Så er jeg desværre ved at være ved vejs ende med at være i min indtil nu favoritby La Fortuna her i Costa Rica. Jeg tager videre i morgen til Monte Verde og det kommer til at gøre meget ondt. Jeg har boet 9 dage hos Elsie og Silvia, og er nærmest endt med at blive en datter af huset. Så det bliver ikke sjovt at skulle sige farvel i morgen kl. 8.30, når jeg bliver hentet i Jeep. Jeg har booket en lidt mere speciel udgave af en tur til Monte Verde, først med Jeep, så med båd på floden og igen med Jeep til selve byen.

Men lige lidt opdatering: Den sidste uge er bare fløjet helt vildt og tiden er bare forsvundet mellem hænderne på mig, men jeg har også haft rigtig travlt og fået ordnet en hel masse. En masse er faldet på plads og det meste er klar og færdigt nu. Jeg brugte meget tid på at koordinere alting, da jeg jo har fået den skøre idé at ville på en hel dags tur gennem Panama kanalen. Denne tur dækker hele kanalen, hele dens fulde længe på 80 km fra Stillehavet og til Atlanterhavet, og netop denne hele tur gennemføres kun 1 gang pr. måned. Her i februar er det d. 16, så alting blev pludseligt forrykket. Jeg var nødt til at prøve at ændre min hjemrejsebillet, hvilket ikke var helt nemt, samt at få booket Panama turen. Midt i det hele skulle jeg jo også på ture rundt i omegnen af La Fortuna, så der har været nok at se til – men fedt!

I torsdags var jeg gået i seng, da jeg lige pludselig hørte nogen snakke om en vulkantur. Byen her ligger jo nabo til Arenal vulkanen, og på skyfrie dage er det muligt at se lavaen. Jeg havde ikke rigtigt haft chancen for at se det eller komme derud, så da jeg hørte nogen snakke om det lige ude på gangen var det med at springe til. En australsk fyr og et ungt par fra Argentina var på vej derud i en lejet bil, og så fik jeg lov til at komme med. Det var ellers ikke fordi vi ikke var meget tålmodige, men vi kunne intet se – end ikke selve vulkanen kunne vi se for skyer og tåge. Det havde været noget overskyet det meste af dagen, men kl. 19 havde en af guiderne ringet på mobil derude fra og sagt til dem hjemme på kontoret af de kunne se masser af lava. Men da vi kom omkring kl. 20 var der fuldstændigt overskyet. Så det var lidt ærgerligt, men som jeg plejer at sige, naturen kan ingen jo kontrollere – og heldigvis for det! Der var indimellem et par huller i skydækket, men det blev aldrig helt godt. Til gengæld så vi ildfluer eller bloworms – et eller andet lysende mellem buskene i hvert fald.

Den australske fyr og jeg bestemte at vi næste formiddag ville tage ud til et termisk bad med varmt vulkansk mineralvand og bade. Stedet var flot og utroligt smukt beliggende ved foden af vulkanen. Baldi hedder stedet og er et 5 stjernet hotel Resort med disse kurbade i forskellige bassiner og temperaturer. Det var rigtigt sjovt at snakke med Livre, som den australske fyr hed. Han var metrolog ved en australsk TV station i Brisbane, så helt vildt sjov og spændende at snakke med ham. Så vi fik en rigtig lang og interessant vejr – og klimasnak. Han fortalte mig at der efterhånden ikke er det mindste tvivl om blandt verdens klimaforskere at klimaforandringerne i verden er menneskeskabte. Det står end ikke så meget som til debat mere. Normalt kan naturen selv absorberer forurening, men i de sidste 50 – 100 år er udviklingen og industrialiseringen gået så hurtigt at naturen ikke kan følge med mere. Og som jeg læste i en artikel engang efter Al Gores prisbelønnede miljøfilm, så har vi intet sted at flygte hen – og vi skubber bare problemerne videre til vores efterkommere. Så en meget alvorlig snak fik vi i det dejligt varme vand. Et meget flot sted Baldi, med bar ved poolkanten, udsigt til Arenal vulkanen, åben til kl. 22 om aftenen, springvand og vandfald og en damp af varmt vand med en lettere svovlagtig lugt.

Da vi kommer tilbage fra Baldi, skal Livre nå sin bus til San Jose, for at flyve hjem til Australien, og jeg går i krig med alle mine formaliteter. Jeg ender med virkelig at kæmpe en brav kamp for ændringen af min hjemrejsebillet. Jeg skal finde et telefonnummer til American Airlines i San Jose. Da jeg endelig finder den og får ringet, får jeg at vide at jeg skal ringe til British Airways i stedet, fordi det er dem der har udstedt billetten. Deres telefonnummer er umuligt at finde noget sted. Silvia og jeg ringer til alverdens mennesker, til lufthavnen, til de gule sider og alle steder får vi det samme nummer, som er forkert. Til sidst finder vi nummeret til British Airways i Mexico og i Panama – tror vi! Jeg har 6 kr. tilbage på min Skype konto, så jeg bruger en almindelig telefon i stedet. Linjen er helt umulig, jeg kan ikke høre et dyt. Der er ikke andet at gøre end at bede til at Skype kan holde samtalen ud. Det telefonnummer som jeg tror, er til Mexico viser sig at være til Brasilien, men ok jeg kan da roligt ringe til Brasilien – de er jo flinke mennesker i på de kanter. Jeg kommer også fint igennem, linjen er fin og det er meget billigt at ringe, så min sparsomme Skypekonto holder. Pigen jeg snakker med taler fint engelsk og alt er sådan set nydeligt. Men hun kan ikke hjælpe mig, hun siger at min billet ikke kan ændres, hvilket altså ikke passer.

Check Point Travel i Århus sagde at den var gyldig i 1 å og kan ændres en gang mod et gebyr. Så mailer jeg til Check Point travel. Den kan godt ændres, men jeg skal finde et British Airways kontor og det er stort set umuligt inden San José, hvor det varer noget tid inden jeg kommer til. Jeg får Kathrine fra CPT overtalt til at ændre billetten på kontoret i DK. Men hun skal have mit Visa kort nummer, på det tidspunkt er der 15 minutter til de lukker i DK, så jeg spæner hjem og henter mit Visa kort. Jeg har vildt travlt og selvfølgelig vil computeren ikke overhovedet samarbejde da jeg kommer tilbage. Men jeg for da raset så meget over den, at den ikke tør andet end at virke til sidst. Jeg når det og for mail fra Kathrine at min nye hjemrejsetidspunkt er booket og betalt – 10 sekunder for lukketid – det var ret godt klaret, hvis jeg selv skal sige det. Samtidig bøvler jeg med min bank, de skal have en underskrevet formular faxet til at oprette netbank, så mit Skype kan køre igen. Så jeg er ved at fare vild i faxer, papirer og underskrifter. For så at gøre historien fuldendt bøvler jeg også med at få booket Panamakanalturen. Der bliver sendt mails hid og did fra Ana Christine i San José til mig, hun har skrevet forkert dato på voucheren og derudover har jeg sat hende til at reservere en flybillet til mig fra Panama City til San Salvador. Så drukner jeg ikke i papir for – så gør jeg det i hvert fald nu. Silvia og hendes mor følger interesseret med i mine projekter, til tider tager Elsie telefonen og ringer til folk, når det bliver for groft med folk som giver os forkerte telefonnumre. Midt i det hele laver hun også middagsmad til os alle, en fyr fra USA og mig bliver inviteret med. De er fantastiske de to, Silvia og hendes mor.

I lørdags var jeg på en fin tur til en National park der hedder Caño Negro, der ligger nær grænsen til Nicaragua. Vi startede med at se et sted, som var berømt for en ting – store Leguaner. En lille smal bro over en flod var udkigsstedet for Leguanerne. Området var fyldt med store træer ned til floden, og lige umiddelbart kunne man ikke se noget. Men pludselig fik vi så øje på Leguanerne, store orange Leguanhanner lå og slangede sig dovent i solen på grenene. De små grønne var hunnerne. De var store de orange, omkring 1 meter lange, skrigende orange og med takker på nakken, så de nærmeste lignede drager. Rimeligt frygtindgydende lå de der og lignede noget fra en eventyrfilm, kiggede skummelt på en med deres meget bevægelige øjne. Grunden til at der lige var så mange af dem på det sted, er fordi de bliver fodret hver dag af folk der. Så det er et godt tilholdssted.

Vi sejlede på Río Frío gennem en flot tropisk regnskov. Der var masser af dyreliv. Vi så en masse Hejre, masser af fugle, to forskellige slags uglearter, 2 slags aber, store flodfisk, storke, Kolibrier og nok de første 25 – 30 Cayman krokodiller (omkring 1 – 3 meter lange) der skummelt kravlede i floden, når vi nærmede os. Jeg kom til at snakke rigtigt godt med et meget sødt par fra Frankrig, så vi havde det så hyggeligt og en havde også en supergod guide. Indimellem styrtregnede det, så det gav det helt rigtige indtryk af våd tropisk regnskov.

Om aftenen da jeg var kommet hjem og var gået i seng hørte jeg lige pludselig den mest underlige lyd. Som en skrigen, eller piben, klynken. Jeg kan ikke høre hvorfra det kommer eller hvad det er. Lyden bliver ved og nu lyder den smådesperat, så jeg stor op og går ud for at se hvad det er. Det viser sig at Elsies store hund (som er en lille dværgspids) er fløjet lige i flæsket på Silvias lille (meget lille) hundehvalp Gucci. Gucci er en mikrolille cremefarvet puddelagtig uldtot på ca. 10 cm, en vægt på ca. 2 – 300 g og 5 uger – og lige nu skriger den som en absolut besat, fordi Daddy som dværgspidsen hedder, sidder i flæsket på den. Elsie har nået at redde Gucci, men den er helt varm, våd og ryster og klager sig vildt når vi rører ved dens kæbe. Så Daddy har bidt den. Elsie og jeg skiftes til at lege dyrlæge og sjælesørger for det bette kræ, så den kommer nogenlunde til sig selv igen. Elsie kan ikke engelsk, men da hun bruger ordet trauma på spansk kan jeg jo godt regne ud hvad hun mener. Silvia er ikke hjemme, så vi er nødt til at tage os af Gucci. Jeg får spurgt til en tur til Rio Celeste om søndagen henne i rejsebureauet, og kommer på venteliste. Senere på aftenen da jeg kommer derhen viser det sig at to piger lige har meldt sig til turen også, hvilket var vildt heldigt da vi mindst skal være 2 personer til turen.

Det blev en uhyre smuk tur – denne Rio Celeste tur. Floden og søen ligger i Tenorio Vulkan Nationalpark og er et ganske unikt sted. Hele området omkring Nationalparken er vulkansk og undergrunden koger og det giver sig sommetider udslag i et meget synligt fænomen – vejen synker eller undermineres. Så vejen dertil var til tider rimeligt spændende med mystiske huller og sænkninger. Det var en utrolig smuk morgen kl. 6 da vi kørte fra La Fortuna. 2 piger fra New York og Boston og vores guide. Jeg havde ikke fået den helt vilde info om turen, kun at jeg skulle tage trekstøvler på, og det viste sig snart at være helt berettiget. Turen var nemlig en 7 km lang regnskovshike, jeg havde puttet mine sandaler i rygsækken for en sikkerheds skyld, og det var meget meget klogt. Det var hedt, vådt og fedtet regnskov, rigtig tropisk. Mudder i stride strømme på stien, hyppige regnskyl, bregner, lianer, mos på træstammerne og et stort grønt filtren sammen. Først så vi et meget stort og gammelt træ (ligesom Kauri træerne i New Zealand) der var flere hundrede år gammelt.

Langt ude af en meget humpet og bumlet grusvej skulle vi starte vores hike ved en lille lodge. Det var et halvhårdt hike, opad gennem meget tæt regnskov – virkeligt noget der kunne få den dovne sved frem på panden. Vi så Tukaner (en meget flot farvestrålende fugl med gult næb) og kolibrier og var hele tiden på udkik efter dyr. Vores guide forklarede os om de forskellige planter og træer. Rio Celeste betyder den lyseblå flod. Celeste betyder på spansk lyseblå, men noget hen i retning af himmelblåt. Lidt a la Et barn er født i Betlehem – på stjernetæpper lyseblå. Lyseblåt i guddommeligt betydning, og det viste sig at være det fuldstændigt perfekte navn for stedet. Grunden til at floden er lyseblå er på grund af en helt unik sammensætning af bestemte mineraler fra vulkanerne, bl.a. kobber og svovl. Men det der med at den ligefrem skulle være lyseblå troede jeg lidt var en joke. Vi kørte dog over et stykke af floden på vej ud mod regnskoven, og det var rigtigt nok at den havde et lyseblåt skær.

Inden i regnskoven kom vi til et sted hvor en flod var nærmest orange, eller sandet på bunden var i hvert fald, så den nærmest okkerfarvet ud. Så så vi den anden flod – den lyseblå, ved et lille naturligt klippebassin. Her var vandet med et blåt skær igen, utroligt flot midt i alt den grønne regnskovsvegetation. Her kunne vi bade i det lille klippebassin med varmt vand. Eller det var som en varm havstrøm midt i alt det kølige vand. Senere kom vi igen til den orange flod, der hvor de to løb sammen. Det var helt fuldstændigt tydeligt – den orange flod mødte den lyseblå, som nu endda var blevet endnu mere blå. Det så helt vildt ud der midt i alt det grønne. Vandet havde nøjagtigt samme farve som sprinklervæske der hvor det var klarest ellers ligesom lyseblåt mælk. Det så virkeligt helt vildt ud – lignede et kemikalieudslip og alligevel passede det fuldkomment naturligt ind i stedet. På vejen der til passerede vi adskillige rimeligt spændende broer bestående af træstammer godt fedtede og mudrede, over dybe sumpområder. Et sted stak vores guide en bambuspind ned i dybet og den forsvandt fuldkomment. Det lyseblå vand er så svovlholdigt at det er farligt at bade i det, man vil få hudproblemer og udslæt, så det er selvfølgelig ikke tilladt. Jo længere vi kommer op langs floden jo mere skrigende lyseblå bliver den. Vi ser den fra flere vinkler og følger floden om til en lyseblå lagune. Samme farve som dusset swimmingpool vand.

Stien er til tider ret stejl, mudderet, fyldt med trærødder, lianer, regnvåd og fedtet og glat, så vi ligner en mudderkamp – og godt jeg har taget trekstovler på, ellers ville det havde været svært at stå fast. Vi går op til et udkigspunkt hvor vi ville kunne se tre vulkaner, men pga. at det er tågeskov er de dækket af tåger og skyer. Nedenfor udkigspunktet kan vi høre et vandfald, et ret kraftigt et kan jeg høre. En meget meget stejl, mudderet og glat stentrappe fører derned. Et aldeles guddommeligt sted, vandfladet er både høj, bred og vandrigt og falder ned i en fuldkomment lyseblå sø. Vandfaldet er nok 10 – 15 meter højt og ret bredt og det er virkelig blæs på. Der er på det nærmeste stormvejr for foden af vandfaldet, så vi er ved at blive blæst væk. Men vi skal krydse floden! I en afstand af omkring 20 – 30 meter fra vandfaldet. Strømmen er vild kan enhver se, og bunden af floden er spækket med glatte svovldækkede sten. Den er nok omkring 70 – 80 cm dyb på det sted hvor vi skal krydse over. Jeg tager trekstøvlerne af og tager sandaler på i stedet for. Jeg vil aldrig få mine støvler tørre pga. deres Goretex foer, desuden er jeg nødt til at kunne mærke mine fødder, når vi skal krydse floden.

Vores guide siger som et sidste råd inden vi skal begynde at krydse floden, at vi ikke må se op mod vandfaldet, det vil distrahere os og forringe vores balance. Floden er nok 10 – 15 meter bred og som sagt fyldt med sten og klipper. Meget langsomt og mere koncentreret end en linedanser går jeg ud i floden. Stenene er vanvittigt glatte, og jeg må bare ikke falde. Dels har jeg mit kamera i rygsækken, men mest fordi jeg jo lige har i frisk erindring hvordan det er at padle rundt ude i en flod i heftigt strøm. Desuden ville jeg slå mig halv fordærvet på klipperne. Det er svært at passere floden, stærk strøm, blæst fra vandfaldet og glatte sten. Jeg går meget meget forsigtigt og føler mig frem på bunden med fødderne. Hvert cm er afgørende. Lidt af et kunststykke at krydse floder, men det går nydeligt omend meget langsomt og velovervejet i bevægelserne. Lettere hjertebanken og bævende knæ gør det heller ikke nemmere – men jeg tvinger mig selv til fuldkommen ro og kontrol. Jeg når fint i land på den anden side og kan ånde lettet op, da jeg hører en af de andre piger skrige. Jeg tror hun er faldet, men ser så at hun har tabt sine sportssko i vandet. De forsvinder med strømmen ned af floden (de er bundet sammen), men heldigvis bliver de fanget i en lille indsø, hvor en dreng får fat i dem. Vores guide er over floden endnu engang for at hente skoene. Det griner vi meget af, det var lidt sjovt. Men vi kunne jo sagens grine bagefter, da vi havde fået indfanget skoene. Efter lagunen næsten kravler vi op af en meget stejl og mudderet sti (og holder ved lianerne) for at se to klippehuller hvorfra der kommer varmt damp fra den vulkanske undergrund.

Et fantastisk smukt sted alt i alt, sådan et af de der steder man ser på plakater eller på forsiden af en bog. Og det var rigtigt med den lyseblå farve. Tit syntes man at steder ser mere blå ud på billeder end i virkeligheden. Men det her sted var helt vildt – helt vildt lyseblåt. Utroligt smukt sted og meget meget velbevaret regnskov. Fuldkomment stille og den reneste luft fordi det var så langt ude på landet væk fra byen og veje. Kun naturens egne lyde, fredfyldt og rent – og alligevel var der nogen idioter der skulle møge dette helt utroligt smukke sted til. Ved det første klippebassin hvor vi var, var der en eller anden torsk der havde efterladt en stor fed 2 liters Coca Cola flaske med vand i. Jeg tømte den for vand og tog den med tilbage til lodgen og smed den væk. Det gjorde ondt helt ind i hjertet at se affald på så guddommeligt smukt et sted. Har folk da bare slet ikke noget mellem ørerne! Det var så respektløst at det skreg!

Lad mig lige afsløre en ting – jeg overvejer helt seriøst at melde mig ind i Greenpeace. Jeg syntes helt generelt at tingene er ved at have nået en grænse! Den her rejse har som så mange andre gjort, at jeg syntes det er ved at være nok med al vores forurening! Spørgsmålet er bare hvor meget det vil give at melde sig ind i Greenpeace. Man kan støtte dem med 75 kr. pr. måned. Det vilde er at de ikke nogensinde har modtaget økonomisk støtte hverken fra virksomheder eller staten, de er ene og alene kørende på private midler fra privatpersoner læste jeg på deres hjemmeside. De har eksisteret siden 1971 – det år jeg blev født. Det er sgu sejt kørt syntes jeg! Det var lige en sidebemærkning, men jeg overvejer det meget!

Rio Celeste har været et af højdepunkterne i Costa Rica indtil nu. Jeg bliver mere og mere vild med Costa Rica, selvom jeg lige havde lidt startproblemer her. Et utroligt smukt land, meget meget varieret i landskabet og faktisk et af de lande her i regionen der allerbedst trods alt har forstået det med miljøhensyn. Man ser både vindmøller, solfangeranlæg, affaldssortering og fredede Nationalparker. Og så har de, de her skjulte skatte som Rio Celeste – som jeg simpelthen ikke har set magen til noget sted i verden. Jeg har aldrig nogensinde set så lyseblåt vand (endda ferskvand), aldrig nogensinde set vand have den farve. Det var på visse steder lyseblot med et næsten lilla skær. Fuldstændigt fløjlslyseblåt, helt flerdimensionelt med dybde i. Ikke engang havvand med koralrev har den farve, selv når solen skinner på det. Det her var lyseblåt selv i øsende regnvejr. Et helt utroligt sted! Det fik mig til at tænke over noget som Troels Kløvedal engang sagde: Noget hen i retning af – “min største skræk ville være at vågne op en morgen, og opdage at paradis var her på jorden”. Meget poetisk udtrykt og meget meget rigtigt, og desto større grund til at blive mere bevidst om vores forurening og klimaforandringerne – jeg syntes det er en katastrofe! Jeg forstår simpelthen ikke hvordan vi kan få os selv til det. Moder jord er ved at dø og vi forsætter bare vores griskhed. Verden skriger og vi hører intet!

På vej hjem fra vores regnskovshike for guiden øje på et Dovendyr langt oppe i et træ. Det var simpelthen et under at han overhovedet fik øje på den, den var næsten umulig at se. Men han var sikkert ligeså god til at spotte dyr som guiderne i Afrika – gule løver i gult græs kan de se på 100 meters afstand. Dovendyret sad vel 20 – 30 meter oppe i en trætop, og havde sin lille unge klamrende til sig under maven. Et helt vildt sødt og særpræget dyr, meget meget dovent og langsomt i sine bevægelser – ja næsten yndefuld i sin uendelige langsomhed.  Lidt a la en halvdoven Koala i Australien. For nogle dage siden havde vores guide set en Tapir i regnskoven på hiket få meter væk. Så dyrelivet er meget rigt her, man kan sommetider også være heldig at se en Jaguar, men det er meget sjældent. Men de er her i hvert fald, selvom de er næsten umulige at se pga. deres gode og meget effektive kamuflage.

Så Costa Rica bliver bare bedre og bedre, og kan kun anbefales. Og så er folk her utroligt søde, men jeg er nu også blevet forkælet ekstra her hos Elsie og Silvia. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme igennem resten af rejsen uden dem!