Nr. 2 i skribentkonkurrence i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen

Da jeg for år tilbage skulle rejse til Indien ringede jeg til rejsebureauet og husker endnu samtalen som ret spøjs, for det første fyren spurgte mig om var “ok snakker vi Aeroflot eller snakker vi ikke Aeroflot?”

Der var stort set ikke den ting jeg ikke havde hørt om det flyselskab, lige fra fulde piloter, elendige fly og mangelfuld service, men tit havde jeg overvejet om det virkelig var så slemt. Men for mig var der ikke andet at gøre end at afprøve det. Desuden var en rejse til Bombay latterlig billig med russerne så jeg hoppede kækt på en Aeroflot-billet. Og hvilken oplevelse!

Jeg mødte op i Kastrup lufthavn en kold februardag og gennem de store ruder fik jeg et glimt af flyet, som så ganske velholdt ud og umiddelbart helt tilforladelig. Jeg havde godt nok hørt rygter om, at det var indenrigsflyene der var i dårligst stand, hvorimod udenrigsflyene jo blev checket og skulle leve op til internationale standarder.

Flyveturen til Moskva gik fint, flyet var også pæn indvendig og servicen var helt ok. Vi landede i snefygning i den russiske hovedstad – men i god behold. Nu var jeg spændt på flyet til Bombay, men det samme skete. Pænt fly, udmærket service, rolig flyvning og landing uden problemer.

Nu kunne jeg med god samvittighed fortælle folk, at Aeroflot var et fornuftigt selskab og at de onde rygter var helt overdrevet.

På hjemrejsen skulle jeg flyve fra New Delhi til Moskva – en strækning på 7 timer og her skulle jeg få den sande Aeroflot-sjæl at føle. Vi blev gennet ud i maskinen, som jeg ved første øjekast syntes så underligt stor og ufiks ud. Sikkerhedsbælterne var rustne og svære at spænde og bagagerummene hang faretruende skæve og truede med at skvatte ned hvert øjeblik. Flyet mindede om et gammelt militærfly der lige havde fået et hurtigt makeover og det lignede absolut ikke et fly der var født som passagerfly.

Vi kom i luften og fra start var der voldsom turbulens, flyet rystede og bragede og sommetider virkede det næsten som den knirkede i sammenføjningerne.

Så gik personalet i gang med at dele mad ud, rystelserne blev værre og værre, de væltede rundt, maden fløj ud til alle sider og til sidst opgiver de at arbejde. Det føltes som om en stor hånd rusker i flyet.

På et tidspunkt lyder pilotens susende og skrattende stemme i højtaleren. Han taler engelsk med russisk accent. Jeg anstrenger mig for at fange hans ord, men stemmen drukner i støj. Det lyder som om han siger, at vi skal nødlande. Jeg ser ud af vinduet. Så vidt jeg kan regne ud må vi være over ørkenområder i Pakistan og der er absolut intet at se ud over sanddyner og enkelte sandstensklipper. Skal vi nødlande der?

Flyet bliver kastet rundt i luften og mange passagerer ligger ned, kaster op og atter andre sidder med skrækken malet i ansigtet. Mange tanker passerer gennem min hjerne. Skal jeg dø nu? Jeg krampholder om armlænet og tænker, at hvis det er nu jeg skal dø, så er det nu! Jeg er underligt afklaret og hvis det er her er slutningen, så har jeg i hvert fald levet intenst mens jeg var her.

På en eller anden måde kommer vi gennem hjemturen og lander uden problemer i Moskva. Jeg har lige overlevet mit livs værste flyvetur og føler mig mere levende end nogensinde, da jeg træder ind i den kedelige grå lufthavnsbygning.

Flyet mod Kastrup er straks af bedre kvalitet og lettet sætter jeg fødderne på dansk jord. Jeg har nu fået syn for sagen! Aeroflot kan selvfølgelig ikke gøre for turbulens, men de gamle slidte fly på ruter ud af Europa og åbenbart også ud af Indien er en realitet.

Jeg har aldrig fløjet med Aeroflot siden og føler mig heller ikke videre fristet til det igen. Jeg fastholder dog stadig, at jeg ikke vil lytte til rygter, men afprøve tingene selv, men jeg ville nok have været ked af, at ligge ude i Pakistans ørken og rode rundt i et flyvrag i atomer – hvis vi overhovedet havde overlevet. Men som rejsende er man jo nødt til at tro på, at de højere magter holder hånden over en.