Det sværeste er at komme hjem – der er man fucked up i hovedet!

Portræt af Rane Willerslev – leder på Moesgaard Museum

Den ny leder af Moesgaard Museums etnografiske samling Rane Willerslev har siden barndommen haft en brændende passion for de arktiske egne og pelsjægerne i nogle af verdens mest utilgængelige ødemarker. Som antropolog og specialist i jægersamlere har faget bragt ham på adskillige ekspeditioner i det nordøstlige Sibirien, hvilket har budt på både hæsblæsende og nervepirrende oplevelser. Anette Lillevang Kristiansen tegner her et portræt af manden, der om nogen har følt Moder Naturs nådesløshed på sin egen krop, mens han har set frygten og døden i øjnene.

Jeg får allerede øje på ham ved busstoppestedet, hvor vi begge står og venter på 6’eren mod Moesgaard museum. Han er iført sort The North Face-jakke og rygsæk og ligner en helt almindelig fyr, der er på vej på arbejde en tidlig morgen. Ikke én man umiddelbart tænker har været forfulgt af den russiske mafia langt ude i Sibiriens barske ødemark.

Jeg har sat ham stævne i kontoret på Moesgaard museums etnografiske samling en regnvåd fredag morgen i oktober. Lokalet er et sandt slaraffenland af kasser og bokse med forskellige effekter hjembragt af ekspeditionsdeltagere fra fjerne områder af verden.

På etiketterne står der ”Unesco samlinger”, landenavne, områder og årstal. Endevæggen prydes af plakaten med den afghanske pige i flygtningelejren fra National Geographic, der blev verdensberømt og genkendt på grund af hendes uhyre specielle øjne.

Rane Willerslev begynder at fortælle om sit liv, og hvad jeg lægger mærke til øjeblikkeligt er hans store engagement bag ordene. Han ikke bare lever dét – han ér det! Han lever og ånder for sit livsprojekt, museet og sine ekspeditioner og udstråler en stærk entusiasme, da han begynder at fortælle om barndommen sammen med tvillingebroren Eske Willerslev, der er biolog og i dag er ansat ved Københavns Universitet.

Deres drøm om at blive pelsjægere opstod allerede i den tidlige folkeskole med fælles tiltag for at forberede sig til livet i ødemarken. De tog jagttegn, læste masser af bøger om vildmarken, og var som 13 årige på deres første ekspedition alene i Lapland.

Trods deres unge alder var drømmen intakt og blev forfulgt med stædig og snorlige målrettethed. I hinanden havde de den støtte, der gjorde projekterne mulige, mens omgivelserne med himmelvendte øjne bare syntes, de var sære.

I starten var det prærieindianere, der i den grad optog tvillingerne, indtil de måtte sande, at der faktisk ikke fandtes flere rigtige indianere tilbage i verden. Nu blev det i stedet de nordlige arktiske områder, der trak. Da norske Helge Ingstad levede som pelsjæger i fire år i Canada og efterfølgende skrev bogen ”Pelsjegerliv” i 1931, bliver den en litterær sensation og med sine mageløse skildringer en stor inspiration for tvillingerne.

I slutningen af 80’erne sås en åbning mod øst med sammenbruddet af det gamle Sovjetunionen. Efter gymnasiet i 1990 planlagde tvillingerne en kanoekspedition i Sibirien. Det lykkedes dem at få skaffet de nødvendige sponsorer herhjemme til det økonomiske og kontakter til gamle kommunister i Rusland.

Områder som Arktis og Canada kendte man, men Sibirien havde været stort set ukendt territorium indtil Sovjets fald. Omgivelserne stillede sig noget tvivlende omkring ekspeditionen, ikke mindst var Moesgaard Museum skeptiske, men det entusiastiske tvillingepar besluttede sig for at forfølge drømmen.

Forfulgt af den russiske mafia
På ekspeditionen i 1999/2000 er det Rane Willerslevs plan at etablere en andelsforening for zobelskindshandlere for at sikre direkte handel med de sibiriske jægere og pelshandlerne på det europæiske marked. Men han har ikke taget højde for, at den russiske mafia også skal tjene på zobelskindpelsene som mellemhandlere. Han sigtes derfor for illegal pelshandel og krybskytteri.

Der udstedes en arrestordre på ham, og i et halvt år er han på flugt fra politiet og mafiaen, som er fuldkommen infiltreret i Rusland. Han søger tilflugt hos jægerfolket Jugakirerne, hvor han lever 2½ mdr. sammen med en ung jæger. Det bliver en kamp på liv og død. Kulden, frygten og sulten – den evige uvished, og dét ikke at vide, om han slipper hjem med livet i behold, tærer på kræfterne.

De må blandt andet slagte nogle hunde for at fodre de andre hunde og for selv at overleve. Trods presset formår Rane dog at blive fuldt integreret hos pelsjægerne og laver samtidig et stort feltarbejde, mens han er hos dem. Men frygten lurer konstant. Bliver han opdaget af mafiaen er hans store feltarbejde spildt, og han risikerer at blive arresteret og måske dræbt.

Han skriver efterfølgende to bøger; ”Pelsjæger i ødemarken” og ”Soulhunters”. Sidstnævnte er det akademiske værk, der bliver resultatet af opholdet hos jægerfolket og gør op med den vestlige verdens nedvurdering af oprindelige folkeslags åndetro og natursyn.

Den svære hjemkomst
Ifølge Rane Willerslev er det sværeste ved at rejse ikke selve rejsen, men det at komme hjem fra en ekspedition. Han er sig prisen meget bevidst, når han bruger sin egen krop som omdrejningspunkt for at forstå andre mennesker. Han kender om nogen lidelsen ved at skulle vende hjem til et almindeligt liv, hvor man ifølge hans eget udsagn ”er fucked up i hovedet” efter flere måneders liv på kanten i en hel anden verden.

På mit spørgsmål om han aldrig er bange, svarer han ærligt, at det har han prøvet at være. Han kender frygten i flere grader og nævner specielt tre episoder, der har mejslet sig ind i bevidstheden. I 1993 under en ekspedition sammen med sin kæreste, blev de overrasket af en bjørn. Rane Willerslev fik den skudt og alt gik så hurtigt, at han knapt nåede at blive bange før bagefter.

En anden oplevelse er fra ekspeditionen i Kamchatka som er med i bogen ”Eventyrernes Klub – 24 fortællinger fra Det runde Bord”. Her kom en bjørn er så tæt på teltet, at de tydeligt kan fornemme dens uldne rovdyrlugt lige på den anden side af teltdugen. Men som Rane Willerslev siger – mennesker er faktisk den største fare i Sibirien. Han behersker det russiske sprog, men kan alligevel ofte blive sat i situationer, hvor tingene bliver ekstremt vanskelige.

I Sibirien er det lige så meget et problem, at fulde indfødte dukker op og skyder én. I nordøstsibirien – ved området omkring Zyryanga og Kyoma-floden starter ekspeditionen fra Yrkutsk med henholdsvis propelfly, båd og slæde. Andre af ekspeditionerne udgår fra Kamchatka, hvor de flyver ind til byen Petropavlovsk og starter derfra. Det kan tage flere mdr. at nå frem til pelsjægerne gennem barske øde områder med temperaturer ned til minus 70 grader om vinteren.

Befolkningstætheden er 0,01 menneske pr. kvadratkilometer, hvilket svarer til et område på størrelse med halvdelen af USA, men med en befolkning på kun en million. I disse områder er planlægning afgørende for overlevelse. Der er skåret helt ind til benet – det handler om ren overlevelse. Der skal simple men effektive teknikker til for at klare sig.

På enhver tur medbringer Rane fiskekroge og er altid sikker på at have en plastikbeholder med tørre tændstikker tilgængelig. Han forsøger at undgå problemer ved at minimerer faren. På feltarbejde lever man sig ind i arbejdet med hele sjælen. Man er nødt til at drikke vodka med de indfødte, velvidende at der er en grænse. Man skal følge sit instinkt og stoppe, inden det kammer over og i øvrigt bruge en evne, man kun sjældent hører anerkendt fra en mand, nemlig intuition.

I løbet af samtalen får jeg et mere og mere klart billede af én, der i den grad har hele hjertet med i det, han gør. Da jeg spørger ham, om han har været inde ved militæret, fortæller han, at han faktisk ironisk nok blev kasseret på grund af dårlig ryg. Jeg syntes jo ellers, at der er basis for en god omgang B.S. Kristiansen her.

Men inderst inde ved jeg dog godt, at disse typer er i besiddelse af nogle helt andre træk. Rane Willerslev afslører, at han og tvillingebroren i virkeligheden altid har været bange for mørke, og at de har et meget stærkt forsigtighedsinstinkt og er ekstremt sikkerhedsorienterede.  Ydmyghed overfor naturen og finfølelse er vigtigere end noget andet.  Fysisk stærke mennesker er ikke nødvendigvis også psykisk stærke. Mange pelsjægere i Sibirien er meget mere risikovillige, og derfor er gennemsnitsalderen da også kun omkring 40 år.

Find dit autentiske jeg
Rane Willerslev blev i 2001 optaget Eventyrernes klub. Han kommer der sjældent, som regel kun til den årlige julefrokost. Men han er sikker på, at han vil hygge sig med det, når han bliver gammel. Han har det godt med, at det kun er mænd i den lidt logeagtige atmosfære. Det er skæve eksistenser, der er sjove at tale med. Vi taler lidt om hvilke personligheder, der optages i klubben, og hvad de har lavet.

Rane er netop hjemvendt fra JP’s Artic Explorer ekspeditionen i Sibirien, hvor han traf en ung fotograf. Vedkommende havde lige vundet en pris, og Rane fremhæver ham som noget ganske specielt. Denne unge fyr oplever med sit kamera. Han spytter for eksempel på linsen for at få noget specielt frem og fanger noget helt unikt. Rane Willerslev ser gerne at netop denne unge mand indstilles til optagelse i klubben.

Det handler om det tidløse – dét at finde machoen! ”Det her er lige mig”!! Klubben er en hyldest til mennesker, der virkelig har fundet sit autentiske jeg og ført det ud i livet. Til mennesker der har viet deres liv til et eller andet til fuldkommenhed. Det rummer alle de symboler på det selvrealiseringsprojekt, som han også selv har været igennem, og som han så entusiastisk giver videre til andre.

Hvad der indpodes i barndommen
Tvillingebrødrene voksede op med en meget gammeldags far, der var 30 år ældre end moderen. Født i 1914 var han af den generation, hvor man var meget mand og skulle præstere fysisk. Drengene blev opdraget til at dyrke viljestyrke og være villig til at lide for at opnå mål som den afgørende faktor. De lærte, at ting kan gøre ondt, og at man ikke piver.

Faderen lærte dem en viljestyrke og sejlivethed i forhold til at opfylde mål. De fik sætningen ”gør dit mål klart – og gå så kompromisløst efter det” indpodet fra barnsben – hvilket klart har været med til at forme mennesket Rane Willerslev til den, han er i dag. En vedholdende personlighed, der med stort mod har søgt sig selv.

Han blev gift i 2006 og er far til en lille datter på godt et år. Under hustruens graviditet var han et halvt år i Sibirien, men han indrømmer gerne, at han er blevet meget mere sårbar som far. Livet ændrer sig pludselig drastisk, og man bliver bange for, at der skal ske én noget. En vigtig pointe fra eventyreren er, at der er visse ting her i livet, man skal gøre på de rigtige tidspunkter. Vi snakker lidt om, at eventyrer måske i virkeligheden topper omkring de 30 – 35 år.

På spørgsmålet om eventyret eksisterer i dag, svarer Rane Willerslev, at der skal andre ting til i dag – folk skal genfinde eventyret. De skal gøre noget nyt og kreativt og fortælle eventyret på en ny måde. I dag hvor alle verdens afkroge er opdaget og udforsket, kræver det nye tilgange.

Et eksempel på et menneske, som har fat i dét, er ifølge Rane Willerslev, Jacob Holdt, der i sin tid lavede bogen ”Amerikanske Billeder”. Han levede som bums i USA i en årrække og levede sig dermed fuldstændig ind i rollen. Så ønsket om at opdage nyt er stadig eksisterende. Men verden er blevet mindre, og dét er en udfordring for eventyrbegrebet.

Thor Heyerdahl, der er en af de gamle klassiske eventyrere og videnskabsmænd, havde ifølge Rane Willerslev netop de kvaliteter, som en eventyrere skal besidde. Han var en af dem, der genfandt eventyret. Lige meget hvor megen skepsis han mødte, så troede han på sig selv, sit projekt og sine teorier. Han var hundrede procent tro mod sig selv og prøvede tingene af. ”Det har jeg stor respekt for,” tilføjer Rane Willerslev.

En leder skal være barnligt begejstret
I august 2008 tiltrådte Rane posten som daglig leder for Den Etnografiske samling på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvor han selv i sin tid har studeret. Hans forventninger og håb til fremtiden er mange og ambitiøse. Først og fremmest skal samlingen bygges op, og i 2013 åbnes et nyt museum på Moesgaard.

Der udvikles hele tiden nye kreative måder at præsentere udstillingen på. Rane Willerslev tilstræber at opbygge en dynamisk afdeling og håber, at de økonomiske midler vil finde vej til museet. Han bruger sit eget eventyr som marketing og bogen om pelsjægere til at få medieopmærksomhed. Om ti år ser han gerne sig selv som professor og leder af et større museum. Samlingen er blevet hans livsprojekt.

Han vil fortsat skulle foretage mindre ekspeditioner til Sibirien for at finde nye data, men mener ikke, at han har fysik til de lange ekspeditioner mere. Han søger ikke så meget eventyret mere – men meget mere en indsigt i mennesker. Om lederrollen har Rane sin helt klare holdning.

Langt de fleste mennesker forventer, at en leder er alvorlig og autoritær, men det er han langt fra enig i. En leder skal netop have en barnlig begejstring for sit arbejde, en nysgerrighed og åbenhed på livet. Han ser det som en stor kvalitet at besidde disse kvaliteter.

En leder skal gøre noget godt for andre mennesker, få tingene til at ske og være en ildsjæl, der sætter sin vilje igennem. Han ser lederrollen som en slags udvidelse af eventyrbegrebet. Som eventyrer bliver man utrolig selvcentreret og dyrker kun sig selv. Derimod får man som leder pay-back fra folk omkring én, hvilket er en helt anden og meget givende situation.

Rane Willerslev har intet fortrudt. Han ville gøre det hele igen – det skulle da lige være forbigående tanker om lidelsen over de kærester, der i tidens løb har forladt ham på grund af hans eventyrblod. Skulle han have valgt en anden uddannelse, ville han nok være blevet økonom eller politiker, da han finder det interessant at være direkte involveret i samfundsudviklingen og udenrigspolitik. Rane Willerslev virker som en karismatisk leder og et unikt menneske med en sjælden power, glød og dedikation for sit arbejde og hele livsstilen bag.

  • Kandidat fra Århus Universitet, 1998
  • Master fra University of Manchester i England, 1998
  • PhD. fra University of Cambridge i England, 2003
  • Lektor i visuel antropologi ved Manchester Universitet, 2004
  • Lektor på Institut for Etnografi på Moesgaard, 2006
  • Siden august i år leder af Den Etnografiske samling på Moesgaard, 2008
  • Specialist i Jægersamlere i Sibirien (under PhD.)
  • Optaget i Eventyrernes Klub, 2001
Share Button