”Hvis du var min datter fik du ganske enkelt ikke lov til at tage dertil”!  – ”Du bliver både røvet, skudt, voldtaget og kidnappet” (ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge)! – ”Landet har ikke noget at byde på, der er værd at blive skudt for”!

Det var bestemt ikke advarsler der manglede, og var bare et lille udvalg af de mindre opmuntrende udmeldinger jeg fik, når jeg nævnte El Salvador som en mulig destination på min rejse gennem Mellemamerika. Som solorejsende kvinde gennem til tider temmelig mandsdominerede Latinamerika lærer man at tage sine forholdsregler, og at finde sin kvindelige Rambo side frem. Det var lige før at jeg ind imellem kunne begynde at ane håret vokse frem på brystet af mig selv. Ikke fordi jeg havde lyst til at gå rundt og være rå og sej, men mere fordi at det simpelthen var nødvendigt at blive lidt hård i filtet, markere sig og opnå respekt. Ovennævnte advarsler om det lille før så borgerkrigshærgede mellemamerikanske land fik jeg af folk der havde boet i området gennem en årrække, og som havde været bekendt med landets tilstand både under og efter borgerkrigen. Den slags udtalelser kunne jo nok få en del rejsende til øjeblikkeligt at hugge bremserne i og styre udenom El Salvador.

Omvendt mødte jeg også nogle få der kun havde rosende ord til overs for salvadoranerne. Så jeg var noget rådvild, men var dog noget mere nysgerrig end skræmt. Jeg kom efter lang tids overvejelse til den konklusion, at så slemt kunne det umuligt stå til i landet – og at det skulle komme an på en prøve. Ja der var nærmest gået lidt sport i selv at finde ud af om det nu også var så vildt som alle fortalte mig.  Det var dog indrømmet med en anelse sug i maven jeg bookede flybillet fra Panama City til San Salvador. Der blev også bedt et par ekstra aftenbønner, men beslutningen var truffet, jeg ville selv tage landet i øjesyn og danne min egen mening.

Jeg havde forinden brugt næsten 4 mdr. som rygsæksrejsende fra Cancun i Mexico og til Panama City, så kendskabet til landene i Mellemamerika – og ikke mindst mentaliteten var ved at have nået et ganske højt niveau. Især hvordan man begår sig som singlerejsende kvinde. Gringa, turist, blå øjne, blond og 180 cm – alene og uden en mand, som jo er en meget vigtigt og højtrangerende detalje i det Latinamerikanske. Det gik ikke uden en vis grad af rundsave på albuerne havde jeg erfaret i de forløbne måneder. Mit meget anvendte og ganske effektfulde dræberblik havde hyppigt måttet tages i brug undervejs til at holde nærgående mænd på afstand. Så alt i alt mente jeg, at jeg var helt godt rustet til mødet med de berygtede salvadoranske ungdomsbander, ex-gurillasoldater, kidnappere og voldtægtsforbrydere – og hvad der nu ellers fandtes af godtfolk i El Salvador. Men jeg skulle da blive grundigt overrasket.

Suchitoto og El Gringo Roberto!
Som forberedelse til at skulle indtage dette mere end skumle land tænkte jeg, at jeg hellere måtte begynde at opbygge en form for netværk i El Salvador. Så min plan var at prøve at finde nogle mennesker der enten boede i landet eller evt. skulle rejse dertil. Og ingen steder var næsten bedre end Lonely Planets Thorntree Forum, hvor folk søgte gode råd, rejsepartnere og oplysninger til snart sagt enhver lille afkrog af verden. Jeg fik oprettet min profil og snart fik jeg mail fra Robert, som viste sig at have boet i El Salvador i 14 år, var salvadoransk gift og have 4 børn. Han og hans familie var bosat i den lille by Suchitoto ca. 1,5 times kørsel nord for San Salvador, og så var han i øvrigt lærer på danske Mellemfolkeligt Samvirkes ungdomsrejseprogram Global Contact. Jeg skulle da endelig være velkommen hos Robert og hans familie, og hvis jeg havde lyst ville han gerne at jeg kom med hen og hilste på de danske unge mennesker, og gav dem et par råd med på vejen inden de skulle ud i 3 mdrs. praktik i Guatemala.

Mit første møde med El Salvador var turen fra lufthaven til San Salvadors busstation Terminal de Oriente, hvorfra min bus til Suchitoto gik. Min buschauffør gjorde sit absolut yderste for at finde en bankautomat til mig. Jeg havde penge til at betale ham, men vi var inde på 4 forskellige tankstationer for at finde en automat, så han var sikker på at jeg fik hævet penge. Jeg begyndte langsomt at finde disse mennesker ganske sympatiske og betænksomme, trods alle advarslerne. Terminal de Oriente var den sædvanlige blanding af gule aftjente amerikanske skolebusser, kaldet Chickenbusser, støv, og en larmende menneskemængde der solgte alt lige fra kolde sodavand i plastikspande med is til lyserød klæbrigt sukkerstads til ungerne. Samme stemning som en hvilken som helst anden busstation i Mellemamerika – og dog alligevel anderledes. Noget udefinerbart – men anderledes! Skramlende, osende og hakkende satte bussen sig i bevægelse og ud i et mildest talt farverigt kaos.

Der var bilkøer af uendelige dimensioner, og senere fik man en forklaring på hvorfor. Der var sket en trafikulykke udenfor byen, og bilkøerne og panikken var ved at nå en nærmest kaotisk størrelse. To biler var stødt frontalt sammen, føreren af den ene bil var blevet dræbt – ham havde man lagt inde på fortovet i nærmest halvsmadret tilstand. Men efter en alternativ genvej over fortovskanter, gennem tankstationer og lidt ud og ind gennem et par markedspladser hvor folk og fjerkræ på det nærmeste sprang for livet – da vi kom buldrende, fik vores trænede buschauffør os dog ud af både kaos, pressefotografer og enorme mængder af nysgerrige der havde samlet sig på ulykkesstedet.

Efter ca. 1 times buskørsel gennem et ganske fredeligt og smukt landskab ankom bussen til Suchitoto, en lille landsby med hyggelige idyl, brostensgader og folk der roligt passede deres daglige dont. Jeg var mildest talt chokeret over, at det her land som jeg havde hørt så mange onde rygter om, indtil videre var noget af det mest fredelige og hyggelige. Men alt skal jo som bekendt have en chance og læres at kende inde man kan bedømme noget som helst. Alle kendte alle i byen, og det rygtes hurtigt at en backpacker var ankommet. Jeg fik et nydeligt værelse hos Fernando og hans kone, og senere på den lille lokale internetcafé kom en mand hen og spurgte om jeg var Anette fra DK. Det viste sig at være Robert (med øgenavnet El Gringo Roberto) – rygtet var altså allerede nået helt ned til ham at jeg var ankommet.

Jeg var med hjemme og hilse på hans søde kone og børn, og vi fik en lang snak. Robert er halv amerikaner halv salvadoraner og er født og opvokset i San Francisco, Californien. Han kom oprindeligt til El Salvador som Agronom for at være med til at opstarte et landbrugsprojekt, mødte hans kone og blev hængende – nu på 14. år. Nu arbejdede han som lærer på Global Contact programmet, havde en lille restaurant, en internetcafé, samt et mindre rejsebureau hvor han hjalp rejsende til El Salvador med forskellige ting som at booke hostel, tage dem på mindre ture i landet osv. Vi gik i gang med at planlægge en tur jeg havde planer om at tage på. Jeg var specielt interesseret i at se de mayaruiner som landet havde at byde på, så vi planlagde en heldagstur rundt til de forskellige sites. Jeg valgte at gøre det på denne måde, dels af sikkerhedsmæssige årsager, dels fordi ruinerne lå noget fra hinanden i afstand. Det ville blive det nemmeste at planlægge at se stederne på én tur, i stedet for selv at skulle finde et rundt til ruinerne vha. offentlige transportmidler. Og desuden skulle jeg jo også lige vejre sikkerheden i det her ”farlige” land. Vi skulle se Joya de Cerèn, San Andres og Cihuatàn – nogle af de mest kendte arkæologiske steder i El Salvador.

Global Contact og cooperativet Santa Anita
Suchitoto er udnævnt til en slags ”hovedby” i Mellemfolkelig Samvirkes rejseprogram. Det er her alle kursister lærer spansk den første del af tiden de er i Mellemamerika, inden de bliver sendt ud i praktik i andre lande eller områder af El Salvador. Praktikken kan være indenfor skoler, børnehaver, landbrug, projekter der arbejder for at forbedre forholdene for undertrykte kvinder og børn, familieplanlægning/AIDS osv. Skolegangen i Suchitoto indeholder mange relevante fag om bl.a. landets historie, borgerkrigen, politik, religion, lokalsamfundet, intensiv spanskundervisning, samt forskellige små udflugter rundt i lokalområdet. Så eleverne er således godt klædt på til et 3 mdrs. praktikophold efter endt skoleperiode i Suchitoto. Det er på mange måder en meget aktiv lille by selvom den ligger forholdsvis langt ude på landet. Mens jeg var der afholdtes der f.eks. musikfestival som alle deltog aktivt i.

Næste dag var jeg så med henne i klassen og hilse på de unge mennesker, hvor vi fik en god snak og de stillede mig spørgsmål om hvordan jeg havde oplevet det at rejse alene i Mellemamerika. Det var sjovt at snakke med dem, 6 meget entusiastiske unge mennesker der alle kun havde positivt at sige om El Salvador, Suchitoto og programmet. Efter skoleperioden skulle de alle i praktik i byen San Cristobál i det centrale Guatemala, og de fleste af dem ville desuden rejse rundt i Mellemamerika inden de igen vendte næsen hjem mod DK. Jeg blev vist rundt i deres værelser, spiste med til frokost og fik mange gode hyggesnak med dem. Om eftermiddagen blev jeg inviteret med på deres udflugt ud til et lille kooperativ Santa Anita, hvor Robert i tidernes morgen havde opstartet et landbrugsprojekt som nu bar frugt.

Vi blev inviteret på markvandring gennem deres frodige sukkerrørsmarker, hvor den lokale bonde Santos bød på smagsprøver. Han skovede simpelthen en stak sukkerrør, afbarkede dem og lod os smage på den ægte vare. Så der blev gnasket, grinet og pjattet. Vi fik også forklaret hvordan man dyrker organisk kaffe, og taget kaffemarkerne i øjesyn med smukke bjerge i baggrunden. Tilbage igen i Santa Anita blev vi vist rundt i børnehaven, og set hvordan de lokale forarbejdede majs til tortilla mel. Alt i alt en utrolig positiv oplevelse at møde disse lokale bønder, der så alt andet end fattige, ulykkelige eller voldelige ud. Tværtimod åndede alt fred, stor harmoni og ingen fare. Så den skepsis jeg havde haft for landet begyndte efterhånden alvorligt at smuldre og falde af i store flager. Det var svært at forestille sig at disse smukke og fredelige landskaber havde dannet kulisser for en så lang og blodig borgerkrig.

Mayaruiner og El Salvadors Pompeji
El Salvador har ikke mayaruiner der kan sammenlignes med hverken Mexicos eller Guatemalas Chichén Itzá eller Tikal, men de har dog et par stykker som efter min mening er værd at kigge nærmere på. En af dem er ikke en decideret mayaruin, men en by der blev begravet i aske under vulkanudbrud. Det gælder f.eks. Joya de Cerèn – en mayaby der blev begravet under et 4 – 6 m tykt lag aske, da vulkanen Laguna Caldera gik i udbrud i år 600 EF. Kr. Eneste forskel fra italienske Pompeji er at man i Joya de Cerèn aldrig fandt mennesker, men kun forskelligt husgeråd, mad, planter og grøntsager. Folket var på en eller anden måde nået at blive advaret og sluppet væk i tide. Til gengæld er alt hvad man har fundet under asken meget velbevaret – selv en ubuden rotte i en lerkrukke med majs er bevaret.

De to mayaruiner på turen Ruinas de San Andres og Cihuatàn var ganske spændende at se. Ikke at sammenligne med de kendte mayaruiner jeg så i det nordlige Mellemamerika, men dog interessante og under stadig udgravning. Cihuatàn gjorde sig ekstra bemærket ved at ligge uhyre afsides, med absolut ikke skyggen af turister, men med et helt nyt og pænt veludstyret visitorscenter som tilløb til at trække flere turister til. Desuden har Cihuatàn to rituelle boldbaner som var en vigtig del i mayamytologien. Cihuatán’s store pyramide som ikke er udgravet af hensyn til erosion har i stedet fået bygget en trappe op til toppen, så man kan gå op og beundre den meget smukke udsigt over bjergene og resten af ruinområdet.

Den nok flotteste og mest originale mayaruin jeg dog så i El Salvador var Ruinas de Tazumal, som ligger lidt udenfor byen Santa Ana i det vestlige El Salvador. Den er mere klassisk maya i både udseende og opbygning, og desuden nok den mest velbevarede mayaruin i landet. Den er bygget som en trappeformet pyramide i gængs forstand og ligger også i et område med et par lignende ruiner i nabolaget. Et par andre af El Salvadors attraktioner ligger også i santa Ana. Den smukke katedral i Neogotisk stil og det gamle klassiske Teatro de Santa Ana, begge nyligt restaureret med nænsom hånd. Grunden til at der ikke findes ret mange mayaruiner i El Salvador er fordi mayaerne aldrig rigtig slog sig ned i landet – vel højst sandsynligt pga. manglen på naturrigdomme som guld og jade. Spanierne blev heller aldrig rigtigt dominerende, så El Salvador har mere eller mindre udviklet sig på egne præmisser.

Tro aldrig på ”gyserhistorier”!!
Den dag i dag virker det stadig som om El Salvador kører lidt sit eget løb på mange måder. Efter en lang og opslidende krig, og en vanskelig efterkrigsperiode er de nu ved at være ganske godt på fode igen med god hjælp og støtte fra mange forskellige NGO organisationer, u -landsbistand og ekspertgrupper der deler ihærdigt ud af deres knowhow. Jeg oplevede at der generelt er ret få turister i El Salvador, og man kan jo så diskuterer om det er fordi landet vitterlig ikke har så meget at byde den rejsende, eller om det er fordi folk stadig er bange for at rejse til et land hvis borgerkrig først er afsluttet for relativt få år siden. El Salvador føles stadig som et meget jomfrueligt land mht. turister, folk virker på ingen måde turisttrætte som man f.eks. oplever det visse steder i Guatemala, hvor alt hvad der overhovedet minder om en turist bliver afkrævet meget højere priser end rimeligt. Folk i El Salvador virker oprigtigt glade, smilende og betænksomme. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg, selv midt om natten i San Salvador på vej til busstationen – tværtimod var der altid en god stemning lige meget hvor jeg kom hen. Selv da jeg sprang min trommehinde i venstre øje og måtte til en øre -næse -hals specialist en lørdag formiddag med en infektion i øret, fik jeg den mest proffe behandling og Antibiotika.

El Salvadors største attraktion er helt klart dens befolkning, så alle de skrækhistorier jeg fik inden jeg besluttede mig for at tage til landet var en storm i et glas vand. Det er klart at landet har sine problemer ligesom alle andre lande i Latinamerika og resten af verden for den sags skyld, men det er på ingen måde værre end alle andre steder. Det er i hvert fald ikke fair at blive væk fra El Salvador pga. onde og tit overdrevne rygter. Samtlige mine fordomme blev i hvert fald grundigt skudt i sænk og manet i jorden, og jeg er den dag i dag glad for, at jeg valgte ikke at lukke ørerne for alle gyserhistorierne om landet. Så havde jeg jo aldrig nogensinde truffet – efter min mening nogle af de mest flinke og hjertelige mennesker i Mellemamerika.

Bragt på De Berejstes Klubs hjemmeside