Må lige fortælle jer noget helt vildt fedt, der lige er sket i dette sekund:
Jeg er lige blevet bedt om at holde 2 foredrag på De Berejstes klubs cafe Globen i København d. 18. maj og d. 16 sep. 2008, henholdsvis om Alaska, og om den her rejse i Mexico og Mellemamerika – så det er fedt. Rigtigt stort, det glæder jeg mig vildt til. Så nu har jeg foreløbig 3 foredrag i 2008. Uh jeg for travlt når jeg kommer hjem.
Foredragenes titler bliver:
“Alaska – fra nordlysets og midnatssolens hjemland” og “Fra Mexico til Panama – 4,5 md. alene gennem Mellemamerika”
Nå nu skal jeg bare så meget til at tage mig sammen, nu går den ikke længere. Jeg har nu ankommet til Panama, som det fremgår af næste beretning, og har lidt mere tid nu. Jeg ved ikke helt hvad der skete i Costa Rica, det var som om tiden bare forsvandt mellem hænderne på mig. Nu er jeg kommet til Caribien igen og her går alting i sit eget søvnige tempo, så nu er jeg kommet ned i gear igen, dels pga. varmen, men også pga. rytmen her.
Men jeg har jo en hel del at fortælle fra over 10 dage, hvis det kan gøre det. Jeg skal opsummere helt tilbage fra da jeg var i La Fortuna i Costa Rica, men jeg skal forsøge mit bedste. Jeg boede jo hos mit søde værtspar Silvia og Elsie, og det var rigtigt hårdt at skulle fra dem, men alting har jo en ende. Så jeg tog med bus og båd over Arenal søen og videre til den lille by Monte Verde og tvillingebyen Santa Elena. De ligger næsten ved siden af hinanden, og har hver sin Nationalpark med samme navn som byerne. Jeg var i Santa Elena i 3 nætter, var heldig at få en supergodt værelse til 10 USD med en god seng og pænt og rent. I omegnen af byerne er der en masse at se på. Bl.a. tog jeg en dag ud til indgangen til Monte Verde Nationalpark for at se et Kolibri museum. Lidt et skægt sted. Der var hængt foderrør op til Kolibrierne, altså beholdere med nektar, som de kunne suge op. Hold da op jeg fik min sag for da jeg skulle fotografere dem. De er mere end lynhurtige og man kan næsten ikke se vingerne så hurtigt bevæger de dem. Men helt utroligt smukke små væsener, i metal grønne og helt indigo blå/lilla farver på brystet. De ser næsten ud som om de er lavet af metal. Men et par billeder fik jeg da, selvom det i den grad krævede tålmodighed. Jeg var også på frø/tussemuseum og se alle de små bitte røde og blå frøer, pilegiftfrøer osv. Min tid i Monte Verde stod lidt i krybdyrenes tegn, jeg fik også studeret slanger og firben i et stort terrarium. Boa slanger i alle størrelser, firben og skildpadder.
Det var det mest mystiske vejr i Monte Verde pga. tågeskoven, så en af dagene var det højt solskin, stærk blæst og finregn på en og samme gang. Det blæste voldsomt faktisk hele tiden mens jeg var der, så meget at man skulle holde på hat og briller hver gang man gik ud. Så til sidst efter 3 dage besluttede jeg mig for at tage videre. Jeg tog bussen til San José hovedstaden i Costa Rica en dags tid for beregnet. I bussen kom jeg til at sidde ved siden af Selva, en unge pige på 23 år, der er født og opvokset her i Costa Rica, men har amerikanske forældre. Vi havde det rigtigt hyggeligt, og hun gav mig faktisk et par oplysninger, som jeg fandt ret værdifulde. Hun har også problemer med mænd her, alle tror hun er turist (lige indtil hun åbner munden og taler perfekt spansk) og afkræver hende flere penge end nødvendigt. Det lærte mig i hvert fald, at det ikke kun er mig som enligt rejsende kvinde der oplever denne lidt udnyttelse af turister. Jeg oplever sommetider lidt at folk her ikke har den samme respekt for en enlig kvinde som et par – og det kunne Selva bekræfte. Men det er jo det evige dilemma med os “rige” turister. Vi kommer til deres land, og så mener alt og alle at de godt kan tage lidt overpriser. Der er intet nyt under solen der.
Vejen fra Monte Verde ud til The Pan American Highway (den vej der går hele vejen fra Alaska til det sydlige Argentina) var utrolig flot gennem grønne bakker, dale og skove. En rigtig flot tur. Turen tog 4,5 time trods det at turen kun er omkring 180 – 200 km til San José, men pga. bakker og grusveje bliver turen ret lang rent tidsmæssigt. Selvas mor skulle komme og hente hende, så jeg fik lov til at køre med og blive sat af ved et lille halvskummelt hotel. Mit allerførste indtryk af San José var nu også lidt halvskummelt, en masse hjemløse og affald, men erfaringen har vist mig at man ikke skal dømme en ny by om aftenen eller på en søndag. Ved højlys dag blev byen straks mere mild at se til. Mit lille hotel blev bestyret af en lille gammelmor i flonelsnatkjole og sutsko, der kom og lukkede døren op. En af fordelene ved dette hotel var at der var rimeligt roligt, men værelset var en længere beskrivelse værd. En gammel sort stiv jernseng med en gammeldags krøluldsmadras udgjorde mit logi for denne første nat i Costa Ricas hovedstad. Men jeg var så træt, at jeg med lethed kunne havde faldet død om hvor som helst, så jeg mærkede slet ikke min hårde seng.
Næste morgen ville jeg prøve at finde et hostel tættere på centrum, men det endte nu ikke ligefrem op i nogen succes. Mit nye hotel lo lige ud til hovedgaden, var dobbelt så dyrt og madras og sågar hovedpuder bestod af en gummipose som et bedre tisselagen. Og man kunne jo snart forestille sig heden, og hvordan man kunne klistre godt fast til disse gummipuder. Så det blev en småtræls nat med ørepropperne skruet halvvejs ind i hjernen uden videre effekt. Igen måtte jeg på hoteljagt næste morgen. Nu gik jeg efter et sted Lonely planet anbefalede, temmelig langt fra mit nuværende hotel og i et halvskummelt kvarter skulle det vise sig. Ikke langt fra byen hovedbusstation og lige klods op af det centrale markede, men til gengæld et nydeligt hotel, med sikkerheden i orden indenfor, pæne værelser uden de store dikkedarer til 10 USD. Så jeg fik flyttet med alt mit oppakning endnu engang og slog mig så ned på Gran Hotel Imperial (lyder noget mere prangende end det var). Jeg kom til at holde ganske meget af San José mens jeg var der. Byen er faktisk meget fed, når man lige lærer den at kende. Har en ok gågade, en meget smuk katedral og et fint klassisk gammelt teater. På et skilt ved Teatro National så jeg at d. 2. og 3. feb. ville en britisk teatertrup spille Shakespeare – det begyndte jeg at drømme lidt om at komme ind og se. Jeg tussede rundt i San Josés gader og hyggede mig, gik i boghandlerne og kiggede på bøger, købte et par stykker – kunne ikke dy mig (det er jo mig selv der skal slæbe på dem) om Inkamyter og en bog om Aztekerslaget ved Mexico City.
Jo San José vinder helt sikkert ved nærmere bekendtskab, selvom man skal passe lidt på sig selv der. Det er efter min mening den mest hovedstadsagtige hovedstad jeg har været i her i Mellemamerika. Ganske internationalt sted med folk fra mange lande, turister, og helt igennem en international stemning. En af dagene i byen var jeg på Guldmuseet, det var faktisk en meget lærerig oplevelse. Jeg var slet ikke klar over at Costa Rica havde så meget guld. De har åbenbart handlet meget med Columbia og dermed Inkaerne som har lært dem at forarbejde guld og støbe figurer. Det var helt fantastisk at se med hvilken akkuratesse deres guldfigurer var lavet, næsten Filigranagtigt. I Peru og omegn kan man finde små lamafigurer, majs og alle den slags ting som man havde i Andesbjergene, men i Costa Rica er det helt andre ting man har gået op i at lave af guld. Små figurer af krebse, krabber, sommerfugle, kolibrier, og en masse af regnskovens dyr. Guldfigurerne har blevet brugt af shamanerne under rituelle ceremonier og var derfor hellige for dem. Museet lå da også den dag i dag to etager under jorden under Plaza Central ved siden af Nationalteatret og var umådeligt godt beskyttet. Guldsamlingen befandt sig i en om natten aflåst rum af museet. En halv meter tykke “pengeskabsdøre” sørgede for at ingen ubudne gæster kom der fra med noget som helst. Godt at se at der blev passet så godt på deres kulturarv. Det var rent nationalbankagtigt.
Næste dag vovede jeg mig ned på San Josés berygtede Coca Cola terminal, den store busstation som jeg boede i nærheden af. Stedet er berygtet for alskens lommetyve og andet godtfolk, så det var med at holde fast på sine ting. Jeg havde købt en busbillet dagen for, da rygtet sagde at det kunne være svært at få en billet, hvis man kom i sidste øjeblik. Men med kom jeg da kl. 12.15. Jeg var på vej ud mod Stillehavskysten til byen eller rettere Nationalparken Manuel Antonio. Alle ville derud, så det var nødvendigt med en forudbestilt billet. Jeg skulle nu også hurtigt finde ud af hvorfor. For en sikkerheds skyld havde jeg endda ringet til et hostel og booket en seng, for at være sikker på at have et sted at bo, når jeg ankom. Bussen tog en ned fra San Josés 1100 meters højde og kølige vinde, og direkte ned i en klam tung tropehede. Jeg blev sat af bussen i en lille bitte landsby oppe på en bakketop med jordens smukkeste udsigt over Stillehavet. Der var 5 minutters gang ned til mit hostel. Jeg blev aldrig helt gode venner med det hostel (bortset fra udsigten), det var amerikansk ejet og folk rendte forvirrede rundt og havde ikke styr på noget som helst. Der var sådan lidt en dårlig stemning, og vi skulle sove 13 på et dorm, og folk spænede ud og ind hele natten.
Så næste morgen vågnede jeg lettere muggen kl. 6.15 og løb skrigende væk. Jeg lod skæbnen lidt bestemme hvor jeg ville ende op, og da jeg så bussen ned til byen Quepos 7 km nede af bakketoppen hoppede jeg på den. Nede i Quepos var folk knapt stået op da jeg kom anstigende, men en ældre gigtplaget mand på et hotel var dog stået op. Her gjorde jeg en supergod handel. Mit eget værelse med toilet og stor god seng for mindre end jeg betalte oppe på bakketoppen. Jeg har ret svært ved at sove sammen med 13 mennesker, især fordi det halve af dem absolut skal have aircon kørende, så man fryser sig en søllehed til midt på natten. Jeg hader aircon om natten, så nu kunne jeg da heldigvis selv bestemme hvad jeg ville. Jeg havde endda også fået husdyr – en halvfed kakerlak boede i en revne inde i døren, men hva vi generede jo ikke hinanden. Mit hotel lå også i en rolig gade, så jeg hyggede mig det bedste jeg havde lært.
Jeg var rundt i byen og lure lidt og se på udvalget af ture i omegnen, og det var de sjoveste svar jeg fik når jeg spurgte. På en forespørgsel om en grottetur fik jeg svaret “nej du kan ikke komme på den tur, for de har solgt jorden hvor hulen ligger” – ja ok! Men de havde stadig en vindues bred reklame om huleturen på rejsebureauets butiksvindue. Efter et par timers søvn tog jeg bussen op af bakketoppen igen, for at se hvor jeg egentligt endte henne hvis jeg fortsatte med bussen ud af vejen. Stor var min overraskelse da jeg endte ved stranden og indgangen til Manuel Antonio Nationalpark. Utroligt smukt sted, dog meget turistet, men hyggeligt. Indgangen lå over mellem nogle klipper, men det eneste jeg kunne få øje på var et advarselsskilt mod krokodiller. Det viste sig så at parken var lukket om mandagen for at give miljøet ro og beskyttelse fra alle turisterne. Parken er lidt følsom og man gør alt for at beskytte stedet. Der bliver kun lukket 600 mennesker ind om dagen for at beskytte det sårbare miljø. Det syntes jeg er godt tænkt. Jeg kan godt lide deres miljøpolitik i det her land!
Næste dag stillede jeg ved indgangen til åbningstid kl. 7.30, og blev lukket ind i det forjættede land. Det var i sandhed også et flot sted, jeg fik en rolig og hyggelig morgenhike gennem tør kystregnskov med stranden på den ene side og skoven på den anden. Så aber, fugle og en leguan kom meget tæt på mig, da jeg satte mig musestille på en øde strand. Op af formiddagen blev stedet dog meget overrendt af turister, så det gjaldt om at være der tidligt. På et tidspunkt sad jeg på en anden strand da fire små næsebjørne hedder de vist kom pilende hen til mig. En mor og tre unger og de var næsten lidt for nysgerrige, den ene af ungerne kom næsten helt ind i mit kamera. De benede rundt og bed i folks håndklæder der hang i træerne. Senere så jeg et Dovendyr højt oppe i et træ. Jeg var rundt på hikes i hele parken, ned til forskellige strande, op til udkigspunkter og jeg svedte tran. Det var helt vildt varmt, men et utroligt fedt sted. Jeg gik nok 8 – 10 km og var i parken i 5 – 6 timer. Vulkanske klipper lå side og side med flotte strande, regnskoven og flotte udsigter over Stillehavet.
Distancen mellem Manuel Antonio og Quepos var ca. 7 km og vejen er ret stejl. En enkelt gang gik jeg noget af turen opad, det fik godt nok den dovne sved frem. En af gangene fandt jeg et rigtigt sjovt sted. En restaurant på toppen af bakken, der var bygget op over et gammelt militærfly. Et Herkulesagtigt fly, men mindre. Indeni flyet var der indrettet bar og rundt om det var restauranten så bygget i 2 etager. De serverede jordens bedste Tiramisu, så jeg endte næsten med at blive stamkunde. Og så havde de desuden noget af det flotteste havudsigt jeg overhovedet fandt i området. To gang jeg var der fik jeg et stykke papir om flyets historie. Der havde været to fly af typen, men det ene var faldet ned over det sydlige Nicaragua. Flyet havde spillet en vigtig rolle under Iran kontra skandalen i midten af 80’erne. Det var en lidt indviklet historie med Cuba, en hemmelig amerikansk militærlufthavn i det nordlige Costa Rica osv. Men det korte af det lange var at man i 2000 havde købt flyet for 3000 USD og fik det sejlet til Costa Rica, skilt den ad i syv dele og sejlet den til Quepos, da den var for bred til at kunne komme over en bestemt bro på vejen. Man kørte den så op på Manuel Antonio Hill (bakken) og samlede den igen og byggede en restaurant udenom den. En skæg historie og virkelig en fed restaurant, den ene flyvinge blev brugt til serveringsbord osv. Det var et sejt sted.
På vejen hjem derfra fik jeg taget billeder af solnedgangen, det går jo ret hurtigt på disse kanter og så kommer det store fløjlsagtige tropemørke. Jeg ar altid elsket tropenætter, det er ligesom et stort blødt væsen der omfavner en. Det er et utroligt smukt sted – området omkring Manuel Antonio, og dyrt. Dyre byggegrunde og dyrt at bo der. Meget billigere at bo nede i Quepos og så tage bussen op på bakketoppen hver dag. Dagen efter mødte jeg en mand som jeg boede på hostel med i Managua i Nicaragua, så vi fik lige en snak.
I torsdags var det så tid at forlade Manuel Antonio, selvom det var lidt hårdt, jeg var blevet helt vild med stedet. Jeg skulle tilbage til San José og se om jeg endnu engang kunne overleve den skrækkelige Coca Cola terminal. Desuden havde jeg en hel del at gøre i San José. Jeg boede på det samme hotel igen, flinke folk på hotellet, men stadig lige skummelt omkring hotellet. Man skulle ikke overhovedet gå udenfor efter kl. 18.30 – 19.00. Klientellet blev mere og mere mystisk jo senere det blev. En aften kl. 18.10 standsede en mand mig, talte flydende engelsk og påstod hårdnakket at han var fra Californien. Der var masser af mennesker på gaden, så ikke grund til panik, men træls var han. Ævlede alt muligt om at han ikke kunne finde vej, og så endte det hele med at han ville have penge til mad. Han fik blikket, og så gik jeg. Ikke så meget mere om den sag!
Jeg fik booket to ture og en shuttlebus til lufthavnen til mandag, når jeg skal flyve til Panama. Jeg havde bestemt at jeg ville på to ture inden jeg forlod Costa Rica, til to vulkaner som jeg ikke havde nået. Jeg fandt senere et sted på nettet, om at man kan svømme med vilde delfiner det sted hvor jeg skal hen i Panama, så jeg havde nok lige at se til.
Fredag morgen hvor jeg skal på tur starter med at jeg ikke bliver hentet. Så jeg må til at ringe efter dem. Det resulterer i at en mand i en hel bus kommer og henter bare mig, kører mig helt ud i udkanten af San José, hvor jeg så kommer på den rigtige bus. Bagefter finder jeg ud af at jeg slet ikke var på listen, de har åbenbart glemt at booke mig til turen – hele tiden skal man være efter dem. Det er i hvert fald min oplevelse! Nå men jeg skal ud og se Irazu vulkanen på 3432 m. Vejret er mildest talt ikke med os. Det er overskyet og tåget jo længere vi kommer op i højden. Vejret var ok i San José, men det bliver værre og værre jo tættere vi kommer på vulkanen. Tåge og finregn og hammerkoldt, ikke noget under i 3400 meters højde, men det er ganske enkelt umuligt at se noget som helst. Vi kan kun lige skimte kratersøen langt nede i dybet, når der er hul i tågebankerne. Tågen flyer hen over et faldt goldt månelandskab af sort vulkansk sand og jeg fryser som en lille hund. Det er isende koldt blandet med finregn, så mine ører er ved at falde af. Krateret er 1 km i diameter og 350 meter dyb, men vi kan intet se. En kop varm kakao i cafeteriet gør dog underværker bagefter og tør ørerne op. Men jeg kan nok ikke lyve mig fra at være lidt skuffet, men sådan er naturen og især i den højde.
Man kan køre hele vejen op til kraterkanten, og vi kører over skyerne, det ser ret vildt ud. Det er et landbrugsområde med meget næringsrigt jord pga. vulkanen. Alt går livligt her, store marker med løg, hvidløg, gulerødder, kartofler, tomater osv. Bagefter kører vi ned i dalen og ser en flot gammel kirke. Byen hedder Carthago og er berømt for kirken og en hellig kilde. Vi ser også vandfald, en dæmning, kaffeplantager og en sø med vandliljer. Cartago har en ruin af en kirke, der har været ramt to gange af jordskælv. Til sidst opgav man at bygge kirken op igen og konkluderede at Gud nok ikke ønskede en kirke på stedet. Den anden kirke er berømt fordi der d. 2. august 1635 blev opdaget en lille jomfrustatue på stedet. Hun kom og forsvandt, blev flyttet og dukkede op igen på mystisk vis og er siden blevet betragtet som Costa Ricas Skytshelgen. Kirken La Basilika De Nustra Señora De Los Angeles er den mest kendte kirke i Orosidalen og er bygget i byzantinsk stil. Hvert år d. 2. aug. kommer her over 1 million pilgrimme for at bede. Kirken har også en hellig kilde som folk valfarter til. Selve statuen er en lille bitte sort figur der står højt oppe i altret i kirken i et lille glasmontre. Den slags er meget almindelig i Latinamerika, at man tilbeder Madonnafigurer der siges at have helbredende kræfter.
På turen møder jeg et sødt par fra Calgary i Canada, de har lige været i forbindelse med noget af deres familie hjemme i Canada og fået at vide at der er – 29 grader hjemme, så de overvejer at blive – uh! Manden fortæller en skæg historie om en dansk kok oppe i det nordligste Manitoba, en stat i Canada. Han lavede jordens bedste kaffe, men gjorde aldrig nogensinde kanden ren – så derfor var kaffen vel så god grinede vi! Til sidst på turen var vi ude at se Lankaster garden – en orkidé have. Stedet er ejet af Universitet og bruges til forskning og undervisning. De havde alle mulige slags orkidéer, planter, træer og alt muligt. Stor have med vandfald, søer med orangefarvede karper, bambushaver og kaktushave. Jeg forsøgte mig som orkidéfotograf – det er lidt nemmer end at fotografere kolibrier. Det er sjovt hele tiden så jeg nye sider af Costa Rica, nye landskaber, nye klima og en mangfoldighed uden lige. Det er et helt utroligt alsidigt land trods sin beskedne størrelse – Costa Rica er på størrelse med DK.
I lørdags var jeg så på anden tur. Igen var de forsinket, en halv time, men det er da så hvad det er at være forsinket, bare de dukker op – og denne gang var jeg på listen. I dag var det til gengæld strålende smukt vejr og klar skyfri blå himmel. Første stop var en kaffeplantage med tilhørende fabrik. Jeg har aldrig set sådan helt tæt på hvordan man forarbejder kaffe, så det var faktisk meget sjovt at se. Helt fra kaffebuskene med deres røde bær, til bærerne blev skyllet og vasket, tørret, afskallet, pakket, og ristet. Vi fik en demonstration af grader af ristningen, helt fra den milde til den helt mørke Espresso kaffe. Bønnerne er jo hvide fra starten og bliver så brune under ristningen. Bagefter skulle vi igen op af en vulkan, denne gang knapt så høj som i går. Poas vulkanen er 2704 m høj, men derfra hvor man kan se krateret er den ca. 2500 m. Krateret er 1,5 km bred og over 300 m dyb, og denne gang var det bare et panorama uden lige – helt klart vejer uden så meget som en sky. Der kan ellers hurtigt blæse skyer ind fra Atlanterhavet, så vi var heldige. Jeg fandt sammen med et sødt australsk/japansk par, så vi hikede op til en meget flot kratersø med helt blå vand og flotte blomster ved kanten. Søen hedder Botos Lagoon. På vej ned af vulkanen igen så vi masser af jordbærfarme og holdt ind et sted og købte jordbærsmåkager og andet guf. Der var en rigtig flot udsigt over dalen fra det udkigspunkt.
Et sted der gjorde ret stort indtryk på os alle på turen var en slags naturpark der hedder Peace Lodge eller La Paz Waterfalls garden – betyder frit oversat Fredslodgen og freds vandfalds haven. Herfra var der en flot udsigt til Poas vulkanen. Haven var en slags stor dyrepark, først gik man igennem et stort papagøjebur med Ara-papegøjer, grønne papegøjer, Tukaner osv. Så sommerfuglehuset med orkideer og sommerfugle i alle størrelser og farver, pupper og halvudklækkede sommerfugle. Til sidst kom man ud i det fri til et sted hvor der var hundredvis af kolibrier der blev fodret med nektar af små foderautomater. Det vilde var at der fløj en kolibri lige forbi mig, og det lød helt vildt, nærmest som en snurren eller en lynhurtig bi – de er vanvittig hurtige. Midt i haven lå deres store restaurant hvor vi skulle spise. Maden var inkluderet og det var det mest overdådige ta selv bord jeg længe har set. Vi åd til vi var ved at revne af kylling, salat, pizza, alt muligt traditionelt mad fra Costa Rica og som dessert fik vi Rice pudding altså risbudding – jeg blev fuldstændig nostalgisk, for det smagte nøjagtigt som vores risengrød bare kold og lidt tyndere. Helt som vor mor laver det!
Bagefter ude på toilettet fik både den japanske dame og jeg os en sjov overraskelse. Vandhanerne var en klippesten med hul i, hvor vandet kom ud af når vi drejede på en anden sten – vildt smart! Interessant badeværelse. Selvom vi knapt var i stand til at bevæge os efter at havde spist som en hest, så skulle vi bagefter på hike ned til vandfaldet. Ned af gik det gennem meget flot tæt, mørkt og fugtigt regnskov af en smal trappe. Nedenfra kunne man høre vandfaldet bruse. Det var to utroligt flotte og høje vandfald, omkring 23 – 25 meter høje og meget vandrige. Man kunne komme ret tæt på begge vandfald og gå over broen over floden. Omkring vandfaldene var der tæt regnskov, lianer, mos, våde klippevægge, bregner og vanddis. Det ene vandfald hed Magia Blanca – noget hen i retning af hvid magi eller bare det hvide vandfald. Grønt regnskovsvegetation og palmeblade hang ned fra klipperne og gjorde det rigtig dramatisk. Hele området var kæmpestort og totalt fredet Nationalpark, det kunne man sagtens se, ikke så meget som et stykke papir lå der. Utroligt velbevaret og flot holdt og beskyttet. Sidste sted på turen var en sejltur på Sarapiguí floden i det østlige Costa Rica næsten ude ved den caribiske kyst. Man var ved at være godt træt efterhånden, turen varede 11 timer, fra kl. 6.45 til 19.15, så man kunne godt ligge stille om aftenen. Sejlturen var meget hyggelig, vi så oddere, krokodiller, fugle og aber, et par ret store leguaner og så var det bare en flot tur i eftermiddagssolen. På vej tilbage mod San José kørte vi igennem Braulio Carillo Nationalpark, men det var ved at blive mørkt, så det var ikke så nemt at se noget.
Søndag var det planen at jeg skulle holde fri – jeg havde i hvert fald ikke booket nogen ture, men alligevel gik dagen. Jeg havde fået mail fra Selva som jeg mødte i bussen fra Monte Verde, hun spurgte om vi skulle mødes, så hende ringede jeg til. Vi bestemte at mødes kl. 14.30 ved teatret og så se hvad der skulle ske. I mellemtiden nåede jeg at få svaret på mails og få ringet hjem og snævret endnu engang på et godt nok halvupålideligt Skype. Det halve af tiden var der ingen forbindelse og på et tidspunkt fik jeg selv viklet benet ind i ledningen, og hev den ud – og så er det altså ikke nemt at høre noget som helst.
Selva og jeg endte inde på teatret og lurede lidt på det Shakespeare spil der skulle være i aften. Det viste sig (da jeg fik det oversat af en spanskkyndig) at vare en britisk teatertrup der skulle spille en nyfortolkning af “En Skærsommernatsdrøm”. Det kostede kun 40 USD, så det måtte vi da ind og se på. Ja bortset fra at jeg nær aldrig havde fået lov til at komme ind – fordi jeg ikke havde andet end treksandaler og almindelige busker. Man skal åbenbart være i stiveste puds nå man går i teatret i San José. Selva sagde til den nydelige teatermand at han i hvert fald ikke kunne forlange at jeg skulle gå ud og købe nye tøj. Det var vel at bemærke efter at vi havde købt billetter. Jeg fik allernådigst lov til at komme ind hvis jeg rullede bukserne ned, så de ikke sad oppe ved knæene. Selva var ved at dø af grin af den bemærkning – “han tror nok at skuespillerne bliver distraheret af dine ankler”! og så fnisede vi som et par skoletøser. Vi nåede lige at sluge en Taco med fritter på Tacobell og oven i købet komme for sent i teatret fordi vi fnisede sammen med en af Selvas medstuderende, som vi mødte.
For at gøre en lang historie kort så skreg vi af grin i 2,5 time (altså ikke kun os fnisetøser) men hele salen. Det var simpelthen et hylemorsomt spil og vi var begge noget overraskede over at noget så klassisk og højtideligt som Shakespeare, kan fortolkes så det bliver så sjovt. Det var selvfølgelig det samme tema som den klassiske Shakespeare, det unge par elsker hinanden, kan ikke få hinanden, den ene elsker en anden, og den tredje kan ikke få den første og alt det der, men opsat i moderne udgave. De var alle fremragende skuespillere, især en af dem mindede lidt for meget om Jim Carrey, så vi var flade af grin. I pausen var vi rundt og se det smukke gamle teater, i 1500 tals barokstil med fede marmortrapper, guldstafferinger, guldengle og tunge barokmøbler med vinrødt fløjl, frynser og kvaster. I selve teatersalen var der også loger med rødt fløjl, balkon og fuldstændig som at se Phantom of the opera optaget i det flotte gamle teater i Paris med kæmpemæssig prismelysekrone osv.
Selva fulgte mig hjem og San José mister unægtelig sin uskyld efter kl. 20 om aftenen. Fortovene var fulde af hjemløse i papkasser, forhutlede skabninger uden noget som helst andet end et beskidt tæppe eller en avis at sove på. Folk bliver mere og mere skumle og vi blev standset af en træls sort fyr der tiggede penge. Men Selva er jo vant til den slags, så de fik bare dræberblikket, samtlige mænd der så underlige ud. Jeg var nu lidt bekymret for hende da hun skulle gå hen til bussen, mest hvis nogen havde set hende sammen med mig og ville tro at hun var turist. Hun er ret brun i huden, men har ikke på nogen måder træk som en latinamerikaner, så hun kunne nemt gå for at være turist. Heldigvis fik jeg mail fra hende næste morgen, at hun var kommet godt hjem og havde mødt en fyr hun havde arbejdet sammen med som hun havde fulgtes med.
I går mandag var det så tid til at forlade Costa Rica. Jeg havde taget et initiativ for at gøre mit for et bedre miljø. Jeg havde nemlig på nettet booket en flybillet med Costa Ricas flyselskab Nature Air. Jeg havde bestemt mig for allerede ved grænseovergange mellem Nicaragua og Costa Rica at jeg ville gøre alt for at flyve ind til Panama, og dermed forsøge at slippe for en 7 timers lang grænsekontrolsprocedure. Jeg fandt ud af at billetterne til Bocas Del Toro i Panama havde utrolig mange priser. Alt lige fra 120 USD til 189 USD afhængig af om jeg bookede det på nettet eller gik ind i et rejsebureau og fik billetten booket. Så jeg forsøgte mig med at booke det på nettet og slap med 128 USD alt inkl. Der var også en anden grund til mit valg af netop Nature Air. Jeg læste i deres flyblad for noget tid siden, at de faktisk er verdens første flyselskab der flyver på Kuldioxidneutral brændstof, det vil sige at det ikke forurener. Det havde jeg for det første meget lyst til at støtte og ikke mindst opleve hvordan det “føles” at flyve på “ikke forurenende” brændstof. Det er mig en gåde at der ikke er flere flyselskaber der gør det samme. Men måske er denne specielle form for brændstof ikke velegnet til de større fly på lange distancer. De her fly er jo forholdsvis små propelfly og måske det ikke er muligt for en stor Boeing 747 at hive sine flere tons, plus fragt, og 350 passagerer op på “rapsolie”. Jeg aner ikke hvad Nature Air bruger som brændstof, men fascinerende lyder det da. Og man har lidt bedre samvittighed, for selvfølgelig forurener det vildt at flyve – helt ekstremt endda! Jeg skulle gerne betale miljøafgift på samtlige mine flybilletter, jeg syntes bare at de skulle lægge en afgift på alle billetter der bliver solgt i verden. Det ville da lette en del på miljøproblemerne. Men endnu bedre ville det jo være hvis man kunne opfinde en kuldioxidneutral form for brændstof.
Jeg skulle flyve fra San Josè’s lille indenrigslufthavn selvom det var en international flyvning. Sikken en stillen an – ikke nok med at min rygsæk blev vejet – jeg blev også selv vejet med lille rygsæk på ryggen. Og faktisk var jeg helt sikker på at jeg ville få overvægt, men jeg slap igennem uden at skulle betale. Jeg donerede mine sidste 15 dollar i Costa Rican colones til Nature Airs børneprogram, der støtter børn af lavinkomst-familer til at få en uddannelse, så jeg syntes jeg havde gjort noget godt både for miljøet og for børnene. Jeg kunne vist godt forlade Costa Rica med god samvittighed. Flyveturen var lidt småspændende som den altid er i forholdsvis små fly. En lille 18 personers Twinotter propelfly, ret god turbulens, af og til sidelæns flyvning og generelt temmelig urolig i hvert fald den første halve time. Men det føltes nu ikke anderledes at flyve på kuldioxidneutral brændstof. Vi skulle mellemlande i Limòn ved den Caribiske kyst og efter en meget grundig narkotikaeftersøgning i San José troede jeg at vi var færdige med den slags. Men nej alle som en ud af flyet igen i Limòn og igennem samme procedure igen. Stempler i passet i San José, flere stempler i Limòn og igen i Bocas. Udrejsesedler, indrejsesedler og mere narkotjek. Alt ud af rygsækken, og de var helt vildt interesseret i min sorte pengekasse. De troede vel at jeg rendte rundt med et par hundrede gram heroin, men nej de blev skuffet. Man kan godt mærke at man nærmer sig Columbia. Tre narkotjek er ret godt klaret. Den store rygsæk ud af fragtrummet igen i Limòn og igennem det hele igen.
Turen fra Limòn til Bocas var en del mere rolig end første del af turen. Vi fløj over et flot turkisblåt Caribiske Hav og landende på den sødeste lille ø. Men andre havde altså fået samme ide som jeg. Det var umuligt at finde et hostel, jeg tror jeg spurgte 6 -7 steder og absolut alt var booket op. Til sidst gad jeg ikke gå mere med rygsæk og fandt et ganske nydeligt hotel, men med et værelse til 35 USD. Det er alt for meget og slet ikke mit normale budget, men en nat kunne nok gå. Det var en god seng, men så var det såmænd heller ikke bedre. Og her er karneval, så der har været gang i kludene hele natten. Her til middag er jeg flyttet ud af byen, til et ganske ydmygt hostel til 8 USD, det passer mig lidt bedre og der er mere ro.
Nu sidder jeg så her og forsøger at finde mine ben i et nyt land, nye tidsforskel (6 timer i forhold 7 timer i Costa Rica og opad), USD som valuta, tropehede og den meget afslappede caribiske stemning. Her er generelt lidt dyr, men det er vist mest fordi et er et turiststed, for jeg tror ikke at Panama er mere dyrt end normalt. Costa Rica og Mexico har været dyrest indtil nu. Så alt i alt er tingene vist ok igen efter en lidt hektisk tid til sidst i Costa Rica. Og nu er jeg meget tæt på at få skrivekrampe og hold i nakken, så jeg vil slutte.
