En smuk oplevelse i Argentinas tørre klippelandskab

I 1997  var jeg på min første rejse i Sydamerika, nærmere betegnet i Argentina, Chile og på Påskeøen. På det tidspunkt var jeg ikke så erfaren i at rejse alene, så jeg tog på tre ture rundt i Argentina som var arrangeret af et rejsebureau. Første tur gik til den allersydligste spids af Sydamerika – Ildlandet med verdens sydligste by Ushuaia, en tur i hundeslæde i Tierra del Fuego Nationalpark og ud og se Perito Moreno gletsjeren. Anden tur gik til verdens største vandfald Foz do Iquazú og Jesuitterruinerne (fra filmen The Mission) på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay og tredje og sidste tur gik til byen Salta i Nordargentina. Og det er denne tur til de tørre ørkener oppe nordpå som jeg vil fortælle en historie fra her. Vi var bl.a. ude og se et syvfarvet bjerg – en sandstensklippe i striber med syv forskellige farver som var ganske imponerende og ikke mindst meget særpræget.

Vi befandt os i nærheden af byen Humahuaca  og kørte rundt i de knastørre områder i dette hjørne af det nordlige Argentina. Der er fyldt med rødbrune sandstensklipper og stedet er stort, øde og meget fredfyldt. Vi standser ved et klippemassiv og ingen af os er vel helt klar over hvad det er vi skal se. Jeg husker tydeligt oplevelsen, da vi hele flokken bliver vist ind gennem en smal klippepassage. Det er sidst på eftermiddagen og solen er gyldengul og varm i farven. Det er køligt og dunkelt inde i den smalle revne i klippen, passagen er måske en lille meter bred. Vi går i strandsand, fint og blødt sand der er svært at træde i og tungt masserer ens lægmuskler. Efter den smalle passage står vi pludselig i et stort klipperum med frit udsyn til himlen – stedet er et gammelt udtørret vandfald. Man kan tydeligt se at væggene er eroderet af de fossende vandmasser der gennem mange år har ædt sig ind i klippen og pudset og poleret dem glatte. Selve rummet er vel omkring 20 x 20 meter med lodrette vægge og gulvet er også her dækket med blødt sand. Der kommer kun et sparsomt lys ned fra oven og himlen skimtes 15 – 20 meter oppe.

Bedst som vi alle står der og er helt imponerede kommer der en ældre mand ind og stiller sig midt i sandet og begynder at synge opera med en dyb helt fantastisk smuk stemme. Han står bare der muttens alene og fylder rummet med sin smukke stemme og akustikken er så stærk at vi alle står helt mussestille næsten med tårer i øjnene. Det hele går ligesom bare op i en højere enhed denne sene eftermiddag i en klippehule i Nordargentina – et af de oplevelser man aldrig glemmer og som gør at man bliver ved med at rejse.

Share Button