Gamle bøger og Cappucino med højt skum

Gamle bøger og Cappucino med højt skum

Essay, kåret til Månedens Tekst i januar 2010 på Forfatterhaab.dk

Duften af gamle bøger og cappuccino blander sig i skøn forening i Vangsgaards Boghandel og Antikvariat i Ryesgade i Århus, og giver de mange besøgende en sjælfuld sanseoplevelse.

Jeg tror, at det hele egentligt begyndte med en film i min barndom. I 1982 var eventyrfilmen ”Den uendelige historie” på plakaten i den lille biograf i min barndomsby, og jeg husker tydeligt, at min søster og jeg var inde og se filmen. Vi købte slik i løst mål i Fakta, og derefter bevægede vi os ind i biografsalens mørke for at lade os forføre af Hollywoods eventyrverden. Jeg husker historien om den lille dreng Bastian, som stjæler en stor mystisk læderindbundet bog med de to slanger på omslaget, der bider hinanden i halen. Scenen foregår i et støvet antikvariat, hvor en ældre mand med vagtsomme øjne bag guldbrillerne sidder blandt stakke af gamle bøger og læser i den forunderlige bog. Bastian bliver hvirvlet ind i en eventyrhistorie med flyvende pelsklædte drager, nysende kæmpeskildpadder og sørgmodighedens sumpe i landet Fantasien.

I dag, over 25 år senere, kan jeg stadig huske følelsen og få blanke øjne over oplevelsen, og filmen var med til at vække en livslang entusiasme for gamle bøger og antikvariater. Der findes stort set ikke det antikvariat over hele landet, jeg ikke har snuset rundt i, men min absolutte favorit ligger såmænd i Århus. I Ryesgade er Vangsgaards Boghandel og Antikvariat et sandt skatkammer for kendere og entusiaster. Det sted har altid haft en særlig magi over sig. I mange år drev Henning Clausen boghandlen med kompetent hånd. Den nydelige gråsprængte gentleman stod bag disken, når man listede ind i butikken for at forhøre sig om en bestemt titel. Manden havde trods sin modne alder en hjerne som en sofistikeret computer, han vidste nøjagtigt, hvor en given bog stod, selv de mest umulige og ukendte titler fandt han frem til. Jeg gik altid derfra med den ønskede bog, og en mere end almindelig beundring over hans formåen.

Da Henning Clausen til manges ærgrelse valgte at gå på pension i en høj alder, blev butikken overtaget af navnkundige Vangsgaards Antikvariat fra København. Og nu så et helt nyt koncept dagens lys. Antikvariat og café på et og samme sted. Jeg husker, at jeg havde overvejelser om, at vi småsnerpede bogentusiaster i første omgang ikke mente, at kaffe og bøger var en hensigtsmæssig kombination. Men jeg måtte hurtigt sande, at atmosfæren blev uovertruffen, og konceptet er endt med at blive en sand succes. Der er nemlig altid stuvende fuldt i Sigfreds kaffebar, som er cafeens klangfulde navn, der giver mig et smil på læben og associationer til julekalenderen Brødrene Mortensens jul fra 1998. Her serverede storsmilende KaffeHanne netop kaffe i Sigfreds kaffebar hver eneste dag i december.

Der tænkes store tanker i Vangsgaards kælder, mens duften af kaffebønner, indisk te og friskbagte boller blander sig med duften af gamle Dan Turell – og Herman Bang-bøger. Her kan man fornøje sig med at kigge på mennesker og forene både kaffepletter og æselører. Cafédriften køres af en kompetent ung mand. Morten Vestenaa som tager sit job som såkaldt Baristo alvorligt. Som netop nykåret dansk og nordisk mester i disciplinen kaffe- og cappuccino brygning har han påtaget sig ansvaret at forsyne århusianerne med byens bedste kaffe og cappuccinoer. Enhver kop er lavet med kærlig hånd, det højeste skum og de mest kunstfærdige mønstre. Og på hans blog på nettet kan man læse om hans forestående rejse til verdensmesterskabet i pågældende disciplin i Atlanta. Senere skal han til Costa Rica, hvor han skal deltage i plukning, ristning og forarbejdning af de ædle bønner på en kaffefarm. Så selv de mest kræsne kendere er i de bedste hænder i antikvariatets kælderhule, det er som at komme ind i en verden helt for sig.

Jeg har ikke tal på de utallige gange, jeg har balanceret på den knirkende stige, mellem hylder helt op til loftet og med titler sirligt ordnet efter emne. Suset ved at få fat i et pragteksemplar af første oplag er helt ubeskriveligt. Man kærtegner den med ydmyghed og lader hånden glide hen over siderne. Det er ren lyksalighed. Jeg plejer at gå rundt og røre ved bøgerne og endda kramme dem, hvis jeg har fundet en, jeg bare må eje. Ofte støder man ind i virkelige samleobjekter med signeringer, gamle bogmærker og hilsner til for længst afdøde personer, skrevet med fyldepen.

Jeg lader blikket glide hen over de gamle læderindbundne bøger, slidte af tidens tand, og får indre billeder af at stå på et gammelt loft med en særegen duft af støv og mølkugler. Jeg forestiller mig, at jeg puster støv af bogen, og den knirker, når jeg åbner den. Øjnene glider videre over hylderne og støder ind i ældgamle bibler på hebræisk. Ord og viden har altid fascineret mig, og jeg falder i staver og filosoferer over verdenshistorien – tænk, hvor mange vigtige skrifter og stor historisk litteratur der er gået tabt. Det gør næsten ondt i hjertet.

Jeg bevæger mig videre blandt de spækkede hylder og når til min favoritsektion – rejselitteratur fra 1940’erne og 50’erne. Dengang der var rigtige eventyrere og opdagelsesrejsende til, da der endnu var hvide pletter på verdenskortet og bøgerne skulle sprættes op med papirkniv. For mange år siden da store rejsebogsforfattere som Åge Krarup Nielsen og Henning Haslund Christensen berettede om fjerne indianerstammer i regnskoven, da der stadig fandtes hovedjægere i Equador, og Afrika knapt var koloniseret. Jeg står pludselig med en gammel rejsebog fra 1868 med gotiske bogstaver i hånden. Den er skrøbelig og sprød, og da jeg forsigtigt bladrer bogen igennem, falder et gammelt gulnet avisudklip om et skibsforlis i Stillehavet ud. Hvem mon har ejet bogen? Hvilke tanker gjorde vedkommende sig? Man kan altid se, når der er ankommet en ny sending af gamle bøger fra f.eks. et dødsbo, og forestille sig hvilket menneske der har været den lykkelige ejer af bogen. Hvad har vedkommende bedrevet i sit liv?

Bogen vejer godt i hånden – ”det var dengang man lavede kram!” plejer jeg at sige, når jeg står med den slags massive kvalitet. Håndindbundne og med guldtryk, det var dengang, hvor ordentlige bøger vejede 1,5 kg. I dag er det skrabede paperbacks til kr. 99,50,-. Nu har alle råd og adgang til bøger og behøver ikke at gå glip af gode historier og oplysninger, men der er nu engang mere stil over gamle bøger. De har en højere æstetisk værdi på ens boghylde. Gamle antikvariske bøger er dyre, men man fornemmer historiens vingesus, som en stemme fra en svunden tid.

Jeg er efterhånden så hyppig en gæst hos Vangsgaards, at jeg føler mig helt familiær med stedet. Den specielle duft slår mig i møde, og jeg ved ret præcist, hvor gulvet knirker. Min kæreste og jeg havde vores første date i Sigfreds kaffebar. Vi er begge inkarnerede antikvariat-fans og og vi indgår vist snart under kategorien stamgæster.

Et par af mine andre gode bogoplevelser står Vangsgaards også for. På en bogmesse i Ridehuset i 2006 var deres filial fra København repræsenteret med en stand. Her stod jeg pludselig med en virkelig litteraturperle i hånden. Antikvariatet blev efter Frits Helmuts død et par år tidligere bedt om at tømme hans hjem i hovedstaden. Her fandt man i hans bogsamling faderen Osvald Helmuts bog ”Den lille prins” af den franske forfatter Antoine De Saint-Exupéry med dedikation fra 1963. En virkelig eksklusiv klassiker, som jeg købte og opbevarer med stor nænsomhed.

At antikvariatet i Ryesgade har en helt særlig position blandt byens kaffeelskere og bogfreaks er der ingen tvivl om. Man skal være heldig, hvis man kan få en siddeplads i Sigfreds kaffebar, og interessen for litteratur af ældre dato er stærkt stigende. Måske er det vores forjagede verden, der gør det så attraktivt virkelig at opleve sjæl og charme.

Share Button