Så er jeg ved at være klar til at rykke videre mod sidste destination i morgen – Guatemala City og Antigua hvor jeg skal være de sidste dage inden hjemrejsen d. 4. marts. Jeg befinder mig lige p.t. i San Salvador, hovedstaden i El Salvador, og den sidste uge her i skræklandet over dem alle har været umådeligt positivt. Faktisk så vil jeg gå så langt som til at sige at El Salvador har været et af højdepunkterne på min rejse – stik imod al forventning. Hvad jeg ikke har hørt af gyserhistorier og fået af advarsler om El Salvador, og så har det vist sig at være et af de bedste lande jeg har været i ud af 8 her i Mellemamerika. Det skortede ikke på advarsler for jeg tog hertil, så jeg kan kun sige at jeg i den grad er blevet positivt overrasket. Jeg kom hertil sidste mandag med Copa Airlines fly fra Panama City og fløj ind over et relativt fladt land og meget meget tørt.

Jeg havde mailet en del med Robert fra byen Suchitoto ca. 1,5 times kørsel nord for San Salvador og havde besluttet mig for at tage direkte med bussen til Suchitoto. De første par timer i El Salvador var – må jeg indrømme præget af nogen kriller i maven, men det gik nu hurtigt over. Folk var utroligt søde og hjælpsomme, min buschauffør kørte rundt til 4 tankstationer for at jeg kunne få hævet penge – dog uden held. Man kører i USD her i El Salvador ligesom i Panama, så jeg havde lidt i reserve. Netop kommet i bussen og på vej ud af San Salvadors noget kaotiske midtby endte vi op i et frygteligt trafikkaos. Biler, busser, folk og alt sammen i et stort rod. Efter en smutvej indover et par kantsten tankstationer og fortove kom vi ud på vejen igen. Forklaringen kom dog senere, der var sket en ret voldsom trafikulykke lidt udenfor byen og alt var et stort roden sammen. To biler var kørt sammen, vejen flød med knust glas, politiopbud, nysgerrige forbipasserende og et par kameramænd fra lokalnyhederne. Inde på fortovet lå føreren af den ene bil, dræbt og med venstre side af hovedet smadret og indsmurt i blod.

Og hvad skal man sige – den slags sker, og sker jo også i DK og alle mulige andre steder, men det så lidt vildt ud. Og jeg vil nu blive ved med at påstå at sandsynligheden for at blive trafikdræbt her i Mellemamerika er 500 gange større end sandsynligheden for kidnapninger, overfald og røverier. Så der var ikke så meget andet at gøre end at forsøge at absorbere synet af en halvsmadret mand og så komme videre i sit liv. Jeg var for en gangs skyld endt op i en Chickenbus, men her i El Salvador har man faktisk en lov om at døren i bussen skal kunne lukkes og at folk ikke mere må sidde på taget af bussen, men der er stadig propfyldt inde i bussen. Men fremskridt kan man jo sige!

Suchitoto er en lille bitte by med omkring 4000 indbyggere, sådan et sted hvor alle kender alle. Et utroligt roligt lille sted, og meget idyllerisk med brostensgader og kaglende høns. Sådan et sted hvor det er godt lige at finde sine ben i et nyt land. Unægtelig noget af en kontrast til Panama Citys livlige, farverige og brogede kaos. Det var mig dog helt umuligt at finde et sted at bo, enten var alt lukket eller også var det for dyrt. Så jeg vadede rundt med min efterhånden umenneskelige tunge rygsæk og svedte rent salt i 10 kilos sække. Til sidst spurgte jeg om vej, og kom så til at snakke med en særdeles spøjs fyr kaldet Fernando. Hans engelsk var mildest talt hjemmelavet, men han fik dog forklaret så meget at han havde et hostel. Stedet var under restaurering og fyldt med cementspande, men mit værelse var ok. Bortset fra at vinduesskodderne ikke kunne låses, så der var direkte indgang for alle og enhver, selvom jeg havde låst døren. Til nat fik jeg konstrueret en bedre Storm P opsætning foran vinduet, så jeg da i det mindste ville blive advaret i tilfælde af “indbrud”. Jeg tog simpelthen en stol og hang op i et reb ned fra loftbjælkerne foran vinduet, så det ville give et frygteligt larm hvis nogen prøvede at komme ind. Jeg har vist aldrig fortalt at jeg altid sover med noget foran døren, der kan larme hvis nogen prøver at komme ind. Jeg sover altid med ting foran døren i Latinamerika – det er bare en vane, sådan er det bare!

Næste dag henne på internetcafeen kom en mand hen og spurgte om jeg var Anette. Det viste sig at være Robert, som jeg havde mailet med. Han syntes bare jeg så tilpas dansk ud, og det var jo ikke helt ved siden af. Flink fyr på omkring 50 år, boet i El Salvador i 14 år, gift med Tika der er salvadoraner, 4 børn. Robert er halv amerikaner og halv salvadoraner, har boet i Californien indtil han flyttede til Suchitoto. Jeg var med Robert hjemme og hilse på hans søde familie, spiste frokost med dem og checke mail gratis. Og så fik vi ellers en snak. Robert skulle hente folk i lufthavnen i San Salvador fredag, så jeg kunne køre med derind og så ellers bruge 4 – 5 dage i Suchitoto. Det lød som en plan. Robert er oprindelig uddannet agronom, men arbejder nu som lærer på det danske projekt Global Platform ind under Mellemfolkelig Samvirke. Så han underviste danske unge mennesker i forskellige ting som borgerkrigen i El Salvador, historie, forskellige projekter med landbrug ude i de små landsbyer i omegnen osv. Så jeg blev inviteret med hen i skolen næste dag og hilse på danskerne.

Til torsdag fik vi planlagt en tur ud til tre arkæologiske steder, mayaruiner og en landsby der var blevet begravet under aske fra et vulkanudbrud. Om aftenen spiste jeg på Roberts restaurant og blev lidt mere familiær med byen. En utrolig aktiv lille by med en masse initiativrige mennesker. Robert bad mig om at fortælle lidt om min rejse gennem Mellemamerika til gruppen, specielt om hvordan det har været at rejse som singlekvinde i et til tider meget mandsdomineret Latinamerika. Hvilket råd jeg ville give til gruppen som stod for at skulle 3 mdr til Guatemala og arbejde på en skole osv. Det var en hyggelig lille klasse på 6 unge mennesker fra DK, et par fyre fra Silkeborg og Århus, og vel de fleste af pigerne fra Sjælland. Meget meget søde alle sammen.

Der blev snakket om alt lige fra borgerkrigen til seksualundervisning i de mindre klasser her i El Salvador. Landet her har haft en ret hård tid efter krigen, da meget var ødelagt og helt ude af funktion. Desuden er det et fattigt land, analfabetisme er udbredt, unge teenagemødre pga. manglende oplysning, i det hele taget meget uvidenhed om mange ting. Så der skulle begyndes helt forfra på mange niveauer. Landmændene i de små landsbyer skulle have hjælp til oprettelse af landbrug og have chancen for at blive mere selvforsynende osv. Politiske emner var på banen i undervisningen, vold mod kvinder, kønsrollemønstre, HIV osv. Meget basic på mange områder. Jeg kunne bidrage med lidt om mine oplevelser som kvinde er, især som hvid kvinde og hvordan jeg har klaret det. Så vi havde en god dialog i gang og gruppen spurgte også om nogle ting, da mange af dem skulle rejse i Mellemamerika efter praktikkens afslutning. Holdningen er lidt her at kvinder grundlæggende skal lave mad og føde børn, og det for selvfølgelig mange kvinder til at gøre oprør. Mange mænd her har ikke bare elskerinder, men hele komplette ekstra familier med børn, så første konen opgiver i nogle tilfælde bare, og slår sig til tåls med i det mindste at være hans første kone. Så i mange lande her i Mellemamerika har feministbevægelsen kronede dage, og det må jeg indrømme, at det kan jeg godt forstå. Det er fuldstændig ude af proportioner med de mænd her.

Om eftermiddagen var jeg med dem på udflugt ud til en lille landsby, der hedder Santa Anita, hvor Robert i sin tid var startet på et projekt som agronom. I dag var landsbyen godt kørende med landbrug. Så vi var på markvandring gennem deres sukkerrørsmarker og kaffeplantager med organisk kaffeproduktion, så et vandfald uden vand og en meget smuk horisont præget af vulkaner og bjerge. Overalt blev vi kun mødt af smil og glade ansigter, så det var en fornøjelse at møde de mennesker. Vi smagte sukkerrør, og så hvordan de lavede tortillas af majs og hyggede os rigtig meget. Andreas og hans peruvianske kone Lilly var også med. Andreas er den danske leder af gruppen i Suchitoto under MS, han har tidligere været i Peru, så jeg fik også nogle snak med ham. Robert er en af tovholderne i Suchitoto, han har lavet hjemmeside om byen og landet, og links til forskellige steder i El Salvador og har oprettet et lille rejsebureau, hvor han tager folk med på ture, booker hotel til folk osv. I det hele taget sørger for at turisterne bare føler sig godt tilpas i El Salvador. En meget meget ihærdig mand med masser af jern i ilden.

Den danske gruppe skal have undervisning i Suchitoto i 1 md, før de skal ud i praktik. I DK er de på forberedelseskursus på Den Internationale Højskole i Helsingør inden afrejse og tilbage igen i DK efter projektet er de på et afslutningskursus. Hele formålet med projektet er at de bl.a. skal lave en “forslagsbank” som kan bruges i El Salvador i forskellige projekter. Nogle af dem undersøger f.eks. kvinders rettigheder, børns vilkår osv. og laver et projekt om det, som så måske kan bruges senere i det virkelige liv. Gruppen bor i et hus og har en kok til at lave mad til dem hver dag, så jeg spiste frokost med dem den første dag. Meget eksotisk måltid fik vi serveret, ris med miniblæksprutter, salat og vandmelon. MS har projekter for unge mennesker mange steder rundt om i verden, de har også et voksenprogram i El Salvador og et i Kenya, der vist midlertidig er flyttet til Tanzania pga. uroen i Kenya lige nu. Syntes faktisk at det var så fed en oplevelse og til stor inspiration at møde gruppen, at jeg er begyndt selv at overveje at deltage i et voksenprogram. Det kan godt være at det i virkeligheden er det jeg skal til at ind på. Som sagt mange gange for er det jo altid en meget anderledes oplevelse at være på et sted, end at backpacke fra by til by. Udfordringen ville ligge i at skulle være på et sted og gå i dybden med det. Mere at lære lokalsamfundet at kende ville give en helt anden oplevelse.

I torsdags var Robert, hans kone og jeg så på tur ud til 3 forskellige arkæologiske områder. El Salvador har ikke de helt vilde seværdigheder at vise frem og deres mayaruiner er på ingen måde at sammenligne med Mexicos og Guatemalas. Hvad der gør El Salvador til noget ganske specielt er afgjort befolkningen. Jeg overdriver ikke når jeg siger at de er blandt de flinkeste mennesker jeg nogensinde har mødt i Latinamerika. Behagelige og sympatiske og ikke nogen tendenser til ubehageligheder på nogen som helst måde. Hvor det helt præcist er at de gemmer deres kidnappere, voldtægtsforbrydere og bandemedlemmer – det har jeg altså ikke fundet ud af. Godt nok har jeg også kun været her i 1 uge, men jeg har simpelthen ikke på noget som helst tidspunkt følt mig utryg.

Det første sted vi besøgte under turen var Joya de Cerèn. Det er en by der blev dækket af 4 – 6 meter aske da vulkanen Laguna Caldera gik i udbrud i år 600 efter Kr. Stedet kaldes populært El Salvadors Pompei, og er da også et af de mere specielle steder her i landet. Der er ikke fundet mennesker som i Pompei, de har åbenbart fået en advarsel og har nået at komme væk i tide inden de blev begravet under askelagene. Men man har fundet masser af mad, lerpotter, haver, husene med køkken og soverum. Lerpotter med frø og en af dem med en død rotte i. Stedet er erklæret fredet område af Unesco – en af verdens kulturarvsteder. På museet så vi masser af lerpotter, mange af dem ganske intakte. Man stødte på stedet under en udgravning til et område hvor man skulle bygge siloer. Gravkoen stødte simpelthen ind i et hus, arkæologer blev sat på sagen og opdagede sammenhængen. Så der var en masse billeder fra udgravningen og udstillinger af de forskellige fund. Næste sted vi så var et mayaområde. Mayaerne holdt aldrig rigtigt det store indtog i El Salvador, så her er ret få mayaruiner, og de fleste af dem slet ikke at sammenligne med normale mayaruinkomplekser rundt om i Mellemamerika. De er typisk noget mindre, knapt så velbevarede og de er kun få af dem.

San Andreas ruinen består af en gængs mayapyramide Akropolis, og er dateret til å 600 – 900 fr. Kr. Byen har været så stor som 12.000 indbyggere, så den har alligevel haft en anseelig størrelse af mayabyer i El Salvador. Desuden har meget få spanier invaderet landet af den simple grund at her ikke var guld nok (om noget overhovedet) til at stille deres vanvittige guldtørst. Landet har mere brugt jade som værdimiddel. Der graves fortsat i San Andreas ruinen, men da landet har meget begrænsede økonomiske ressourcer gør det meget langsomt med arbejdet. Robert og jeg fik en masse snak om mayaer, historie og alt vedrørende arkæologien her.

Pludselig kom det på snak at jeg havde været med i Globetrekker filmen i Honduras, og så viser det sig at Robert havde været den salvadoranske guide for filmholdet. Det grinede vi rigtig meget af – sjovt tilfælde. Robert havde haft holdet med på et hike op af en vulkan, på ridetur og rundt i omegnen af Suchitoto. Holdet har lovet at sende en DVD af filmen til Robert når engang den bliver færdig, så måske jeg lige kunne få tiltusket mig et eksemplar også. Sidste sted vi så på turen var Cihuatàn. Faktisk en af de mere vigtige mayaruiner i El Salvador, stedet har nemlig to rituelle boldbaner, det ene ganske godt intakt. Stedet lå meget meget øde, vi tre var de eneste turister i miles omkreds, så vi kunne i hvert fald ikke klage over menneskehorder. Også her knejsede en høj pyramide, men kun sparsomt udgravet. Her har man gjort det samme som i visse mayaruiner rundt om i Mellemamerika, ikke at grave pyramiden fuldt ud da den så vil erodere og styrte sammen. Græs og jord holder derved sammen på stenene. Men her havde man bygget en trappe op på selve pyramiden, så man fik en flot udsigt over hele ruinområdet og bjergene i horisonten. Stedet havde et rigtig fint museum, meget nyåbnet. Stedet var i det hele taget meget nyåbnet for turister.

Hele El Salvador er på mange måder et meget jomfrueligt land mht. turisme. De er først lige begyndt at ankomme sådan i mere seriøse mængder, så mange af stederne er knapt så gearet for turisme. Men det er helt klart en charme mere at få lov til at opleve et meget – i turisthenseende – uspoleret land. Robert, Tiko og jeg spiste frokost og hyggesnakkede og havde en rigtig god dag. Det havde været lidt nemmere for mig at arrangere turen på denne måde, da jeg så kom rundt til de vigtigste steder på kortere tid og slap for at bruge meget tid på offentligt transport. For mig handlede det lidt om at få ringen sluttet, og få set de mayaruiner som nu var her i landet. Det gør det rigtig interessant at sammenligne de forskellige steder.

Fredag morgen havde jeg igen en sjov og meget tilfældig oplevelse. Jeg skulle købe kiks til morgenmad og lagde mærke til en pige der sad ved at bord og skrev på sin bærbare computer. Hun prøvede at tage billeder, og henvendte sig så til mig om jeg ikke kunne tage et billede af hende mens hun sad og skrev. Det obligatoriske spørgsmål om hvor jeg var fra kom jo så, og stor var smilet da vi fandt ud af at vi begge var fra DK. Så var der jo ingen grund til at snakke engelsk. Britt viste sig at være fra MS også og var i El Salvador for at interviewe den danske gruppe. Hun fortalte mig at hun var gift med en spanier der arbejdede for Verdensbanken, så hun var med som medfølgende hustru. Kom fra Nicaragua, hvor hun var “føl”/praktikant hos den danske MS Informationsmedarbejder i Nicaragua – Christian. Så lige pludselig vrimlede det med danskere midt ude i lille Suchitoto. Det skal måske lige nævnes at Suchitoto er udpeget til “hovedkvarter” for MS’s rejseprogram her i Mellemamerika. Så alle starter skolegangen og spanskundervisningen her i Suchitoto, lige meget hvor de så skal hen bagefter her i Mellemamerika. Senere stødte Christian til som jeg så også fik hilst på. Vi havde en lang snak, igen også om hvordan jeg havde oplevet at rejse alene i Nicaragua. De syntes begge at det var interessant at få den vinkel på også, hvordan udefrakommende turister ser Nicaragua.

Christian har boet i Nicaragua i 8 år og er meget vant til mentaliteten, men Britt kunne godt følge mig i at den der mosen igennem med alting og ubehøvlethed som jeg oplevede i Nicaragua var træls. Ved godt at det ikke er så pænt at sige om mine medmennesker, men jeg oplevede jo lidt at folk var voldsomt sig selv nærmest i Nicaragua. Jeg er ked af at sige det, men jeg syntes langt hen af vejen at de mennesker virkede ubegavede. Britt kunne godt forstå hvad jeg mente, men det er jo noget med en enorm mangel på viden, manglende skolegang, manglende evne til at se konsekvenserne af at man er ikke serviceminded osv. De har simpelthen bare ikke ret meget at gøre med i Nicaragua, hverken viden om det ene eller andet. Dertil kommer at Nicaragua også et eller andet sted er ret jomfruelig mht. turister. Ikke så meget som El Salvador, men deres forhistorie er nogenlunde den samme med en lang opslidende borgerkrig, vanskelige vilkår efter krigen, besvær med at komme på fode igen og diverse naturkatastrofer i området. Så de har ikke haft det nemt, men nu kan jeg jo så sammenligne med El Salvador og se meget klart og tydeligt at El Salvador faktisk er kommet ud på den anden side med et ganske hæderligt resultat. Tingene fungerer fornuftigt her i El Salvador, og det gør de altså ikke altid i Nicaragua. For mig at se har det noget at gøre med folket. Man har simpelthen haft en større evne og gå på mod til at komme godt på fode igen i El Salvador. Begge lande modtager meget ulandshjælp bl.a. fra DK, så fra start af har de haft samme chancer, men har nok forvaltet det på hver deres måde.

I fredags kørte Robert mig så til San Salvador og jeg fik mig installeret på et guesthouse ejet af en nordmand. Jeg skulle lige sådan indsnuse stemningen i hovedstaden inden jeg begyndte at flimre alt for meget rundt, så som det første tog jeg en taxi til Tica buskontoret i den mest skumle del af byen. Jeg fik købt min billet til Guatemala City til på tirsdag, og gjorde den erfaring at selv i den mest skumle del af byen opførte folk sig også ganske tilforladeligt. Bagefter kørte han mig til shoppingcentret og her kunne man nøjagtigt ligeså godt havde gået rundt i et shoppingcenter i DK. Vareudbuddet var samme størrelse som i DK, alle andre steder rundt i verden og resten af Latinamerika. Der var nydeligt velordnet, rent og pænt og nyeste mode i udstillingsvinduerne. Så meget af det jeg har hørt om El Salvador begyndte i den grad at smuldre. Det er lidt underligt at tænke på at jeg hørte de ondeste historier om El Salvador og havde jeg nu lyttet efter det, var jeg jo ikke taget hertil. Det viser bare hvad jeg udmærket godt vidste i forvejen, at man ikke skal danne sig en mening om et sted på baggrund af andres opfattelser og oplevelser – men selv tage dertil at danne sin egen mening. Der er ligeså mange meninger som er mennesker, og man er nødt til at opleve tingene selv inden man med retfærdighed kan udtale sig. Det er hermed slået fast med titommersøm. Her er en god stemning, her er på ingen måder værre end de andre steder jeg har oplevet på min rejse – tværtimod. Folk virker naturlige og oprigtige og ingen har opført sig træls. Bundskraberen på min rejse er og bliver Nicaragua, men af de grunde som jeg nævnte tidligere.

Sidste tirsdag morgen vågnede jeg op med en træls fornemmelse i mit venstre øre. Som om der var vand i den eller en genstridig prop. Jeg tænkte at det går vel over af sig selv, men jeg skulle da blive noget klogere i løbet af ugen. Efter et par dage at havde været totalt stokdøv på øret, og komplet lost i større mængder af mennesker, begyndte jeg at spekulere på om noget var gået helt galt. Symptomerne mindede mig foruroligende meget om en sprunget trommehinde. Robert fortalte mig at det ikke var ualmindeligt at edderkopper kunne kravle ind i ens ører om natten, putte sig og bide hul i ens trommehinde. Men jeg havde nu ikke mærket noget underligt i mit øre om natten, bare lagt lidt hårdt på puden. Til start gjorde det ikke ondt, men fredag nat kulminerede det med vilde smerter og vel knapt 3 timers søvn. Så i lørdags endte jeg op hos en øre – næse – halsspecialist, efter at Lena – den norske ejer af mit guesthouse havde ringet og bestilt tid til mig. Klinikken var sådan en der specialiseret i høreapparater, så jeg sad i venteværelset samen med ældre mennesker – en af dem i kørestol. Uh jeg var endt op et halvspøjst sted. Lægen var en flink midaldrende mand i hvid kittel og hans sekretær var oversætter. Han puttede et instrument med et lille kamera ind i mit øre og kunne så se det hele på en TV skærm. Man skulle godt nok ikke være øre-specialist for at se hvad der var sket – min trommehinde var sprunget og der var stort set hul lige igennem. Ikke så man kunne se lys i den anden ende (griner) – men det var sgu tæt på! Han rensede bruddet rundt i kanten med en sugedims, lyden var næsten uudholdelig, det skreg helt vildt. Men det var godt at han gjorde det, for om natten havde det flydt fra mit øre, kun klart vand, men såret var afgjort ikke tørt.

Så gik han ellers i gang med at skrive recept. På spansk, antibiotika, allergipiller, smertestillende og en rensende næsespray, da han mente at grunden til at min trommehinde var sprunget var pga. problemer i min næse. Min egen teori er at jeg ikke kan tåle at snorkle og derved at få vand i øret. Det er det ører jeg sprang trommehinden på i 1996 ved dykning og efterfølgende blev opereret på året efter, så det er sart det øre. Jeg har nok gået med det i noget tid, været en anelse forkølet efter kolde nætter og så har det sat sig i øret. Så der er ikke rigtigt noget at gøre ved det. Det mest irriterende er at jeg ikke en høre en dyt på det øre, det er ret upraktisk i den her vilde trafik. I nat har det været ret surt igen, trods antibiotika og derud af har det flydt meget fra øret, og det er ikke mere vandigt men gult puds med lidt blod i. Så det er sgu helt igennem noget shit, også fordi jeg ved lige nøjagtigt at den ikke selv vil gro sammen. Så skal jeg vel under kniven en gang til og det har jeg bare slet ikke tid eller lyst til. Jeg har bare slet ikke tid til en indlæggelse med alle de foredrag jeg skal have fyret af – uh jeg er så træt af det! Og min hjemmeside og alting, uh hvor er det træs!

Nå men i går tog jeg med bussen (med vat i øret) ud til en by der hedder Santa Ana. Her skulle jeg finde en mayaruin der hedder Tazumal. Jeg endte med at få hyggeligt selskab af en norsk fyr der hedder Ivo, så det blev en rigtig fin tur vi havde der. I Santa Ana skulle vi med lokalbussen ud til ruinen og blev sat af ude midt på hovedvejen. Folk var dog rigtig søde til at vise vej og til sidst fandt vi ruinen. En af de flotteste ruiner jeg har set i El Salvador, rigtig flot trappeformet pyramide og flot velbevaret. Ved siden af lå den mest eksotiske og farvestrålende kirkegård med plastikblomster og andet pynt ud over alle gravstenene. Jeg fik købt postkort og senere så vi en anden ruin Casa Blanca ikke så langt fra Tazumal. Noget mere tilgroet og ikke så fint udformet som Tazumal.

Ivo havde hørt at katedralen i Santa Ana skulle være utrolig smuk, så den gik vi på jagt efter. Vi fandt den centrale plaza efter noget tid og det var ganske rigtigt en meget meget flot kirke og helt atypisk i udsmykning og stil end de andre kirker jeg har set. Bygget i neogotisk stil, noget der ikke er så almindeligt i Mellemamerika, det var i hvert fald første gang jeg så den slags kirke. Flotte søler og helt utroligt smukt vedligeholdt. Mindede en anelse om de gotiske kirker man ser i Spanien. På den anden side af Plazaen lå en anden mindst lige så flot bygning, deres National teater. Malet mintgrøn med hvide blomsterborter, stuk og bygget i sådan en klassisk barokstil som alle smukke gamle teatre er her. Lidt fransk/spansk inspireret med fedt marmor og brede trapper. Desværre kunne vi ikke komme ind og se den indvendigt.

Der blev holdt hyggesøndag på Plazaen med madboder, musik og telte med forskelligt til salg. En gammel mand tog mig i hånden da jeg gik forbi, og smilede så jeg blev helt varm indvendig. De her mennesker er nogen af de mest hjertevarme jeg har mødt i længe, igen må jeg sige at jeg ganske enkelt ikke fatter at det her land skulle være så farligt og totalt ondskabsfuldt som onde rygter sagde inden jeg tog hertil. Selvfølgelig skal man tænke sig om og lade være med at rende rundt på øde steder midt om natten, men hvorfor skulle jeg også gøre det. Må indrømme at jeg er faldet lidt for det her land, her er bare godt at være. Lidt svært at forklare, men et lille bitte land fuld af mennesker med store hjerter – og helt ærligt hvem kan stå for det!

I morgen kl. 5.30 går det så mod Guatemala med Ticabus igen fra det mest skumle område i hele byen, men jeg skal bare have en taxi og så er jeg på den sikre side – det er jo lidt tidligt. Værre kan det godt blive i Guatemala City, som jeg også har fået de mest uhyggelige historier om, men dem tror jeg til gengæld er rigtige. Guatemala er lidt lovløs, så jeg skal hurtigst muligt ud af Guatemala City mod en mindre by der hedder Antigua omkring 1 times kørsel nordvest for Guatemala City. Det er en udpræget turistby, skulle være smuk og meget historisk, men har også lidt skumle rygter. Ikke så meget som Guatemala City, men skal jeg vælge er Antigua mere sikkert end hovedstaden. Desuden ligger Antigua i nærheden af søen Lago Atitlán, som alle snakker om med julelys i øjnene. Selve søen er omgivet af vist en 4 – 5 ret høje vulkaner. Det er et område som jeg altid har ønsket mig at se, fordi det er meget historisk og smukt rent naturmæssigt. Det er lidt af et must see sted i Guatemala, og sikkert et fedt sted at tilbringe de sidste dage på min rejse.

Fra de små byer omkring Lago Atitlán går bussen tilbage til Guatemala City, så det er på alle måder et godt sted at placere sig. Så kan jeg også få styr på alting inden jeg skal hjem. Nu skal jeg jo til alvorligt at planlægge hvad der skal ske når jeg kommer hjem mht. hjemmeside, foredrag, arbejde og så mit skide øre – hvilket godt nok var en streg i regningen. Men shit happens – der er vist ikke så meget andet at sige til det. Nu vil jeg slutte min reportage fra El Salvador, og bede til de højere magter om at min computer gemmer min tekst. Jeg var lige ved at for et temmelig højt blodtryk lige for, strømmen gik – og jeg var sikker på at alt var forsvundet. Men jeg har fået lært at gemme mine tekster efterhånden.

Next stop Guatemala`s højland!