Blikket stivner fuldstændigt, da jeg står ved et gabende tomt bagagebånd i den lille lufthavn i Hanga Roa på Påskeøen i 1997. Alle har fået deres bagage, undtagen mig, og jeg opdager til min store skræk at LANChiles fly langsomt ruller ud mod startbanen. Det er ellers ikke fordi stemningen mangler – en flok sydhavsprinsesser med hibiskusblomster i håret, vrikker med hofterne i bedste Hawaii-stil og hviner lystigt, flankeret af lokale musikere. Desperationen er dog ved at få et godt tag i mig og jeg ænser knapt den eksotiske velkomst. Alle mine fotos fra rejsen, har jeg nemlig pakket i rygsækken og nu er de tilsyneladende på vej til Tahiti!

Min Påskeø-passion startede i en genbrugsbutik med købet af Thor Heyerdahls bog ”Aku Aku – Påskeøens hemmelighed”. Åndeløs fulgte jeg den berømte nordmands udforskning af grotter og påskeø-statuer og til sidst var jeg fuldkomment besat af tanken om at opleve øen.

Det hører med til historien at jeg dengang var en ganske uerfaren rejsende, så jeg valgte at betale en mindre formue med Albatros Travel for en pakkerejse. Jeg var endnu ikke helt modig nok til bare, at rejse ud på lykke og fromme. Spansk kunne jeg ikke et ord af, engelsk kunne jeg knapt nok, men til Påskeøen dét skulle jeg!

LAN flight 033 skal lette fra Santiago mod Hanga Roa og videre til Papeete på Tahiti og egentligt skulle det vel næppe være vanskeligt at putte en rygsæk i den rigtige bunke, men det volder dem alligevel en del besvær.

Under den fem timer lange flyvetur er stemningen ret løssluppen og flyet stuvende fuldt af småsnaldrede franskmænd på vej til Fransk Polynesien. Så min tolerance er ikke helt intakt da vi lander sent på aftenen.

Ring til Tahiti NU!
Som sagt står jeg i ankomsthallen på vel nærmest verdens mest isolerede ø og er i forvejen lettere betuttet over at befinde mig på den anden side af jorden ude midt i Stillehavet. Lille Anette fra Vestjylland er havnet flere tusinde kilometer hjemmefra. Og hvad sker der så? Min rygsæk er på vej til Tahiti! Der går fuldkomment panik i mig og hele situationen gør nok, at det går en smule til hovedet på mig med et gigantisk raserianfald til følge.

Den første lufthavnsdame jeg møder, går jeg til angreb på! Hun ser lettere forbløffet ud og tager mig med ud i en flyhangar med alskens satellitudstyr. Min mund står ikke stille med eder og forbandelser, og jeg forlanger at de skal lokalisere min rygsæk NU, om så de skal ringe til Papeete eller Santiago! Jeg kan jo se, at de har kommunikationsudstyr og mulighed for kontakt til omverdenen. Ordene vælter ud, og jeg er helt forbløffet over, at kunne blive så vred på engelsk.

Lufthavnspersonalet tager den med ophøjet ro, og det provokerer mig virkelig. Men det står hurtigt klart for mig at man ikke jager rundt med øboere. De iagttager mig med et overbærende blik, trækken på skuldrene og et ”nåh flyet kommer da tilbage i morgen”. Selvom jeg er blålilla i ansigtet, må jeg indse at man simpelthen ikke anstrenger sig med sådanne bagateller på en sydhavsø. Denne laidback holdning er ved at gøre mig vanvittig. Jeg frygter det værste, men de nægter at gøre noget sent om aftenen.

Et skrubhysterisk pigebarn
Hanga Roa er så lille, at alle ved alt om alle, så næste morgen spørg en tysk kvinde, om det ikke er mig, der har mistet min rygsæk. ”Den ligger ude i lufthavnen” smiler hun. Jeg finder den uskadt på ladet af gammel truck.

Rygtet om den forsvundne rygsæk har åbenbart spredt sig som en løbeild. De glemte nok sent det der skrubhysteriske pigebarn fra Danmark. De stakkels påskeø-boere har i forvejen ikke haft de bedste erfaringer med europæere, hvis man ser tilbage i historien. Vi har jo tilført dem alt lige fra fjendtlige sømænd til kopper. Og jeg fik nok det hele bekræftet for dem endnu engang i 1997 – ok dé europæere ér ikke rigtig kloge!

Set i bakspejlet en morsom historie, som jeg i dag kan trække på smilebåndet af, men dengang en dødsens alvorlig sag.

Note:
Udtrykket ”Fanden, for helvede” stammer fra en af mine bekendte, Aarhus-kunstneren Saeed Fadavi, der i 1985 kom til Danmark som flygtning fra Iran. Han har aldrig gået på sprogskole og har derfor udviklet sit helt eget charmerende danske sprog. Han er multikunstner og underviser i dag på Skolen for Kunst og Design i Aarhus.

De Berejstes Klubsmedlemsblad Globen