Vinder af De Berejstes Klubs skribentkonkurrence sep., 2009
Af: Anette Lillevang Kristiansen
Vi sidder med bare fødder på sivmåtterne og bliver velsignet af Brahminen, mens Gamelanmusikken synger som engle i det fortættede tropiske mørke. Han sidder ved siden af mig, med riskorn i panden og bougainvilleablomster bag ørerne som en ung hindugud. Så fin og guddommelig smuk med de sorte krøller i nakken, brune øjne og ansigtstræk som en klassisk broncestatue. Duften af røgelse blander sig med jasminparfume, mens følelserne løber løbsk i den fløjlsbløde balinesiske nat.
Jeg var syvogtyve år og var måske set i bakspejlet både ung og naiv. Jeg burde have vidst bedre, men hvem tænker rationelt, når man er forelsket?
Vi fik en lokal fisker til at sejle os ud i en udriggerkano, og snorklede hånd i hånd blandt stimer af stribede tropefisk. Sammen ventede vi på solnedgangen i ly af et gammelt hindutempel, eller delte papayafrugter i aftenskumringen, og tilbragte natten alene i familietemplet langt oppe i bjergene.
Vi kunne sidde og se hinanden dybt i øjnene i timevis. Vi bad og mediterede sammen, og jeg kunne aldrig havde ønsket mig bedre læremester i Østens mystik. Han havde en sælsom, næsten magisk indflydelse på mig. Vi fik guldringe håndlavet i Singaraja, og blev forlovet på en strand i vulkansk sort sand med udsigt til gudernes bolig, vulkanen Gunung Agung. Det azurblå hav var eneste vidne.
Første år blev vi ”gift” i traditionel balinesisk brudetøj, for når vi ikke kunne blive ”rigtigt gift”, så kunne vi i det mindste blive foreviget. Vores brudebillede stod længe på hans mors kommode. Vi drømte begge om rigtigt bryllup – og om at være sammen for altid. Han fortalte mig tit historien om et ungt par på øen, der ikke måtte få hinanden fordi de kom fra forskellige kaster. Som Romeo og Julie i balinesisk udgave tog de hinanden i hånden og sprang i havet fra de stejle klippevægge ved hindutemplet Uluwatu.
Hjemme igen ventede jeg på luftpostbrevene med kærlighedserklæringerne på gebrokkent engelsk. Længslen, håbet og drømmene forblev intakte, selv om mit livs kærlighed var flere tusinde kilometer borte. Vi forsøgte at få ham til Danmark, hvor jeg skrev i stakkevis af sponsorbreve til danske ambassader og konsulater, men forgæves. Der er ingen tvivl om, at min elskede var frustreret, når vi sås en gang om året. Han så mere og mere hærget ud, men hvorfor?
Jeg modtager en mail i marts 2002, hvor han endelig går til bekendelse. Han har været gift med en japaner siden 1997 – altså året før jeg mødte ham – og nu er hustruen gravid i syvende måned. Han har været utro hele tiden, men har godt og grundigt spillet skuespil. Jeg burde vel have gennemskuet ham, det havde jeg måske også inderst inde, men nægtede at tro på det. Hvorfor holdt jeg mon ud så længe? Jeg var oppe imod hårde odds og kæmpede en brav kamp for kærligheden – for jeg troede jo det var kærlighed!
De havde giftet sig proforma i Japan, så han kunne få opholdstilladelse, påstod han. Da han spurgte hende om skilsmisse, truede hun med at begå harakiri. Dramaet stod på for mig i fire år – fra 1998 til 2002, mens alle hans venner og familie – undtagen èn enkelt – holdt tæt i al den tid. Men jeg så ofte bekymringen i hans forældres øjne. De var på min side!
Jeg følte, at jeg havde været forberedt på alt, og kunne klare det, men jeg blev klogere. Det er nok den mest specielle oplevelse jeg har haft i mit liv – og som rejsende. Jeg har siden haft en høj grad af skepsis, når jeg hører om forhold mellem europæere eller vesterlændinge og folk fra Sydøstasien, eller i hvert fald fra mere eksotiske steder. For jeg ved bedre end nogen, at kærlighed gør blind. På mange måder var det en af de værste perioder i mit liv, og i dag takker jeg Shiva og alle de andre hinduguder for, at forholdet døde ud. Her ti år efter har jeg intet fortrudt, og ville formentlig have gjort det hele igen. Men, som Anne Linnet sang i 1988: ”Et forelsket hjerte skal man aldrig spørge – det gør alligevel hvad det selv vil”.
Se hvordan artiklen så ud i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen
