Jeg havde ofte hørt om Fish River Canyon i Namibia, mens jeg arbejdede som safariguide i Sydafrika. De markedesfører kløften som en af verdens største, selvom man næsten altid kun hører om Gran Canyon i USA. Jeg var selv blevet meget imponeret over at opleve Colca Canyon i Peru, som til gengæld er en af verdens dybeste kløfter. Men alle gør krav på en eller anden titel, og Mexico’s Cobber Canyon siges at være 6 gange større end Grand Canyon og sådan kan man sikkert bleve ved. Hvor om alting er, så havde jeg mens jeg var i Sydafrika tit leget med tanken om at tage til Namibia og gå vandreturen gennem kløften, som et af de virkelige adventureoplevelser i Afrika. Det skulle imidlertid vise sig at blive en oplevelse, som jeg simpelthen aldrig glemmer.
I Namibias hovedstad Windhoeck satte jeg alle sejl til for at samle en gruppe til vandreturen. Trekket er på 85 km og kan under normale omstændigheder klares på 6 dage. Man skal selv medbringe telt, sovepose, mad og vand til hele turen og så skal man iøvrigt være mindst to personer til turen. Man må af sikkerhedsmæssige årsager ikke gå turen alene. Jeg sætter et brev op på opslagstavlen på det hostel jeg bor på i Windhoeck, hvor jeg søger personer til turen, så jeg kan få samlet en gruppe. Henover weekenden tager jeg op nordpå til byen Tsumeb og da jeg igen kommer tilbage til hovedstaden sidder der tre entusiastiske mennesker og venter på mig på vores hostel. De brænder vildt for at gennemføre trekket. Forinden havde jeg forhørt mig om hvad turen ville koste med guide, hvis jeg nu ikke kunne samle en gruppe, men det ville koste en formue. Så disse tre var mere end velkomne, for nu kunne vi også holde prisen nede på et fornuftigt niveau. Nu skulle vi kun betale for parkgebyret og den obligatoriske helbredserklæring som skulle udstedes af en læge i Windhoeck. Det fnisede jeg lidt af, og syntes at det var vildt overdrevet, men jeg skulle senere blive meget klogere.
En ung læge satte spørgsmålstegn ved mit altid lave blodtryk, men vi fik dog alle lov til at få vores helbredserklæring og dermed tilladelse til at påbegynde trekket. Først tømte vi det lokale supermarkede for proviant til 6 dage og herefter hoppede vi på nattoget til byen Keetmansshop nede i det sydlige Namibia. Dagen før var nattoget stødt sammen med et andet tog og flere af passagerne var blevet kvæstet, men vi tog risikoen, for hvad var sandsynligheden lige for at det skete igen.
Det var tænderklaprende koldt i toget og vi havde kun et nappa-beklædt brædt at sove på. Så morgenstive og kolde ankom vi til den lille station i Keetmansshop tidligt om morgenen. Vi fik os indlogeret på et lille familiedrevet hostel og fik lov til at få vores ting opbevaret mens vi skulle på trekket.
Min gruppekammerater er Tony fra Alberta i Canada, 40 år, kineser, født og opvokset i Hong Kong. Han ræser rundt i Afrika på mountainbike på 7. år og fremviser gerne sine svumlende lægmuskler. Benjamin fra Paris er en ung fyr på 22 år der hygger sig med en rejse efter skolen og endelig Marian fra Haifa i Israel, hun har rejst 7 mdr i Afrika nu. Vi er alle rimeligt vant til at trekke, så vi skulle være godt forberedte – mener vi! Det skal dog vise sig, at vi er noget af en umulig gruppe! For det er lidt af et projekt at sætte fire mennesker sammen som ikke kender hinanden til at skulle gennemføre en mere eller mindre overlevelsestur. Vi skal arbejde tæt sammen og være ude i ødemarken, ingen af os har en mobiltelefon i tilfælde af ulykker, men vi er alle fulde af optimisme.
Vi har hørt de vildeste historier om det trek, om at man går i vandet til brystet, og at vi skal krydse floden utallige gange, så må vi jo bære rygsækken på hovedet og vade over floden. Men det er ligesom point of no return og vi kan jo ikke bare sige, at vi vil hentes ude midt i ødemarken. Jeg har gennemført Inkastien i Peru året før og var blevet vant til højdesyge, kulde og hårde anstregnelser, så jeg mente nok at det skulle kunne lade sig gøre.
Men jeg må sige, at det ender med at blive mit livs mest sindssyge projekt, det ultimativt mest vanvittige jeg nogen sinde har foretaget mig – vist det tætteste jeg nogensinde kommer på en militærøvelse. Vi går stort set ud på verdens landeveje og min gruppe er fast besluttet på at tage den på stop til Hobas hvor trekket starter. Jeg tror ikke helt på at vi sådan bare lige kan finde en der vil stoppe og tage os med. Vi er 117 steder henne, på turistkontor osv, men alle vil give os en lejet bil. Så begynder vi bare at gå ud af landevejen og de er uendelige på disse kanter. Lige pludselig stopper en megastor truck med anhænger og en ung fyr spørg ud af vinduet hvor vi skal hen. Han skal de 160 km til Hobas. Chris er på vej til Cape Town i Sydafrika og underholder os med røverhistorier og Country – og Westernmusik på anlægget.
Senere bliver vi sat af ved en meget øde beliggende benzintank ude midt i ørkenen – vejen til Fish River Canyon ligger længere henne. Igen insisterer de på at gå. Der er 16 km til Fish River. Så stopper en pickuptruck med en rødbroget pony bagpå. Manden fortryder og mener ikke at fire mennesker kan sidde hos ponyen. Så ender med at få et lift med to mørke fyre, vi sidder bagpå på en åben pickup. De er så søde at køre os helt til Hobas, som viser sig at bestå af et lille kontor hvor trekkerne skriver sig ind, et par toiletter og det namibiske flag. Der er nu yderligere 10 km af flad grusvej til kløftens begyndelse. Og derudover 3 km mere til starten på kløften, der hvor man skal gå ned. De første 6 km går vi under den brændende sol, indtil der heldigvis kommer en Overlandertruck og tager os med de sidste kilometer.
Ved kløftens start spiser vi frokost med den smukkeste udsigt over det enorme område. Bagefter skal vi ned i selve kløften der er 600 m dyb – det bliver et mareridt. Den er stejl og jeg har min meget tunge rygsæk. Jeg er helt vildt bange for at falde forover, usikker på benene og min højdeskræk har voldsomt tag i mig. På et tidspunkt tager jeg min rygsæk af og møver mig ned på røven. Der er tørt, stenet og meget glat. Min gruppe er langt i forvejen. Tony kommer godt nok og tager min rygsæk, men længere nede må jeg klare mig selv. Mine knæ ryster så meget at jeg knapt kan gå og jeg er skidebange for at falde ned. Hvis jeg falder forover med rygsækken og slår hovedet. Til sidst er jeg ved at kollapse helt, vi er under pres da solen er ved at gå ned, det bliver hurtigt mørkt og så vil det være umuligt at kunne se noget som helst. Vi har startet nedstigningen sent på eftermiddagen. Tilsidst tager Tony både min og sin egen rygsæk, jeg er helt færdig. Mine ben sitrer og da vi når ned til floden ligger jeg bare og vrider mig.
Vi får sat telt op og lavet et ildsted. Min gruppe er sur kan jeg tydeligt mærke, jeg er simpelthen for langsom, og kan sagtens mærke at jeg udgør en klods om benet på dem. Jeg ér langsom og ville allerhelst gå i mit eget tempo, og bliver helt vildt tosset når folk jager med mig. Jeg har en stålfast tro på at jeg nok skal gennemføre, men det skal være på mine præmisser og det er ”der ikke rigtigt råd til”.
Næste dag er det sindssygt varmt, nok 35 – 40 grader, min rygsæk føles som bly og terrænet er mildest talt for bjergbestigere. Jeg er bagerst konstant og begynder alvorligt at fortryde det her vanvittige projekt. Min gruppe er småsure på mig hele tiden, jeg er i rigtigt dårligt humør og har mest af alt lyst til at falde død om. Vi kravler i store klippeformationer i ulidelig varme og det er ved at tage livet af mig. Så slipper mit flaskevand op, jeg har købt fem flasker vand og det forslår ingen steder. Marian giver mig nogle af sine rensetabletter. Det smager frygteligt, kloragtigt og kemisk. Nu er gode råd dyre, for hvad nu hvis jeg ikke kan tåle vandet. Min mave reagerer promte med en mistænkelig rumlen. Næste forsøg er at prøve at koge flodvandet.
Naturen er umådelig smuk, men jeg ser nærmest intet, jeg er helt død og de andre i min gruppe venter ikke på mig. Så snart jeg indhenter dem igen, når de holder pause, så begynder de at gå igen straks jeg er ankommet, så jeg ingen pause får. Jeg bliver mere og mere smadret og begynder at hade dem mere og mere. Jeg træder forkert og forvrider mit knæ. Det skriger i leddet, men der er ingen vej tilbage. Vi slår lejr ved floden kl. 16 og jeg næsten skriger indvendigt af smerte. Min gruppe bebrejder mig helt vildt, og jeg kan mærke at de er ved at antænde en bombe i mig. De siger, at vi ikke kan nå trekket på de 5 planlagte dage, at vi skal blive derude 7 – 8 dage osv.
Næste morgen vågner jeg kl. 6, Tony har været oppe siden kl. 5. Han er et helt ekstremt energibundt med lægmuskler som Lance Armstrong, så jeg aner nærmest ikke hvordan jeg skal kunne leve op til det.
En lille svag stemme inden i mig siger, at jeg skal gå alene og den er jeg fuldstændig med på. Jeg pakker mit grej og meddeler gruppen at nu går jeg. De ser noget forfærdede på mig, men Tony siger at jeg kan bare gå, de skal nok indhente mig. Det regner jeg dybest set også med. Jeg begiver mig af sted i det smukkeste vejr, og en morgen så storslået at jeg bliver helt rørt. Der er fuldstændig stille og jeg nyder mit eget selskab. Jeg har ro og fred for deres bebrejdende blikke og kan gå i mit eget tempo. Jeg har tid til at standse op og betragte den storslåede natur og spise min morgenmad i fred og ro. Egentligt så vidste jeg godt at jeg ville kunne klare det meget bedre selv. Jeg har kogt vand med, det er bedre end rensetabletterne. Men det smager af sod og aske.
Efter morgenmaden krydser jeg floden et ret svært sted, og min selvtillid stiger adskillige grader. Det betyder meget for mig at få lov til at prøve at gå foran, det er der en hel del psykologi i. “Lad mig i det mindste få lov til at ligne en vinder” tænker jeg. Det er sgu ikke specielt befordrende at have en toptrænet mountainbikefyr i spidsen, det ødelægger alt i mig. Efter at have krydset floden en gang ved jeg bare inderst inde, at jeg sagtens kan klare turen på egen hånd, selvom min gruppe forsøgte at overbevise mig om noget andet. Jeg venter på min gruppe sådan lidt halvhjertet for egentligt så ønsker jeg slet ikke at mødes med dem. Jeg kan ikke se dem nogen steder, og det gør godt, ja det er måske lidt egoistisk, men det er godt for mig hvis jeg skal overleve det her. Længere henne på ruten er der en fin sandstrand ved floden med blødt sand hvor jeg tager mine svedige trekkingstøvler af og dypper mine fødder i det kølige vand. Så prøver jeg at fylde min vandflaske op i et lille vandfald der hvor vandet er mest friskt. Det smager fint nok, lidt dovent men dejlig køligt. Så afventer jeg reaktionen fra min mave. Ingenting, så det bliver starten på at jeg indtager flere liter flodvand i løbet af turen.
Som jeg står derude midt i floden føler jeg mig som jordens mest lykkelige menneske, som et glad og ubekymret naturbarn. Dejlig væk fra alle verdens trængsler. Bare ren væren. En fantastisk oplevelse. Det går op for mig at Tony og jeg simpelthen er i hver sin ende af skalaen. Han er ekstremt ambitiøs og stod det til ham ville han spæne trekket igennem på 3 dage, uden at se skønheden. Han er lederen, men måske ikke helt så god en leder. Kæden er jo aldrig stærkere end det svageste led. Jeg er langsom, det indrømmer jeg, men Tony og jeg kommer aldrig til at forstå hinanden. De to unge er et sted imellem Tony og jeg. Jeg skal have tid til at opleve og fornemme stedet, det er et umådeligt smukt område med skyfri lyseblå himmel, gule blomster ved flodbredden og klipperne i røde og gyldne farver. Kløften er 160 km lang, op til 27 km bred og ca. 600 m dyb. Om sommeren er kløften lukket for trekking, hvor der er temperaturer op til 50 – 55 grader fra september til april. Ingen mennesker med normalt omløb i hovedet ville gå rundt nede i bunden af en kløft i middagsheden, men vi har ikke rigtigt noget valg. Det bliver først lyst omkring kl. 6 og skal vi holde tidsplanen skal vi gå omkring 15 – 20 km pr dag.
Kløften indeholder alt lige fra fint ørkensand, der er blødt og ekstremt tungt og energikrævende at gå i, til stenørken med lavt tørt vegetation og risiko for slanger og skorpioner. Der er grus og lidt større sten, løse sten der kan forvride ens ankelled og faste store sten der er mere behageligt terræn fordi man kan hoppe fra sten til sten – her går det hurtigt. Der er også kæmpestore sten, som er flade at gå på både på land og i floden. Der er også en del klippefremspring og klippeformationer – typisk langs flodbredden, hvor man skal klatre med rygsækken og det giver en forbistrede masse hudafskrabninger. Man kan falde ned i en revne mellem to klipper, brække et ben, forvride et knæled, falde og tage imod med hænderne og brække håndleddet. Men sådan skal man jo selvfølgelig ikke tænke, men man er helt ekstremt tung og klodset med en tung rygsæk på. Floden er alt fra 20 cm dyb til 2 – 3 meter eller dybere. Nogle steder med sandbund og andre steder med glatte sten.
Jeg er lykkelig for, at kunne gå selv, så er jeg fri for at høre på Tony og alle hans bebrejdelser. Der er en lille anelse uhygge ved at gå alene, hvis der sker noget er jeg prisgivet. Jeg har det meget bedre alene, vi mennesker indeholder meget større styrke og power end vi tror. Gruppen indhenter mig desværre kl. 14. Tony kommer stæsende, mens jeg stille og roligt nyder min spegepølsemad på en smuk sandstrand. Nu bebrejder de mig nærmest, at jeg er for hurtigt og de ser meget overraskede ud. Freden er slut, men selvfølgelig skal jeg være fornuftig. Det er bedst at gå i gruppen, her er slanger og andet kryb. Det ville ikke være fedt at møde en sort Mamba.
Dag 4: Benjamin og jeg starter ud med at gå sammen. Jeg har klistret sporttape om mine fødder for at minimere de værste vabler. Vi skilles nu hurtigt, han krydser floden og jeg får videre langs med floden. Jeg er ikke helt komfortabel med at krydse floden. Men jeg leger Tarzan og ender op ude på en lille halvø hvor eneste mulighed for at komme videre er at kravle igennem et buskads af træer, grene og buske der hænger udover floden, så jeg skal svinge mig over vandet med rygsækken. Svært og noget grænseoverskridende. Jeg er jo alene igen og jeg skal klare mig selv. Men jeg kommer over, nok ikke med de helt store karakterer i kunstnerisk indtryk, da jeg er fuldstændig filtret ind i grene og blade, og bliver nødt til at børste grene ud af håret. Senere møder jeg fire vildheste, først tror jeg at jeg er dehydreret og ser syner, men den er god nok. Der står fire heste ude på en halvø i floden.
Senere er jeg virkelig på røven, da jeg kommer til et sted hvor det er umuligt at krydse floden. Problemet er at jeg skulle have krydset floden meget før, men som sagt er jeg jo ikke helt så vild med den flod. Stedet er et massivt klippefremspring ud i floden, der gør at der ingen undvigemuligheder er. Jeg kravler op på klippen der er ca. 2 meter høj, så har jeg lidt bedre overblik. Der viser sig at være sandstrand på den anden side, men jeg er nødt til at smide rygsækken ned på stranden og så hoppe bagefter. Det blæser kraftigt i kløften, så det er vigtigt at jeg kaster ret præcist.
Jeg får kamera pakket ind i min fleecetrøje, og kaster min sovepose. Jeg kaster den voldsomt, da jeg skal være sikker på at den rammer ind på stranden. Men vinden tager den og den lander ude i floden. Den ligger rigtig og suger vand til sig. Bagefter sker der gudhjælpemig det samme med rygsækken. Jeg har næsten ingen plads at stå på klippen, så der er ingen kraft i mit kast. Rygsækken lander også i floden. Jeg hænger i yderste fingerled, og lander selv i floden da jeg falder ned fra klippen. Der er ca. 30 cm dybt i flodbredden på det sted, men det passer lige med at jeg lander i floden og mine trekstøvler bliver gennemblødte. Jeg har ikke flere kræfter og er nødt til at lade mig falde ned i floden. Rasende og bandende får jeg pakket ud og set på skaderne. Heldigvis ser det ikke helt så skidt ud som forventet. Mine dokumenter er tørre, men jeg er sjaskvåd, min sovepose er våd og min rygsæk er tung af vand. Nu kan det jo ligesom være lige meget med den skide flod, nu er jeg jo våd i forvejen og kan ligeså godt vade over. Klokken er kun 10.30 og jeg skal gå hele dagen med våde støvler og sokker. Nu er det vist ude med mig! Nu er mine fødder i meget større risiko for vabler og gnavesår.
Senere på dagen møder jeg Tony, han kommer hæsblæsende, da jeg spiser frokost på et smukt sted under et skyggefuldt træ og prøver efter bedste evne at tørre mit våde udstyr. Han er helt oppe at ringe fordi han ikke har set hverken Benjamin eller Marian hele dagen. Idioten har gået forkert i 2 timer, da han er gået væk fra floden, selvom vi udtrykkeligt fik at vide at vi skulle følge floden. Han er sådan en lidt bedrevidende type, så i mit stille sind kan jeg ikke helt lade være med at more mig lidt over ham, selvom det ikke er pænt. Men lige meget hvad så er vore to gruppefæller væk, jeg mente at vi havde en aftale om at mødes ved slå lejr tid sidst på eftermiddagen, men væk er de.
Vi plejer at slå lejr omkring kl. 16, og jeg er helt færdig pga. mine våde støvler og dobbelt så tunge rygsæk, men Tony insisterer på, at vi skal gå videre, selvom jeg helst vil holde fyraften. Det ender med at vi går i 1,5 time mere og til sidst er jeg ved at falde død om. Vi skal krydse floden, som jeg jo efterhånden føler mig helt familiær med efter min vandgang om formiddagen. Der er ca. 30 cm dybt, men lige pludselig træder jeg ned i et dybt hul i mudderbunden og er lige ved at gå på næsen med rygsækken. Jeg undgår med nød og næppe at falde, men bliver ret forskrækket. Det føles ligesom kviksand, og jeg får mig med stort besvær hevet op af hullet og kommer i land. Med hjertebanken sætter jeg mig på en sten for lige at komme lidt til mig selv.
Jeg vrider strømper op og tager dem på og ned i de sumpede støvler. Tony der er fortsat, kommer nu spændende og spørg hvad fanden jeg laver og siger at jeg da også bare er så skideegoistisk. Jeg er fuldstændig chokeret over ham, men det er helt tydeligt, at hans opførsel skyldes noget andet. Han er dødbekymret for de andre to og det skal gå ud over mig. Jeg går videre alene, senere indhenter han mig igen, nu skal vi krydse floden endnu engang og denne gang er jeg ved at dø af skræk. Jeg stoler ikke på den flod og aner ikke hvad der er på bunden. Tony vader over, men jeg tøver og bliver stående. Igen flipper han ud og skælder ud, råber at nu må jeg fandeme tage en beslutning osv. Jeg prøver en anden taktik, måske skulle man forsøge at appellerer til den mere bløde side i stodderen. Jeg siger åbent til ham, at jeg simpelthen ikke tør at gå over og at jeg har brug for hans hjælp. Nå, så får piben alligevel en anden lyd. Han kommer over og henter mig, bærer min rygsæk og hjælper mig over på den anden side. På bunden er han måske god nok!
Så går vi sammen, men ikke uden konfrontationer. Sidst på eftermiddagen går han forkert igen, han går igen væk fra floden, fordi han mener at have en genial smutvej og vi ender inde i en knastør kløft. Jeg er virkelig smadret, 1,5 times vandring til ingen verdens nytte. Han siger undskyld, jeg tilgiver manden, det kan jo ske for os alle, men han skal fandeme ikke gøre det igen. Vi slår lejr uden at have fundet Benjamin og Marian. Stemningen er trykket. Vi sidder under en enorm stjernehimmel ude midt i intetheden, vi ved ikke hvor de andre er og Tony har svært ved at slappe af. Jeg tager mine støvler af og opdager de største vabler jeg nogensinde har set i mit liv, På begge storetæer har jeg 1,5 cm lange vabler der er 1 cm høje. Sportstapen har gnavet hul på vristen og jeg kan næsten ikke gå. Jeg tørrer mine sokker på en snobrødspind over bålet, hvilket blot resulterer i at de smelter pga. indholdet af nylon. Så jeg sidder tilbage med en underlig sammensmeltet stift stykke klud. Min sovepose er stadig gennemblødt.
Om aftenen er min ryg helt stået af, min lænd er gået helt i baglås, så jeg ligger bare på liggeunderlaget og vrider mig i det iskolde ørkenmørke. Jeg tager smertestillende piller og falder i søvn. Næste morgen starter vi kl. 6. Det har været en kold nat og sandet er koldt at træde ud i. Jeg har aldrig været morgenmenneske, har stadig ondt og er lidt sprød og følsom denne morgen og Tony gør sit livs største fejltagelse. Han starter med at skælde mig ud og kritiserer. Hvorfor jeg ikke har vasket den gryde og hvorfor 117 ting. Igen er det tydeligt at det er de to andre der bekymrer ham, men han overfalder mig verbalt så snart jeg er ude af soveposen. Jeg bliver stiktosset og han får et møgfald så stort, ja jeg simpelthen eksploderer.
Han er det mest underlige menneske jeg nogensinde har mødt i mit liv. Manglende situationsfornemmelse, totalt skruphysterisk og en psykologisk sans der kan ligge bag på et frimærke. Jeg har ellers forsøgt med både tålmodighed, snak og pædagogisk sans og lige meget hjælper det. Jeg ser ham som helt ekstremt grænsesøgende, grænsende til at være små psykopatisk. Han holder dog kæft til sidst. Tænk at man skal ende op ude i vildnisset med sådan en psyco. Det er en bedre overlevelsestur både fysisk og psykisk. Han siger undskyld, men taler ikke til mig resten af dagen, ja resten af turen overhovedet. Jeg begynder næsten at hade ham, og det eneste jeg bare drømmer om er at komme i mål og slippe for ham.
Ca. 1 time senere finder vi Benjamin og Mahajan på en lille halvø, de er i fin form og var bare gået vildt. Men de havde været vildt bekymrede, faktisk mest for mig, fordi jeg ikke havde noget telt. Jeg havde tændstikker, så jeg skulle nok have klaret mig. Det er lidt af et psykologisk eksperiment. Jeg blev i den grad klar over mine egne styrker og reaktioner i krisesituationer. Enten bliver sådan en tur til venskab for livet, eller også kommer man nærmest til at hade hinanden, det var hvad der skete for Tony og jeg. Jeg fik til gengæld et varmt og tæt forhold til Marian der trods sin unge alder viste sig at være en rigtig gæv pige med en god portion psykologisk sans og situationsfornemmelse.
Vi beslutter nu at gå sammen af sikkerhedsmæssige årsager. Hvis jeg skal være helt ærlig så var jeg ikke specielt bange da vi fandt ud af at de to var væk. Godt nok kan der ske meget på 85 km i ødemarken, men jeg var ganske overbevist om at de nok skulle klare sig. Vi vidste bare ikke om de var foran eller bag os. I de næste dage gik vi sammen og så ikke alligevel. Jeg gik i mit tempo, som stadig var langsommere end de tre andre. Vi havde et kort over ruten, aner ikke hvor vi er og har ingen fornemmelse af hvor langt vi har gået. Men så kommer vi til fire finger bjerget, som er markeret på kortet, og viser at vi har tilbagelagt 55 – 60 km. Aldrig har jeg følt mig mere lettet over noget.
Jeg blev efterhånden temmelig hardcore med den flod. Jeg var ved art være god til at krydse over floden, med eller uden støvler, i bare tæer osv. Jeg kunne springe fra sten til sten og for det meste var det en succes. Men Dag 4 går det galt! Jeg hopper rundt ude i floden og hopper over på en våd sten, da jeg glider og falder i vandet med et enormt plask. Vandet er vel omkring en halv meter dyb og fyldt med glatte sten, min rygsæk beskytter min ryg, men jeg lander med skulderen på en sten og tager fra med håndleddet, så jeg er blå og lilla. Denne gang er jeg helt under vandet, og får et kuldechok trods det varme vejr. Jeg er totalt gennemblødt og alt mit udstyr er sjaskvådt også. Jeg er simpelthen så røvtræt af den flod. Mit eneste valg er nu, at tage sandaler på, selvom jeg ikke ynder det. Jeg føler mig ubeskyttet og jeg vil have nemmere ved at vride anklen om.
Jeg taber min vandflaske, så jeg kan ikke mere bære vand fra floden. Jeg er afhængig af de andre, og de går flere hundrede meter foran mig. Vi drikker nu alle sammen flodvand. Og jeg er ikke så tæt på floden, at jeg kan drikke direkte af floden. I åbne sandaler er der direkte adgang til sand, grus og salt og mine fødder er hele tiden våde. Det kolde vand bedøver mine fødder og trods den konstante smerte er jeg nu ved at være i hel god form. Mine knæ og ankelled er blevet stærke og mere stabile og smidige. Ens krop vænner sig hurtigt til belastningen, men med bare fødder og ben er der adgang til alskens sår, hudafskrabninger og vabler.
Aftenerne er ved at være rutine på dette tidspunkt på turen. Vi finder et passende sted, slå lejr tæt på floden så vi kan få vand, træ til brænde osv. Ilden bliver en livsnødvendighed.
Dag 5: Vi ved ikke præcis hvor vi er. Jeg er bare totalt forhippet på at gennemføre nu, jeg går og går langt fra de andre, målrettet trods en voldsom smerte i mine fødder. Rygsækken er lettere nu fordi min mad er forsvundet i løbet af turen. Jeg begynder at støde på civilisation, møder et ungt par og bliver nærmest helt forskrækket efter 5 dage uden tegn på noget levende. Jeg får også øje på vandrør. Gruppen indhenter mig og fortæller at målstregen i Ai Ais er på den anden side af næste klippe. Et ressort med varme kilder, så har vi gennemført!
Jeg kan næsten ikke styre min glæde og stolthed og køber rigtigt vand og juice på flasker. Jeg er helt salig, men mine fødder er ikke helt enige. Jeg skyller dem med en vandslange og tager sportstapen af. De ligner noget der er amputationsmoden og jeg er helt bange for, at der følger en storetå med da jeg river forbindingen af.
Vi får et lift tilbage til Keetmansshoop på ladet af vaskeribilen, en gammel Nissan diselhakker årgang 52 og kører de 234 km på åbent lad. Tony og Benjamin tog nattoget tilbage til Windhock, Marian blev kaldt hjem til Israel i utide da noget af hendes familie er blevet alvorlig syg. Hun blev dog hos mig på værelset i Keetmansshoop et par dage. Mine fødder er fuldstændig ødelagte,jeg kan knapt gå og har aldrig nogensinde set så store vabler. Jeg har hudafskrabninger overalt, sår og rifter, blå mærker på arme, skuldre og håndled efter at have kravlet på klipper, faldet i floden 500 gange og vandret med 12 kg rygsæk i 35 – 40 graders varme i middagsheden. Jeg er helt færdig, og plejer mig selv, mine ømme muskler og syltede fødder. Jeg ligner en der har været med i en skyttegravskrig med huller på knæ og buksebag. Min grænse er ved at være nået. Jeg tilbringer 3 dage i sengen med fødderne opad, da de gør ondt, men hævelsen falder efterhånden og de dunker ikke så meget mere.
Mine fødder og almene tilstand kom hurtigt i bedring, selvom det var virkelig pinefuldt. Jeg rensede sår og det dunkede vildt i fødderne. Men ro og luft, en blød seng, varmt bad og ordentligt mad gjorde underværker. Set i bagspejlet var det nok også et ambitiøst projekt at gennemføre et 85 km trek på nudelsuppe og spegepølsemadder. Hostelmutter tog sig også godt af mig og truede med at ringe til lægen, hvis jeg ikke snart fik det bedre. Hver gang jeg skulle op til det lokale supermarked for, at handle kiggede folk noget efter mig, når jeg gik rundt i haltende tilstand.
Alt i alt så fik ordet adventure en helt ny betydning for mig. Jeg fandt ud af hvor meget jeg elskede vildheden og stilheden ude i naturen, men også hvor små og skrøbelige vi mennesker er derude. Hvor afhængige vi er, af hinanden og hvor lost vi er uden vand, varme og mad. Omvendt så finder man også ud af hvor meget stærkere fysisk og psykisk man er, og hvor meget styrke og stædighed man kan mobiliserer. Jeg ved ikke, hvor jeg fik al den power fra, men den var der! Jeg tror det handlede om stædighed og stolthed og en viden om, at der bare ikke var nogen vej tilbage. Men man skal tænke sig godt om når man sammensætter en gruppe der skal klare ekstreme belastninger. Samarbejde og gruppeånd skal være i højsædet, og det var nok ikke lige det vi fire havde mest af.
Jeg fik et bevis fra Namibia Wildlife Resort for at have gennemført trekket, og når jeg kigger på den på væggen tænker jeg tilbage på et af de mest vanvittige ting jeg har gjort i mit liv nogensinde. Men også et af de fedeste oplevelser, som jeg nødigt ville havde været foruden.
