Foredrag

Her kan du se, hvilke foredrag jeg holder:

“Fra Mexico til Panama – 4,5 md. alene gennem Mellemamerika”
I 2007/08 var jeg på en af mine allerbedste rejser gennem Mexico og hele vejen gennem syv lande til Panama City og ikke mindst gennem det gamle mayarige. Masser af billeder er med i foredraget – tag bl.a. med på en tur gennem Panamakanalen og et stort udvalg af mayaruiner.

“Sydamerika og Inkariget”
Jeg har rejst en del i Sydamerika og vil i dette foredrag fortælle om det gamle inkarige, om dets udbredelse, kyst – og bjergcivilisationer og om alle de kulturer som var i området inden inkaerne bl.a. Moche, Chavín de Huántar, Sipan, Chimúerne, Paracas og Nasca. Hør om deres ældgamle keramiktraditioner, tekstiler, vævninger og metalarbejde og om mumierfund i den tørre kystørken i Peru, samt på de 6000 meter høje bjergtinder i Andesbjergene.
Musik, plancher, effekter og enkelte billeder fra mine rejser i Sydamerika.

“Påskeøen og Thor Heyerdahl”
Jeg fandt min allerførste Thor Heyerdahl bog i en genbrugsbutik til 10 kr og idag har jeg hele hans samling af bøger. I 1997 besøgte jeg Påskeøen og har siden studeret en masse af hans teorier og besøgt Kontikimuseet i Oslo et par gange. Selvom den norske opdagelsesrejsendes teorier måske ikke helt holdt vand, så var Thor Heyerdahl stadig en mand med en god portion eventyrblod i årerne. Få en gennemgang af de specielle steder på Påskeøen, som har haft betydning for øens historie og hør om verdens sidste ikke tydede skriftsprog Rongo-Rongo.
Enkelte effekter hører med til foredraget.

“Australien – 4000 km på skinner med Indian Pacific”
Hør om hvordan det er at krydse et helt kontinent på skinner, besøge åbne miner og øde minebyer i Nullarborørkenen og sove på gulvet under sædet i en togvogn i fire døgn, mens kænguruerne hopper rundt udenfor vinduerne. Billedforedrag.

“Alaska – fra midnatssolens og nordlysets hjemland”
I 2007 forvildede jeg mig om på den anden side af jordkloden til et af de mest øde steder jeg nogensinde har besøgt  – nemlig USA’s største stat Alaska. Det blev til tre uger i et af de smukkeste og mest uberørte ender af verden, men bl.a. et besøg i det nordamerikanske fastlands nordligste punkt – eskimobyen Barrow på 71,14 grader nordlig bredde. Her er det naturen der hersker, isbjørnene der udgør den største fare i byen og en strålende midnatssol der skinner kl. 3 om natten. Se billeder fra kajakroning i Seward, togtur med Denali Express, Prince Williams Sound, polarcirklen, gletsjernationalparker og ismuseet i Fairbanks.

“Jorden rundt på 4 mdr.” (min jordomrejse 2006/07)
Følg med på en til tider hæsblæsende og spændende rejse gennem USA, Hawaii, Tonga, New Zealand, Australien, Singapore og Juleøen med masser af flotte billeder fra rejsen. Hør f.eks. om hvordan Tonga var i oprør og ville afsætte deres konge med et flammehav til følge i hovedstaden Nuku’alofa.

“Blandt løver og elefanter i Kryger Nationalpark – livet som safariguide i Sydafrika”
I fire mdr. arbejdede jeg som safariguide og oversætter på en danskejet safari-resort i Sydafrika nær Kruger Nationalpark. Hør om alle de sjove og spændende oplevelser sådan et job giver, om mødet med den smukke afrikanske natur, den farverige befolkning og ikke mindst det enestående dyreliv.

“Mit rejseliv” (min “rejselivshistorie” – hvordan startede det hele?)
Jeg har rejst i lige knap 60 lande og mit mål og store drøm er at nå de 100 lande. Hør om hvordan jeg begyndte at rejse og hvorfor? Og hvorfor jeg bliver ved for den sags skyld?

“Min eksotiske kærlighed – at være forlovet  med en balineser”
Fra 1999 til 2002 var jeg forlovet med en balineser – og det gik på ingen måde stille for sig – hør om et af mit livs mest besynderlige oplevelser – der endte i det helt store drama, tragedie og ydmygelser. Men også et af de smukkeste oplevelser og mest epokegørende skift jeg har haft i mit liv.

“Mysterie – og kraftsteder verden over”
Mange af de gamle højcivilisationer som mayaerne og inkaerne vidste, at nogle steder i verden er sløret mellem vores verden og den åndelige verden særlig tynd. Den fornemmede en speciel energi og anlagde mange af deres største tempelbyer på disse fantastiske steder. Ofte områder fyldt med stor naturskønhed og en helt særlig æstetik. I dag eksisterer de gamle energisteder stadig og bruges tit af bl.a. indianske shamaner. Stederne er derfor ofte hellige og har en stor betydning for folkene der lever tæt derved. Igennem mit rejseliv har jeg tit stødt på disse steder og haft specielle oplevelser.

“Det spirituelle Latinamerika”
“Findes der virkelig UFO’er og rumvæsener i Peru?” Det er en af de ting jeg kom til at tænke meget over efter, at jeg i sin tid læste “På dybt vand” af Shirley Maclaine. Og hvad med bogen “Den 9. indsigt” af James Redfield – er der noget om snakken eller er det det rene opspind? I dette foredrag fortæller jeg lidt om mine egne oplevelser i Sydamerika og Andesbjergene, om stilheden, den klare rene bjergluft og naturens øde storhed i denne del af verden. Jeg fortæller om min første oplevelse med stjernehimlen over Titicacasøen i Peru og Atacamaørkenen i Chile, hvor der er så øde at man rent faktisk kan høre sin egen indre stemme. Om mine dejavú oplevelser, reinkarnation, meditation og fordybelse i et af de smukkeste naturscenerier i verden.

“Mysteriet om krystalkraniet i Belize”
Lige siden jeg for første gang for mange år siden læste om krystalkraniet – der efter sigende blev fundet under et gammelt sammenfaldet alter i en ruin i Mellemamerika –  har jeg været fascineret af historien om disse forunderlige fortidsminder. Følg med i jagten på krystalkraniernes hemmelighed i Mellemamerika og hør bl.a. om de gamle højcivilisationers og Hopi-indianernes profeti om, at der i verden findes 13 krystalkranier (et for hvert stjernetegn + en ekstra), hvad de betyder for menneskeheden og se mine egne to krystalkranier Valentin og Masisa.
Billeder og effekter om krystalkranier bl.a. fra min rejse i Mexico/Mellemamerika.

“At rejse alene som kvinde – om intuition og selvsikkerhed”
“Er du aldrig bange?” er tit et spørgsmål jeg bliver stillet. Efter at have rejst alene på stort set alle mine rejser har jeg udviklet en ganske god intuition, jeg plejer at kalde det, at jeg har en fintfølende radar på hovedet. Hør om hvordan man udvikler sin intuition, så den bliver ens nære ven, trofaste ledsager og et rigtigt godt og nyttigt hjælpemiddel til at beskytte sig selv under rejserne. Hvordan bruger man sin sunde fornuft og finder balancen mellem at passe på sig selv om alene rejsende kvinde. At være åben, modtagelig og afslappet og samtidig passe på, at ingen går over ens grænser. Hvordan klarer man sig f.eks. i mandsdominerede Macho Latinamerika hvor single rejsende kvinder er lidt af et særsyn. Hør også flere eksempler på mine egne oplevelser med intuition på rejser og hvad det har ført med sig.

“Fra rejseskræk til rejselyst”
Fra jeg var en ung pige på 19 år og indtil 2003 led jeg jævnligt af svære angstanfald og fra start turde jeg knapt tage toget til København af skræk for at få et anfald. I dette foredrag fortæller jeg om hvordan jeg på et tidligt tidspunkt i forløbet besluttede mig for, at mine anfald ikke skulle forhindre mig i at blive globetrotter. Jeg kæmpede mig tilbage til en normal tilværelse og mine rejser blev faktisk min redning. Specielt blev en rejse i Sydamerika den medicin der gjorde, at jeg idag er sluppet af med mine psykiske problemer og lever et helt normalt liv. En lang sej kamp, som kostede blod, sved og tårer.

Share Button