Frimurerne? Er det ikke sådan noget med nogle skumle ritualer, kister og kranier? Jo da, både gys og gru og tænders gnidsel! Det er da lige præcis noget med nogle mystiske mænd i sort tøj, dødsenshemmelige ceremonier ved fuldmåne, oceaner af konspirationsteorier, hermetisk lukkede døre og strengt adgang forbudt for kvinder og uindviede! Så fik vi da lige dén sat på plads!
Det er nok den opfattelse, de fleste har af loger og måske især frimurerordenen, men jeg vil gerne have lov til at mane i hvert fald en lille bitte del af hemmelighedskræmmeriet i jorden. Jeg er nemlig på sjette år gift med en frimurer, og jeg har det altså aldeles storartet både med manden og med at være frimurerfrue, som ens titel er, når man er hustru til en frimurerbroder. For dét at være frimurer byder også på mulighed for masser af rejseaktivitet, og ikke mindst i år er det rigtigt spændende at være medlem af vel nok en af verdens ældste loger. For det moderne frimureri har en del år på bagen – nemlig helt præcist 300 år.
Bygningen, der huser Freemasons Hall i London, er næsten umulig at overse. Det er et ganske bemærkelsesværdigt hus opført i art deco stil, og selvom det ligger lige midt i pulserende London, så er der helt stille inde i bygningen. Foto: Wikimedia Commons
Tilbage i 1717 – d. 24. juni for at være helt eksakt, satte en lille gruppe folk fra fire mindre loger sig sammen på gæstgiveriet the Goose and Gridiron tavern (Gåsen og Stegeristen) i St Paul’s Churchyard i London. Her stiftede de The United Grand Lodge of England, der stadig nu om dage betragtes som moderlogen eller storlogen – dér hvor det hele begyndte. I dag findes der flere millioner frimurere på verdensplan, og i Danmark har Den Danske Frimurerorden lige knap 10.000 medlemmer, og det er slet ikke så hemmeligt, som mange måske går og forestiller sig.
Faktisk så har Freemasons Hall, der hvor The United Grand Lodge of England holder til i London i dag, åbent for offentligheden alle ugens dage med guidede rundture af en frimurer, og i år har de en særudstilling i anledning af 300-året for logens stiftelse. Det er et forunderlig lille hjørne af London, som man skal unde sig selv at opleve – ikke ret mange ved måske, at det er der, og at der er åbent, men prøv lige at tage et nærmere kig på stedet, næste gang du er i London. Du vil blive positivt overrasket, dét kan jeg forsikre dig for! Det er nemlig en verden helt for sig.
Freemasons Hall i London har også et stort bibliotek med masser af ældgamle bøger fra de 300 år, hvor logen har eksisteret. I souvenirbutikken kan man købe nye bøger, så der er rig mulighed for at blive klogere på logens og husets historie.
En tidslomme i en klasse for sig
Første gang jeg så Freemasons Hall i London var i 2010, hvor Bo og jeg rejste rundt i Skotland og England. Vi havde først set logebygningen i Edinburgh, så jeg havde lidt en fornemmelse af, hvad jeg gik ind til, men jeg må sige, at logen i London gjorde mig ganske mundlam. Bygningen er en stor og bombastisk grå fæstning inde midt i den pulserende engelske hovedstad, og arkitekturen er noget iøjnefaldende. Den skiller sig afgjort ud fra mængden.
Det er virkelig en massiv bygning at se på, men der er alligevel noget ganske særligt over den. Den ligner ikke alle andre. 1717 står der på facaden, og har man bare en lille smule interesse for historie og storslåede omgivelser, så er stedet virkeligt et besøg værd. Man behøver altså på ingen måde at være frimurer eller i familie med én for at få en spændende og helt igennem anderledes oplevelse ud af det.
Men hvad er det så, der gør bygningen til noget særligt? Noget af det første, der slog mig, da vi kom ind i huset, var roen. Selvom bygningen ligger midt i travle og hektiske London, så er der fuldkomment stille inde i salene, så man føler på ingen måde, at man er i en storby. Og så er der interiøret, indretningen og ikke mindst udsmykningen, der er holdt i art deco-stil ligesom selve bygningen.
Det er et helt igennem overdådigt hus, og det er lidt som en tidslomme at entre. Fed marmor, pompøse søjler, bladguld, mahognitræ, messing, Chesterfield-møbler, store malerier af adelige og royale frimurere og bare alt i alt eksklusivt. Det er lidt som at gå rundt på et slot, hvor alt er luksuriøst og smukt passet ind. Jeg har efterhånden været i Freemasons Hall tre gange nu, og hver gang opdager man noget ny.
Dette billede er fra særudstillingen i forbindelse med 300 året for logens stiftelse. Bemærk den guldbelagte tronstol til venstre – så bliver det da ikke meget mere royalt, når det er udenfor kongehuset.
På en guidet rundtur i huset begynder man i museet, hvor tusindvis af frimurer-effekter fra hele kloden er samlet. Det kan være gaver fra loger ude i verden til Freemasons Hall i form af vaser, porcelæn, glas osv., men også sværd og forskellige genstande som bruges i det daglige arbejde i logen. For eksempel har Freemasons Hall regalier – hvilket er de skråbånd, halsbånd og skødskind som bruges ved logearbejdet, fra mange forskellige loger rundt om i verden, og især skødskindene kan være hele små kunstværker med guldkvaster, broderier og masser af krummelurere.
Skødskindene er en form for forklæde, som frimurerne har på under møderne i logen – de har forskellige farver, udformninger og dekorationer alt efter grad og symboliserer, at frimurerne menes at være opstået, fordi de murer, der byggede Europas store katedraler gik sammen i et slags åndeligt fællesskab.
De var frie murere og havde specielviden om at hugge relieffer ud i sten og skabe enorme religiøse bygningsværker. Herved opstod en helt særlig gruppeånd og sammenhold, som var forbeholdt mænd inden for dette særlig laug. Andre teorier går på, at frimurerne stammer fra tempelridderne, men lige meget hvad, så har dette unikke fællesskab holdt helt indtil i dag og ikke ret meget har forandret sig i de 300 år.
Museet i Freemasons Hall indeholder flere tusinde genstande fra frimurerloger verden over. Det er en rigtig interessant og lærerig oplevelse at gå rundt og studere de mange flotte ting, og man får hurtigt et indtryk af, hvor vigtig frimureriet har været for rigtig mange mennesker. Og som jeg plejer at sige, det må jo kunne noget, siden det har kunnet overleve i 300 år.
Klenodier med sjæl og historie
Man kan sagtens få flere timer til at gå med at kigge på frimurergenstande i museet, og efter rundvisningen er man også fri til at studere tingene nærmere, hvis der er noget, man har lyst til at gå i dybden med. Men rundvisningen er et must, både fordi man ikke selv må gå rundt i bygningen, men også fordi man får grundig forklaring om tingene og huset undervejs. Det er i øvrigt gratis at se Freemasons Hall, og rundvisningen koster heller ikke noget, men man er velkommen til at putte en skilling i donationskassen.
Efter museet går man igennem lange flotte korridorer med den ene mere fantastiske udsmykning efter den anden, og til sidst ender man foran en kæmpemæssig dobbelt bronzedør med religiøse motiver på. Døren vejer flere hundrede kilo, og foran i gulvet ser man en flot og meget detaljeret stjerne lavet af klinker af halvædelsten i blå nuancer. Kigger man op er loftet lige så deltaljeret som gulvet og man tror, man har set det allersmukkeste – men bare vent!
Med en let finger skubber guiden nu den tunge bronzedør op og en enorm højloftet sal åbenbarer sig inden for. Her er det, man lige et øjeblik glemmer at trække vejret – det gjorde jeg i hvert fald første gang, jeg så den store logesal i Freemasons Hall. For det første er den ufattelig stor, der kan sidde over 1200 mennesker, og så er den bare umådeligt flot udsmykket med guldtronstole, flag, bannere, ternet gulvtæppe og et virkelig smukt og rigt udsmykket loft.
I forbindelse med 300 året for stiftelsen af The United Grand Lodge of England har man udstillet en logesal, som den kan se ud. Og man må da sige, at det er både smukt, elegant og ikke mindst meget historisk.
Det er en lille smule svært at forklare ånden der. Der går lidt et sus gennem maven på én, og det er et af de der steder, man selv skal se for virkelig at forstå det, så mit bedste råd er at kigge indenfor og melde sig til en rundtur. Selv om man måske ikke er specielt interesseret i frimureri, så kan man sagtens få en smuk oplevelse alligevel, især hvis man benoves over imponerende arkitektur, kunst, historie og storslåede omgivelser.
I år har Freemasons Hall som tidligere nævnt en specieludstilling på grund af det 300 års jubilæum, og her er mange af deres virkelig klenodier også udstillet. Blandt meget andet så kan man se Winston Churchills skødskind, regalier fra andre britiske loger, medaljer, malerier af fremtrædende frimurere, og så er der opstillet et eksempel på en logesal, som den kan se ud. Så der er nok at kigge på, og man kan få sin nysgerrighed stillet, hvis man hører til dem, der tror, at frimureriet er noget mystisk, hemmeligt og et aldeles lukket foretagende.
I udstillingen kan man finde mange flotte og interessante ting. Her er det britiske frimurer-regalier – til højre et skødskind. Af virkelige klenodier i samlingen kan nævnes Winston Churchills skødskind.
Loge med tråde langt ud i verden
Da Bo og jeg mødte hinanden, vidste jeg intet om frimureri. Mit kendskab til det begrænsede sig også til at være ”noget med nogle sorte mænd og nogle skumle ceremonier.” Men jeg er blevet meget klogere i årernes løb, og dét at Bo er frimurer har også givet mig mange oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået.
Frimurere er velkomne til at besøge hinandens loger, både i Danmark og udlandet og som logebror har man et kæmpe netværk ud over hele jorden, så det er også et af de sjove aspekter i det for mig som rejsende. Hver gang, jeg er ude på tur, lægger jeg mærke til logebygninger med det særlige frimurerlogo vinklen og passeren. Det har blandt andet ført mig til frimurerloger i Chihuahua i Mexico, i San Diego i USA, i Gibraltar og mange andre steder.
Det er selvfølgelig helt korrekt, at en del af frimureriet er hemmeligt for ikke indviede, men man må gerne se Freemasons Hall og også det danske Frimurerstamhus på Blegdamsvej i København, når der er Kulturnat. Man kan også købe masser af bøger, hvor man kan blive klogere på ordenen og dets historie – Freemasons Hall har for eksempel en god souvenirbutik med bøger.
Jeg har selv læst en bunke bøger om frimureri og også efterhånden skrevet en del artikler om emnet, så jeg har selvfølgelig sat mig grundigt ind i det – så meget som jeg nu kan, når jeg ikke selv er medlem. Der findes også frimurerloger, hvor kvinder kan optages som medlem og andre rene kvindeloger, men jeg har det fint med at være frimurerfrue.
Engang imellem bliver jeg spurgt, om jeg ved noget om hemmelighederne, og lidt ved jeg selvfølgelig, men selv for mig er det stadig meget indviklet og svært at forklare. Jeg har læst mig til brudstykker af, hvad der foregår, men det er ret vanskeligt for en udefrakommende at sætte det ind i en sammenhæng.
Det er helt fint med mig at være gift med en frimurer og deltage i de arrangementer, der kan være, hvor hustruer og kærester må komme med. Jeg kommer jævnligt i frimurerhuset i Aarhus, fordi Bo er provensialbibliotekar og museumsinspektør der, så jeg hjælper ham med bøgerne og organisering af de mange genstande på museet. Det er et meget omfattende, men yderst interessant arbejde, som jeg nyder hver gang.
Man behøver ikke nødvendigvis at være frimurer eller interesseret i frimureri for at finde et besøg i Freemasons Hall interessant. Er man til smuk kunst, så vil man helt sikkert også synes, at huset er spændende. Både udvendigt og indvendigt er bygningen udført i art deco stil, og man behøver bare at kaste et blik på loftet i den store sal for at blive imponeret.
Kort sagt kan man vel kalde frimureri for en slags personlig udvikling for mænd, og som jeg plejer at sige, så må det altså kunne noget, siden det nu har holdt skansen i 300 år. Det er ikke mange foreninger, der kan prale med at have fungeret i så mange år. Noget der også er spændende ved frimurerordenen er, at der gennem historien har været et utal af adelige, konger, prinser, præsidenter og kendte videnskabsmænd, der har været medlemmer.
Vidste du for eksempel, at flere af de amerikanske præsidenter har været frimurere? Blandt andet Benjamin Franklin, George Washington, Theodore Roosevelt og Harry S. Truman. Tyske Goethe var frimurer, Mozart var frimurer, kunstneren Marc Chagall, Chiles Salvador Allenende, den norske polarforsker Roald Amundsen og den tyske Prins Carl af Hessen var også frimurere. Af danskere har billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, forskeren H.C Ørsted og studieværten Poul Bundgaard også været frimurere.
Der er masser at opleve i forbindelse med frimureri, og man behøver altså ikke på nogen måder selv at være logebroder. Så har du lyst til en anderledes og helt speciel oplevelse i den engelske hovedstad, så kig ned i Great Queens Street og meld dig til en guidet tur – for det meste foregår de hver hele time, men spørg i receptionen eller tjek det på hjemmesiden.
Bagefter kan du gå lige over på den anden side af gaden, fordøje indtrykkene og få en kop kaffe eller en frokost på den hyggelige café og restaurant Wolfe’s Bar & Grill. Freemasons Hall har også en fin souvenirbutik med gaver, postkort, smykker, frimurer-regalier og bøger om logen og dets historie. Lidt længere nede af gaden på samme side som Wolfe’s Bar & Grill ligger der også en lille butik, der sælger frimurerting.
Jeg har tidligere skrevet to andre artikler om frimureri – dem kan du læse her:
Frimurerfrue med pomp og pragt
At besøge Freemasons Hall i London er en helt igennem æstetisk oplevelse. Det er et virkeligt overdådigt hus med mange finurlige detaljer. Her er det en gulvmosaik udført i halvædelsstenene turquise og lapis Lazuli.
Fakta om Freemasons Hall i London
Adressen er:
Freemasons Hall
60 Great Queen St
London WC2B 5AZ
United Kingdom
Du kan læse mere om Freemasons Hall og frimureriet generelt her:
Du kan tjekke her, hvornår i sommerperioden Freemasons Hall har åbent:
http://ugle.org.uk/freemasons-hall/tours
Freemasons Hall ligger i gåafstand fra metrostationerne Holborn og Covent Garden i det centrale London, og ikke langt derfra ligger det spøjse lille museum Soane, der var Sir John Soane’s hjem. Han var også frimurer og fik gennem sit liv samlet masser af historiske ting og udstillede dem i sit hus.
Blandt andet er et af klenodierne den egyptiske farao Seti I’s hvide alabaster-kiste med egyptiske hieroglyffer og inskriptioner på. Den er usædvanligt velbevaret og blev fundet i Kongernes dal i Luxor i Egypten af italieneren Giovanni Belzoni i 1817. På museet hænger der også et smukt maleri af Sir John Soane i fuldt frimurer-ornat.
Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen
