En næsten umærkelig vind får det til at ruske sagte i de rustne blikplader. Jeg dukker hovedet, da vi træder over det høje dørtrin og går ind i den gamle lagerbygning. Det knirker i spærrerne. En stribe sollys slipper ind af en smal revne i væggen og får støvet til at spille i luften.

En fugl flakser med sine vinger og letter, så det giver et sæt i mig. Den flyver skræppende ud gennem et vindue, hvor glasset er smadret og sprossen hænger og dingler. Her lugter tørt og støvet. Hengemt. Glemt. Sandet har dannet små driver på gulvet. Her har ikke været mennesker i årtier.

Jeg havde aldrig hørt om Humberstone før. Jeg anede ikke, hvad det var, og at det overhovedet lå der. En spøgelsesby læste jeg mig til, det var. Forladt. Men hvordan? Arbejdet var blevet indstillet. Det var ikke mere at komme efter. Man havde udvundet enorme mængder salpeter der. Dengang havde der virkelig været noget at komme efter. Så man havde bygget en by. Lukt lige der midt i ørkensandet.

Spøgelsesbyen Humberstone i Chiles Atacama-ørken er et ganske underfundigt sted med sand i miles omkreds, men engang var her stor aktivitet – faktisk helt frem til 1960. Indtil da udvandt man enorme mængder salpeter i den tørre ørken omkring byen.

Sandet og den ensomme landevej
Man havde inviteret de bedste skuespillere. De bedste i branchen på den tid. For arbejderne skulle underholdes. De havde jo deres familier med. De havde revet deres liv op med rode i hjemlandet og var draget ud. For eventyrets skyld. Men vel mest for pengenes.

For der var penge at hente i det nordligste Chile. I Atacama-ørkenens ubarmhjertigt tørre ørken. Det vældede ud med salpeter. I tonsvis blev der udskibet fra havnene i byerne Antofagasta og Iquique ved Stillehavskysten. Forekomsterne var så store, at man tilbød folk arbejde der – til en god hyre. Mange tog imod tilbuddet. De blev der i årevis. Fik et liv der. Fik børn der. Det var gode tider.

Humberstone hed byen, hvor de mange salpeterarbejdere boede. En fuldstændig komplet by. Med hospital. Skoler til børnene. Butikker. Sågar et teater. Humberstone fik endda en naboby. Santa Laura hed den. Ellers var der kun sand. Ikke bare lidt sand, men sand overalt. Sand… og nå, ja, så lige en forsigtig landevej. Ensom og forladt; men en eller anden vej måtte jo ofre sig. Og nogen skulle jo bringe folk helskindet gennem sandet til Calama og San Pedro de Atacama.

Humberstone blev bygget specielt til de mange arbejdere, der blev hvervet til at arbejde med at udvinde salpeteren. Det var en fuldt udbygget by med skoler, hospital, butikker og et teater.

Åbenbaringen i ørkensandet
Musklerne værkede. Jeg havde siddet ret op og ned i flere timer. Over et døgn. Hele natten under ørkenhimlen. Mit tildelte bussæde var for længst blevet for trangt. Vi holdt på busstationen i byen Calama. Endelig stod på min sidemand af.

Jeg strakte mig. Lige indtil der kom en ny, der skulle sidde på pladsen ved siden af mig. Med himmelvendte øjne stirrede jeg halvt søvndrukkent ud af vinduet. Jeg skulle aldrig havde taget så langt et stræk på én gang. Det føltes som flere tusinde kilometer. Hvilket det næsten også var.

De gamle haller, der husede maskiner til udvinding af salpeter står endnu i Humberstone. Vinden rusker i de rustne blikplader og minder én om, at der engang var liv og aktivitet der. I dag er stemmerne forstummet, og byen ligger øde hen.

Manuel hed han. Min nye sidemand. Jeg var modvilligt gået med til at falde i snak med ham. Chilener, men universitetslærer i engelsk. Sikken et held. Mit spanske kan lægge på et lille sted. Jeg kan bede om en kylling med ris, en flaske vand og en seng. Der stopper mit ordforråd. Men det havde gået indtil videre.

Ørkensafari, gejsere i Andesbjergene, saltsletter, lyserøde flamingoer og månedale i måneskin. Vi havde meget at snakke om, Manuel og jeg. Det var lidt som om, at vi havde mødt hinanden før. Der midt i ørkensandet. Men det havde vi selvfølgelig ikke.

– Du skal med op og se Humberstone!

Manuel så undersøgende på mig. Spørgende. Vidste jeg, hvad Humberstone var? Havde jeg nogensinde hørt om det sted? Han besøgte stedet hver gang, han var i Iquique, for at besøge sin gamle studiekammerat fra universitetet, Patricia. Han måtte derop hver gang. Det er et helt særligt sted, bedyrerede han. Og han havde ret.

Byen blev selvfølgelig bygget der, hvor salpeteren var – og det vil sige lige lukt midt i ørkenen. Men selvom Humberstone lå øde midt i sandbakkerne, så manglede der intet – hverken skole til børnene eller et hospital.

En ramme indhyllet i sand
Ørkener har altid haft en sælsom effekt på mig. Der er kun to ting at forholde sig til. Blå og sand. Det uendelige blå og de sandede vidder. De endeløse vidder. De får lykkeligvis aldrig ende. Det hele bliver ligesom så enkelt og overskueligt i en ørken. Sindet falder til ro. Det der virvar af tanker, som man hele tiden bombarderes med, holder inde. Der bliver stille. Selv i ens hoved. Lyksalighed.

En by midt i en ørken. Det er set før. Masser af gange. Folk, der har en hverdag, selvom de er omgivet af sand. Liv der leves. Men en by uden mennesker? En skal af noget, der var en gang. Et aftryk. En ånd. Men tavse  stemmer.

Vi gik rundt i den tomme by. Fulgte de støvede gader. Iagttog de soltørrede huse. Læste falmede vejskilte. De havde levet her engang. Folk. De havde tjent penge. Haft drømme. Tænkt tanker. Nu var alting forsvundet. Kun rammen om deres liv stod tilbage. En ramme indhyllet i sand.

Humberstone er en forunderlig tidslomme. Tiden har ikke rokket sig et sekund. Det fyger ganske let med finkornet sand, der ligger sig tilrette i tynde slangeformede driver. Vinden tuder lavmælt i de rustne blikplader. Andre steder har sandet poleret metallet blankt, så det skinner skarpt i solen.

Der er ikke andre end os. Os, solen, det blå og sandet. Lydene, de sagte. Og minderne. Tankerne. Historien. Dét, der var engang. Nu er de bare genfærd. Lyde af for længst svundne tider.

For at indbyggerne i salpeterbyen ikke skulle komme til at kede sig, i deres sparsomme fritid byggede man et teater og inviterede de bedste europæiske skuespillere til at komme og optræde. Det gamle sjælfulde teater står endnu og et besøg der er en helt særlig oplevelse. For nok er det vinrøde tæppe gået ned for sidste gang, men ånden er der endnu.

Falmet fordums pragt
De var her indtil 1960. Folk. Der var liv. Liv der skulle leves. Oplevelser der skulle opleves. Ting, der skulle prøves. Og man forstod at gøre stedet attraktivt, om end det var omgivet af ørkensand. Der skulle være noget, at komme her for. Udover pengene selvfølgelig.

Så man byggede et teater. Et yndefuldt et. Smukt og stilig. Sørgede for alt det nyeste. Forsynede de skrå brædder med et smukt vinrødt scenetæppe og inviterede de ypperligste europæiske skuespillere. De sagde tak med kyshånd.

De kom alle sammen. Alle de store på den tid. Der blev klappet og hujet. Der blev sunget, grædt og leet. Nu er stemmerne forstummet. De stående applaus er ophørt. Det vinrøde fløjlstæppe er gået ned for sidste gang. Suffløren har lagt sit manuskript fra sig.

Humberstone er kun en skygge af sig selv. Fordums pragt er falmet. Solen har sørget for sit. Sandet har gjort sin indsats. Tider er henrullet, men ånden er der stadig. Ørkenen og det blå gør, hvad de kan. Minderne klarer resten.

Fotos: Wikimedia og Flickr.

Det smukke gamle teater står, som det stod i fordums tid, hvor publikum rejste sig i applaus. I dag er Humberstone på Unescos verdensarvsliste. Det har byen været siden 2005.