Første gang jeg var i Australien i 1995/96 tog jeg et PADI Open Water dykkercertifikat i Cairns med seks dyk ved Great Barriere Reef. Jeg var helt og aldeles solgt til denne nye undersøiske verden der pludselig var blevet åbenbaret for mig gennem kurset. Teoriprøven og de praktiske øvelser gik fint og jeg havde meget hurtigt planer om, at gå videre i min dykkerkarriere. Det kunne ikke gå hurtigt nok med, at opdage hvad der fandtes på bunden af havet. Ikke nok med, at jeg var faldet for den lydløse verden under havoverfladen, de farvestrålende fisk og korallerne i et væld af farver fik mig også til at føle, at jeg var landet i en eventyrverden hinsides al jordisk. Vi rejste videre fra Cairns ind i den tørre ørken og mineområder omkring Mt. Isa og endte senere op i Darwin. Klimaet var hedt og fugtigt her og der var ikke noget jeg længtes mere efter end at forsvinde ned i dybet og kigge på multifarvede tropefisk og bløde spaghettikoraller der vejrede i strømmen. Imidlertid skulle noget helt andet åbenbares for mig og en helt ny verden skulle introduceres i mit liv – nemlig skibsvrag!

Hos et dykkefirma i byen fandt jeg en reklame for disse forunderlige dyk ude i Darwinbugten. Byen var blevet sønderbombet under Anden Verdenskrig og derfor var hele bugten udfor byen en stor kirkegård af nedskudte krigsfly og skibe. Desuden lå der flere flygtningeskibe fra Vietnamkrigen, hvor folk havde forsøgt at slippe væk fra krigshelvede i deres hjemland. Jeg besluttede mig for – trods min endnu temmelig begrænsede dykkererfaring – at (i bogstaveligste forstand) lige hoppe ud i det.

Det var enormt spændende, men også noget af et chok og ihvertfald en øjenåbner. Fra at have dykket i krystalklart vand i Cairns med sigthed helt op til 60 meter på gode dage, dykkede vi nu rundt i et plumret ingenmandsland med en sigtbarhed på allerhøjst 4 meter. Det var som at famle i blinde og jeg må indrømme, at jeg ikke var helt tryg ved det. Men min utryghed forsvandt som dug fra solen, da vi på første dyk hoppede lige durkt ned til et smukt bevaret vietnamesisk flygtningeskib. Det stod fuldstændig intakt og pænt på bundet af det plumrede vand. Overgroet med de mystiske havskabninger, muslinger og  tang lå det der – stolt som en anden Titanic – fra en svunden tid. Jeg slog min personlige rekord i dybder på dette dyk. Mit PADI dykkercertifikat gik ikke længere ned end til 18 meter og lige nu befandt jeg mig på 26 m. Det kildede en hel del i maven, men samtidig blev jeg mere og mere sikker på, at jeg skulle tage flere og mere avancerede niveauer af mit dykkercertifikat. Ja jeg begyndte endda, at drømme om at blive såkaldt Divemaster, de instruktørere der lærer andre at dykke. Jeg havde bare lyst til at blive ved med at dykke for evigt og mere vilde planer som isdykning i polaregne og huledykning i Mexico begyndte at tage form inde i mit hoved. Man skal jo have nogle drømme, ellers så “dør” vi mennesker. Og jeg havde rigelig med drømme af enhver kategori som bare ventede på at blive udlevet.

Jeg holdt krampagtigt ved rælingen af flygtningeskibet, det var svært da strømmen var stærk og hele tiden truede med at hive mig væk. Jeg gjorde også den erfaring at et par dykkerhandsker ikke ville være af vejen, når man skal holde ved noget der har ligget under havets overflade i masser af år. Muslinger og andet der gror på skibsvrag kan godt være meget skarpe. Men jeg var solgt efter det første dyk og meldte mig straks til to mere. Det var fascinerende at iagttage de store stimer af fisk der opholdt sig inde i skibsvraget og kigge ind af de tilgroede vinduesrammer ind til rum der engang havde huset mennesker med store forventninger og håb. Det var som at åbne en mystisk historiebog på bunden af havet.

Vi sejlede ud igen dagen efter tidligt om morgenen og planen idag var at finde vraget af et stort skib. Vi kastede anker og jeg havde fundet ud af, at det fungerede bedst for mig at holde ved ankerlinen og så gå langsomt ned. Det virkede bedst på mine ører, når jeg skulle trykudligne. Jeg kunne godt mærke, at mine ører ikke altid var lige vilde med min nye passion. Jeg kunne godt vende tilbage om eftermiddagen med smerter i ørerne, propper eller meget vand i dem. Så det var meget vigtigt at gå ned stille og roligt. På andet og tredje dyk fandt vi faktisk aldrig skibsvraget. Det eneste vi fandt i det plumrede vand var nogle vragdele på bunden, men til gengæld så vi flere enormt store fisk, der måske kunne svare til vores torsk. På det tredje dyk fik vi vores sag for da vi kom op til overfladen. Det viste sig nemlig, at ankeret havde revet sig løst under dykket, så skibet lå meget længere væk, end da vi gik ned. Så nu var det så igang med en større svømmetur og selvom vi havde øvet svømning med det tunge udstyr under kurset var dette noget anderledes. Her var intet barriererev til at holde havet roligt, så det bølgede vildt. Vi svømmede det bedste vi havde lært, men ankom alligevel til skibet mere eller mindre forpustede og udmattede.

Men selvom vi ikke havde fundet vraget var jeg alligevel vildt begrejstet over min nye hobby og vidste bare med sikkerhed, at jeg ville komme til at dykke igen i fremtiden. At min dykkerkarriere senere skulle få en brat ende vidste jeg heldigvis ikke på dette tidspunkt ( se beretningen “Et skæbnesvangert dyk i Det Røde hav”). Jeg endte med at afslutte min karriere i Egypten med 10 dyk i min logbog og en smadret trommehinde – men mine dykkeroplevelser har alle været fantastiske og dykkerkurset i Australien er noget jeg altid vil mindes med stor glæde og spænding.

Jeg købte efterfølgende en bog om skibsvrag i Darwinbugten og studerede den flittigt efter disse dyk og da jeg igen var vendt hjem til Danmark fulgte jeg med i bjergningen af fund fra det gamle engelske linjeskib Sct. George. Bjergningerne blev sendt som indslag på TV Midtvest og jeg sad klistret til skærmen hver eneste aften. Skibet ligger ud for den jyske vestkyst ved den lille by Thorsminde og dykningerne blev ledet af marinearkæolog Gert Normann. Sct. George og dens søsterskib Defence  forliste under den voldsomme orkan julenat 1811 og mere end 1300 besætningsmedlemmer mistede livet. I dag ligger Sct. George på ca. 30 meter vand, hvor der er relativt roligt, så vraget er meget velbevaret. Gert Normann og hans dykkerteam bjergede alskens ting og sager fra vraget, selv skibskatten fandt de. I dag er alle fundene udstillet på Strandingsmuseet i Thorsminde og virkelig en oplevelse at se.

Til min fødselsdag det år fik jeg også bogen “Skibsvrag ved Vestkysten”, så mine dykkeroplevelser kom til at spænde vidt. Man mener, at der ligger over 5000 skibsvrag ved den jyske vestkyst, men dykkene er bestemt ikke for nybegyndere der er vant til at blidt turkisblåt vand i troperne, så jeg må nøjes med at drømme om mine seje oplevelser under havets overflade tilbage i 1996.

Jeg behøver forresten vist heller ikke at nævne her tilsidst, at jeg som barn konstant sad klistret til skærmen, når der lørdag aften blev sendt udsendelser med Jacques Costeau og hans dykkerskib Calypso. Det var simpelthen et hit, så min passion startede tidligt!