner? Hundrede tanker kan køre gennem ens hjerne, men hold da kæft hvor er det hylende morsomt at rafte. Adrenalinkicket når hidtil usete højder og man vil aldrig føle sig mere levende. Tanken om at balancerer på et knivsæg med døden som modstander, gør at man lever endnu mere intenst. Men imens hvisker en lille djævel i øret ”hvad vil du gøre, hvis du ligger ude midt i det?” Kommer du levende fra det?
Alle disse snedige spørgsmål, bliver jeg i sandhed konfronteret med i voldsom grad denne eftermiddag i det østlige Costa Rica. Statistisk set måtte det jo ende sådan en dag! Jeg måtte vælte i poolen en dag. Af alle de gange jeg har hvirvlet ned af bragende rapids er det faktisk utroligt, at jeg ikke er havnet i floden før nu. Det er et under, at det ikke er sket for længst.
Mine tanker omkring det at falde i en flod har altid gået på, at jeg for Guds skyld ikke måtte komme væk fra båden. Floder af den kaliber er altid fyldt med klippeskær og du kan risikere at blive slynget imod dem. Man kan brage mod en klippevæg og lander du med hovedet først, så kan alle sikkert forestille sig resultatet. Der er også den risiko, at man kan få benet i klemme mellem klipperne og så kræver det heller ikke megen fantasi at forestille sig udkommet. Så jeg har altid, trods mine vilde adrenalinkicks, haft dette i tankerne. Det kan blive dødsensfarligt, og der er intet at stille på mod Moder Jords kræfter. Du er den lille, og det skal du være klar på! Sådan er oddsene, når man vil lege med naturen.
Skrækscenariet i den plumrede flod
Så det absolut eneste der står mig i hovedet, er at knuge mig til rebet, der er fastgjort i kanten af båden, med hvide knoer. Men indenfor brøkdele af sekunder er jeg med voldsom kraft suget ind under båden. Jeg kæmper voldsomt imod, men strømmen er simpelthen så stærk at jeg bare suges nedad. Vi er faktisk ikke midt i en decideret strømhvirvel, men strømmen er alligevel vanvittig kraftig. Det føles, ligesom jeg forestiller mig, det må være at blive suget ud af et fly.
Jeg bliver ganske enkelt slugt og har ingen fornemmelse af, hvad der er op eller ned i dette inferno af luftbobler. Men selvom alt begynder at føles sløret, har jeg dog så megen åndsnærværelse, at jeg forstår, at det er bådens bund, jeg befinder mig under. Det er umuligt at hive mig op igen, og jeg suges bare længere ind under båden.
Min eneste chance er at slippe rebet, og en lille stemme inde i mit hoved hvisker, at jeg skal lade mig flyde med, ellers vil det gå galt. Jeg slipper og med et sug, er jeg lynhurtigt flere meter nede af floden. Det føles som en rutsjebanetur i Tivoli, så stærkt går det, og jeg når overhovedet ikke at opfatte noget som helst. Det eneste jeg mærker, er, at jeg bliver ført, i vild fart med strømmen, under vandet.
Heldigvis er der ingen klipper og jeg popper op nogle meter væk fra båden. Da jeg når vandoverfladen, er jeg hostende og hakkende og min vejrtrækning tangerer nærmest hyperventilation. Det går op for mig, at jeg har været tæt på at drukne og i båden går der et gisp gennem forsamlingen og alle smider redningsudstyr ud til mig. Der er vild opstandelse og alle hujer, råber og maser for at hjælpe mig. Og på en eller anden måde får de mig hevet op i båden, jeg er totalt udmattet – mine ben føles som udsmattet spaghetti og jeg hiver efter vejret. Hjertet hamrer, jeg er helt færdig og ryster over hele kroppen.
En af mine raftingkollegaer er sygeplejerske og tager sig af mig. Under hendes psykiske førstehjælp fortæller hun mig, at de var alle blevet ekstremt bange, fordi ingen kunne få øje på mig. Manden, der faldt i, fik de hurtigt op igen, fordi de kunne se ham. Men jeg befandt mig jo bekvemt nedenunder båden og var umulig at lokalisere, og ingen havde åbenbart lagt mærke til min hånd, der knugede bådens reb. Så jeg var sporløst forsvundet i den plumrede flod.
Jeg rystede i flere timer efter hændelsen, og om aftenen nægtede søvnen at indfinde sig. Hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg det samme skrækscenarium af rasende mængder vand, der sugede mig ned. Fornemmelsen af dette kvælende tag om min hals og vandets nådesløse rusken efterlod mig vågen, sammen med tankerne om hvad der kunne være sket. Jeg tror ikke, at noget menneske kan forestille sig en flods kræfter, før de selv har befundet sig ude midt i den. Man kan intet stille op og selvom du ligger alle kræfter i og kæmper som et vildt dyr, så forvandler ens krop sig bare til en ukontrollerbar Dummy. Jeg fik i hvert fald sandet, at jeg ikke er i stand til at bevare roen i en sådan krisesituation.
Crazy adventures på Zambezi
Min raftingpassion begyndte i Spanien i 2003. Jeg var på Guidekursus i Calella og i forbindelse med en udflugt gik turen til Parc Urgall Olimpic Parc – den raftingbane, der blev brugt ved OL i Barcelona i 1992. Banen har siden været åben for offentligheden, og jeg var intet mindre end solgt, da vi første gang flød ned af den kunstige flod. Denne fornemmelse af at hvirvle ned af vandfaldene var lige i min ånd. Masser af frisk luft, skumsprøjt på de røde kinder og hold da op, hvor sover man godt om natten.
Helt sikker på at jeg havde fundet min nye passion, drog jeg senere videre ud i verden, og så snart jeg kunne se mit snit til det, meldte jeg mig til riverrafting. Den samme glædesboble i maven hver gang, forventningens sødme og et adrenalinkick så stort at jeg altid var helt høj bagefter. Jeg var fuldkomment leveret ved synet af en flod, og som en rallykører der vejrer duften af motorolie, vejrede jeg brusende rapids og bestemt også storslåede naturoplevelser – ikke at forglemme.
Første gang jeg forsøger mig i rafting på en rigtig flod er på Zambezifloden i Zambia. Som begynder kommer jeg i en båd med en lidt mere afdæmpet besætning. Så den største oplevelse ved denne tur er så afgjort at flyde stille ned ad den store afrikanske flod og iagttage kløftens skønhed. Det er et fantastisk sted, og her er kicket mere af naturmæssig uniqueness end fart, spænding og en hamrende puls. Men optakten til turen er dog ganske nervepirrende.
Den obligatoriske briefing serveres i en ægte afrikansk hytte og på væggen hang en kæmpeplakat, som får mig til at overveje om min disponering nu også er helt fornuftig. Billedet viser nemlig en gummibåd, navigerende midt i en skumpisket flod, hvor fire ud af bådens besætning på seks ligger sprællede desperate ude i vandet. Ved synet af dette scenarie må jeg lige synke en ekstra gang og begynder at fortryde at jeg har tilmeldt mig foretagendet. Er jeg modig nok til den slags crazy adventures? Hvis riverrafting i vild natur byder på den slags uhyrligheder – så står jeg lige over!
Heldigvis får den unge raftinginstruktør mig overbevist om, at Zambezifloden bestemt også har sine gode dage og visse steder et ganske roligt forløb. Og en vidunderlig debut som rafter, får jeg da også, under Afrikas strålende himmel.
En tur på centrifugeringsprogrammet
Siden min allerførste rafting på Zambezi har jeg hamret ned af floder mange steder i verden og hver gang har jeg været sikker på, at jeg simpelthen skulle rafte til mine dages ende. Altid har det været hylende morsomt, genstand for megen skrig og skrål og et supereffektivt adrenalinkick. Bambusrafting i Thailand under lune og eksotiske forhold var bestemt et hit, men også i New Zealand slog jeg mine folder på diverse floder. D. 24. december 2006 brugte jeg i en gummibåd på en isnende kold flod nær Queenstown og absolut intet kunne stoppe mig. Efterhånden var jeg blevet ganske erfaren og opsøgte steder, hvor jeg virkelig kunne få kam til håret, men en dag blev jeg i den grad sat på en udfordring.
I nærheden af den smukke nationalpark Parque Nacional Pico Bonito i Honduras flyder Río Cangrejal. Umiddelbart en blid og fredfyldt flod, når man iagttager den oppe fra hængebroen, der for eventyrets skyld er spændt ud over. Men tag ikke fejl! Med sit fredelig forløb ligner den ikke nogen sindsoprivende udfordring, men den skjuler sit ondskabsfulde ansigt under overfladen.
Raftingfirmaet forlanger, som et led i sikkerhedsproceduren, at vi alle skal i floden og flyde med strømmen – vel en distance på omkring 100 meter. Vi skal flyde i siddende stilling, så vi undgår at knalde hovedet i en eventuel klippeformation. Jeg må indrømme, at jeg vrider mig en del over denne udmelding. Som sagt ser den rolig ud, det er et forholdsvist stille sted i floden, men ca. halvvejs på distancen skal vi runde et klippeskær, der dog er eroderet blød i formen af det evigt strømmende vand. Jeg er skeptisk, men tænker også med min sunde fornuft, at hvis floden virkelig er farlig, så kan de vel ikke forlange af os, at vi skal gå frivilligt i.
Modvilligt træder jeg ud i vandet og får snart at føle, at det her ikke er det rene barnemad. Det er som at ræse ned af en løbsk rutsjebane. Egentlig skal man bare ligge stille og flyde med, men problemet er de undersøiske klippeskær, som vi for alt i verden skal undgå at komme i klammeri med. Jeg føres af sted, fuldstændig ude af stand til at styre noget som helst. Understrømmen er så kraftig, at jeg intet kan stille op, men klarer dog turen med nogenlunde værdighed. Men da jeg passerer klippehjørnet, sker der noget med strømmen. Det er som at blive skyllet ud i toilettet og jeg kæmper af alle kræfter.
Selvom vi har fået instrukser, griber panikken mig. Jeg vender mig om og begynder at svømme, hvilket viser sig at være helt omsonst. Jeg basker som en skibbruden på det åbne hav og mine svømmetag er rent til grin. En af instruktørerne har opdaget min panik og hopper ud på en af stenene og rækker en stærk hånd ud, da jeg kommer halsende i huhej vildt fart. Jeg hiver efter vejret og bliver totalt udmattet slæbt op af floden. Fyren er vadet ud i flodkanten og har fisket mig i land som en slap kludedukke. Jeg forsøger at bevare stoltheden, men det lykkes ikke særlig godt. Stakåndet og helt færdig, har jeg bare haft fornemmelsen at have svømmet af alle kræfter, og følt at jeg har skullet kæmpe mig fremad med et reb om maven, hivende i modsat retning.
Mødet med flodånderne
Jeg må ærligt indrømme, at jeg er meget rystet efter denne frivillige vandgang i floden i Honduras og min respekt for floder får afgjort et gevaldigt hak opad. Jeg har rigtig svært ved at slippe tanken om, hvad der kunne være sket. Denne episode sker få uger før min vandgang i floden i Costa Rica og et eller andet sted, kan man sige, at hvis ikke jeg på egen krop havde mærket en flods kræfter, så var det måske gået endnu værre denne gang. Riverrafting bliver efter de to episoder aldrig helt det samme for mig igen. Det, der før havde været fis og ballade, blev pludselig dybt alvorligt. Jeg må i den grad sande at riverrafting bestemt ikke er ene skrig, skrål og adrenalin.
Som gammel springrytter med hang til halsbrækkende hurtige fuldblodsheste, ved jeg alt om at man hurtigst muligt skal i sadlen igen efter et styrt. Men mødet med flodens sande ånder var mere end jeg lige kunne komme over. Jeg har ikke raftet siden episoden i Costa Rica og tvivler også stærkt på at jeg nogensinde tør vove det igen. Jeg fik min adrenalinlyst styret og i dag nøjes jeg med at beundre andre, der ubekymret kaster sig gennem strømhvirvlerne. Ja og så bliver jeg jo aldrig træt af at iagttage flodernes skønhed, vildhed og vanvittige kræfter – men inde fra bredden.
De Berejstes Klubs medlemsblad Globen
