Lige lidt tanker og overvejelser omkring min rejse her til sidst. Det har afgjort været en fantastisk tur, nok en af mine bedste nogensinde. Alle rejser er fantastiske, men den her hører til i den absolut gode ende af skalaen. Det har været den længste backpacker rejse nogensinde, og den længste tid jeg nogensinde har opholdt mig i Latinamerika. At rejse gennem 8 lande sætter unægteligt det hele i perspektiv, ikke mindst fordi man så tydeligt kan se og mærke forskellen på de forskellige lande. Og der er enorm stor forskel. Jeg har nu passeret mit 45. land og har dermed føjet 10 nye lande til listen siden min indmeldelse i De Berejstes Klub i juli 2006. Det er et resultat jeg er ganske godt tilfreds med. Mit mål er at have rejst i 50 lande inden jeg fylder 40 år. Det skulle nok kunne lade sig gøre.

Et af hovedformålene med denne rejse var at se mayaruiner, hvilket jeg også har fået rig lejlighed til. Jeg har set dem jeg havde planlagt og bestemt mig for at se fra starten plus en hel del andre, som er kommet til sådan mere spontant hen af vejen. Jeg har fået set de vigtigste ruiner, det eneste der mangler på min rejse har været Azteker ruiner. De ligger koncentreret omkring Mexico City, og da jeg ikke rigtig kom på disse kanter mangler jeg stadig at udforske den side af Mellemamerikas historie. Lige meget hvad er jeg på ingen måder færdig med Mexico, så en idé til en ny rejse kunne nemt være Cuba og Nordmexico. Jeg har i den grad fået afdramatiseret Mellemamerika. Jeg kom her med nogle forestillinger, som den ene gang efter den anden er blevet skudt fuldstændigt i sænk. Intet af det jeg havde forestillet mig har passet med virkeligheden, ikke ret meget i hvert fald. Jeg er nok stadig mest til Sydamerika af den simple grund at de har nogle af de smukkeste bjerge i verden efter min mening, og så endelig at jeg bare føler mig bedre tilpas i Sydamerika. Selv Sydamerika kan være rå i visse områder – igen tvivl om den sag, men ikke så meget som Mellemamerika.

Jeg er rigtig godt tilfreds med min indsats på denne rejse og er faktisk vældig stolt over – og overrasket over at jeg har fået lov til at slippe for mere alvorlige problemer. Det var jeg ellers forberedt på. Der er stort set intet der kan overraske mig mere efter denne tur. Jeg vil endda gå så langt som til at sige at jeg tror jeg godt turde tage til Columbia engang i fremtiden. Columbia kan jo faktisk vise sig at have det samme skumle rygte som El Salvador, og faktisk ende med at være et ganske fornuftigt sted men nogle søde og venlige mennesker. Det er faktisk en historie jeg tit har hørt om Columbia. At El Salvador er et ondskabsfuldt land er i hvert fald en lodret løgn. Så alt i alt har jeg i den grad måttet revidere min opfattelse af Mellemamerika. Jeg troede Nicaragua var det fedeste land, det er det langt fra hvis man spørg mig, og omvendt viste skræklandet El Salvador sig at være fyldt med søde, hjælpsomme og smilende mennesker. Guatemala er som jeg altid har hørt et smukt land med en masse at tilbyde rejsende, men jeg bliver nu ved med at syntes at folk her er helt utroligt anstrengende.

Jeg kan helt ærligt sige at jeg aldrig nogensinde har været på en rejse der i den grad har bragt så meget med sig. For bare 5 mdr siden var jeg faldet ned af stolen, hvis nogen havde sagt til mig at jeg i morgen 4,5 mdr senere tager mod DK med udkast til egen hjemmeside, en travellog med 33 beretninger og 237 billeder, et utal af profiler oprettet på diverse rejsehjemmesider, en gennemlæst stak engelske bøger og sidst men ikke mindst – noget som jeg ikke har fortalt så mange. Jeg har sendt en ansøgning til 15. dec sidste år til at komme med i Green Card lotteriet om at få permanent opholds – og arbejdstilladelse i USA. Min ansøgning blev godkendt og jeg får besked om det i maj – juni 2009.

Det er selvfølgelig meget svært at blive udvalgt, men jeg har i hvert fald gjort forsøget. Hvis man ikke vover vinder man jo som bekendt heller ikke! Så denne rejse har virkelig rykket, og har været til enorm inspiration. I morgen tager jeg hjem med hovedet fuld af ideer, som jeg har tænkt mig at realisere i nærmeste fremtid. At møde gruppen fra Mellemfolkeligt Samvirke var også en stor oplevelse, og en af dem der er kommet til at betyde noget mere end bare lige et møde. Jeg overvejer helt seriøst at melde mig til et voksenprogram og tage til Afrika som u – landsfrivillig, noget som jeg altid har afvist pure. Men sådan kan man jo lige pludseligt blive overbevist om noget andet – og heldigvis for det.

Desuden har jeg jo sagt ja til 3 foredrag i 2008 som jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og forberede. Den første er allerede under udarbejdelse. Jeg er faktisk temmelig stolt over at have gennemført min skrækrejse alene. Hvis sandheden skal frem var jeg alt andet end stolt over at skulle af sted alene, fordi jeg bare havde hørt alverdens røverhistorier om Mellemamerika. Jeg kan ikke afvise at de er sande, fordi det er et lidt råt sted her, men heldigvis er jeg da også blevet super positivt overrasket over folk og steder her mere end en gang. Jeg gjorde alt for at finde rejsefæller både i DK og her under rejsen, men det lykkedes aldrig rigtigt helt. Og et eller andet sted har det været meget godt. Jeg har ved at gennemføre turen alene fået bevist overfor migselv at ikke engang Mellemamerika kan skræmme livet af mig – tværtimod! Det er det absolut perfekte sted hvis man søger eventyret – og det gør jeg jo!

Det har været hårdt og intenst og helt ærligt så er jeg dæleme træt nu. Træt, mæt og fuldstændigt fyldt op. Træt af at sloges med folk og nok især ekstra træt over at skulle kæmpe så bravt for mine rettigheder som singlerejsende kvinde og især hvid kvinde. Det gør mig til en type jeg ikke helt er så vild med, fordi jeg bliver rædsomt hård, kold og kynisk – men også en type der kan og skal kunne klare alt hvad der måtte komme lige meget hvad det så end er. Syntes måske det er knapt så fedt altid at skulle gå rundt og foregive at jeg er en kvindelig Rambo, fortælle løgne for at begå mig og sende folk iskolde dræberblikke. Det er ikke helt mig dybest set.

Men jeg gjorde det! – og det er ikke helt løgn med det der ryatæppe på brystet. Man er nødt til at blive voldsom hård her. Det giver en lidt et indblik i hvad millioner af kvinder her er oppe mod hver eneste dag. Forskellen er så bare at de er indfødte – det er jeg ikke! Så hvide kvinder for ekstra “tæsk”. Men heldigvis har jeg også mødt en masse pragtfulde mennesker, som har kunnet tø selv det hårdeste hjerte op igen. Og ikke mindst at overbevise mig om, at vi alle et eller andet sted er mennesker, med de samme tanker, sorger, bekymringer og glæder. Det er det store ved at rejse – at man sommetider løber ind i mennesker der bare åbner deres hjem og lader en komme ind, også selvom man bare er en dum gringa.

Der findes mennesker der ikke sætter spørgsmålstegn ved tingene eller viser tvivl, men bare tager en til sig som deres egne lige meget hvad farve man har. Det er stort at møde den slags mennesker!

Man kan diskutere til hudløshed grundene til at nogle folk opfører sig som de gør, hvorfor nogen næsten hader turister osv. Årsagen skal måske findes i ældgammel historie – at den hvide mand gennem tiderne ikke altid har opført sig lige hæderligt rundt om i verden, og det er måske det vi betaler for i dag som turist, når vi oplever at blive snydt på det groveste. Jeg ved det ikke, men det kunne vare en forklaring. Tingene kommer jo altid tilbage til en på et eller andet tidspunkt.

Men alt i alt er jeg træt, men ikke skræmt. Nu glæder jeg mig til at komme hjem, få styr på mine ting, lade min rejse bundfælde sig og så ved jeg i øvrigt godt hvordan det går. Når jeg har været hjemme i noget tid, begynder bacillen igen at røre på sig.

Rastløsheden begynder at vise sit ansigt og jeg begynder at længes igen efter fremmede horisonter. Jeg ved det! Sådan er det når man en gang er blevet ramt af rejsefeberen. Men heldigvis har netop den her rejse vist mig med al tydelighed, at det ikke kun er mig der er hårdt ramt af feberen. Hele Mellemamerika – ja hele verden er fuld af mennesker med rejsefeber og trang til eventyr!

En gang eventyrer – altid eventyrer!

Til sidst vil jeg gerne sige tak til alle der har mailet til mig, sendt billeder, vitser, advarsler, skrevet i min gæstebog, afholdt daglige chatsessioner på Messenger og opmuntret mig, når jeg syntes, at nu var det hele bare lidt for meget. Det har betydet rigtig meget. Tak for det!

Og tak til alle i der har rejst, mens jeg også har rejst og skrevet travellog fra jeres tur. Fortsat god rejse – hvor i nu end befinder jer rundt om i verden. Og kom godt hjem!

Håber i har nydt min travellog, billeder og mails og følt, at i var med på min rejse!

Bedste hilsner fra

Anette L. Kristiansen

Hostel los Vulcanes
Aurora
Guatemala City
Guatemala C.A.
Mellemamerika