Karakter-novelle

Hun havde meldt sig til et meditationskursus; vel egentligt allermest, fordi hun kedede sig gudsjammerligt. Der var gået rutine og sure sokker i hendes hverdag og i deres forhold. Manden gik som regel til badminton eller i på golfbanen og hun sad hjemme i lædersofaen og gloede på et eller andet dødssygt Tv-program. Hun havde aldrig nogensinde prøvet at mediterer. Den alternative verden havde altid virket lidt frastødende på hende. Der var en masse kvaksalvere havde hun hørt og hun måtte indrømme, at hun var fyldt med fordomme.

Lørdag formiddag klokken lidt i ti mødte hun op i Meditationsværkstedet som stedet hed. Madpakken havde hun forberedt med gulerødder og andet sundt, så hun ikke faldt helt igennem. De var jo sådan nogle helsefreaks – mennesker der kom disse steder. Sommetider på biblioteket havde hun snydt sig til, at læse i et blad der hed Nyt Aspekt og det var altid fyldt med opskrifter på vegetarretter, håndlæsere og folk der mente, at kunne tale med de døde. Meeen der var altså grænser mente hun. Dybest set syntes hun det var noget pjat og hun troede ikke på den slags.

Ikke desto mindre var hun en anelse nysgerrig. Hendes mand havde grinet lidt overbærende, da hun havde fortalt ham, at hun havde tilmeldt sig meditationskurset. Han havde rystet opgivende på hovedet og pakket golfsættet sammen i bagagerummet på Corollaen. Hun havde sukket og ikke følt sig forstået. Han havde aldrig været åben for ret meget ud over sine egne interesser.

De andre kvinder – og en enkelt mand sad rundt i en rundkreds, da hun kom ind i lokalet. ”Hej og velkommen til!” smilede lederen Camilla. ”Find dig en plads, så går vi snart i gang!”

Det var hyggeligt i lokalet, men en lidt speciel udsmykning. Væggene var prydet med billeder af de opstegne mestre og Det hvide broderskab. Navne som Sct. Germain, Herren Maitreya og Buddha fik hende til at fnise indvendigt. Hvad var det for noget, hun havde rodet sig ud i?

”Ok vi begynder lige med en lille præsentationsrunde!” Camilla placerede sig i midten af cirklen i sine lilla pludderbukser og Maosko og fortalte lidt om sin baggrund.

Det lød alt sammen meget højtravende syntes hun, og da det blev hendes tur stammede hun bare, at hun kun var der af nysgerrighed. ”Jamen det er da helt ok!” sagde Camilla og nikkede. ”Øh ja jeg hedder for resten Pernille”. En sød duft af røgelse fandt vej til hendes næsebor.

Efter runden og en pause, med tilbud om urtete og frugt, gik de i gang med en guidet meditation som Camilla kaldte det. Pernille havde lyst til at flygte, løbe ud af døren og aldrig komme tilbage. Hun følte sig malplaceret, måske var det slet ikke nogen god idé med det kursus. Måske havde hun bare meldt sig til i afmagt over manden og sikkert også lidt i desperation.

”Er du ok?” spurgte Camilla hende.

”Ja jeg er ok, det er bare meget nyt for mig det her!” svarede hun ærligt, men følte sig stadig dum.

”Vi går bare lige så stille frem!” lovede Camilla – ”Det er ikke farligt!”

Lidt imod hendes vilje, faldt hun hen til Camillas rolige stemme og mærkede, at hun blev helt afslappet. Hun begyndte måske endda helt at nyde det, roen, afslappetheden og den regelmæssige vejrtrækning. Det var som om, hun helt fik sænket både skuldrene og paraderne.

”Prøv at lægge mærke til, om i ser nogle billeder eller i møder nogen undervejs!” Pernille syntes det lød underligt, det Camilla sagde, men efterhånden som hun kom længere ind i meditationen begyndte hun at ane vage lidt slørede billeder.

Det var fantastisk og lidt mystisk på samme tid. Efterhånden så hun en dybblå stjerneoverstrøget himmel. Billedet var meget tydeligt og hun forbløffedes over synet. Hun havde aldrig prøvet sådan noget før. Hun mærkede pludselig, at hun frøs, noget var isnende koldt, ikke ubehageligt, men iskoldt. Et væsen svævede hen over denne stjernehimmel. Et meget feminint og smukt væsen, der kiggede intenst på hende.

Pernille var overvældet, overrasket, chokeret og alt der imellem. Og alligevel nysgerrig, en underligt verden havde åbnet sig for hende. Hun iagttog dette væsen, som var en sart luftig alfeagtig kvinde med næsten hvid hud. Hun svævede meget sensuel rundt med sit lange rødlige og bølgede hår og en lille trutmund. Pernille anstrengte sig for, at se væsenets øjne, men selve ansigtet var sløret og hendes øjne vanskelige, at se tydeligt.

Dette væsen var iklædt en kjole i isblåt og hvidt og hun bevægede sig som en sommerfugl, så hendes flere meter lange chiffons-tynde og florlette gevandter flagrede i vinden. Hun var kølig og forfriskende som menthol og tusindårigt gammelt gletsjer-is.

”Jeg er Kathy!” begyndte hun med en rund blid stemme, lidt som om hun talte i vand.

”Jeg kommer fra stjernerne, fra Plejaderne!” hun svævede, som bevægede hun sig i vægtløs tilstand.

Pernille følte sig forført af ordene. Hun ligesom forsvandt ud af sin fysiske krop, hun kunne intet mærke mere. Det var befriende. Hun ville så gerne sige noget til dette væsen.

”Så tal!” svarede Kathy ”Jeg kan sagtens høre dig, tal mit Barn”. En del af Pernille farede sammen, en anden del var helt rolig og i harmoni. Hun forblev dog stille og sagde intet.

”Jeg er jeres, I har været her i flere tusinde år og i vil komme til at være her i tusinde år endnu!”. Hun talte med en venlig, men fast autoritet.

Hun formede en lille hule med hænderne og rakte dem ud mod Pernille. Da hun åbner hænderne får Pernille øje på en glasklar krystalpyramide.

”Den er til jer, den må I få, men I skal bruge den klogt ellers virker den ikke, det skal I huske!”

”Hvordan, skal I selv finde ud af – det kommer til jer snarest, så vil I forstå og ikke være i tvivl!”

”Dette er en overlevering”

”Vær hilset” – hendes stemme var spæd og jomfruelig som nyfalden sne.

Pernille mærkede næsten en smerte i hjertet, da dette lille væsen blev mere og mere utydelig og til sidst helt forsvandt.

”Så må I gerne begynde at komme tilbage” sagde Camilla.

”Prøv at bevæge jeres hænder og fødder lidt og så åbner I bare øjnene, når I er klar!” Der strækkes og gabes, nogle ser helt salige ud og andre har svært ved, at åbne øjnene.

”Er der nogen, der har nogle oplevelser, de har lyst til, at fortælle os andre om?” spørg Camilla. Pernille var tavs, men en tåre dannedes i hendes øjenkrog.