De Berejstes Klubs medlemsblad Globen
Mange husker sikkert den entusiastiske globetrotter englænderen Ian Wright fra hans mange rejser rundt i verden med TV- programmerne Lonely Planet. I dag hedder disse dokumentarprogrammer Globetrekker og produceres af Discovery Channel. På min rejse i Mellemamerika i vinteren 07/08 var jeg heldig tilfældigt at møde filminstruktøren Max Baring fra London, der sammen med sit team af filmfolk var i færd med at optage ”Globetrekker Honduras og El Salvador”. Det blev en særdeles lærerig og interessant oplevelse at kigge ind i filmproduktionens verden.
Bølgerne gik højt på Rio Cangrejal i Pico Bonito Nationalpark nær La Ceiba, da jeg faldt i snak med Max under frokosten på vores rafting tur. Vi var alle dyngvåde og trætte efter at have forceret flere Kategori 5 rapids i løbet af formiddagen, så udsigten til et godt måltid mad var kærkommen. Frokosten blev indtaget under ly af tæt regnskovsvegetation ved flodbredden og snakken gik lystigt. Jeg havde godt hørt rygtet om at nogen var ved at optage en film, og var blevet nysgerrig for at skulle finde ud af hvem det var, og hvilken film der var tale om.
Max var sammen med en engelsktalende fyr fra turistrådet i Honduras, der rejste rundt med filmholdet under hele opholdet i landet som oversætter. Efter lidt small-talk kom vores snak ret hurtigt ind på filmen. Jeg er selv en af dem der har siddet klistret til skærmen både ved Lonely Planets udsendelser for år tilbage, og ved de nye Globetrekkerfilm. Efter en lang snak over den eksotiske frokost tog jeg mod til mig, og spurgte Max om det var muligt at komme med for at se hvordan de filmede. Heldigvis var han en meget åbenhjertig og ligefrem fyr, der foreslog at vi mødtes i Copán omkring 10 dage senere. Holdet ventede nemlig i øjeblikket på seriens nye stjerne – den 22 årige Brianna Barnes fra Canada, der skulle ankomme i Tegucigalpa et par dage senere. Hele raftingturen var mest ment som en lille miniferie til at fordrive ventetiden med. Desuden fungerede raftingaktiviteten lidt som en slags præ-research til overvejelse, om den skulle indgå i filmen.
Max viste mig at deres ellers hårdtpumpede tidsplan var pakket med aktiviteter, lokaliteter og gøremål i løbet af den relativt korte tid man filmede. Der var ikke megen fritid til afslapning, men jeg skulle alligevel være velkommen til at dukke op under optagelserne i Copán ruinen. I øvrigt manglede de backpackere til at deltage i filmen med kortere interviews. I mellemperioden skulle holdet filme på Bay Islands, med øerne Roatan og Utila der bl.a. er kendt som fremragende dykkerdestinationer. De skulle også besøge en bananplantage ved La Ceiba. Først derefter ville ruten gå mod sydvest til en del af det gamle mayaimperium med ruinen Copán og den nærliggende landsby.
Et broget virvar
Lave huse i spansk kolonistil, brostensgader og farverige markeder danner rammen om den lille maleriske landsby Copán i dalen af samme navn. Byen ligger omgivet af tobaksmarker og rislende vandløb – stemningsfyldt og yderst charmerende – selv med et massivt opbud af turister. Et par km udenfor byen ad en fredfyldt landevej med gamle skyggefulde træer ligger Copán ruinen i al sin fordums vælde som en stemme fra en for længst svunden tid. Trods opfindelsen af hotmail lykkedes det Max og jeg to gange at gå forkert af hinanden. Jeg var ude i ruinen et par gange uden at løbe ind i filmholdet, inden jeg endelig mødte dem inde i byens centrum ved det meget smagfuldt renoverede brostenstorv. Forinden havde jeg gennemsøgt hele ruinkomplekset efter dem, og ville efterhånden snart sværge på at jeg kendte hver en sten i hele tempelområdet, efter at have brugt timevis derude i jagten på holdet.
Tilbage på torvet var der stor opmærksomhed omkring filmoptagelserne. Jeg fik pludselig øje på Max der stressede rundt med sit kamera, mens han interviewede rygsæksrejsende midt i vrimlen af markeds boder, og indianske kvinder der ivrigt solgte deres kunsthåndværk. Det var ét stort virvar. Jeg fik hilst på filmholdets producer Silvia, men stemningen var temmelig travl og forjaget, så Max og jeg aftalte at mødes dagen efter ude i ruinen. Jeg fornemmede for alvor deres stramme tidsplan, og var lidt spændt på hvordan det ville gå næste dag under optagelserne.
På sporet af en kvindelig Indiana Jones
Det var endnu behageligt svalt, da jeg næste morgen lidt i ni troppede op ved indgangen til ruinen. En engelsktalende guide kunne bekræfte at et filmhold havde entret området. Da damen i billetlugen genkendte mig for tredje gang fik jeg lov til at komme gratis ind. Guiden forklarede hende at jeg var en del af filmholdet – hvilket med et smil straks udløste en gratis indgangsbillet. Teamet var i fuld gang med optagelserne, da jeg endelig fandt dem ved den såkaldte Structure 16 pyramide. En af mayaernes karakteristika i forbindelse med tempelbyggeri var at konstruere templer over de allerede eksisterende, hvilket Structure 16 er et fremragende eksempel på. Inden i dette tempel befinder sig nemlig et andet byggeri – Rosalila, som først blev opdaget af arkæologer for ca. 20 år siden. Fuldstændig intakt, rødmalet og overdådigt dekoreret med gule, grønne og hvide relieffer, så templet den gang for første gang dagens lys i flere hundrede år.
Et par tunneler ind i pyramiden er åbent for offentligheden – til den nette pris af 15 USD for indgangsbilletten. En speciel anden tunnel ind til det allerhelligst er derimod forbeholdt de arkæologer der arbejder i området. Det var netop herindefra at en hostende og støvet Brianna Barnes kom ud i det skarpe sollys – Globetrekkers nye kvindelige frontfigur. Jeg fik hilst både på Silvia igen, og blev præsenteret for Brianna, der trods støvet og varmen så ud til at nyde sin nye filmstjernestatus i fulde drag. Nu blev jeg også opmærksom på hele filmholdet, og kunne ved selvsyn konstatere hvor meget udstyr de slæbte rundt på.
Det hele var en god blandet cocktail af film – og lydudstyr, ledninger og mikrofoner osv. Holdet var også et internationalt miks med Jeff fra Canada som ansvarlig for kameraføringen, Chris fra England som lydmand, Silvia fra Spanien som organisator til bookning af aftaler, hoteller og transport – samt Max med det kølige overblik over situationen. Desuden et mindre team af folk til at bære udstyr, oversætte, sørge for drikkevarer og klare diverse uforudsete vanskeligheder og udfordringer som uværgeligt opstod. I Copán ruinen havde man derudover allieret sig med en fagmand på området – den franske arkæolog René Viel. Han har boet og arbejdet i Copán i over 30 år, og stået i spidsen for adskillige udgravninger på stedet.
Mens optagelserne fortsatte inde i det hengemte indre af Structure 16 fik Silvia og jeg en snak udenfor på pyramideterasserne. Det fik næsten lidt karakter af et interview, da jeg forsøgte at opsamle så mange oplysninger som muligt til en evt. artikel om oplevelsen når jeg engang kom hjem. Silvia fortalte at hun oprindeligt var uddannet journalist i Spanien, men var flyttet til London, hvor hun havde skiftet journalistikken ud med TV- mediet. Det havde hun nu arbejdet med i 12 år, og havde blandt meget andet været med til at producere ”Globetrekker Denmark and Sweden”. Det huskede hun som en spændende og interessant opgave, hvor der var blevet filmet både på Roskilde Festivallen, Vikingskibsmuseet og forskellige attraktioner i den danske hovedstad.
En novice går til filmen
Filmholdene består alle af freelancere, der sjældent kender hinanden på forhånd før en arbejdsopgave, så det er lidt af en satsning. De får bare besked om at mødes ude i verden på en bestemt dato, og herefter skal arbejdet overstås på små 3 uger. Typisk arbejder man intensivt i ca. 18 dage ude på destinationen. Forinden er der gået op til en måned med alle former for forberedelse. Indkredsning og udvælgelse af turistattraktioner i det pågældende land, kontakt til lokalguider og tour-operatører, planlægning af rejseplan, overnatning, transport rundt i landet osv., er bare nogle af brikkerne i puslespillet. Efter råfilmen er i kassen går der så igen ca. en måned med redigering og klipning, inden selve udsendelsen er helt gjort færdig. Herefter er det så bare op til forskellige Tv-stationer at byde ind på den nye dokumentarfilm. Globetrekker bliver kun sjældent vist i England har jeg fået fortalt, men sælges ellers til Tv-stationer over hele verden, fortrinsvis den engelsktalende del. I DK bliver programmet mest vist på DR2.
Min filmdebut foregik sammen med Max og et mindre kamera under et af de store træer umiddelbart overfor pyramiden Structure 16. Det var blevet et pænt stykke op af formiddagen, og temperaturen havde sneget sig op på de 30 – 35 grader og stegende sol. Efter en kort briefing gik vi i gang. Det var ikke så svært at stå foran et kamera, som jeg havde forventet. Det føles lidt mere ligetil når man bliver interviewet, end når man selv skal sige noget. Max præsenterede mig for de typiske spørgsmål inden kameraet kørte, så jeg fik lidt tid til at forberede et nogenlunde kvalificeret svar. Spørgsmål som ”hvad føler du, når du går rundt i ruinen”? – ”hvor har du ellers rejst i Honduras”? og ”hvor længe har du været on the road”? – var sædvanligvis noget han gerne ville have svar på. Forholdsvis nemme spørgsmål, men alligevel noget man lige skulle bruge lidt tid på at forberede i tankerne, for at have svar på rede hånd. For hvad følte jeg virkelig ved at gå rundt der lige midt i historiens helt store vingesus?
Ærefrygt, ydmyghed og den velkendte rislen ned af ryggen som jeg altid får, når jeg bevæger mig rundt i ruiner fra et af verdens mægtigste og mest bemærkelsesværdige civilisationer. Skønt stemmerne er døet hen, det sidste spil for længst er spillet på den ældgamle rituelle boldbane og dramaet forsvundet, så er ånden der endnu. ”Det er næsten som om mayaerne stadig er her” var et af mine sidste kommentarer foran kameraet, inden Max slukkede. Hele scenen tog vel 5 – 10 minutter, og vil formentlig blive kogt ned til få minutter eller måske endda kun sekunder i den rigtige udsendelse. Max virkede godt tilfreds med min debut på filmlærredet. Om sekvensen kommer med i programmet kunne han dog ikke love 100 % – men sjovt var det da!
Brianna – den nye stjerne på filmhimlen
Jeg fik lov til at følge filmholdet rundt i ruinkomplekset i flere timer, lige indtil deres meget forsinkede frokost hen på eftermiddagen. Herefter var de nødt til at haste videre til et besøg på en sommerfuglefarm og den lokale cigarfabrik, hvor Brianna skulle have et mindre kursus i at rulle en rigtig ”Havana-cigar”. Trods den sparsomme tid og stramme tidsplan fik jeg et fantastisk indblik i filmproduktion – som er fuldstændig ukendt land for mig. Nyt var det også for canadiskfødte Brianna der ligesom jeg havde slugt det ene afsnit af Lonely Planets udsendelser efter det andet – hjemme i ungpigehybelen i Montreal.
Hun er en usædvanlig sød og køn pige, der hidtil havde arbejdet som en ret anerkendt fotomodel med jobs over det meste af verden. Som allerede meget berejst fik hun den idé, uopfordret at sende et videoklip af sig selv til Discovery Channel med anmodning om, at komme i betragtning til rollen som kvindelige hovedperson i nye udgaver af Globetrekker – og blev valgt! Mere end almindeligt heldigt kan man sige, men selv for mit utrænede øje var det tydeligt både at se og fornemme hendes enorme kameratække. Hun udstrålede karisma og ligefremhed foran et kamera. Hun var utrolig fotogen, og trods sin unge alder førte hun sig frem med en naturlig charme, sødme og ukrukket selvsikkerhed. Det var på ingen måde var svært at se hvorfor man havde valgt netop hende – iblandt flere tusinde! Jeg overværede altså hendes første filmmedvirken, og jeg syntes hun klarede det fantastisk.
Hendes tålmodighed blev også hurtigt legendarisk, når holdet for 117. gang bad om at få taget en sekvens om igen. Tekstmanuskriptet til disse programmer er forholdsvis løst, dvs. man har ikke mange fastlagte replikker – hvilket gør at det hele mere naturligt; nærmest som en afslappet dialog. En af scenerne i Copán ruinen foregik foran den såkaldte Hiroglyffetrappen – en trappe op af pyramiden med 63 trin, der hver har indhuggede tegn og symboler. Her forklarede René en del om historien, udgravningen, konserveringen og arkæologernes forsøg på at tyde tegnene. Det var nogenlunde samme remse hver gang en sekvens skulle tages om, men ellers var ordvalget ikke lagt fast på noget bestemt.
Det gik hurtigt op for mig hvor omstændig en filmproduktion egentlig er. Lys og skygge skal være perfekt selvom det hele svømmer i støv og sved. Folk bliver generet af fluer under arbejdet, de gik i stå midt i en sætning, eller kunne pludselig slet ikke koncentrere sig. Det tænker de færreste af os nok over når vi sidder og ser en sådan dokumentarfilm. Under denne optagelse virkede alt utrolig sirligt, nøje gennemtænkt og afprøvet i det uendelige, for slet ikke at tale om de ret vanskelige vilkår for kamera – og lydmand. På et tidspunkt var Jeff og Chris nødt til at slæbe al udstyr op af de mostilgroede og ujævne trappetrin til højre for hiroglyffetrappen, for at få den helt rigtige vinkel og lyssætning ned over området med mayaernes gamle boldbane i baggrunden.
Filmarbejdet i Copán ruinen sluttede ved de flotte og meget kunstnerisk udførte steler. På den centrale plaza, rejser de sig som gigantiske sandstensmonolitter, der lig ældgamle skildvagter har skuet ud over pladsen siden den klassiske mayaperiode for ca. 1300 år siden. Her forklarer René Brianna om de udhuggede relieffer af mayaherskere. Også denne sekvens blev taget om adskillige gange, for at være helt perfekt i forhold til det skarpe eftermiddagslys. Jeg sagde farvel til filmholdet, og var aldeles benovet over deres velvillighed til at lade mig få indblik i deres arbejde. En for mig meget anderledes og speciel oplevelse som rejsende. I løbet af dagen i deres selskab fik jeg svar på masser af spørgsmål indenfor et område som jeg ikke havde nogen som helst kendskab før.
En sjov lille krølle på historien er at da jeg næsten 3 mdr. senere på min rejse traf tour-guiden Robert Moran i El Salvador fortalte han mig at han havde været filmholdets officielle guide under optagelserne der. Så han kendte udmærket Brianna og filmholdet. Som fortsættelse i programmet optog de hendes bestigning af den periodevis ildspyende vulkan Santa Ana, der var i udbrud så sent som i 2005. Her kunne hun efter mange anstrengelser nyde udsigten fra toppen sikret af et hold af førende vulkanologer, der til stadighed holder øje med vulkanens aktivitet ved hjælp af deres avancerede tekniske udstyr.
Et interview med ex-gurrilla-soldaten Marisol Galindo, og et klip fra en festival ved byen San Luis del Carmen afrundede det timelange program spækket med oplevelser fra de to lande. Så nu er vi pludselig mindst to – både Robert og jeg, der var meget spændte på at se det færdigklippede og redigerede resultat af ”Globetrekker Honduras og El Salvador” – udsendt på TV.
Se artiklen i De Berejstes Klubs medlemsblad Globen
