Uhh, nok er foråret kommet til Danmark, træerne og blomsterne er sprunget ud, og i weekenden var det tid og temperatur til at spise is i haven, men lige nu er det jo blevet temmelig køligt igen. Så er det jo lige, at jeg godt kan drømme mig tilbage til de blide lune vinde i Thailand, hvor jeg tilbragte tre uger i april – herunder en uge på krydstogt med sejlskibet Star Clipper.
Jeg er tilbage på arbejde og ved tasterne, og så er der tid til at reflektere over turen i Thailand, og hvad der er kommet ud af det. Forleden sad jeg for sjov skyld og kiggede på krydstogter på nettet, for jeg har ofte tænkt, at det er én af de ting, som jeg synes, jeg skal prøve som rejsende. Indtil nu har jeg kun prøvet at sejle med mindre skibe, ét firedages krydstogt i forbindelse med min rejse på Galapagos-øerne i 2004 og en uges sejlads i Sydchiles fjorde og gletsjer-nationalparker i 2006. Men sådan et kæmpe krydstogtsskib med flere tusinde passagerer har jeg aldrig prøvet, og jeg har sommetider overvejet, om det nu også helt ville være mig.
“Oasis of the Seas” er et af verdens største krydstogtsskibe og har plads til over 5000 passagerer – det er da et imponerende syn, men jeg tror, jeg vil føle, at jeg blev fuldstændig væk blandt alle de mennesker. Men måske skulle man overveje at tage med på et krydstogt med sådan et kæmpeskib engang – det er da garanteret en oplevelse ud over det sædvandlige. Foto: Wikipedia
Tager man for eksempel nogle af verdens største krydstogtsskibe som Oasis of the Seas, Harmony of the Seas, Queen Mary II osv., så kan de jo tage op til mellem 2000-6000 passagerer. Jeg synes, det lyder voldsomt. Det ser helt sikkert overordentligt fedt og luksuriøst ud, men alle de mennesker! Jeg ville føle, at jeg blev helt væk og forestiller mig, at det vil tage et par timer eller tre at nå fra ens kahyt og til den restaurant, hvor man skulle spise, og kun i bedste fald ville man finde tilbage til sit hummer igen. Jeg kunne altså ikke lige umiddelbart forestille mig, at jeg ville føle mig tilpas med det, men som sagt, jeg har ikke prøvet det.
Mindre skib – mere personlighed
Jeg elskede virkelig at være på krydstogt med Star Clipper, nok også fordi jeg har et absolut svagt punkt for sejlskibe. De gange, der har været forskellige sejlskibsarrangementer i Aarhus som for eksempel Cutty Sark, Ohøj osv., der har jeg stået med en klump i halsen inde på kajen og skuet op i de hvide blaffende sejl og drømt mig meget langt væk. Jeg bliver helt blød i knæene, når jeg ser et sejlskib – fuldstændig! Det er ligesom bare topmålet af frihed og viltre drømme om Polynesien, Caribien og andre eksotiske destinationer summer lystigt og uhæmmet gennem mit hoved. Min far var marinesoldat og sejlede i nogle år som helt ung – det er sikkert dér, jeg har det fra. Jeg kan nok ikke sige mig fri for at have en dråbe saltvand eller to i årerne.
Dét, jeg synes var fedt ombord på Star Clipper var selvfølgelig de smukke maritime omgivelser og dét at se sejlene blive sat hver dag. Den spænding der var ved at lette anker og begive sig på vej mod et nyt sted og så det faktum, at skibet var af en størrelse, hvor det var til at finde ting og folk. Jeg hilste på kaptajnen eller førstestyrmanden hver morgen på broen, når jeg var på pletten for at tage billeder af morgensolens første stråler. Man sagde hej til ens faste tjener, rengøringspersonalet, køkkenfolket og til sportsteamet og folk snakkede hyggeligt sammen. Der var en reel chance for at lære folk lidt at kende og høre en masse sjove røverhistorier. Der var ligesom den der personlighed over det, som jeg tror, jeg ville savne på et stort krydstogtsskib. Jeg mødte faktisk også flere, som havde prøvet et cruise med et stort krydstogtsskib, men som langt foretrak at sejle med et mindre for det sociales skyld.
Selvom Star Clipper faktisk er et rigtigt stort skib, så ligner det en lille bitte killing ved siden af det megastore krydstogtsskib, der lå ved siden af det i bugten ved Patong Beach i Thailand.
Star Clipper har plads til 170 gæster, og så er der en besætning på 74 – altså lige knap 350 mennesker i alt, når der er fuldt hus. Der er ligesom langt til 5000 passagerer. Men måske det er en smagssag, jeg skal ikke kunne sige det. Jeg ville vildt gerne afprøve et krydstogt med et af de der megaskibe og så se, hvad jeg synes. Måske ville jeg blive fuldstændig hooked.
Man kan måske argumentere for et krydstogt med et rigtigt stort skib, fordi der er mange flere events og aktiviteter. Der er jo daglige forestillinger og shows af snart sagt enhver art, men på Star Clipper foregår der også mange ting. Der vises film, holdes små foredrag, der er dans på dækket med underholdning af en pianist, koncerter osv. Og der er faktisk også aktiviteter for børn. Man kan for eksempel lære at folde dyr af håndklæder, snitte figurer af frugt og så er der masteklatringen, som er et virkelig tilløbsstykke. Det tiltrækker især et stort publikum, når folk med sikkerhedsline på kravler i masterne eller når gæsterne får lov til at hjælpe med at sætte sejl. Så det er én af de sjove og lidt mere specielle ting, der foregår ombord på et sejlskib.
Lige meget hvad kan man i hvert fald sige, at der er enorm forskel på størrelsen af et sejlskib som Star Clipper og så et kæmpe krydstogtsskib. Den dag, jeg skulle påmønstre Star Clipper i Patong, lå det for anker ude i bugten, og det var et temmeligt iøjnefaldende syn. Der lå nemlig et af disse gigantiske krydstogtsskibe ved siden af. Star Clipper er altså ret stor, når man står ved siden af den. Der skal nok en del til at fare vild på det, men det kan sikkert godt lade sig gøre, hvis ens stedsans er lidt ude af kurs, men det der pænt store sejlskib lignede en bette jolle i forhold til krydstogtsskibet. Da vi så sejlede ud til Star Clipper stod jeg næsten med åben mund over, hvor stor den faktisk er, men krydstogtsskibet er jo på størrelse med en fodboldbane gange 547 – sådan cirka. Det syn fik mig endnu engang til at overveje, om jeg nu også ville trives ombord på et skib med 5000 passagerer.
I havnen i Georgetown på øen Penang i Malaysia kom Star Clipper til at ligge til kaj ved siden af krydstogtsskibet Queen Mary II, som også er en af de virkelig store. Den kan tage 2695 passagerer, og er et rigtigt smukt skib. Den kunne måske godt minde en anelse om Titanic – hvis den ellers havde skorstene.
Overgiv dig og nyd det
En anden ting, som jeg ofte har tænkt over i forbindelse med krydstogter, er det, at man kun har få timer i land et nyt sted. Typisk så sejler man jo om natten og lægger til næste morgen. Her bliver folk så sluppet løs og skal være tilbage sidst på eftermiddagen. Det kan jeg jo også se i Aarhus om sommeren. Her kommer rigtigt mange krydstogtsskibe, og en flod af mennesker er at finde i midtbyen. Det er hyggeligt og livsbekræftende; det er sådan lidt symbolet på rigtig sommer i Aarhus. Krydstogtsgæsterne går rundt og tager billeder, spiser is og shopper, og så tager de afsted igen. Hyggeligt, men der er jo ikke megen tid til fordybelse.
Som gammel backpacker er jeg jo vant til at rejse i perioder på flere måneder og fuldstændig selv bestemme min rute. Hvis jeg har lyst til at bruge fem timer på at studere en mayaruin i Mexico, så er det jo mig selv, der afgør det – og også hvor lang tid jeg er på et sted, et hostel eller i en by. Som krydstogtspassager følger man jo en schedule, og dét er jeg altså ikke særlig god til. Jeg skal selvfølgelig nok komme tilbage til kl. 17, hvis det er der skibet sejler, men det ærgrer mig altid at skulle afbryde noget spændende, som jeg lige er i gang med.
Jeg synes jo, at der er en del mere charme ved at sejle med et mindre skib, især et sejlskib, fordi det er en smuk oplevelse at stå og se sejlene blive sat osv., men også fordi det hele bliver lidt mere personligt end hvis man opholdt sig på et kæmpeskib med 5000 passagerer. Men jeg har ikke prøvet at sejle med et stort krydstogtsskib – så det har jeg tilgode og hvem ved, måske kunne jeg gå hen og blive hooked på det.
For eksempel i Georgetown på øen Penang i Malaysia, hvor vi lå en dag med Star Clipper – jeg har været der før og vidste, at der var nogle steder i byen, som jeg gerne ville se, men vi havde ikke ret lang tid der. Jeg tog med på en arrangerer ø-rundtur, for at se hvad det var, men jeg er mest til at tulle rundt alene i en by eller et område. For mig er fordybelse vigtig, og så er det nok knap så smart at tage på krydstogt, for her får man bare lidt af det hele. På et cruise i Caribien vil man jo også besøge adskillige øer, have nogle timer i land og så videre.
Dét jeg har fået ud af at være på krydstogt med Star Clipper er, at man skal se et krydstogt som den oplevelse, det er. Det maritime og det at sejle på havet med alt det, der nu hører til dér. Og det er jo netop at bryde op, lette anker og sætte sejl mod nye horisonter. Og det er lige præcis dét, der er charmen ved det. Man skal nyde havet, oceanernes hjerte, den store himmel, de vide horisonter og indsnuse den friske havluft. Så må man backpacke og fordybe sig i en mayaruin på et andet tidspunkt. Man skal skille det ad. Hver ting til sin tid.
Noget af det, jeg elskede allermest ved at sejle med et sejlskib som Star Clipper, var at stå tidligt op om morgenen og indsnuse stemningen på dækket ved solopgang. Det var en helt utrolig smuk og sanselig oplevelse – som man bliver lidt afhængig af, skal jeg hilse og sige.
Når man ligesom får indstillet sit hoved på det, så er det en fantastisk oplevelse. Ja, man bliver sådan lidt afhængig, kan jeg godt mærke, også fordi man virkelig kommer helt ned i gear. Det kan man slet ikke undgå. Især på grund af roen ude på havet og det med at ting går langsomt, fordi man ikke bare lige pludselig kan stoppe eller dreje med et kæmpestort skib. Det går i det der anstændige tempo – det elskede jeg simpelthen, ligesom jeg også elskede det tidspunkt om eftermiddagen, hvor vi lettede anker for at stævne mod nye øer eller byer.
Det er det storslåede i oplevelsen, så jeg kan absolut nemt lokkes en anden gang, hvis nogen spørg mig. Jeg kunne garanteret også godt blive fristet, hvis nogen tilbød mig et krydstogt med Oasis of the Sea – ellers skulle man da være et skarn! Så ville jeg da på ingen måder sige nej – det ville jeg da være alt for nysgerrig til. Og man skal være åben for nye ting her i livet.
Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen
Jeg var inviteret på krydstogtet i Sydøstasien af Star Clippers – du kan se deres hjemmeside her.
