Kortprosa
De sidder i satinssaronger på sivmåtterne og bliver velsignet af Brahminen, mens Gamelanmusikken synger som engle i det fortættede tropiske mørke. Hun vender blikket mod ham og noget sker i hendes hjerte. Han sidder ved siden af hende med riskorn i panden og bougainvilleablomster bag ørerne som en ung hindugud. Så guddommelig smuk og fin med de sorte krøller i nakken, brune øjne og ansigtstræk som en klassisk broncestatue. En sælsom duft af indisk røgelse blander sig med jasminparfume, og følelserne eksploderer i den fløjlsbløde kulsorte balinesiske nat.
Hun var ung og naiv og burde have vidst bedre, men hvem tænker rationelt, når man er forelsket? Hun fulgte bare sit hjerte, men når man gør det skal man vide at man bevæger sig ud på tyndt is. Selv den mest forelskede og stærke i troen, risikerer at træde igennem isen og forsvinde i det kulsorte iskolde dyb.
Det var ikke fordi hun ikke havde tænkt sig om, hun havde ikke gjort andet end at tænke sig om. Hendes familie havde set forelskelsen i hendes øjne, men advarede nænsomt.
”Jeg vil ikke sidde på plejehjemmet som 90 årig og fortryde at jeg ikke gjorde det” fastslog hun tappert, og var inderst inde helt afklaret med at sådan var det. Hun havde taget sin beslutning, satsede alt og brændte næsten alle broer bag sig – i kærlighedens navn.
De fik en lokal fisker til at sejle dem ud i en udriggerkano, og snorklede hånd i hånd blandt stimer af tropefisk. Sammen ventede de på solnedgangen i ly af et gammelt hindutempel, eller delte papayafrugter i aftenskumringen, og tilbragte natten alene i familietemplet langt oppe i bjergene. Hun var lykkelig og vidste i sit hjerte at hun havde fundet sin soulmate. Var helt svøbt ind i hans kærlighed, elskede ham dybt og stolede på ham og drømte om et stort balinesisk bryllup. Hun følte sig for første gang i sit liv helt sikker på hvad kærlighed var. Intet kunne skille dem ad, end ikke døden. De havde lovet hinanden evigt troskab.
De kunne sidde og se hinanden dybt i øjnene i timevis. De bad og mediterede sammen, og hun havde fundet den allerbedste læremester i Østens mystik. Han havde en sælsom, næsten magisk indflydelse på hende. De fik guldringe håndlavet hos den lille lokale guldsmed, og blev forlovet på en strand i vulkansk sort sand med udsigt til gudernes bolig, vulkanen Gunung Agung. Det azurblå hav med dets blide bølger var eneste vidne. Han burde have været lykkeligt smilende, men han var underlig fjern og kold. Hendes hjerte græd, hun anede ikke hvad der var sket. Hvad var der sket i mellemtiden? Hvorfor? Han var pludselig blevet anderledes.
Første år blev de ”gift” i traditionel balinesisk brudetøj, for når de ikke kunne blive ”rigtigt gift”, så kunne de i det mindste blive foreviget. Deres farvestrålende og eksotiske brudebillede stod længe på hans mors lille primitive kommode. De drømte begge om rigtigt bryllup – og om at være sammen for altid. Han fortalte hende tit historien om et ungt par på øen, der ikke måtte få hinanden fordi de kom fra forskellige kaster. Som Romeo og Julie tog de hinanden i hånden og sprang i havet fra de stejle klippevægge ved hindutemplet på den sydlige spids af øen. De gøs altid i hende, men hun var så viklet ind i forelskelsen at hun var bedøvet og ikke tilstede. Hun skød smerten og den underlige vage følelse af uvished og uro bort. Hun ville dø for ham, hvis det blev nødvendigt!
Hjemme i hendes lille lejlighed i Danmark ventede hun på luftpostbrevene med kærlighedserklæringerne på gebrokkent engelsk. Længslen, håbet og drømmene forblev intakte, selv om hendes livs kærlighed var flere tusinde kilometer borte. Han forsøgte at komme til Danmark, hvor hun skrev i stakkevis af sponsorbreve til danske ambassader og konsulater, men forgæves. Der er ingen tvivl om, at hendes elskede var frustreret, når de så hinanden en gang om året. Han så mere og mere hærget, nervøs og bedrøvet ud, men hvorfor?
En dag modtager hun et brev, hvor han endelig går til bekendelse. Han har været gift siden året før de mødte hinanden – og nu er hustruen gravid i syvende måned. Han har været utro hele tiden, men har godt og grundigt spillet skuespil. Hun burde vel have gennemskuet ham og fornemmet den besynderlige uro i hans øjne. Det havde hun måske også inderst inde, men hun nægtede at tro på det. Hun fandt deres kærlighed alt for stærk til at kunne tro på den slags onde rygter.
Han havde lovet hende sit hjerte, han havde elsket hende troede hun. Hvordan holdt hun mon ud så længe? Hun var oppe imod hårde odds og kæmpede en brav kamp for kærligheden – for hun troede jo det var kærlighed! Kærlighed har mange farver og grader.
De havde giftet sig proforma, så han kunne få opholdstilladelse, påstod han. Da han spurgte hans kone om skilsmisse, truede hun med at begå selvmord. Dramaet stod på i fire år, mens alle hans venner og familie – undtagen èn enkelt – holdt tæt i al den tid. Men hun så ofte bekymringen i hans forældres øjne. De var på hendes side! Hans kone var langt borte, i et helt andet land. Og hvilke rettigheder har en elskerinde?
Hun følte som ufrivillig elskerinde, at hun havde været forberedt på alt, og kunne klare det, men hun blev klogere. Hun havde troet på ham, at han en dag skulle blive hendes.
I mange år efter var hun ikke sig selv, hadede ham, søgte en forklaring, prøvede at forstå, alt imens hun kæmpede med de smertefulde slag hun havde fået. Hun følte hun havde satset alt og tabt stort. Men nogle gange må man bare indse at livet ikke er så enkelt. Og langt inde i hjertet fortrød hun ikke. Nogle ting kan man ikke forklare eller kontrollere for den sags skyld. Ting sker! Trods en uudholdelig smerte der synes at sætte sig helt ind i marven, er vi nødt til at acceptere livets flow og følge det man blandt østens religioner kaldes karma. Og som Anne Linnet engang for længe siden sang; ”Et forelsket hjerte skal man aldrig spørge – det gør alligevel hvad det vil”.
