Guide til de bedste historiske steder i Guatemala

Guide til de bedste historiske steder i Guatemala

Det mellemamerikanske land, Guatemala, er især kendt for sit farverige kunsthåndværk, der ofte er håndlavet af den indfødte befolkning i højlandet, men landet byder også på fascinerende kolonistil, storslået natur og øde beliggende ruinbyer fra for længst forsvundne civilisationer.

Brostenslagte gader, smukke gamle huse fra kolonitiden, vulkaner i horisonten og lokale kvinder i farverige dragter, der faldbyder deres varer på et spraglet marked – ja, det er lige præcis disse billeder, man får på nethinden, når snakken falder på Guatemala.

Da jeg rejste rundt i Mellemamerika, var jeg først inde i Guatemala fra nabolandet Belize, det tidligere Britisk Honduras, for at se mayaruinen Tikal i den nordlige del af landet, og senere på turen kom jeg ind over grænsen mod syd fra El Salvador. Det havde ikke skortet på advarsler om at tage til Guatemala og især El Salvador, men jeg tog chancen alligevel og blev bestemt ikke skuffet.

Guatemala er et fattigt land, men har så meget at byde på, og selvom det godt kan være lidt hårdt at rejse rundt der, fordi der er så mange fattige mennesker og en del kriminalitet, så skal man ikke afholde sig fra det, men selvfølgelig passe godt på sig selv og sine ting.

Det er et smukt land med en rig kultur og en venlig befolkning, der er efterkommere af mayaerne, og naturen er både dramatisk og storslået. Sidst men ikke mindst, så har Guatemala nogle af de flotteste og mest velbevarede mayaruiner i hele Mellemamerika.

Byen Antigua er Guatemalas gamle hovedstad.

Byen Antigua er Guatemalas gamle hovedstad, men på grund af et jordskælv sidst i 1700-tallet valgte man at flytte hovedstaden længere østpå og dannede den nuværende hovedstad Guatemala City. Antigua er dog fortsat et besøg værd, da byen er en af de bedst bevarede kolonibyer i Mellemamerika, og man behøver bare at kaste et blik på arkitekturen, så er man helt overbevist.

Fra Unescos skattekiste
Når man kommer til et nyt land, kan det være en god idé i første omgang at skele lidt til landets Unesco-steder. Unesco er FN’s afdeling for bevarelse af verdens kultur- og naturarv, og listen indeholder alle landes beholdning af steder, der er bevaringsværdige og støttet af Unesco.

Der findes disse kultur- og natursteder over hele verden, og her er som regel en hel perlerække af spændende historiske steder at gå i krig med. Mange af de store turistattraktioner er netop også Unesco-steder, og alle er markeret med et særligt logo, der viser at stedet er fredet og skal bevares.

Nogle af verdens lande har en alenlang liste af Unesco-steder, og det er som oftest historiske bygninger, ruinkomplekser, hele bydele, kirker, monumenter, klostre og den slags ting, men det kan også være naturområder og nationalparker.

Guatemala har fire Unesco-steder, der alle er værd er tage et kig på. I nord er det mayaruinen Tikal med Jaguar-templet som et af højdepunkterne, mod øst befinder mayaruinen Quiriguá sig, nær grænsen til Honduras og længere mod syd ligger landets gamle hovedstad Antigua og den smukke sø Lago de Atitlán, der er omkranset af vulkaner og små landsbyer.

Jeg besøgte alle fire Unesco-steder, mens jeg var i Guatemala, og det er dem, jeg gerne vil fortælle om i dette blogindlæg. Det er nemlig fire meget forskellige steder med hvert deres helt unikke særpræg og historie.

Hvis du har lyst til at læse mere om de Unesco-steder, jeg har besøgt rundt omkring i verden, så kan du finde min liste til Unesco-steder her

La Merced kirken i Antigua

La Merced-kirken i Antigua er et smukt eksempel på byens detaljerige spanske barok-arkitektur. På grund af jævnlige jordskælv har kirken været restaureret flere gange, men fremstår virkelig flot med sin facade af hvidt udskåret stuk ovenpå den gule væg. I Holy Week er kirken ofte udsmykket indvendigt med store dekorative sandmønstre på gulvet.

Guatemalas farverige ex-hovedstad
Byen Antigua ligger vest for den nye hovedstad Guatemala City, og var oprindeligt landets hovedstad, men et kraftigt jordskælv i slutningen af 1700-tallet tvang regeringen til at flytte hovedstaden længere sydøst på og anlægge Guatemala City.

Antigua ligger i det centrale højland 1530 m.o.h., så klimaet er køligt og behageligt i forhold til det varme og fugtige lavland. Byen er en af de bedst bevarede spanske kolonibyer i Mellemamerika, og når man går ned ad de brostensbelagte gader i centrum, er man på ingen måder i tvivl om, hvorfor stedet er beskyttet under Unesco.

Byen oser nemlig af charme og atmosfære, og man kan slet ikke få nok af at studere smukke gamle kolonistilshuse med masser af krummelurer og en detaljerigdom uden lige. Især byens gule kirke La Merced med sit hvide ”kniplingsmønster” er fantastisk. Den kan man bruge flere timer på at kigge på både udvendig og indvendig, for den er virkelig en arkitektonisk perle.

En gåtur rundt i byen afslører den ene kirke, kloster og historiske monument efter det andet og sceneriet rammes smukt ind i vulkaner i horisonten. For eksempel kan man tage et billede gennem byens gamle byport, hvor en vulkan knejser langt ude i horisonten. Der er meget at tage billeder af i Antigua, og man kan nemt få mange dage til at gå der med at hygge og slappe af eller bare gå rundt og snuse.

Når man skal have en pause, kan man sætte sig på en lille café og drikke en kop kaffe, der er produceret hos en lokal kaffebonde eller gå på markedet og købe lokalt kunsthåndværk i regnbuefarver. Især kvinderne fra højlandet er dygtige til at lave vævede tæpper, og de er som regel mere end villige til at handle, hvis man prutter om prisen. Endelig har Antigua en række gode boghandlere, hvis man føler trang til at sætte sig dybere ind i Antiguas og Guatemalas historie og gamle mayakultur.

Bøger om mayakulturen

I Antigua findes der mange butikker med ting, som rejsende har lyst til at købe med sig hjem, og hvis man har brug for læsestof er det også muligt at få fat på. Der findes et væld af bøger om mayakulturen, både om ruinbyerne og om myterne og historien bag et af verdens sidste store højcivilisationer.

Afslapning ved søbredden
Omkring 50 kilometer vest for Antigua finder man et af Guatemalas smukkeste naturområder med den blå sø Lago de Atitlán som omdrejningspunkt. Man kan hoppe på en lille lokalbus fra Antigua og sagtens nå at besøge søen og en af de små landsbyer omkring på en dagstur.

Jeg tog til byen Panajachel, der ligger lige ned til bredden af Lago de Atitlán. Hvis man skal besøge nogle af de andre byer omkring søen, er det nemmest at sejle dertil over søen, og så skal man nok bruge nogle dage i området, for virkelig at indsnuse stemningen i de små mayabyer, hvor tiden synes at have stået stille i århundreder.

Naturen omkring Lago de Atitlán er både smuk og dramatisk

Naturen omkring Lago de Atitlán er både smuk og dramatisk, og især byen Panajachel er et godt sted at have som base, hvis man skal udforske de små mayalandsbyer rundt om søen. Man kan sagtens opleve stemningen på en dagstur fra Antigua, men hvis man vil over til de små samfund ved bredden af søen, skal man nok planlægge at være der nogle dage for virkelig at opleve stemningen.

Søen ligger ved siden af tre vulkaner, der alle er over 3000 meter høje og med søens blå farve og de små hyggelige byer langs bredden, går det hele bare op i en højere enhed. Og farver, ja, det er i det hele taget noget, man elsker i Guatemala. De lokale har ofte sat deres boder op i gaderne, og ens øjne bliver straks tiltrukket af det ene flotte vævede tæppe, sjal eller tørklæde efter det andet.

Man kan købe sig fattig, og det ender tit med, at man må have fat i en ekstra taske, fordi man har købt for meget, men det er virkelig flotte ting, de har, og man kan slet ikke lade være med, at skal have noget med sig hjem som minde fra rejsen.

Panajachel er en fin og hyggelig lille by, og har man lyst til at slappe af fra storbyens larm og tumult, så er det her lige stedet. Det er billigt at bo i byen, og fordi der kommer en del turister, så er hostels, hoteller, restauranter og cafeer som regel i god stand og velfungerende, men stadig overkommelige rent prismæssigt.

Lago de Atitlán vest for Antigua i Guatemala

Man er vidne til et rent glansbillede, hvis man står ved bredden af den blå sø Lago de Atitlán, der ligger vest for Antigua. Der er fred og idyl, og det er et godt sted at slappe af fra storbyens larm og jag. Syd for søen ligger tre vulkaner, der alle knejser mod himlen med over 3000 meter.

Mesoamerikas højeste steler
En af de mere afsides beliggende Unesco-steder i Guatemala er mayaruinen Quiriguá, der ligger kun 50 kilometer fra grænsen til Honduras og ikke ret langt fra en anden af de berømte ruiner fra mayakulturen, nemlig Copán i Honduras. Arkæologer har ved hjælp af undersøgelser af arkitekturen på disse to ruiner og tests af knogler fra grundlæggeren af Copán, kunnet fastslå, at både Copán og Quiriguá er blevet grundlagt af kolonister fra Tikal – ruinbyen længere nord på i Guatemala, som jeg fortæller om i næste afsnit.

Både Copán og Tikal er større og mere æstetiske, men dét, der er helt særligt ved Quiriguá, er dens steler i sandsten, der er udhugget ved håndkraft. Ordet stele kommer af græsk og betyder stående blok. Der er altså tale om en sten eller et træstykke, der generelt er højere end det er bredt, og hvori der er ristet titler, navne eller relieffer. Man ser steler mange steder i Mellemamerika og Mexico, og rigtig mange af mayaruinerne har steler stående på den centrale plaza (torv.)

Mayaruinen Copán i Honduras er berømt for sine meget smukke, deltaljerede og livagtige ansigter af tidligere herskere på stelerne, men for Quiriguá gælder det, at nok er stelerne både detaljerede og velbevarede, men ikke mindst så er de blandt de højeste steler, der nogensinde er fundet noget sted i hele Mesoamerika. Ordet Mesoamerika refererer til området, der går fra det centrale Mexico og gennem Mellemamerika, hvor et stort antal kulturelt beslægtede civilisationer opstod før Columbus opdagede den nye verden.

Stelerne i Quiriguá er op til 10,5 meter høje og vejer flere tons, og det er et ganske imponerende skue, når man står på ruinkompleksets plaza og ser de mange høje steler trone ud over hele området. Quiriguá ligger ude på landet tæt op ad en bananlund ved den lille landsby Los Amantes, når man kører ad hovedvejen Carretera al Atlántico fra Guatemala City og nordpå mod den caribiske kyst.

Selve ruinen er måske knap så imponerende som mange af de andre mayaruiner, men i Quiriguá er det altså stelerne, man især skal lægge mærke til. Der findes også ældgamle altre og offersten og hvem ved, måske er der blevet ofret mennesker på de frønnede sten engang i fordums tid. Man er i hvert fald ikke det mindste i tvivl om, at man står lige midt i historien, når man går rundt blandt de aldrende stenstøtter i Quiriguá.

Mayaruinen Quiriguá i det østlige Guatemala.

Mayaruinen Quiriguá ligger i det østlige Guatemala, omkring 50 kilometer fra grænsen til Honduras og er særligt kendt for sine op til 10,5 meter høje sandstens-steler, hvor der er udhugget ansigter af mayaherskere, relieffer og mayahieroglyffer. Og hvem ved, måske er der i sin tid blevet foretaget menneskeofringer på altrene – mayaerne var nemlig et temmelig brutalt folkefærd.

Tikal – kongen blandt mayaruiner
En anden af Guatemalas helt store attraktioner er mayaruinen Tikal, som ligger helt mod nord næsten oppe ved grænsen til Mexico. I dag er Tikals pyramider for en stor dels vedkommende renset for græstørv og altomsluttende regnskovslianer, men da byen i sin tid blev opdaget, var den fuldstændig groet til i grønne gevækster, der i århundreder havde begravet de gamle mure.

Tikal er en hel by af bygninger og pyramider med Jaguar-templet som majestætisk midtpunkt. De forskellige pyramider ligger over et stort område, så man skal give sig selv god tid til at gå rundt og beundre de imponerende bygningsværker.

Man skal jo huske på, at mayaerne ikke havde nogen former for hjælpemidler, da de byggede de ofte op til 60 meter høje pyramider med stejle trapper. Som jeg plejer at sige, det er imponerende, hvad der er blevet slæbt af sten gennem tiderne på denne jord, og det gælder ikke mindst i Mellemamerika.

Tikal ligger ude i regnskoven, men forholdsvis tæt ved byerne Flores og Santa Elena, og har den flotte sø Lago de Petén Itzá som nærmeste nabo. Det er nemt at tage en lokalbus fra Flores og ud til Tikal, men at komme til Flores og Santa Elena, som er udgangspunkt for et besøg i Tikal, skal planlægges lidt, da byerne ligger temmelig afsides.

Mayabyen Tikal i Petén-provinsen i det nordlige Guatemala

Mayabyen Tikal i Petén-provinsen i det nordlige Guatemala er et af de mest kendte og flottest bevarede mayaruiner i Mellemamerika. Især denne bygning, der kaldes for jaguar-templet, er meget afbilledet, når man ser fotos fra Tikal. Selve ruinbyen strækker sig over et stort område, så sæt god tid af til at gå rundt og se de imponerende bygningsværker.

Fra nabolandet Belize kan man tage en bus fra hovedstaden Belmopan eller Belize City, hvorimod det fra Guatemala City eller Antigua nok er nemmest at flyve. Jeg kan anbefale at bo på et hotel, der ligger tæt på ruinen, så man kan stå tidligt op, og se solopgangen over pyramidetoppene, det er en fantastisk oplevelse.

Guatemala er et stort land og især i højlandet er infrastrukturen ikke altid lige god, og man bør væbne sig med tålmodighed, hvis man har forvildet sig ud på en flere timer lang bustur, men er man til eventyr og det uforudsete, så er man kommet det helt rigtige sted.

Man ved aldrig helt, hvordan tingene udarter sig i Guatemala, men som sagt er det et smukt og farverigt land med en uovertruffen natur, og hvis man er bare den mindste smule vild med historie og mayakultur, så vil man befinde sig helt på sin rette hylde i dette mellemamerikanske land.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

Share Button