Når man bor 14 km ude i bushen – som jeg gjorde – mens jeg arbejdede i Sydafrika – kommer man meget tæt på de vilde dyr. Engang imellem lidt for tæt! Selvom selve lodgen var indhegnet med solidt hegn skete det alligevel tit at dyrene kom ind på området. Det kunne ske på alle tidspunkter af døgnet, så man var nødt til virkelig at være opmærksom lige meget hvor man gik og hvornår.Vi skulle altid passe på ikke, at gå på græsplænerne, for her kunne nemt ligge slanger som var så godt kamuflerede, at de var umulige at se. Slanger gør som regel ikke noget, men kommer man ligefrem til at jokke ovenpå dem, så protesterer de forståeligt nok og bider. En dag blev vores ranger tilkaldt, da køkkenpersonalet skrigende havde fundet en slange i en af gryderne på hylden under komfuret. De fleste af slangerne er harmløse, men andre af Afrikas bestand af slanger er livsfarlige, f.eks. den sorte Mamba – så ingen på lodgen turde spøge med slanger.

Vi havde dagligt besøg af Vortesvin på græsplænerne, da de elskede det frodige grønne græs. Plænerne blev jævnligt vandet, så græsset var altid friskt og indbydende for dyrerne at spise og selvom området skulle være aflukket endte de altid med at finde et smuthul. En dag da jeg sad på min veranda i min bungalow, ville jeg lige gå ned i køkkenet og hente noget koldt at drikke. Det var en tur på fem minutter og i min naivitet og glemsomhed fik jeg ikke lukket døren ind til mit hus. Om natten kunne jeg sommetider høre aberne rasle på stråtaget af huset, så jeg vidste godt, at de var tæt på. Inde i mit hus havde jeg en frugtskål med æbler, bananer og en plade chokolade. Disse aber må have en formidabel lugtesans, for da jeg kom tilbage sprang der netop en skrigende abe ud inde fra mit hus med et stykke frugt i hånden. Efter denne episode fik jeg lært at lukke døren, når jeg gik væk fra mit hus. Man vidste nemlig aldrig hvor tæt på disse aber var, og de havde ikke noget der mindede om hæmninger.

En morgen kl. 4.30 da vi skulle på safari i Kruger Nationalpark, som vi var hver uge, kom jeg gående ned af flisegangen oppe fra mit hus. Det var i sagens natur bælgmørkt og ved siden af flisegangen var der buskads. Mens jeg kommer gående de, hører jeg pludselig en snøftelyd og nogle grene der blive knækket ganske tæt ved hvor jeg går. Jeg standser op og prøver, at skimte i mørket hvad der er der står inde i det tætte krat. I mørket får jeg efterhånden øje på omridset af et flodhest, den står ganske vist med bagdelen til, men de er vanvittig hurtige, så man skal virkelig passe på dem. Flodheste er faktisk det dyr i Afrika der dræber flest mennesker hvert år. Det der typisk sker er, at folk kommer i klemme mellem flodhesten og floden, som er dens tilholdssted. Når den finder ud af, at den er afskåret fra at komme i sikkerhed i floden bliver den bange og går til angreb.

Så det eneste der overhovedet fløj gennem hovedet på mig, var at løbe! Det er nok det tætteste jeg har været på et vildt flodhest, den stod vel 2 – 3 meter væk og den kunne sikkert hurtigt havde rendt efter mig, hvis den havde opdaget mig. Flodheste ser ikke ret godt, men de har til gengæld en utrolig god lugtesans, så man skal altid sørge for at placerer sig så vinden ikke når den. På lodgen havde vi to næsehorn i indhegningen, altså på den jord som hørte til lodgen. De var ikke vilde, de var indkøbt og forholdsvist vant til mennesker. Man skulle selvfølgelig tage sine forholdsregler, når man var på bushvandring i indhegningen, men de blev jo f.eks. fodret dagligt med hø, og var hverken desperate eller sultne. Men et stort dyr er det og de kan løbe rigtig hurtigt – selvom man ikke tror det om dem – så det var med at holde sig i behørig afstand. Det var hvide næsehorn, som er de nemmeste at have i fangenskab, de er rimeligt fredsommelige, ihvertfald i forhold til det sorte næsehorn, som både er aggressiv, meget upålidelig og kan gå helt amok.

En anden dag var der såkaldt “løvealarm” – vores ranger havde pludselig fået øje på en flok løver over på modsatte side af den flod som lodgen lå ned til. Så spændede vi alle ned for, at kigge på løver i kikkerter. Det var ret sjældent vi så løver så tæt på, så det var lidt af en begivenhed da det skete. En anden gang da vi var på natsafari og jeg sad ude på sporfindersædet ude foran på safari-jeepen løb der pludselig tre hulepindsvin over vejen. Det er en af de der oplevelser, som gør at man for evigt har en stor plads for Afrika i sit hjerte. Det er en fantastisk oplevelse der er helt ubeskrivelig.

I Sydafrika er der bare dyr overalt og det bliver en hel livsstil at køre på safari, spotte dyr i kikkerten, fotografere hele dyreflokke og observere deres adfærd og lære om deres forskellige særpræg. Jeg kan huske, at det virkelig kom som en overraskelse for mig, hvor mange forskellige dyr der er. En zebra er f.eks. ikke bare en zebra – der findes fem zebra-arter i Afrika og sådan kan man blive ved. Så er der specielle arter der lever i bushen, andre på savannen, nogle i ørkenområder og atter andre i regnskovsområder. I Sydafrika er der mest bushland og i den slags landskab kan det til tider være en smule svært at se dyrerne, men man lærer efter nogle måneder, at være virkelig opmærksom og man finder også ud af hvor dyrerne holder til på bestemte tider af døgnet.

Hjemme i min bungalow fik jeg som sagt tit besøg af dyr, det var lige fra underligt flade edderkopper ude på badeværelset til en kæmpe elefant i baghaven en dag. Det startede som regel med at jeg hørte en eller anden lyd som jeg skulle finde ud af hvor kom fra. Jeg vidste aldrig helt hvad jeg ville finde, men denne dag var der altså en kæmpe på krogen. Der stod en mega han elefant få meter væk fra mit hus. Den stod ganske vist på den modsatte side af hegnet, men den var der. Den stod egentligt meget fredsommeligt og gumlede i nogle gamle tørre grene og faktisk så skete der ingenting. Den kunne selvfølgelig havde moset lige gennem hegnet hvis det var det den ville, men den accepterede pænt hegnet og blev bare ved med at stå der. Vi satte os til, at iagttage den og fulgte dens store langsomme bevægelser, da den tilsidst luskede af ud i bushen.

Det var altid en helt særlig oplevelse, at være så tæt på dyrerne, det var helt igennem som at være tæt på Afrikas bankende hjerte og min tid i Sydafrika var en fantastisk oplevelse. Jeg har stadig tilgode at opleve Masai Mara i Kenya og Serengeti sletten i Tanzania – det vil jeg glæde mig til! Afrika er nøjagtigt ligesom man fik beskrevet som barn i Lille sorte Sambo og historier om den grågrønne grumsede Limpopoflod  – som min mor tit fortalte mig om. Nu var jeg der pludselig selv til at opleve disse steder. Sådanne oplevelser er nogen der bliver siddende i en for altid og jeg føler mig i den grad priviligeret, at jeg fik lov til at bo og arbejde i Afrika – det var helt igennem en oplevelse for livet.