Jep jeg ved godt at det er lang tid siden jeg har skrevet, men det hele er lidt træls og småbesværligt lige nu.

Jeg er lige ankommet med fly til Punta Gorda helt nede sydpå, og her regner det f… også. Den sidste uge har det stået ned i stænger lige meget i hvilken ende af det her land, jeg har befundet mig i. Jeg er snart ved at være træt af konstant at være våd, jeg kan næsten ikke følge med, med at have tørt tøj. Det er gennemblødt altid og har meget svært ved at tørre i det i forvejen våde klima. Så det er lidt røv lige nu. Jeg er træt og lidt sur og det hele er lidt bøv, for jeg kan jo ikke rigtigt lave noget. Så snart solen skinner så går jeg ud og så regner det igen. Så der er en anelse krise i lejren.

I dag på flyveturen kom vi ind i to gange troperegn, hvilket var ret heftigt, med halvvoldsomt turbulens, men piloten sad og drak cola og tyggede tyggegummi, så de er åbenbart bare stille og roligt vant til den slags vejr på de her kanter. Rimelig spændende tur i en lille 15 personers Cessna propelfly, en rigtig lille papflyver, så man kunne mærke hver eneste bevægelse. Ugens bedste rutsjebanetur. Og så var der oven i købet tilbud på Maya Island air flybilletter i denne uge.

Nå men jeg skriver videre, når det formentligt snart regner igen. Desuden er internet ret dyrt her i Belize, det er til tider DK priser. 30- 35 kr. pr time ude på øerne, så det siger sig selv at jeg ikke kan skrive 3 timers romaner. Det må vente til jeg kommer til Honduras på lørdag.

Men fortsættelse følger snart.

Ok så er jeg ved at være klar til en længe ventet opdatering. Jeg har haft jordens skøreste oplevelse i dag, men den er i nødt til at vente med til næste af snit. Jeg har været ude at se det tempel hvor det berømte krystalkranie blev fundet tilbage i 1927, og det udviklede sig til den mest skøre og sjove oplevelse længe. Det blev et rigtigt godt og grundigt eventyr, men jeg har ikke skrevet kladden endnu, så i må lige have tålmodighed indtil videre smil.

Men opdatering fra sidste uge:
Det der skete i sidste uge var at jeg pga. evigt regnvejr valgte at tage tilbage til Belize City og ud på ørne i Det Caribiske Hav. Inden jeg tog af sted nåede jeg lige at booke en færgebillet til Puerto Cortes i Honduras her til på lørdag d. 24. nov. Jeg skal med bussen til byen Dangriga lidt længere nordpå end Punta Gorda og herefter med færgen på lørdag.

Øerne ud for Belize hedder Ambergris Caye og Caye Caulker. Der ligger en hel masse små øer, men disse to er det mest kendte og dem som turisterne tager til. Så jeg tænkte, at det måtte jeg hellere ud at kigge lidt nærmere på.

Det tager ca. 1 time og 15 minutter at sejle til San Pedro på øen Ambergris, under turen lægger man til på den lille ø Caye Caulker – kærlighedens ø – døbt af lokalbefolkningen. Ambergris Caye kaldes Isla Bonita. Og jeg tror nok det er den ø Madonna synger om i Isla Bonita. Hun synger bl.a. om San Pedro. Jeg har tit tænkt over om det sted hun synger om fandtes i virkeligheden eller det bare er fri fantasi. Men det må være Ambergris hun synger om. Hun har vel fået sin inspiration fra et eller andet. Isla Bonita betyder smukke ø på spansk. Har egentligt altid troet at hun sang om et sted på Cuba, men hun må altså have fået sin inspiration fra Belize.

Første nat i San Pedro bor jeg på Rudy’s guesthouse, hvilket jeg nu hurtigt fortryder. Hotellet har nemlig også en morgenmadsbutik, som åbner kl. 5.00. Så de er voldsomt i gang kl. 4 med at lave morgenmad, skramle, buldre og brage. Jeg opgiver at sove kl. 6 og går på opdagelse for at finde et sted der hedder Pedros Inn, som jeg har set en reklame for i færgeterminalen i Belize City. De skulle have værelser til 20 Belize dollar, jeg betaler 37 BZ hos Rudy’s. Pedros Inn viser sig efter en længere efterforskning at ligge ca. 20 minutters gang udenfor San Pedro, men der er stille og roligt. Så der beslutter jeg mig til at flytte ud. Jeg har booket en snorkeltur hos et kombineret dykkerfirma og kunstgalleri til kl. 9, så jeg er nødt til at få min rygsæk opbevaret til jeg kommer tilbage.

Jeg skal snorkle sammen med et hold dykkere fra New York. Der er to dykkerinstruktører med, og jeg for den ene helt for mig selv, mens den anden er divemaster for dykkerne. Første sted snorkler vi alle sammen og hopper lige lukt ned i hovedet på 3 – 4 hajer og en 2 – 3 mantarokker. Der er kun ca. 2 – 3 meter dybt og masser af havplanter på bunden. Fin sigtbarhed i vandet og masser af større fisk. Ingen af dem gør nu noget. De er nærmest bare sådan lidt nysgerrige, både hajerne og rokkerne. Hajerne er fredelige Nursesharks (sygeplejerske hajer frit oversat) og er ca. 1,5 – 2 meter lange, rokkerne er omkring 1 kvadratmeter, en af dem plettet med en temmelig lang hale/spyd. Sender lige en tanke til legendariske Steve Irwin og forsøger at holde mig lidt på afstand af de “flyvende tæpper” med påsat spyd. Det hjælper dog lige fedt, de virker som om de er ret lige med os mennesker, for især rokkerne er ret nysgerrige og en af dem styrer lige direkte hen mod mig flere gange. Jeg har øjenkontakt med den – sådan føles det i hvert fald, den skuler noget til mig, men svømmer nu pænt udenom – i sidste øjeblik. Meget rolig og majestætisk – men ret tæt på!

Der er ingen koraller på det sted, men til gengæld et væld af fisk. En vældig hyggelig snorkletur.

Andet sted hvor vi skal snorkle og de andre skal dykke er ca. 100 m fra brændingen, der hvor kanten på revet er, ud til det åbne hav. Dybeste sted på den tur er 8 – 10 m, laveste sted bare 1 m. Der er denne gang masser af koraller, både hårde og bløde, fint intakte, men ikke så farvestrålende. Til gengæld et sandt paradis af farvestrålende fisk i alle størrelser, store stimer af fisk. Dykkerinstruktøren og jeg svømmer ud til kanten af revet og tilbage igen. Han dykker ned efter en søpølse til mig. Han er også nede i en grotte for at jage en mega stor moræne ål ud så jeg kan se den, men desværre er den der ikke. Den plejer at være der, men denne gang er den vist svømmet ud i havet siger han. Ærgerligt – det kunne ellers have været sjovt at se den. En frygtindgydende kæmpe!

På vej tilbage til båden for jeg øje på en haj, igen en nurseshark, rolig og fredelig. 1,5 – 2 meter lang. Min dykkerinstruktør siger at han vil prøve at fange den til mig. Første gang slipper den væk, men anden gang for han fat på den. Han tager den rundt om maven og den spræller som en kilden pattegris, men sådan lidt dovent og i slowmotion. Den virker som en rar og rolig haj, den protestere lidt, gider ikke blive fanget, men ok så, hvis de skøre mennesker virkelig insistere! Så lad gå da! Så jeg får lov til at klappe den på ryggen!

Andre hajer jeg har set har været meget mere sky og lynhurtige, er væk for man når at tænke, men den her virkede sød og rar, sådan lidt overbærende med de skøre mennesker. Den var nok vant til det.

Jeg troede hajer var glatte og blanke som fisk, men den her haj var ligeså rug som sandpapir. Nærmest at røre ved som en leguan, rug og ruflet.

Da den blev sluppet løs igen, svømmede den bare roligt videre. Ikke så meget panik der.

Det var sjovt at røre ved en haj i fri natur. Det har jeg aldrig prøvet før, og for mig til at tænke på at jeg altså skal prøve engang at svømme med delfiner. Vil rigtig gerne prøve, men det er bare aldrig rigtigt blevet til noget. Ville egentligt helst bare mode en delfin ude i det fri og naturlige hav, i stedet for al det der turistfis, hvor man bliver sejlet ud til en “delfinfarm” og så bliver sat til at svømme med dem der. Det skal være naturligt, og det bliver lidt svært.

Tilbage igen fra snorkleturen får jeg købt en flybillet til Punta Gorda til i næste uge. De har jordens sødeste lille lufthavn og flyene er små Cessna fly, der flyver over hele Belize. Jeg tusser bare rundt på Ambergris, hygger mig, forkæler mig selv, spiser Custard ice (frossen cremesovs is) inde hos en amerikansk dame, der laver det hjemmelavet. Det smager himmelsk, især den jeg for valgt – romrosin og kokossmag. Jeg er helt salig.

Kigger på brugte bøger, nyder smuk kunst hos dykkerfirmaet, meget meget flotte malerier med motiver fra øerne. Hvis ikke det var fordi de var ret dyre og vildt besværligt at slæbe rundt på, så have jeg købt hele lageret af eksotiske malerier. De var så flotte.

I lørdags tog jeg færgen til den lille ø Caye Caulker. Et noget mindre sted end Ambergris. Det hele starter med motorstop. Da motorbåden skal til at sejle ud af havnen, siger motoren den mest underlige lyd. Kaptajnen ender med at hoppe i baljen og skifte skruen, og så fungere det igen. Vi ræser af sted mod Caye Caulker med en halvvåd kaptajn. Men han skal vise sig at blive endnu mere våd. Det begynder nemlig at regne – ude midt på havet. Vi sidder i en åben båd, så det bliver ret sjovt. Jeg er den eneste der skal af på Caye Caulker, men resten af passagerne skal til Belize City – lidt over 1 time væk. Nogen bliver drivvåd her! Men de har en løsning parat. Frem hiver de 3 gammeldags kornpresseninger, som vi så alle enten holder, sidder på eller begge dele. Så sidder vi alle der under “taget” og skutter os, mens det tæskregner som det kun kan gøre i troperne udenfor. Sådan set ganske hyggeligt, men jeg er nu glad for at jeg ikke skal længere end til Caye Caulker.

Ankommer til kærlighedens ø i et enormt skybrud. Men finder nu hurtigt et hyggeligt guesthouse lidt nede af hovedgaden, der bare er en sandvej. 10 USD koster værelset, det er billigt. Det er en nuttet lille ø, sød lille by. Her bor 800 indbyggere, øen er få km lang og kun 600 meter bred på det bredeste sted. Ingen asfaltveje, næsten ingen biler, folk kører rundt i golfvogne både her og på Ambergris. Man cykler eller går på Caye Caulker.

Lørdag og søndag laver jeg så lidt, så jeg er ved at gå helt i stå. Går det meste af øen rundt. Sødt og hyggeligt sted, søde mennesker, rigtigt et afslapningssted. Man kommer helt ned i tempo, jeg er ved at komme i tvivl om jeg går helt i stå. Der er rart og hyggeligt, men ikke det helt vilde at foretage sig. Internet er ret dyrt, så det er heller ikke rigtigt stedet, hvor man fyrer en 3 timers roman af på travellog. Jeg får læst rigtig meget i min bog, og ender med at købe en brugt bog om Belizes grotter og Mayatempler på internetcafeen. Det regner voldsomt med jævne mellemrum. Bedst som man tror at nu skinner solen, så går man ud og så går der 2 sekunder så tæsker det ned igen. Så er lidt småvanskeligt sted rent vejrmæssigt. Jeg tilbringer det meste af søndag i en hængekøje ude på verandaen på mit hostel. Udstyret med min bog, en rulle Pringles Chips med pizzasmag og juice inden for rækkevidde. Er helt ærlig lidt ved at få kuller, en anelse symptomer på ø-kuller, så jeg går ned og booker en færgebillet til mandag. Samtidig finder jeg ud af at det er officiel helligdag/fridag i Belize mandag. Dvs. at jeg endnu engang opnår at ankomme til Belize City på en fridag, hvor hele byen er lukket og mest af alt minder om en spøgelsesby. Det er depressionsbyen over dem alle på sådan en dag.

Er i den grad ved at trænge til noget action. Er vildt rastløs, der sker ikke rigtigt noget, det regner og der er ikke udsigt til at det stopper. Det for mig næsten til at flippe helt ud, men det kan jo ikke hjælpe noget. Vil til at ud af Belize, det styrtregner, her er dyrt og det er helligdag – uh! Giver mig alvorlig kuller.

Nå men mandag tager jeg så turen tilbage til Belize City, stadigvæk i styrtregnvejr, men denne gang i en lukket båd, så vi ankommer da nogenlunde tørre til Belize City. Det er helt ustyrligt som det kan regne i det her land. Selvfølgelig er det tropisk klima og megen regnskov, det er regntid osv., men det plejer mig bekendt at være mest om natten det regner. Når det regner, tæsker det ned, men det plejer snart at stoppe igen. Det der overrasker mig en smule er hvor tit det regner, ikke så meget mængderne. Det regner flere gange om dagen, virkelig kraftig regn, solen skinner og så starter det forfra. 117 gange pr. dag!

Jeg venter 30 – 40 minutter på færgeterminalen i Belize City i håb om at regnen skal stilne lidt af, men det kniber en hel del. Til sidst vover jeg mig ud i regnen og det viser da lidt nåde, og regner knapt så meget mens jeg er ude og på vej om til mit hostel. Når ca. 5 minutter væk fra mit hostel, så tæsker det ned igen, så jeg ankommer totalt gennemblødt til det hostel som jeg også boede på sidst jeg var her.

Problemet er ikke så meget at blive våd, det overlever jeg jo nok, men tøjet og min rygsæk tørrer ekstremt langsomt i det i forvejen meget våde klima. Så det er næsten umuligt at følge med til at have tørt tøj.

Jeg får en seng på et værelse sammen med en pige fra New York. Det hjælper lidt på kulleren og kedsomheden. Jeg skal holde det ud indtil i morgen når jeg skal flyve til Punta Gorda, i en lukket spøgelsesby hvor det står ned i stive stænger. End ikke en restaurant er åen. Belize City er nøjagtigt som jeg frygtede, der er lukket overalt og kun de hjemløse hænger rundt på gadehjørnerne, ligesom første gang jeg kom her og følte mig temmelig utryg.

Det hele kan knapt blive værre, men det kan det faktisk!

Efter endnu en tur til færgeterminalen for at hente sandwich og vand, hvor det lykkedes mig endnu engang at blive gennemblødt for 517 gang, tilbringer jeg det meste af eftermiddagen i min seng med bog, Pringles Chips og eucalyptusbolsjer. Jeg for en god snak med pigen fra New York. Hun har arbejdet nede i Sydbelize i 1 md. Skulle undervise to børn hjemme i engelsk – langt pokker i vold ude i junglen. Langt fra noget der mindede om civilisationen, og der var hun altså lige stået af i svinget. Hun kunne ikke komme nogen steder, og fik besked på at om søndagen måtte hun ikke komme over til familien, fordi de ville have søndag fri, så kunne hun bare sidde at kukke der. Jeg mindes min tid i Sydafrika – 14 km ude i bushen uden udsigt til at komme ind til byen, så jeg kan udmærket sætte mig ind i hvordan det har været for hende. Godt nok elskede jeg Afrika, men det der “fængselsophold” det var sommetider at være langt ude i Bushen gav mig kuller. Hun er nu på vej hjem til USA, ikke til New York, men til Los Angeles – så skal hun da i hvert fald nok kunne få sine lyster styret mht. civilisation!

Hun har for øvrigt arbejdet 2 år i Malawi i Afrika, så vi for en lang Afrikasnak, og er ret enige om at der ikke findes noget der kan sammenlignes med Afrika.

Nå men for at sætte prikken over i’et denne dødssyge dag i Belize City, så ser jeg en hund bliver ramt af en bil, da jeg går ud næste gang. Jeg går på hovedgaden og 10 -15 m væk bliver en af de utallige gadehunde ramt af bagenden af en bil. Det går ud over dens bagkrop og det giver at dump brag da den rammer. Hunden går helt amok og siger slet ingenting. Den er nærmest i chok og snapper vildt efter sin bagkrop, vrider sig rundt og er helt fra snøvsen. Folk står bare og glor på sceneriet uden at gøre noget. Og et eller andet sted – så ja selvfølgelig står de bare og glor! Hvad skal de gøre? Hundeliv er intet værd i en by hvor folk ligger på gaden og sover under tagudhænget i sjaskregnvejr, hvor folk går rundt i pjalter og tiggerne roder i affaldet.

Det er bare mit bløde hjerte for dyr, der løber af med mig denne regnfulde eftermiddag på den anden side af jorden. Jeg for næsten kvalme af at se hundens smerte og hele situationen. De er skideirriterende de hunde – helt ærlig! De render rundt og har deres snuder alt for langt fremme det meste af tiden, render rundt ude midt på vejen osv. Hele situationen er bare så grotesk. Hver anden hund halter her, på et eller flere ben. Så ingen tvivl om at de tit er i farezonen. Men som den dyreven jeg nu engang er, gør det ondt helt ind i hjertet at se den hund lide. Jeg ved jo lige nøjagtigt at ingen hjælper den eller afliver den, den vil bare få lov til at passe sig selv og dø i pinsler. Da jeg gå forbi den kan jeg se angsten og smerten i dens øjne. Men hvad er der at gøre? Jeg kan (og skal) intet gøre, det er jo desværre den barske hverdag for millioner af dyr verden over. Jeg er nødt til at pakke mit blødsødne vestlige holdning til dyr langt væk.

For en sidste gang at slå fast med titommersøm at mig og Belize City aldrig bliver venner, så bliver det også dagen hvor jeg på vejen tilbage til mit hostel ser verdens fedeste, klammeste og mest velnærede rotte rende rundt i affaldet i en mega skrællebunke i vejsiden!

Ok jeg overgiver mig! Nu er det nok!
Den her by giver mig brækkramper!
Godt jeg skal herfra i morgen, jeg kan simpelthen ikke holde det her sted ud mere. Her er bare alt det, der for det til at vende sig i mig! Jeg har sagt det før, nu siger jeg det igen. JEG ER HVERKEN SART ELLER HYSTERISK! Men nu er bunden nået!

Uh den her by for det absolut værste frem i mig!

Men lad mig understrege for det her lands skyld og retfærdigheden! Resten af Belize er et smukt og interessant lille land, med nogle meget søde, venlige og hjælpsomme mennesker, og det er absolut et besøg værd. Men kom for Guds skyld ud af Belize City hurtigst muligt, det er et hul i jorden efter mine bedste overbevisninger – selv på en god dag!  Undskyld men det er det!

Ok jeg ser TV resten af mandagen, de har CNN, så lidt stimulation får jeg da indenbords denne dag. Senere fornøjer jeg mig med en børnefilm på Disney channel.

Sover ok denne nat, lige med undtagelse af den – for Belize City obligatoriske hunde/ulvekor fra flere retninger. Denne smukke nat akkompagneret af en temmelig heftig og hårdtslående kattekamp mellem – lyder det til – baggårdskattebander af værste skuffe. Katteverdenens Hell Angels og Bandidos er på krigsstien i nat – i et skrigeri uden sammenligning. Stilheden sønderrives gang på gang af katteskrig – som om foråret når hunkattene er i brunst – ja og så lige skruet op en tand til.

Jeg behøver vist ikke at udpensle mere at den her by og jeg aldrig bliver helt venner. Det er på alle tænkelige måder en hård by, hvor kun de sejeste overlever lige meget om man er hund, kat, eller hjemløs.

Jeg er glad for snart at slippe ud herfra.

Tirsdag, altså i går d. 20. nov., vågner jeg op til regnvejr igen – til en forandring! Jeg orker snart ikke mere. Det har mere eller mindre regnet i 7 dage nu. Det er ved at være hårdt og lidt enerverende! Jeg skal flyve kl. 14.30 til Punta Gorda og pigen fra New York g jeg vil dele en taxi til lufthavnen. Fin ide, lige indtil vi finder ud af at vi skal flyve fra to forskellige luftavne. Hun skal flyve fra den internationale, og jeg skal flyve fra den lille airstrib. Nå men pyt med det, hun tager af sted og jeg skal bare i min lufthavn kl. 13. Inden hun tager af sted forærer hun mig en bøtte babymad – ja det kræver nok lige en forklaring!

Pulver der skal blandes op med varmt vand – det spiste hun altid til morgenmad i Malawi forsikrer hun mig – uden det mindste strejf af humor i stemmen. Blandet op med vand bliver det til noget – måske boghvedeagtigt grød/mos med honningsmag. Ligner i tør tilstand mest af alt findelt sæbespåner.

Det er sgu da utroligt hvad man skal høre med sine ører!
Grøden skal selvfølgelig nok være ok, jeg mener hvis ungerne kan spise det, kan vi vel også! Ok der lærte jeg et nyt trick!

Pigen forklarer at det altid var til at få fat på i Malawi, og jo nemt fordi man bare skal tilsætte kogende vand. Så havde hun opdaget at man kunne købe det her i Belize også – ude i hendes lille afsides beliggende landsby (som hun tog ind til når hun ellers blev sluppet løs fra familien – og ikke mindst hvis hun var heldig at have kørelejlighed), så hun havde forsynet sig med babymad til et godt stykke tid. Men nu havde hun jo ikke brug for det i civilisationens højborg L.A. Så sådan gik det til, at jeg nu rejser Belize rundt med en bøtte babymad – bare sådan i tilfælde af at alting skulle gå HELT GALT!

Så lærte jeg det! Hvis man er komplet på skideren, så kan man altid købe babymad på dåse – den skal jeg huske i fremtiden!  Den slags babymad kan åbenbart fås de fleste steder – selv nede midt i Afrika.

Jeg lærere noget nyt hele tiden! Men den her tror jeg sgu ikke helt, at jeg selv havde fået ideen til!

Til og med 2 år står der på bøtten, der i øvrigt er fremstillet af Nestlé og har blå bamser på.
Kvalitet ikk? Det kan aldrig gå helt galt!
Kom ikke og sig at kreativiteten fejler noget hos rygsæksfolket!

Det var vist dagens og de sidste dages opdatering! Mine oplevelser i dag på jagt efter templet med krystalkraniet må i lige vente lidt med – men det er en god historie, mindst ligeså godt som den med babymaden på dåse.

Ville ellers gerne komme med dagens vise ord – men jeg tror ærlig talt jeg mangler ord! Selv efter 13 års rejseaktivitet og 40 lande kan jeg stadig undres over verden – og det er jo netop det, der gør livet så mangfoldigt og eventyragtigt! Så sørg nu bare for at holde vinduerne rene!