Så er jeg ankommet til Guatemala City igen, og har puttet mig på et hostel ca. 600 m væk fra lufthavnen. I morgen går det løs mod Miami kl. 8.00 og med lidt held videre mod Europa. Synger unægteligt på sidste vers her i Mellemamerika, men sidste opdatering skal i nu ikke snydes for. Desuden er der sket en hel del den sidste uge, som jeg gerne vil fortælle jer om. Jeg tog jo med Tica bus fra San Salvador sidste uge d. 26. feb. kl. 5.30 om morgenen fra et kontor i den mest skumle del af byen. Men det var nu stille og roligt, der var en del mennesker da jeg kom, så det gik meget tilforladeligt for sig. El Salvador er jo et meget lille land, så efter ikke lang tids kørsel var vi allerede ved grænsen til Guatemala. Jeg tænkte at jeg hellere måtte veksle nogle dollars til Quanzales, så jeg var klar til at betale i bussen til Antigua. For de ville højst sandsynligt ikke tage dollar. Jeg vælger at veksle 30 USD, selvom jeg godt nok havde 60 i alt. Men en eller anden fornemmelse sagde mig at jeg gjorde bedst i at nøjes med et mindre beløb.

Jeg kunne jo ikke lige huske vekslekursen, da jeg jo havde været igennem 7 forskellige valutaer siden jeg sidst var i Guatemala. Så et eller andet sted var jeg lovligt undskyldt. Men min fornemmelse viste sig selvfølgelig at være helt rigtigt, jeg fandt senere ud af at jeg var blevet snydt for 15 dollar. På det tidspunkt var jeg end ikke overhovedet kommet ind i Guatemala endnu – men det startede godt, og var nøjagtigt som jeg huskede det, men det skulle blive 10 gange værre i løbet af den næste uge. Så begyndte besværet igen, som jeg så tydeligt huskede fra sidst i det nordlige Guatemala. Grænseformaliteterne gik forbavsende hurtigt og smertefrit, ganske effektivt og snart var jeg over grænsen til landet med mayaernes højborge.

I Guatemala blev landskabet afløst af et faktisk ganske bjergrigt område, meget tørt og med afsvedet gult græs, små landsbyer og enkelte landbrugsarealer. Turen fra San Salvador til Guatemala City tager ca. 5,5 time, de viste et par film, jeg sov lidt og det sædvanlige hængen lidt under en lang bustur. Ind mod Guatemala City kører man ned i dalen som byen ligger i, og oppe fra højlandet giver det et godt overblik over hovedstaden. Man kunne nu tydeligt se hvor vanvittig stor byen er. Den er megastor og viser sig ved nærmere syn bare at være en stor larmende, brølende og vildt forurenet storby, totalt blottet for al hvad der hedder charme. Jeg nåede i hvert fald ikke at finde det, mens jeg var der. Det er bare et stort galehus med brølende vanvittig trafik af en 6 – 8 sporet motorvej tværs gennem byen. En forurening og bilos så tyk, at man ligefrem kan smage dem. Man får ondt i halsen og en underlig smag i munden.

Jeg kommer af på en busstation i udkanten af centrum og hopper på en taxi som skal tage mig til bussen til Antigua. Først er vi dog lige en enkelt tur ude i lufthavnen Aurora, for at sætte en fyr af. Så fik jeg da i det mindste lige set hvor det er jeg skal flyve hjem fra, når den tid kommer. Selvfølgelig ender jeg efterfølgende i en Chickenbus mod Antigua. Jeg har ellers lovet mig selv omkring 50.000 gange at jeg ikke vil køre i Chickenbus, men det er ligesom lidt svært at undgå når der ikke er andet end Chickenbusser. Så jeg må æde den for 117 gang.

Denne gang er bussen dog knapt så fyldt, alle sidder da i det mindste pænt ned på sæderne. Til gengæld kører chaufføren komplet afsindigt. Han tæsker af sted alt hvad det gamle lig af en amerikansk skolebus overhovedet kan trække uden at falde fra hinanden – og lidt til. Det er et under at den overhovedet holder. Billetdrengen hænger brølende ud af døren i jagt på flere passagerer. Imens hamrer vi af sted i en sky af kulsort røg. Mange af disse Chickenbusser er privatejede og det gælder altså bare om at få så mange passagerer hevet ind som overhovedet muligt. Af sted går i det i et vanvittigt tempo, nærmende sig dødskørsel af motorvejen mod Antigua. Skarpe sving hvor jeg må holde fast på både min store rygsæk, mig selv og lille rygsæk for at undgå at alt flyver ud til alle sider. Jeg har min store rygsæk på sædet ved siden af, og krampholder fast på den, så den ikke vælter ned. Svingene bliver næsten gennemført på to hjul, så det er en mere end almindeligt spændende tur. Kør ikke godt, men kør f… spændende! Så skal vi til betalingen – nu starter så balladen ved jeg af erfaring. Jeg ser at folk giver omkring 10 Quanzales, der står sjældent nogen steder hvad det koster. Desværre har jeg kun 20 Q, og jeg ved at det giver ballade og ganske rigtigt! Der er ca. 45 minutters kørsel til Antigua, og jeg ved lige præcis hvordan det nu går. De kan aldrig nogensinde give tilbage – i hvert fald ikke til en dum gringa.

Jeg bliver som sædvanligt bedt om at vente, tricket er nu at billetdrengen venter så lang tid som muligt med at give mig byttepenge tilbage i håb om at jeg enten glemmer det eller bliver ligeglad. Men han skal f… blive klogere! Jeg vidste det! Jeg er temmelig pissed up i forvejen efter at være blevet snydt for 15 dollar inden jeg overhovedet var kommet ind i landet, så han skal få kamp til stregen den skide stodder. Jeg må tjatte til ham to gange og give ham dræberblikket. Han er ved at blive irriteret, men det er intet imod hvad jeg er ved at blive. 10 Q er intet, men det er mere princippet i det hver eneste gang. Om så jeg skal true ham på busstationen i Antigua kommer han til at betale. Til sidst giver han sig, og jeg får mine penge. Men så peger han surt på min rygsæk – aha han vil altså have at jeg skal betale en billet for min rygsæk også. Han mener nok at jeg skal flytte min rygsæk, men han kan tro nej. Her er det mig der spiller dum og intet forstår. Jeg flytter ikke den rygsæk så meget som 1 cm, så kan han skabe sig lige så åndssvagt barnligt han vil. Jeg sætter mit allermest hovne, arrogante og hårde dræberblik op, og han kan bare stille op! Jeg ankommer til Antigua med min rygsæk på sædet og ikke et piv fra ham. Han skulle også bare lige have prøvet på noget! Han skal ikke tro at han kan rende om hjørner med en hårdtprøvet gringa – der efterhånden har noget der minder om et ryatæppe på brystet.

Jeg går op mod centrum af Antigua eller dvs. noget der minder om en hovedgade. Busholdepladsen er så tør og støvet at der står en støvsky efter samtlige busser der forlader pladsen, så det er med hosten og prusten jeg for mig bevæget ud af støvskyen. Har en anelse svært ved helt at finde hoved og hale i byen, er et lille øjeblik en anelse skuffet. Det her sted snakker alle om, men indtil nu kan jeg nu ikke se det sindsoprivende ved byen. Den virker ikke umiddelbart videre ophidsende på mig, men alting skal jo som bekendt have en chance. Jeg finder et hotel og for et værelse til 8 dollar. Omme i en fin gammel baggård med et kaffetræ midt i haven, roligt og et stykke væk fra en meget trafikeret vej. Jeg er hundesulten og finder en restaurant som ser nogenlunde fornuftig ud. Men efter suppe, kylling, ris, tortilla og nogle splatkogte grøntsager kan jeg godt mærke at det her ikke går. Min mave gør knuder og det går lige i hovedet på mig. Jeg er i forvejen træt og flad efter den lange bustur, men bliver lettere syg af maden.

Resten af dagen går jeg rundt i en lidt halvsvimmel tilstand. Det hjælper dog lidt med en middagslur, men ikke meget. Jeg får fundet centrum, Plaza central. Og nu kan jeg så bedre forstå hvorfor folk er så vilde med den her by. Centrum af byen er utrolig smuk, gamle kolonihuse, fine gamle kirker, og i horisonten af byen kan man se en flot vulkan knejse mod himlen. I alt kan man på gode dage se hele tre vulkaner rundt om Antigua. Volcan Aqua, Volcan Actenango og Volcan Fuego (betyder ild). Her er da også sådan ca. omkring 1 milliard turister. Men det gør selvfølgelig alting lidt nemmere på mange måder. Her er alt hvad turister har brug for, restauranter, posthus, souvenirbutikker, fotobutikker, cafeer og fede boghandlere, selv dødssyge Mac D. har indtaget denne faktisk efter nærmere undersøgelse utroligt smukke og meget klassiske by. Jeg får mig lidt orienteret rundt i byen, får hævet penge og ender selvfølgelig op i en boghandler og køber en mayabog. De har de sejeste mayabøger her, og hvis ikke det var fordi jeg i forvejen har en rygsæk på omkring 50 kg (sådan føles det i hvert fald), så havde jeg tømt samtlige boghylder for mayabøger. Men jeg besinder mig, selvom det holder hårdt.

Jeg er på ingen måder på toppen og dratter om i min seng tidligt på aftenen. Næste morgen kl. 5.30 må min mave kapitulere med en megamaveinfektion. Men ud kommer det da i det mindste, og kl. 9 går jeg på ¨helbrede-min-syge-mave¨ – indkøb! Samme procedure som altid. Kommer hjem med lunken Cola, drikkeyoghurt og noget godt hjemmebagt fuldkornbrød. Jeg er slatten som en karklud og ligger i min seng helt indtil kl. 12.30. Men jeg tager en af mine danske maveinfektionspiller, som jeg sidste år i Australien fandt ud af var en absolut mirakelkur. Jeg begynder at læse lidt i min nye bog om mayaernes tidsanskuelse og kommer ved en tilfældighed til at slå op på en side der omtaler en mayaruin jeg aldrig syntes jeg har hørt om. Dvs. jeg kan genkende navnet fra et eller andet sted, men kan ikke lige regne ud hvorfra. Den hedder Quiriguá. Jeg kan huske ordet fra et eller andet sted. Jeg genkender det navn, og finder så ud af at det er et Unesco sted. Det ene ud af tre steder i Guatemala.

I starten af min rejse her lavede jeg en liste over Unesco verdensarvs steder i de lande jeg skulle besøge, for at have lidt at gå efter, og det var her jeg var stødt på navnet. De andre to steder i Guatemala er Antigua og Tikal. Jeg aner ikke et dyt til hvor den ruin ligger, men er nu blevet alvorligt nysgerrig. En temmelig spontan, hasarderet og vildfaren ide slår ned i hovedet på mig. Jeg skal se den ruin koste hvad det vil. Jeg vil se Quiriguá. Finder ud af at den ligger halvvejs i Honduras, faktisk ikke så langt fra Copán ruinen. Det er langt fra min rute, men på ingen måde umuligt. Det kommer dog til at kræve lidt planlægning og organisering at tage dertil. Det er onsdag og jeg skal bare være tilbage i Guatemala City senest mandag aften. Jeg bliver nærmest som ved et trylleslag helt frisk og rask igen – ved ikke helt om det var pillen og min Cola diet eller det simpelthen var udsigten til et godt eventyr der i den grad ruskede op i mig, men jeg ståd i hvert fald op og tog mig sammen. Nu skulle der planlægges eventyr! I et rejsebureau bestiller jeg en busbillet – en returbillet til byen Panjachel i morgen torsdag. Byen ligger ved søen Lago de Atitlán. Stedet ligger i Guatemalas højland, ca. 2,5 times kørsel nord for Antigua. Det sted er som Antigua et af mine “must see steder”. Søen og området er et meget vigtigt historisk sted og betød noget helt særligt for mayaerne.

Bagefter køber jeg busbillet til byen Rio Dulce, der er den nærmeste by nær ved ruinen Quiriguá. Rio Dulce ligger 7 timers kørsel nordøst for Antigua, næsten ved grænsen til Honduras. Små 100 km fra Copán i luftlinje. Rio Dulce er den nærmeste større by i området og skulle gerne være et springbræt til at kunne komme ud til ruinen. Det er en totalt satsning, jeg har knapt styr på om hvordan jeg skal komme ud til ruinen. Men det skal jeg nu nok finde ud af. Jeg tager det helt for givet at billetten til Rio Dulce er en direkte bustur, jeg end ikke tænker på at det kan være andet. Men jeg skal da for en gang skyld blive så meget klogere i løbet af de næste par dage. Intet er som det ser ud til i Guatemala – aldrig! Der er altid en hund begravet – det er mere reglen end undtagelsen! Intet er hvad man tror det er her!

Resten af dagen går med at udforske Antigua. Jeg tager billeder af de flotte gamle kirker der er udstyret med et sandt overflødighedshorn af pynt, stuk og tingel tangel – både udvendigt og indvendigt.  De fleste gamle huse er smukt vedligeholdt og restaureret. Hele byen er fredet og støttet af Unesco, der giver økonomisk støtte til at male og bevare de gamle huse, detaljerne og de specielle steder i byen. Næste morgen kl. 7. bliver jeg hentet og starter turen mod Panjachel ved Atitlán søen. Det hele gælder nu om en grundig planlægning, da jeg ikke har den helt vilde tid der. Jeg er i Panjachel kl. 9.30 og skal med bussen tilbage igen kl. 16.30. Det viser sig nu at være fint passende. I denne periode skal jeg nå at se byen, søen og købe/skrive og sende postkort. Mine postkort fra Tikal er aldrig nået frem til DK og jeg stoler ikke en dyt på de her mennesker. De postkort jeg i sin tid skulle sende fra Tikal var jeg så letsindig at lægge i en postbakke i receptionen på mit hostel, for så skulle de da nok sende dem. Jeg havde i forvejen betalt en overpris for frimærkerne – større end det beløb der stod på frimærkerne. Og kender jeg dem nu ret så har de selvfølgelig aldrig nogensinde sendt de postkort fra det hostel, men beholdt dem og pillet frimærkerne af kortene, så snart jeg overhovedet havde vendt ryggen til. Nu er jeg jo imidlertid blevet mere hård i filtet, og de skal åbenbart havde andre og mere hårdtslående metoder.

Turen til Panjachel er helt utrolig flot. Vejret er strålende, klar blå himmel, helt skyfrit og højt solskin. Vi kører gennem et meget bakket og bjergrigt landskab med skove, floder, søer, landbrugsarealer og små landsbyer. Udsigten over Lago de Atitlán er nøjagtigt lige så storslået, som alle der har været der har beskrevet det for mig. En fuldkommen dybblå kæmpestor sø omgivet af 3 smukke vulkaner. Hold da op et smukt syn! Jeg begynder så småt at forstå folks betagelse af stedet og ikke mindst hvorfor søen og dens omgivne vulkaner var så vigtig for mayaerne. Som Titicacasøen var for Inkaerne i Sydamerika. Man kan sige meget om disse store højcivilisationer, men de havde alle en udpræget sans for storslåede naturscenerier. Nogle af stederne er så smukke at det næsten tager vejret fra en. Intet under at stederne var hellige for dem.

Byen Panjachel er et sødt lille sted, men meget turistet – som Antigua, men i miniformat. Det første jeg gør, er at gå ned til søbredden. Den er usædvanlig smuk i det klare morgenlys. Jeg tager billeder i et væk, når jeg ellers kan slippe for kvinder der forsøger at sælge mig alt lige fra tasker til perlekæder, samt bådsmænd der vil sejle mig over til den anden side af søen. Der ligger 3 – 4 små byer rundt om søen, en af de mere kendt er San Pedro, som skulle være et yndigt lille sted. Jeg får købt postkort og slår mig ned på en hyggelig lille cafe og spiser morgenmad. Efter røræg, skinke, pandekager med sirup, appelsinjuice og te med mælk går jeg i gang med at skrive postkort. Jeg hygger mig gevaldigt. Smuk lille sted her, roligt, strålende solskin, morgenmad og postkort – så er man jo nærmest lykkelig!

Så kommer næste store projekt – at få postkortene sendt på posthuset. Nu skal alle sejl sættes til. Postdrengen har planer kan jeg sagtens se på ham. Han gør tegn til at han nok skal sætte frimærkerne på da jeg har betalt. Men jeg ryster på hovedet og bliver stædigt stående og slikker selv på samtlige frimærker. Da de er færdige øjner han endnu en chance. Jeg kan se det på ham den skurk! Men jeg skal personligt sørge for at han bliver så skuffet. Stædigt beder jeg om at han stempler dem mens jeg ser på det, så kan frimærkerne jo nemlig ikke bruges til at hive af og sende igen. Jeg kan ligefrem se skuffelsen og irritationen, og at lyset slukkes i hans øjne. Der røj den chance for at score sig nogle ekstra lommepenge og få en skilling lige ned i foret. Han er sur på mig kan jeg tydeligt se. Men helt ærligt så er det sgu ganske enkelt ikke rimeligt at man skal kæmpe så meget for at få lov til at sende sine postkort. Den opførsel er bare for meget. De skal bare have læst og foreskrevet øjeblikkeligt de snyderøve! De postkort skal bare stemples og sendes – ikke en dyt andet. Det er sgu lige før de overgår selv Nicaragua i frækhed. Men jeg skal åbenbart både have grovfilen og stålbørsten frem for at få min vilje. Så kan de sgu lære det!

Jeg køber et National Geographic blad og finder et skyggefuldt sted nede i byen. Der er en stor artikel om mayariget og Mellemamerika, en mindre notits om Olav Heyerdahl, Thor Heyerdahls barnebarn der i 2006 byggede en tro kopi af Kontiki flåden og sejlede nøjagtigt samme tur som Kontiki i 1947 fra Callao i Peru og til en ø i Polynesien.  Endelig søger National Geographic fotos fra læserne. Hvis man har et specielt godt eller særpræget billede er man velkommen til at sende det ind til bladet. Det skal jeg da prøve – måske kunne jeg være heldig at få et billede i bladet, det kunne da være sejt. Nede ved søbredden spørger jeg om at blive sejlet til San Pedro på en lille lynvisit, men desværre bliver det ikke rigtigt til noget, da båden først afgår om en time og det kommer til at blive lidt for sent til at jeg kan nå min bus tilbage til Antigua. Så i stedet går resten af dagen i Panjachel med at nulle lidt rundt og kigge. Jeg får søgt på nettet om ruinen jeg skal finde ved Rio Dulce og checket mail.

Tilbage igen i Antigua om aftenen køber jeg et ekstra memory kort til mit kamera. Nu er jeg jo ved at kende den og ved hvor meget plads den tager, så jeg vil ikke risikere at stå ude i ruinen med et fuldt kort – plus at være i en lille by hvor man med sikkerhed ikke kan købe memory kort. Nu har jeg så 2 ekstra kort, så der skulle være plads nok til alle mine billeder på den kommende ruinudforskningstur. Jeg får købt det sidste og afsluttet alting i Antigua, så jeg er klar til at forlade byen i morgen fredag. Bl.a. får jeg købt en bog som jeg længe har været på jagt efter. Jeg skulle bare lige finde den i en engelsk udgave. Popol Puh er en direkte oversættelse af mayaernes skabelsesberetning. Kort sagt deres bibel. Sikkert ganske tung læsning og filosofi på et højere plan, men grundlaget for hele deres historie og verdensanskuelse. Så der bliver noget at gå i gang med i mine sene nattevagter.

Næste morgen bliver jeg fint hentet til tiden kl. 7.30. Nu skal jeg bare slappe af og nyde turen i de næste 7 timer – tror jeg! Så vil jeg ankomme til Rio Dulce omkring kl. 14 og kan fint nå at ringe til American Airlines i Guatemala City og genbekræfte min hjemrejsebillet. Jeg har fundet deres telefonnummer på nettet. Ja godmorgen jeg bliver klogere!

I bussen der er propfyldt er der nogle andre backpackere. Rio Dulce er stedet hvis man skal videre til Honduras. Man sejler ca. 1,5 time på floden Rio Dulce og lander så i byen Livingston og herefter kan man krydse over grænsen til Honduras og vist også til Belize. Livingston er populær fordi den også er Guatemalas eneste adgang til eller område omkring Det Caribiske hav. Jeg undrer mig en smule da vi kører mod Guatemala City. Men ok det er nok den mest direkte vej, den nemmeste af motorvejen. Der går sikkert ikke en direkte vej til Rio Dulce. Jeg undrer mig endnu mere da vi begynder at køre rundt i bymidten af Guatemala City og sætte folk af ved forskellige hoteller. Min undren når nye højder da vi pludselig også lige skal omkring lufthavnen og sætte folk af. En svag fornemmelse inden i mit hoved begynder at sætte spørgsmålstegn ved om den her bus overhovedet kører til Rio Dulce. Forklaringen får vi da også da vi stopper ved en busstation og et ungt par og jeg bliver beordret ud.

Vi skal skifte bus – selvfølgelig! Vi kommer ret nøjagtigt 8 min for sent til at have nået bussen kl. 9.30. Klokken er 9.38 – fandes til punktlighed lige pludselig! Så nu må vi pænt vente i 2 timer, fordi vores chauffør absolut skulle kører folk rundt over den halve by. Havde han nu brugt sin grødhjerne bare en lille smule, så havde han sat os af ved bussen først, så vi kunne have nået bussen kl. 9.30 – men næh nej! Så vi må pænt vente i 2 timer i en propfyldt afgangshal. Det var det med det der organisationstalent og generelle overblik vi kom fra ikk? Det unge par er fra England, fyren er oprindeligt fra Sydafrika. Han er gal, jeg er gal, vi raser som vanvittige og lige lidt hjælper det. De havde endda spurgt om det var en direkte bus, det havde jeg trods alt ikke. De er på vej til Livingston og skal nå en flodbåd. Nå men vi falder nu ret godt i hak og for en hyggelig snak i de to timer som vi bliver tvunget til at vente.

Da bussen til Rio Dulce endelig indfinder sig møder jeg en amerikansk pige som jeg hilste på et par gange i går i Panjachel. Hende har de bildt ind at hun ville være i Rio Dulce kl. 14 og hun har en billet til en flodbåd hun skulle nå! Så hun har også været strandet i 2 timer her. Så de har sgu også taget røven på hende, det er simpelthen for groft! Så det er 4 rimeligt pissesure backpackere der kl. 11.30 omsider kommer ind i bussen forhåbentligt mod Rio Dulce hvis vi er heldige. Det engelske par får et sæde overfor mig, men den amerikanske pige har fået en plads helt nede bagi. Det tager jeg mig øjeblikkeligt den frihed at lave om på. Hun få sædet ved siden af mig, og da fyren der rigtigt skal sidde ved siden af mig ankommer og afkræver sit sæde, siger jeg til ham at han godt kan rasle ned bagi, for vi bliver her – SLUT!

Vi 4 rejser sammen og han kan godt fedte af. Nu er det sgu på tide at nogen begynder at sige fra her. Vi backpackere holder sammen. Han forstår engelsk og lusker lettere slukøret ned bagi. Ikke noget pjat der! Jeg vil ikke høre mere ævl fra deres side. Det er på tide at der bliver sagt fra og at vi markerer os. Det er helt utroligt så gal man skal blive her for at få sine ting igennem, man skal gå og være konstant stiktosset på de her mennesker. Den sydafrikanske fyr godter sig og fniser, og siger til mig at det var sgu et kvikt svar fra min side! De her mennesker er efterhånden ved at få mig helt op i det røde felt og på de høje nagler af raseri. Det er lige meget hvad man spørg dem om, så er det enten løgn, halv sandhed eller noget der måske på en god dag kunne være noget der ikke var helt løgn. Det er f… for groft at man ikke engang kan stole på en engelsktalende rejsebureau i en turistby – nu er bunden nået! Troede jeg! Jeg har efterhånden sloges med både billetdreng i bussen, vekslefyre ved grænsen, rejsebureaubestyrer og ikke at forglemme postvæsenet. Nu kan det sgu være nok! Men vi har ikke nået grænsen endnu! Guatemala er uden grænser!

De næste 5,5 time kører vi gennem tørt og svedet landskab, herefter bliver landskabet mere grønt og frodigt jo nærmere vi kommer Rio Dulce. Jungleagtig vegetation præger nu landskabet. Til sidst omkring kl. 17.30 kører vi endelig over en kæmpemæssig bro over Rio Dulce floden. På vejen dertil har jeg da i det mindste for konstateret hvor min mayaruin befinder sig. I en lille bitte by der hedder Los Amantes og så 3,4 km ned af en vej mod øst. Der er endda et nydeligt skilt derned.

Den amerikanske pige er civilingeniør og arbejder på et frivilligt projekt i Honduras med at lave fodgængerbroer over floderne. Hun fortæller mig at det til tider er mere end en udfordring da selv civilingeniører i Honduras, der har læst 5 – 6 år på universitetet ikke har en dyt begreb om at tegne og bygge selv de mest simple broer. Det er chokking som de her lande har brug for eksperthjælp og know how fra andre lande. Endda Honduras som jeg faktisk fandt rimeligt velfungerende. Uh hvor de mangler hjælp!

I Rio Dulce siger jeg farvel mine tre rejsefæller der alle skal med båden ad floden til Livingston. Jeg selv forvilder mig ned i downtown Rio Dulce og ender på et smådyrt hotel, udvalget er ikke det helt vilde. Jeg er helt færdig efter ca. 10 timers busrejse. Klokken er efterhånden blevet over 18 og jeg er bare helt smadret. Har bare lyst til at ligge på min seng og slappe af og hvile hovedet. Det der med ro kan jeg imidlertid godt begynde at drømme om, da jeg har fået værelset længst ude mod hovedvejen der går lige durk igennem byen og op mod broen. Den ene brølende truck efter den anden hamrer gennem byen så hele hotellet ryster. Men ok fint nok, det stilner vel af hen mod aften og i hvert fald hen mod natten – forsøger jeg at overbevise migselv om! Jeg mener faktisk at jeg på mine gode dage er rimeligt tålmodig (selv efter diverse slåskampe med et større udvalg af idioter), men da et øredøvende kor af en enormt falskskrålende præst og tilhørende menighed starter en fuldkommen overdrevet skinger og sindssygt højtlarmende gudstjeneste lige udenfor mit vindue (hvor der i øvrigt ikke er glas i, men kun et moskitonet) kortslutter det noget fuldstændigt inde i mit hoved.

De spiller på et ekstremt dårligt stemt elorgel, præsten bræger HALLELUJAAAAAAAAAA – GRACIAS DIOS MIO (min Gud) på spansk og alle står med håndfladerne hævet mod himlen og nærmer sig alle det punkt hvor de begynder at skvatte besvimet om – ligesom på TV ved massegudstjenesterne i USA. Jeg er ude af mit hummer og nede af trappen på et halvt splitsekund. Jeg er simpelthen så rasende og ophidset, at jeg knapt kan snakke engelsk. Nede i det der skal forestille en reception sidder et par mænd, fuldstændig uanfægtet trods et lydniveau der nærmer sig noget arbejdstilsynet ville falde død om over. Jeg raser voldsomt, men får dog sagt noget fornuftigt på spansk. Om at jeg vil have et nyt værelse, den ene mand skrider bare, det kan han ikke sørme ikke hjælpe med. Den anden mand er gæst på hotellet. Han taler rimeligt engelsk og holder faktisk for en gang skyld med mig. Han syntes også det er helt vildt, han kan heller ikke sove i den larm. Faktisk så tilbyder han mig den anden seng i det værelse han har, for han kan godt forstå jeg gerne vil have ro efter 10 timers rejse. Så lidt forståelse får jeg dog. Det er pænt af ham, men jeg vil selvfølgelig ikke sove i et værelse med en vildt fremmed mand. I bedste fald kunne han vel finde på at hugge mine ting.

Jeg raser op på mit værelse, knalder døren i så hele hotellet ryster. Pakker mine ting, kaster alt i min rygsæk, trekstøvlerne i hånden og ned igen i receptionen. Her kyler jeg hvæsende nøglen på bordet og så skrider jeg. Manden der tilbød mig sit værelse sidder der stadig, han er ved at spise (selvom en kat er ved at spise det halve af hans mad, når han ser den anden vej). Går ud i mørket mere målbevidst end nogensinde i mit liv, aner ikke hvor jeg skal gøre af migselv, men er parat til at sove under broen – bare for at slippe for en filial af en amerikansk hysterigudstjeneste klods op af mit vindue. Det var dråben! Jeg vil vædde på at jeg havde en puls på omkring 300 på det tidspunkt, og næste station havde været at jeg var hoppet op på scenen og hevet stikket ud til deres skide falske elorgel og kvalt præsten. På vej ud mod vejen bræger præsten og hans hengivne menighed videre på et lydniveau der kunne overgå ca. 10 hårdtpumpede trucks ude på hovedvejen. Klokken er blevet 19.30 og jeg må bare gå ud i mørket og se hvad der sker.

Nåh ja jeg behøver vel heller ikke fortælle at jeg selvfølgelig ikke kunne få mine penge tilbage. MAN FÅR ALDRIG PENGE TILBAGE HER – ALDRIG! Jeg går hen på et hotel som jeg så på vejen. Hotelmutter advarer mig om at de bor nabo til et diskotek – heldig placering! Det kan dog umuligt være værre end at have en skingrende brægende præst lige udenfor vinduerne – meeeennnnn det er fredag og naboen holder fest! Bedst som jeg har fået mig puttet i en blød seng vågner diskoteket i den grad op til dåd. Jeg tror ikke engang jeg vil forsøge at beskrive hvordan eller gøre mig den ulejlighed at begynde at forklare, men blot nævne at jeg efterhånden er ved at kan se en ganske god fordel i en sprunget trommehinde. Ja jeg begynder næsten at ønske at de begge var sprunget. Mine ørepropper var i øvrigt pistforsvundet, men ved at proppe et par halve poser vat i begge ører og så i øvrigt vende det dårlige ører opad, så lykkedes det mig faktisk at falde i søvn på mirakuløst vis. Og som den endelig konklusion – så er Rio Dulce bare den mest røvsyge by jeg længe har været i – hvis ikke i hele Guatemala!

Næste morgen vågner jeg kl. 6.30. Jeg overvejer situationen lidt efter at have “sovet lidt på” gårdsdagens hændelser. Planen var at bruge Rio Dulce som base, tage ud og se ruinen og så tilbage til Rio Dulce, herefter til Guatemala City søndag eller mandag. Men jeg har alt andet end lyst til at blive i Rio Dulce. Jeg får virkelig knopper af den by. Jeg orker ganske enkelt ikke mere. Jeg hader denne by dybt og inderligt og nægter pure at være her så meget som et sekund længere. Kl. 7.30 møder jeg op på busstationen. Bussen går kl. 7.45, jeg køber en billet til Los Amantes og pakker rygsæk på rekordtid. Om så jeg skulle have pakket resten af mit skrammel sammen over på busstationen – havde jeg gerne gjort det for at slippe for Rio Dulce. Næste bus gik kl. 12, niks om jeg ville vente. Ikke 30 vilde heste kunne få mig til at blive.

Den lille by ved ruinen Los Amantes aner jeg næsten intet om. Om der var hoteller eller noget. Men ud af Rio Dulce skulle jeg og det kunne ikke gå hurtigt nok. 1,5 time senere blev jeg sat af i Los Amantes. Ved busstationen og ikke ved vejkrydset ned til ruinen, som billetfyren ellers ville have. Jeg havde ellers på spansk forklaret ham ca. 30 gange at jeg bare skulle til busstationen. Jeg endte på jordens smukkeste hotel, for dyrt, men jeg skreg på stilhed. Dyrt – men paradis. Er faktisk ikke helt sikker på om der overhovedet fandtes andre hoteller i byen, men jeg var også ligeglad. Der var stille, pænt rent, swimmingpool og kabel TV, blød seng og endelig ikke at forglemme varmt vand – rigtigt varmt vand! Om jeg så skulle havde betalt 100 dollar for et værelse havde jeg gjort det.

Nu havde jeg imidlertid et nyt problem at få klaret. Det var absolut sidste frist for at genbekræfte min hjemrejsebillet hos America Airlines, fordi jeg kom alt for sent til Rio Dulce i går. Problemet her i lille Los Amantes var nu at finde en telefon. Der havde været telefoner i Rio Dulce, men her kunne jeg ikke se nogen i miles omkreds – selvfølgelig! Alle offentlige telefoner tog kun telekort, og hvor købte man et telekort? En lille snyderøv af en pige i en kiosk fik mig prædiket en 20 Q telekort på, selvom jeg bare skulle have en til 10 Q. Med et telekort i hånden afprøvede jeg nok de første 10 telefoner i hele byen uden at få andet resultat end en dødssyg pivetone og fejl. Gud fader mand! Inde på et buskontor sad 3 unge fyre – den ene mere klog end den anden, som efter lang tids overvejelse kom til det snedige resultat, at det var forkert telefon nr. Der var et ciffer for lidt. Ok fair nok, jeg bad om en telefonbog på spansk – den fes ikke ind. Og de kunne da ikke finde ud af at gøre sig den ulejlighed at ringe til Oplysning og hjælpe mig. For en gang skyld var mit blodtryk helt oppe i det røde felt igen.

Hvis det var sket for mig i DK, at en stakkels desperado havde bedt mig hjælpe med et telefonnummer havde jeg til hver en tid forsøgt mit bedste for at hjælpe – men nej her kan man stort set bare sejle i sin egen møgsø! Jeg blev bare mødt af det der sædvanlige “jeg-er-faldet-ned-fra-månen-i-går” – blik. Først inde på et andet busbureau næsten med tårer i øjnene af raseri, kom jeg til at snakke med en pige – på spansk. Hun forstod godt min desperation, fandt en telefonbog og selvfølgelig viste det sig at være fuldstændig forkert telefonnummer – selvom jeg havde fundet det på nettet. Hun tilbød at ringe op for mig, og endelig efter nærmest 2 timers trængsler kom jeg igennem til American Airlines. Jeg tilbød endda pigen penge for hendes ulejlighed, men det afslog hun med et smil. Endelig et ordentligt menneske.

Pigebarnet hos America Airlines bekræftede min billet men kun til Miami, resten af vejen kunne hun sandelig ikke tage sig af. Det var jo med British Airways, og dem kunne hun sandelig ikke gøre noget med. Se det var der jo en vis logik i, men nu har jeg rejst siden 1994, og aldrig nogensinde har jeg dog fået sådan et svar. Om så jeg har fløjet med Hula Bula Airways nede i Afrika eller andre skumle steder, så har det altid været sådan at man genbekræfter sin hjemrejsebillet hos det flyselskab i den by man nu skal flyve hjem fra og selvfølgelig ved det flyselskab som man først skal flyve med. Aldrig har jeg fået at vide hvad jeg fik at vide hos hende. Så hvis jeg strander i Miami – så ved i hvorfor. Normalt hænger en billet altså sammen – altså hele vejen, lige meget om det så er et andet flyselskab der flyver ruten videre. Men nej intet er normalt i Guatemala, det står ligesom i et klarer lys for mig end nogensinde før. Men jeg skal da gerne tage et par overnatninger i Miami South Beach – kender jo butikken!

Nå men efter al den besvær havde jeg stort set kun et i hovedet – at finde den ruin og så komme til Guatemala City – hurtigere end man kunne nå at se mine skosåler. Lige pludselig begyndte min (u-) lykke dog at vende! Den absolut første bus jeg spurgte om vej gik direkte til ruinen. Et oldgammelt spøgelse af en bus, der kunne køre sådan omkring 20 km i timen, men en ganske ærlig billetdreng og en smuk tur gennem en bananplantage. Quiriguá var som at træde ind i en verden af blødt fløjl efter al den besvær jeg havde haft de sidste dage. Et blidt og roligt sted ude i en fredfyldt park omgivet af frodig jungle. Mindede lidt om Copán ruinen i Honduras som ventet (de er også fra samme periode og bygget i samme stil). Ruinen eller pyramiden i sig selv var nu ikke så vildt imponerende. Hverken speciel stor eller imponerende, men ganske velbevaret. Men hvad der afgjort gjorde Quiriguá til et specielt sted var afgjort dens smukke steler og fredfyldte beliggenhed. Store stenmonolitter hugget ud af blødt sandsten, som bliver hårdt når det tørrer.

Hele den centrale Plaza var fyldt med steler, alle sirligt og detaljeret hugget ud – som i Copán ruinen i Honduras. Alverdens mytiske væsner kunne ses på stelerne, frøer, skildpadder, jaguar, slanger osv. Stele E er en kæmpe stele på 8 – 10 m over jorden og gravet 3 meter ned i jorden. Den er den største mayastele nogensinde fundet i Mellemamerika. Den vejer 60.000 kg. Imponerende at stå foran sådan et storslået kunstværk. 7 steler står der i alt på den centrale plaza. Resten er store stenaltre ligeså sirligt udskåret med figurer og hieroglyffer. Hvad jeg nød allermest i ruinkomplekset var roen. Der var helt stille, kun naturens egne lyde var der, fuglesang osv. Så hvad der afgjort har gjort Quiriguá til et Unesco-sted er dens steler og hvad der gjorde ruinen til en af mine favoritter var roen og beliggenheden. Det var et smukt sted og meget meget fredfyldt.

Til start var der også andre besøgende, men senere var jeg helt alene der. Det begyndte at regne stille og jeg sad under et halvtag og nød stedet. Jeg elsker stilhed – det er simpelthen mishandling at lade mig bo klods op af et diskotek! Jeg bliver komplet vanvittig. Mit ruinbesøg gjorde lige at jeg fik lidt ro i hovedet igen, og kunne tage hjem i mit luksusværelse og hygge mig. Efter et langt varmt bad hyggede jeg mig med Discovery Channel og faldt i en engleagtig søvn i min bløde seng.

I går søndag skulle jeg så tage mig sammen og overleve den sidste bustur mod Guatemala City – 4 timer. Igen et fint udvalg af vrælende unger, højt musik, en smuk mayapige ved siden af mig – men hvis mobiltelefon ringede sådan ca. hvert 5. minut hele vejen til Guatemala City. Det 21. århundrede har indtaget selv mayakulturen. Nu er jeg så landet på et hostel i et roligt og harmløst kvarter i Guatemala City – ca. 600 m væk fra lufthavnen. Nu skal jeg bare være her og skrive det sidste travellog, nusse rundt og hygge mig indtil jeg skal hjem i morgen. Jeg kan høre fly lande og starte konstant – men det forekommer mig næsten at være en liflig lyd i mine øer. Guatemala City er ellers bare et stort larmende galehus, så jeg bliver hvor jeg er. Jeg glæder mig til at kommer hjem!