Holstebro Dagblad

Gambia i Vestafrika blev nøglen til et bedre helbred og en meningsfyldt pensionist-tilværelse for Anne Grethe Madsen fra Sdr. Nissum.

”Anna, Anna, Anna” råber en hel flok begejstrede børn i munden på hinanden, mens de på bare fødder piler op på siden af firhjulstrækkeren, da vi kører gennem den lille fattige landsby ad humpede og støvede jordveje under Afrikas stegende sol. Husene er faldefærdige og tagene er af tørre palmeblade. Der er ingen tvivl om at 62 årige Anne Grethe fra Sdr. Nissum næsten har kultstatus blandt de fattige børn i landsbyerne Gunjur og Sambuyang i det sydlige Gambia. Hun har her bygget to skoler og siden 2001 boet i bushen blandt den fattigste befolkning. Men hvem er hun dog, denne bemærkelsesværdige og selvopofrende kvinde?

Det er først og fremmest historien om en hårdt kæmpende og ligeså hårdt prøvet kvinde fra Vestjylland der hjælper de fattige, som det er en solstrålehistorie om et mennesker der i den grad har fulgt sit hjerte og mod alle odds fundet sin rette hylde i tilværelsen.

Anne Grethe har en sygejournal der ville få enhver læge til at tage sig til hovedet, så fra start lå det næppe i kortene at hun en dag skulle blive Gambias Moder Theresa. I 1976 fik Anne Grethe – der er uddannet blomsterdekoratør – en diskusprolaps og blev lam i benene. Lægens dystre prognose var, at hun ville komme til at tilbringe resten af livet i en kørestol. En del komplikationer stødte til, bl.a. diabetes og som om det ikke var nok fik Anne Grethe senere en hjerneblødning som ramte hendes talecenter og gav hende svære taleproblemer, oveni havde hun problemer med leddegigt.

De fleste mennesker ville nok på det tidspunkt være opgivelsen nær, men ikke Anne Grethe. Med en nærmest overmenneskelig stædighed og benhårdt arbejde lykkedes det for hende at komme til hægterne igen. Hun trænede sig selv op til at gå igen ved hjælp af græsslåmaskinen, den kørte jo bare, så hun havde bare at følge med. Nærmest mirakuløst lykkedes det Anne Grethe at træne sig op til både at gå og tale igen. Hun fik tilkendt førtidspension og blev hjemmegående husmor. Hendes mand klarede alt og regnede ikke at rejse, han var efter hendes eget udsagn en stædig og selvrådig vestjyde. Det hele ændrede sig imidlertid 100 % da Anne Grethe blev enke, hvor hun besluttede sig for at tilbringe vinteren ude i verden under varmere himmelstrøg. Hendes passion for Gambia startede med en kort turistrejse med Spies, og hun brød sig bestemt ikke om landet i første ombæring. Hun ville hjem, da det var helt umuligt at gå i fred på gaden for påtrængende sælgere. Det var ellers hendes plan at besøge Indien, men skæbnen ville det anderledes. Efter at havde været hjemme i 2 mdr, tog Anne Grethe tilbage til Gambia igen. Hun var efter nærmere eftertanke blevet grebet af landet og kunne ikke holde at se den allestedsværende fattigdom uden at gøre noget.

I dag er alt forandret, Anne Grethe bor i Gambia et ½ år af gangen og det falder hende helt naturligt at hjælpe den fattige befolkning. Man er slet ikke i tvivl om Anne Grethes forvandling, når hun fortæller om sit liv før i tiden. Hun ville allerhelst leve i ubemærkethed, og turde ikke holde tale, og da slet ikke at tale med pressen som hun gør i dag. Nu har det imidlertid et helt andet formål at udtale sig, Anne Grethe kan nemlig se, at det gavner hendes projekt med skolebyggeriet og hjælpearbejdet. Der er ingen tvivl om, at man her sidder overfor et mennesker der har været igennem en forvandlingsproces og personlig udvikling udover det sædvanlige. Desuden er hendes fysiske tilstand bedret betydeligt af klimaet i Gambia, hvor hun bruger mindre eller slet ingen smertestillende medicin. I Danmark har Anne Grethe f.eks. svært ved at skrive pga. kulden og er generelt mere besværet af sin sygdom.

Det afholder hende dog ikke fra selv at pakke sine containere med ting til Gambia og at afholde loppemarkeder hvor overskuddet ubeskåret går til skolerne. Hun har boet i Gambia siden 2002, hvor hun købte en byggegrund og byggede hus ude i bushen. På sin anden rejse til Gambia fik hun lov til af Spies at medbringe ekstravægt i form af 100 kg tøj og sko. Vel ankommet til det afrikanske land fyldte hun en Jeep op med tøj og kørte ud til folk med det. Senere søgte hun fonde for at få bevilget penge til at sende containere til Gambia. Her løb hun ind i problemer, men fik dog senere en aftale i stand med Mellemfolkeligt Samvirke, der nu sponsorer udgifterne til containerfragt. I 2008 har hun fået 4 store 40 fods containere fragtet til Gambia.

Hårde skæbner
Anne Grethe fandt hurtigt ud af at hun selv måtte afleverer tøjet, for at være sikker på at det når ud til de rigtige mennesker. I starten var det hårdt og hun blev nærmest overfaldet fordi folk ingenting havde. De manglede alt lige fra ris, tøj, fodtøj, til byggematerialer. Anne Grethe fik gardiner og duge, og fik dem syet om til sække. Heri pakkede hun pakker dame – og herretøj, men hvis manden havde 3 koner skulle de jo have lige meget. I dag deler hun mest børnetøj og sko ud.

Hun forsøger også at få tid til at komme inde på børneafdelingen på landets største hospital i hovedstaden Banjul. Her ligger 30 – 40 børn på hver stue og børnene får hver et tøjdyr og begejstringen i deres øjne er ikke til at tage fejl af. Anne Grethe ser mange voldsomme ting på hospitalerne, bl.a. mange forbrændte børn på brandsårsafdelingen. Fordi de fleste husholdninger i Gambia koger over åbent ild, kommer mange børn til skade. Familierne kender ikke til førstehjælp i forbindelse med brandsårs – og skoldningsulykker, og forstår ikke at de skal skylle hudområdet under rindende koldt vand. Herved bliver skaderne meget større og mere alvorlige, og dertil kommer at mange børn ikke kommer under behandling hurtigt nok. Nogle af børnene er så heldige at komme på brandsårsafdelingen, men i modsætning til vore danske sygehuse er der ingen pleje, det er noget familien skal sørge for. Anne Grethe kan berette om mange triste skæbner blandt børnene i Gambia, og hun har op til flere gange betalt for deres hospitalsbehandling af egen lomme.

Bl.a. fortæller hun om en lille pige, der ved fødslen vejede 2 kg og var voldsomt underernæret pga. ganespalte. Hun kunne ikke ernæres ved brystmælk eller modermælkserstatning og familien havde i forvejen 11 børn. I dag er lille Kathy 4 år og klarer sig fint i skolen trods sit handicap. Da der ingen deciderede børnehjem findes i Gambia, bortset fra SOS børnebyerne, er de forældreløse børn oftest overladt til sig selv. Hvis familien rejser ud er det almindeligt bare at afleverer børnene til naboen. Det er f.eks. hvad der er sket for en ung dreng i nabolaget. Hans forældre er døde, drengen er blevet efterladt, mishandlet og udsultet og har akut brug for hjælp.

Stor gæstfrihed trods sygdom
Anne Grethe har i årernes løb skaffet danske sponsorer til over 500 børn i Gambia og mange af dem besøger deres børn. De rejsende tager Anne Grethes sig af, hendes gæstfrihed kender ingen grænser og hun vil gerne give gæsterne et godt indtryk af sit andet hjemland. I det halve år Anne Grethe er i Danmark bruger hun tiden på at passe sine børnebørn, pakker containere og skaffer sponsorer. Foreløbig er det bl.a. blevet til en pæn sum på 62.000 kr. fra Kirks Lego fond til opbygning af skolen i Gunjur. Desuden er Anne Grethe begyndt et givtigt samarbejde med 2 driftige fyre fra Skagen der udgør arbejdssjakket på byggeprojektet til skolen i Sambuyang. Arne der er tidligere VVS mand har lavet køkken og spiseplads, mens Egon er tømrer, tidligere Ford-forhandler og udpræget handy man. To andre af Anne Grethes gode hjælpere, er Hanne der har orlov fra sit arbejde i en bank og skal være i Gambia i et ½ år, samt Sammy der er Anne Grethes trofaste chauffør. Der er altid livlig aktivitet hos murersjakket omkring cement-blandemaskinen på skolens byggeplads, og en stimlen sammen af børn omkring den nyopførte 28 m dybe brøndboring med rent vand.

Danske skoleprincipper i Afrika
Containerne er 16 dage undervejs fra Danmark til Gambia. På havnen i Banjul skal de synes og være tømt i løbet af 1 uge. Der er et farligt bøvl med at få frigivet containerne, de skal godkendes og gennem en masse bureaukrati og papirarbejde. Meget af fragten er byggematerialer og inventar til skolerne. Murersjakket bestræber sig på at opføre holdbare skoler i lersten og cement, i stedet for midlertidige overdækkede halvtage. Toilet – og køkkenforhold skal også være i orden, og da børnene ikke kan ikke finde ud af at bruge almindelige toiletter, installeres der stå-toiletter i stedet. Anne Grethe gør meget for at lære børnene om hygiejne. De får et krus, en ske og en tallerken hver morgen. Det er mere hygiejnisk, da de er vant til at spise med fingrene og af en stor skål. I skolen får børnene et måltid fire dage om ugen. Hver sponsor betaler 400 kr. pr. år og for det beløb kan barnet gå i skole et helt år, få mad, 2 skoleuniformer om året og gratis lægehjælp. Anne Grethe kører skolerne efter danske skoleprincipper hvor fag som sang og matematik indgår i skoleskemaet. De mindste klasser der kaldes Nursery school er for de 3 til 7 årige, mens næste trin er Secondary school for de lidt større børn. Al undervisning foregår på engelsk, og en typisk skoledag starter kl. 9 og slutter kl. 12.30. I de større klasser lærer børnene også om deres land og har engelske undervisningsbøger.

At det ikke er helt enkelt at drive skole i et så anderledes samfund kan jeg tydeligt høre ud af Anne Gretes beretninger. Børnene lyver tit om deres alder for at kunne komme i skole. Når Anne Grethe er hjemme i Danmark, kan de finde på at proppe 35 børn ind i klassen i stedet for 30 børn. Og hvis ikke Anne Grethe og hendes hjælpere sikre sig, at pengene bringes ud til de rigtige mennesker, kan skolelederen finde på at stikke pengene i egne lommer. Herved får børnene ingen skoleuniformer eller mad. Andre gange ser Anne Grethe at de penge som skulle bruges til børnenes skolegang bruges af manden til at købe sig en ekstra kone for, så det er meget svært og et enormt tålmodighedsarbejde. Men alt i alt er skolerne et rigtigt stort gode for børnene og en masse mennesker får arbejde, f.eks. skrædderen i byen Serakunda der får en kæmpeordre på skoleuniformer og konen der skal lave skolemad til børnene. I fremtiden skal Anne Grethe bruge tid på at få skolerne godkendt under det gambianske undervisningsministerium. Den nye skole kommer til at bære navnet Anna – Skagen skole, da det er et samarbejde mellem Anne Grethe og de to gæve Skagenfyre. Men lige nu har alle nok at gøre med at få registreret børnene og blive færdig med bygningerne.

Hendes hjertebarn
Anne Grethe vil være i Gambia så længe hun kan, det eneste der afholder hende fra at flytte til Gambia permanent er hendes 3 børn og 4 børnebørn i Danmark. Familien accepterer hendes passion for landet, men så selvfølgelig helst at hun slog sig ned i nærheden. I skrivende stund er Anne Grethe i Danmark indtil midten af december hvor hun bl.a. skal deltage i sin søns 40 års fødselsdag. Hun blev for noget tid siden ramt af tropesygdommen malaria med symptomer som svimmelhed og hovedpine. En nat besvimede hun på toilettet i sit hjem i Gambia, og faldt så hårdt og uheldigt at hun flækkede cisternen over i to dele. Hun var forslået, blev sort og lilla og havde voldsomme smerter ved ribbenene. På hospitalet i Banjul kunne man ikke fastsætte nogen diagnose eller rettere man foreslog flere diagnoser. Hul på lungen, nyre – eller leverskade eller et par bøjede ribben. Hun blev sat et røntgenbillede i udsigt, men lægen dukkede ikke op. Næste dag kom en specialist der tog et par næsten ubrugelige billeder. Så Anne Grethe venter på en korrekt diagnose fra sin egen læge i Danmark. Indtil da bider hun tænderne sammen og forsøger at udholde smerten. For som hun siger om det hele, med en ganske særlig glød i stemmen – ”jeg gør det for Gambia”.

Se artiklen i Holstebro Dagblad