Mens jeg arbejde som safariguide i Sydafrika havde jeg mange oplevelser med Afrikas dyr, både de vilde og de halvvilde. En eller to gange om ugen arrangerer vi heldagsture i jeep til Kruger Nationalpark og hver søndag formiddag var det tid til en bushwalk på vores nabolodge som lå en lille times kørsel væk fra den lodge hvor jeg arbejdede. Vi modtog nye gæster fra Danmark hver lørdag over middag og næste dag bød så på det første møde med Afrikas dyr. Det så vi altid frem til med stor spænding, da mange af vores gæster aldrig havde set vilde dyr i deres rette element før. Grupperne af gæster varierede meget, men denne episode udspillede sig en uge hvor vi havde modtaget et ekstra stort hold gæster.

Normalt kom der en gruppe på højst 20 – 25 gæster til lodgen og boede der i en eller to uger, men denne uge havde vi taget imod et hold på ikke færre end 36 forventningsfulde Afrikafarer fra Danmark. De mindre grupper var altid nemmere at holde styr på og man havde større chance for, at komme til at kende folk og få en god kontakt. Ikke mindst var det lettere, at gå en bushwalk med en mindre gruppe, men denne uge skulle jeg være gruppeleder på bushwalken med denne kæmpegruppe. Det skulle vise sig, at jeg fik mere end rigeligt at holde styr på og at panikken kom fra en lidt uventet kant.

På lodgen havde man tre tamme løveunger i forskellige størrelser og dermed frækhedsgrad. De var alle født i fangenskab og dermed meget vant til mennesker. Den mindste af dem var på størrelse med en stor hundehvalp og opførte sig lige så. Pjattet, kluntet og legesyg – sød, blød og nuttet og en rigtig krammebamse med store flapfødder. Den kunne smide sig på jorden og lade sig klø på maven og bide i ens fingre for sjov. Den bed aldrig hårdt og var kær som en bjørneunge. Den næste i størrelsen var blevet lidt mere bevidst om sig selv og man skulle holde lidt øje med den. Den største af dem var på størrelse med en stor hund og en rigtig teenage knægt med alt hvad der til hører af mere eller mindre upålidelige unoder. Og netop det upålidelige og dens luskebuksmanér skulle jeg i den grad få at føle på denne bushwalk. For vilde dyr er nu engang vilde dyr lige meget hvor meget de har været i mennskehænder fra fødslen og teenagere skal man som bekendt ikke spøge med – og slet ikke teenage løver!

Jeg fik arrangeret min store gruppe og afholdt en mindre sikkerhedstale om hvordan de skulle opføre sig over for de “vilde dyr” (herunder også en tam Gepard som fulgte os rundt på gåturen i bushen). Alle lovede at passe på og vi begav os afsted ud i den hede støvede bush under en stegnede afrikansk sol. Jeg vidste jo også alle de sikkerhedsforanstaltninger man skal tænke på, når man omgåes afrikanske dyr. Jeg havde på det tidspunkt været i Afrika et par måneder og havde stiftet bekendtskab med både vilde bøfler, voksne løver, næsehorn og ikke mindst de farlige flodheste som faktisk hvert år dræber mennesker på det afrikanske kontinent fordi folk kommer imellem dem og flodhestens tilholdssted i floden. Så går de tunge lidt uelegante dyr aldeles amok, føler sig truet og går til angreb på mennesker.

Så jeg vidste godt – mente jeg – hvordan jeg skulle handle hvis uheld var ude, men det er ikke altid man når at tænke rationelt. På vandreturen i bushen gik jeg bagerst efter gruppen og holdt bagtrop. Jeg havde en erfaren ranger i spidsen af gruppen med et gevær, hvis uheld skulle være ude, så det gik helt godt og alle følte sig trygge. Vi havde også taget den store løveunge med på gåturen og den fjantede rundt som teenagere nu gør. Geparden gik på et tidspunkt ved siden af mig som en velopdragen hund, da den lige pludselig får øje på noget langt henne i den tætte bush, noget jeg overhovedet ikke kunne få øje på, men som optog den fuldstændigt. Den spidsede ører som en anden kat der har fået færden af en mus, og inden jeg overhovedet nåede, at tænke bare en halv tanke havde det plettede lyn sat af med en acceleration så jeg var ved at ryge på bagdelen af lufttrykket. Den gik klods op af mit lår måske 30 cm fra mig, og det gav simpelthen et sus da den satte af og sekundet efter var den væk i en støvsky. Så at geparder er verdens hurtigste pattedyr fik jeg ihvertfald bekræftet!

Men tilbage til løveungen! Vi traskede derud af i den stegnede hede og jeg så godt ud af øjenkrogen at løveungen fulgte med bagefter os. Normalt plejede den ikke at gøre noget, den flanrede bare lidt rundt. Den var i den alder hvor den faktisk lige var lidt på grænsen til at blive for stærk og voksen til at gå løs og den vidste ikke helt hvilke kræfter den havde. Plus så dens lidt forstyrrede og legesyge teenageopførsel gjorde, at den faktisk ikke helt var til at stole på. Og det skulle jeg da lige få at føle på egen krop.

Lige pludselig – af en eller anden uforklarlig grund – så kommer jeg til at vende mig om, mest fordi jeg lige vil sikre mig hvor løveungen er henne. Så står den fuldstændig bomstille som mejslet i granit omkring 10 – 15 meter fra mig. Den simpelthen stirrer mig lige ind i øjene. Som hos katte og hunde må man aldrig stirrer tilbage, så bliver de aggressive, men på en eller anden måde fik den mig hypnotiseret. Den stod bare der som en kat – stirrende – som om billedet af den var frosset. Jeg kunne ikke tænke, den tryllebandt mig på besynderlig vis og jeg kunne slet ikke finde ud af, at tænke at jeg skulle lade være med at stirrer tilbage. Vores blikke mødtes i disse få sekunder, tiden stod stille, min hjerne stod stille – hele verden var sat på pause.

Da jeg får fatteevnen igen ser jeg den sætte i et stort spring og komme spændende lige durkt imod mig. Vi havde lært, at blev den for nærgående så skulle vi  holde en flad hånd ud i luften som man gør med en hund der vil hoppe op af en – ligesom for at markerer at det må den ikke. Det havde man også lært løveungen som et stopsignal! Det var nok stort set den eneste tanke der nåede, at passerer gennem min hjerne og sekundet senere stod den foran mig med det samme dybt intense blik. Den var galoperet alt hvad dens flandrede teenageben kunne løbe og pludselig var den slet ikke så klumpet og hvalpet mere. Jeg så pludselig hanløven i den og vildskaben i dens intense blik. Jeg råbte til vores ranger, men han havde svært ved at høre mig fordi gruppen var så stor og fordi han gik helt oppe foran. Jeg tror egentlig ikke helt det gik op for gruppen hvad der skete nede i bagtroppen før langt senere, hvor jeg fortalte dem det. Løven nåede stort set at standse omkring en halv meter væk fra mig og kun fordi den trods alt havde en smule respekt for en flad hånd. Den begyndte at lange ud efter mig med poterne som en legesyg kat og truede med åben mund, så dens tænder var blottede. Den var på en eller anden måde svær at nå ind til, den var sådan lidt paralyseret og vanskelig at råbe op. Omsider begyndte den dog at høre lidt efter, da jeg stod og brølede højt af den.

Problemet er, at vilde dyr på ingen måder reagerer bare lidt ligesom husdyr, en hund ville reagerer ved at man råber af den, en hest ville blive distraheret i sit forehavende hvis man råber og giver et brøl fra sig. Men en løve er nu engang Dyrerens Konge og den er altså ret ligeglad med, at der er et menneske der står og skriger lidt op. Den vil gå direkte efter struben fordi det er dens natur, og så er det for så vidt ligegyldigt om det er en Gazelle på savannen eller et menneske. De skal bare dø og det kan ikke gå hurtigt nok. Og selvom denne løve kun i realiteten var et stort pjattet barn, så kunne  jeg sagtens fornemme vildskaben og dens natur. Den havde bare ikke helt opdaget sine enorme kræfter og magt endnu og heldigvis for det, for så havde jeg nok været død idag eller måske handicappet.

Jeg så senere en udsendelse på Discovery om hvordan de store rovdyr i Afrika præcist dræber deres bytte. Man havde taget røngtenbilleder af dens tænder og mund når den bed og derefter lavet en mini animationsfilm om, hvad der sker når de smækker gabet om halsen på et dyr. De kvaser simpelthen nakkehvirvlerne, de bliver pulveriseret fordi deres kæber har så uanede kræfter og de bider til og ikke slipper før dyret er død. Og det samme ville jo selvfølgelig gælde et menneske. Nok havde løveungen ikke en voksen løves kræfter og fuldt udviklede dræber færdigheder, men instinktet er der lige meget hvad. Og det også selvom de er opvokset i fangenskab og har været vant til mennesker fra fødslen, så vil vildskaben og dræberinstinktet altid sidde i dem.

Det startede sikkert med, at den ville lege, men med dens voldsomme kræfter bliver man hurtigt den lille selvom den stadig kun er et stort barn. Og der skete åbenbart noget i dens hjerne da vi fik øjenkontakt, det må på en eller anden facon havde provokeret den. Jeg ved ikke om den opfattede det som om jeg var en rival eller fjende eller hvad det overhovedet var der skete i dens rovdyrhjerne i de få sekunder, men den følte sig åbenbart ramt af et eller andet. Og så skulle denne fjende bare havde tæsk og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Efter denne episode stod det for alvor helt krystalklart for mig ,at vilde dyr skal man omgåes med megen respekt, jeg vil næsten sige som sloganet i Søsportens sikkerhedsråd “Kun en tåbe frygter ikke havet!” – for kun en tåbe frygter ikke Afrikas vilde dyr lige meget hvor søde og nuttede de end måtte være.

Nogle uger senere havde jeg et hold gæster med ude for at se et rehabiliteringscenter for tilskadekomne dyr, og med løveepisoden i frisk erindring stod jeg i ekstra god afstand til løveindhegningen. Her gik en fuldvoksen han – og hunløve og jeg kan huske, at jeg gøs indvendigt over hvor enorm disse to løver var. Hannen havde simpelthen et hoved på størrelse med jeg ved ikke hvad og jeg advarede mine gæster mod at gå for tæt på. Jeg havde fået en meget meget sund respekt for disse dyr, men det var tydeligt at se at gæsterne ikke havde haft den samme oplevelse som jeg havde haft nogle uger før.

En af mændene dristede sig nemlig til at stikke hovedet helt hen til hegnet hvor hanløven lige stod på den anden side – men storhed stod for fald! Idet han sætter hovedet hen tæt på løven åbner den sit enorme gab og brøler lige ud i hovedet på fyren. Jeg gav et hyl fra mig og der var ingen der sagde så meget bagefter. Men som jeg plejer at sige, sommetider så må vi mennesker jo lærer tingene på den hårde måde.

Og lad mig lige slå fast endnu engang, når du kommer til Karen Blixens smukke eventyrlige Afrika – så lad for Guds skyld være med at kigge løverne dybt i øjnene! Det kommer der aldrig noget godt ud af!