I 1998 var jeg på rejse i 2 mdr. i Asien herunder Thailand. Jeg tog hele turen fra Chiang Mai i nord og mod syd over Phuket og ind i Malaysia. Ca. halvvejs  ligger tre små øer i Siam Bugten i den østlige ende af landet. Jeg sejlede ud til den lille ø Koh Tao, hvor jeg hyggede mig et par dage i en sivhytte på stranden med at skære ananas i bidder og spise de sjove lilla frugter mangostan. Det var en umådelig smuk ø med klart turkisblåt vand og masser af tropefisk, blid brise i kokospalmerne og bare ren afslapning. Efter nogle dage besluttede jeg mig for, at se de andre små øer i nærheden. Jeg skulle flyve fra øen Koh Samui til Phuket og kunne godt passe ind i min rejseplan at have et par dage på den mellemliggende ø Koh Phangan.

Jeg hoppede på en båd derover og gik i land efter et par timers sejlads i strålende solskin. Jeg havde ikke oceaner af tid på denne ø, fordi jeg snart skulle videre til Koh Samui og flyve til Phuket, så jeg planlagde at forsøge at bruge min tid der effektivt. På mit lille hyggelige hostel nogle kilometer udenfor byen lejede de knallerter ud. Jeg havde som 18 årig kørt på Maxi Puch og mente at sådan en thailandsk knallert vil nok skulle være til at styre, men som sædvanligt blev jeg klogere.

Jeg tog en rask beslutning og snakkede med fyren i receptionen. Han beholdt mit pas som depositum, hvilket jeg godt nok ikke var helt tryg ved, men ellers kunne jeg ikke få udleveret knallerten. Nu viste det sig imidlertid at knallerten var med gear, hvilket jeg ikke anede hvordan virkede og det fik temmelig lidt fatale følger. Men jeg var jo ung og frisk, og med på den værste, så jeg susede ud af indkørslen på mit sorte lyn. Vejen ned til byen var en grusvej gennem en skov og i lang tid gik det ganske hæderligt. Lige indtil der kom en modkørende bil! “Åhh Gud de kører jo i venstre side som i England” Ups! Nå men der kom heldigvis kun denne ene bil og jeg luskede hurtigt over i den rigtige side, selvom jeg fandt det noget akavet.

Jeg kom ud på asfaltvejen og havde en del besvær med at få skiftet gear. Det resulterede i, at jeg nu pludselig kørte i et meget lavt gear og dermed selvfølgelig også tilsvarende langsomt. Og selvom jeg gjorde de hæderligste forsøg på at skifte gear gik det ikke helt glat. Jeg hakkede afsted og det har sikkert været et syn for guder.Jeg havde set i min guidebog, at der skulle være nogle spændende ting at se på øen og jeg prøvede at køre en vej som jeg håbede på ville føre mig til nogle af disse steder. Pludselig kom jeg forbi et skilt hvor der stod Waterfall (vandfald), aha det så spændende ud – altså drønede jeg ind af den vej. Nu er der bare det ved det, at knallerter aldrig har været beregnet til at bestige bjerge med. Vejen var i starten asfalteret, men senere gik den over i at være en støvet grusvej under den stegende sol.

Vejen blev mere og mere stejl og jeg blev mere og mere usikker på om der overhovedet lå et vandfald på denne strækning. Jeg kørte i lang tid og måtte til sidst stå af knallerten og prøve at trække den op af den stejle grusvej. Og sådan en tung knallert er ikke det mest handy at skulle slæbe op af en stejl stigning. Oppe på toppen af vejen gik det stejlt ned af og jeg stod lidt og vurderede situationen. Der var enormt stejlt og jeg var ikke helt sikker på om det var nogen god idé, men på den anden side, så skulle jeg altså finde det vandfald.

Så mig op på knallerten igen og nedad – og selvfølgelig gik det galt. Den tørre grusvej var blevet helt glat af den stegende sol og mønstret på knallertens dæk var nok heller ikke lige det allerbedste verden havde set. Så inden jeg nåede at vide af det styrtede knallerten, den skred sidelæns, jeg havde mit ben i klemme under den og endte med at skride sammen med knallerten ned af den stejle vej. På et tidspunkt var hele roderiet ved at skvatte ud over kanten på vejen. Her var tæt tørt krat og det var svært at se hvor langt der var ned. Jeg var helt seriøst ude at skide, for knallerten var vildt tung og jeg kunne ikke holde den. Vi kurerede og kurerede nedaf, alt imens mit ben blev skraldet for hud.

Jeg var nu helt nede at ligge  og skrabte ned af grusbakken. Til alt held fik jeg standset knallerten, den gik jo stadig, men det gjorde jo bare, at nu kørte den ikke selv, så jeg skulle slæbe den. Jeg nåede ikke at skvatte helt ned af den stejle bakke, heldigvis fik jeg nogenlunde styr på maskinen inden det gik helt galt – for det var det på vej til. Nu var der ikke andet at gøre end trække og gå tilbage af vejen hvor jeg var kommet fra. Jeg var afgjort ikke stolt af mit forehavende og da jeg kom til at undersøge mig selv, så jeg, at jeg rundt regnet var indsmurt i blod fra hudafskrabninger, blå mærker og store sår fyldt med sand.

Som sendt fra himlen dukkede en ladvogn op med to unge fyre, det var ellers ude i et ret øde område, så de kom bare ud af ingenting. Jeg var dem vildt taknemmelig da de smed knallerten op på ladvognen og mig ind på bagsædet. De kiggede overbærende på mig. Så kørte de mig ned til en knallertmekaniker, hvilket faktisk var ret kvikt tænkt. Jeg husker ikke, at vi rigtig kunne snakke sammen, men ligemeget hvad så kunne de jo godt se, at jeg var lidt ude at svømme. Jeg er ikke specielt teknisk minded og anede ganske enkelt ikke hvad jeg skulle stille op med en knallert. Jeg tror også, at de forbarmede sig lidt over mig fordi jeg var en pige (men måske mest af alt fordi jeg var en otsset turist, der troede jeg kunne køre knallert).

Nede hos knallertmekanikeren kiggede han på min noget ramponerede Honda. Men det første han dog gjorde var at kigge på min venstre albue som var helt og aldeles flået op og lignede et blodbad. Jeg havde hudafskrabninger over hele kroppen og lignede et krigsoffer der lige var kommet hjem fra fronten. Han sagde ingenting, men tog ved min arm og kiggede på den, kiggede på mig og rystede på hovedet. Og ja det kunne man vel ikke helt fortænke ham i. Men han var meget sød og jeg tror faktisk, at han var lidt bekymret for mig.

Først nu opdagede jeg hvor mange tæsk knallerten havde fået. Kurven foran var trykket helt skæv og der var et par andre ting på den som havde fået et ordentligt dap og var blevet skrammet. Han rettede lidt løseligt op på skaderne og fyldte lidt benzin på, som jeg selvfølgelig betalte for. Så lukkede han mig ud i trafikken igen, som dog ikke var så slem på den lille ø. Med møje og besvær kom jeg hjem til mit hostel og skulle aflevere knallerten og have mit pas igen. Fyren som havde lejet knallerten ud til mig så noget muggen ud. Selvom jeg var smurt ind i en mellemting mellem blod, grus og fluer, så var det eneste han gik op i, at knallerten havde fået skrammer og en skæv kurv. Jeg havde stillet knallerten på græsplænen foran receptionen og var hurtigt gået ned i min bungalow. Mest for at blive skyllet og få mine sår bundet ind. Så måtte jeg jo tage konfrontationen senere.

Jeg gik simpelthen i bad, da jeg som sagt lignede noget der var løgn. Det sved vildt i mine sår, men jeg var nødt til at bide det i mig. Jeg var også hurtigt blevet både blå og lilla af slagene, så jeg lignede virkelig jeg ved ikke hvad. Jeg brugte resten af eftermiddagen på at forbinde sår og kunne nu let gå for at være en omvandrende egyptisk mumie. Plaster, interimistisk bandage, gazebind og elastikbind var jeg pakket ind i – også for at undgå, at fluerne sad i mine sår hele tiden. De havde nemlig hurtigt fundet vej til at sidde og gnave i det størknede blod. Jeg levede af smertestillende tabletter i nogle dag derefter, da det gjorde ondt bare at ligge ned.

Jeg fik mit pas igen, også uden at skulle betale noget. Fyren var stadig noget sur, men jeg valgte at tage fra øen allerede næste dag. Jeg havde ligesom fået mine eventyr lyster styret. De næste dage humpede jeg rundt som en anden invalid og det var ikke helt nemt at bære rygsæk og skulle kravle over rælingen på færgen og samtidig havde ondt over hele kroppen efter at havde været igennem sit livs slåskamp med en knallert og en stejl bakke. Jeg fik ihvertfald fundet ud at, at man ikke kan bestige bjerge på knallert, selvom jeg ellers syntes, at det lød som en spændende udfordring. Det blev sandelig også spændende, men på den lidt trælse måde.

Jeg lejede aldrig knallerter mere, men har til gengæld efterfølgende fået min andel af oplevelser med at sidde bagpå rundt omkring i verden. Altid uden styrthjelm i rasende fart ud og ind mellem biler – på Bali, i Afrika og mange andre steder, hvor jeg tit har tænkt, at det nemt kunne gå galt. Især i den trafikkultur som udøves rundt omkring i verden er det mere held end forstand, at der ikke sker flere ulykker end der gør. Men der sker selvfølgelig også grimme ting, men nogle gange er der bare ikke så mange andre muligheder end transport på knallerter. Man skal bare lukke øjnene og bede til de højere magter om at passe på en. Og dengang på Koh Phangan tror jeg afgjort, at der blev holdt øje med mig – ellers var der nok ikke blevet sendt en ladvogn på det rette tidspunkt. Men tæsk det får man jo her i livet!