Novelle, Århus Havns novellekonkurrence

Marianne har ofte set den lidt sørgmodige og forsagte ældre mand Alfred på Det gamle Sømandshjem – Seamens Club på havnen. Hun ved næsten intet om ham, men en dag falder de i snak, og Alfred afslører en velbevaret hemmelighed for hende. Stille vand har dybest grund må hun pludselig sande, og mødet får helt andre konsekvenser end Marianne havde ventet. For hvad gemmer en gammel sømand i sit hjerte?

En smal solstribe finder vej ind gennem persiennerne den formiddag på Seamens Club – det gamle sømandshjem hvor Marianne arbejder som frivillig. Hun langer tallerkner med flæskesteg og rødkål over disken, og sørger for at gæsterne får kaffe og æblekage i den hyggelige spisesal med Pelargonier i vindueskarmene. Ved bordet længst væk sidder en ældre mand med lidt mut vemodigt ansigtsudtryk og sipper til sin dampende varme kaffe med mælk. Der er kaffeskjolder og krummer på den rødternede dug og foran ham ligger en sammenfoldet Stiftstidende og et brev.

Marianne betragter ham i smug. En tatovering af et anker pryder hans vejrbidte arm med de opsmøgede skjorteærmer, og en lille diskret guldørering hænger i det ene øre. Vist et levn fra gammel tid hvor sømænd gik med guldøreringe for at undgå hovedpine til søs. Marianne har altid syntes at Alfred er en ganske pæn mand. Der er noget drenget over ham trods hans modne alder, og det lidt hærgede udseende. Han minder hende om en ældre karakterskuespiller, der med stoisk ro har formået at ældes med ynde trods modgang.

Der danner sig altid historier i hovedet på hende, når hun ser ham. Hun har tit lagt mærke til ham både i klubben, men også ofte på havnen hvor han går rundt i sine egne tanker. Som f.eks. under Sejlskibs-festivallen Cutty Sark hvor specielt et gammelt sejlskib fra Mexico med svulstige Galionsfigurer, havde haft Alfreds fulde nostalgidyrkende opmærksomhed. Ikke så sært med den farverige besætning, der til caribiske rytmer dansede Salsa på dækket under kulørte papirslamper, flirt og pjank. Det var en af de eneste gange Marianne havde set ham smile. Ellers var han reserveret, lidt utilnærmelig og svarer kun med enstavelsesord, som om han er sorgfyldt af et eller andet. Han sidder ved bordet denne formiddag, hvor han nervøst holder om kaffekoppen, og fumler ved det uåbnede brev med de farvestrålende frimærker.

Isabella
Alfred tænker tilbage på dengang han forlod Århus og stak til søs som 17 årig efter at være blevet smidt ud hjemmefra af en tyrannisk far. Han havde blaffet til København, sovet i høstakke og hugget blommer i folks haver for at overleve på vejen. Han elskede det frie liv og fik hyre som kahytsdreng på et ØK skib til Fjernøsten. Inden påmønstring hang han ud i Nyhavns lumre beværtninger og muntrede sig med barmfagre damer og billig sprut, mens skibet lå fortøjet ved Holmen. Han bankede de lokale i poker på snuskede havneknejper i Balboa og Casa Blanca, inden kursen var sat vestover med passatvindene mod Caribien. De tropiske farvande og den salte blæst gik hurtigt i blodet på ham.

Under nogle få dages lodsning i havnebyen Maracaibo i Venezuela, traf Alfred en umådelig smuk kvinde. Isabella var slank som en lilje, havde øjne så dybe som Orinocofloden, gyldenbrunt hud og smukt markerede kindben. Yndig og magisk som en lille sart kolibri, og dog en varmblodig, sensuel og temperamentsfuld kvinde. Lukkede han øjnene, kunne han stadig se hendes glade smil og vinden, der legede med hendes sarong. De elskede én gang på stranden under palmerne med en stjerneoverstrøet tropehimmel som eneste vidne. Deres kroppe smeltede sammen i det dybe tropemørke – og hvad de ikke vidste, var at deres kærlighed bar frugt. Han kunne tydelig mindes det intense møde, og den fortættede stemning på den lille ø udfor kysten, hvor en bådsmand havde sejlet dem ud i ly af mørket.

Isabella tog ham til det punkt hvor stjernerne skælvede på himlen. Så forblændede af kærlighed og ungdommens uskyldige leg var de – mens de kun ænsede hinanden. Cikadernes sang blandede sig med lyden af blide bølgeskvulp fra Det Caribiske hav, mens en lun brise susede i palmebladene. Hans øjne fik stadig samme dybde, som når man stryger velour mod luven, når han tænkte på hende. Blikket blev fjernt og længselsfuldt selv så mange år efter.

Når en gammel cirkushest lugter savsmuld
Han rejste videre og havde en ny pige i hver havn, men Isabella glemte han aldrig. Hans tanker var altid hos hende, også da skibet lå i havnebyen Colón, og ventede på tilladelse til at passere Panamakanalen. De store sluselåger lukkedes og millioner af liter havvand strømmede ind inden skibet fortsatte sin færd ud i Stillehavet.

Alfred elskede sin vagabondtilværelse, og fik tjans på en tørdok med at banke rust på faldefærdige skibe i havnebyen Malacca på den malaysiske halvø. Senere blev han opvasker på et snusket hotel i Bangkok og stik-i-rend-dreng ved Den danske sømandskirke i sidegaden Carlos Calvo i det gamle boheme-kvarter San Telmo i Buenos Aires. Han flakkede rundt og udlængslen brusede i hans årer, men efter Isabella faldt han på en underlig måde lidt til ro mht. kvinder. Livet blev aldrig helt det samme igen efter Senorita Isabella. De udvekslede kun få breve og brevene fra Isabella blev mere og mere sjældne. Den lille spinkle stemme fra det tropiske land langt borte døde langsomt hen. Adskillige af brevene var sikkert gået tabt under den vanskelige og langsommelige postgang.

Alfred glemte aldrig sin ungdoms kærlighed. Han huskede tydeligt hendes bølgede sorte hår, når hun legesyg lod sig kurtisere i det bløde strandsand. Hans hjerte skælvede af fryd når han tænkte på hende, men snart indså han, at deres kærlighed var umulig og dømt til at dø. Det gik langsomt op for ham at han aldrig havde elsket nogen så højt som Isabella. Han havde mødt sin sjæleven, men skæbnen ville det anderledes.

Den evige udlængsel gjorde det svært at falde til ro og slå rødder noget sted – hele verden var hans legeplads. Det urolige blod havde han nok arvet fra sin oldefar, der immigrerede til Amerika sidst i 1800 tallet. Alfred havde aldrig fået nogen uddannelse, men gik i land som 55 årig og fik arbejde i containerterminalen på havnen. Han giftede sig med Agnete og levede et ganske rart liv hjemme i lejligheden i Mejlgade i det indre Århus. De fik et pænt hjem og Agnete var ham en god hustru, men det havde aldrig været den helt store kærlighed og lidenskab – vist nærmere et venskab mellem to modne mennesker. Ingen af dem havde fået børn og det har altid været Alfreds store sorg, især på sine ældre dage savnede han børn og børnebørn. Han mistede Agnete lidt efter lidt, til sidst var hun blot en skygge af sig selv pga. kræftsygdommen. Hendes død havde bragt ham i et dødvande, en underlig tåget tilstand, som om alle sanser var pakket ind i husholdningsfilm. Han var deprimeret og følte han var sunket ned i et dybt hul hvor ingen længere havde brug for ham. – ”Jeg er bare en håbløs tosse der drømmer om de syv verdenshave, men jeg er ved at blive gammel”! tænkte han ved sig selv, og følte sig endnu mere trist til mode. Han gik altid ned på havnen når han ville være sig selv. Han fulgte de store containerskibe fra havnemolen og ud af sejlrenden. Altid ville han se en havn som en åbning ud mod verden, hvor tankerne automatisk fløj på langfart. Som når en gammel cirkushest lugter savsmuld og bliver rastløs.

Et sted i Latinamerika
På den anden side af kloden i en villa fra kolonitiden i Caracas-forstaden San Bernadino ligger en ældre dame for døden. Hendes søn, Enrique, er hos hende, da hun stille sover ind. Længe efter hun er stedt til hvile på den lille katolske kirkegård under en smuk og enkel ceremoni, finder sønnen et par gamle gulnede breve med skjolder og æselører blandt gamle noter i en støvet læderkuffert i hendes aristokratiske hjem. På sirligt engelsk og skråskrift fra en klattende fyldepen udtrykker ordene dybe kærlighedserklæringer til hans mor fra en ukendt mand, dateret 15. august 1957. Enrique får også gravet et gulnet sorthvidt foto frem med navnet Alfred Jensen og ordet Aarhus skrevet bagpå. Enrique går i gang med at opspore den for ham eksotiske by på nettet. Pludselig begynder det at dæmre for ham, hvor han har sin lyse hudfarve fra. Omstændighederne omkring hans biologiske far har altid haft et slør af mystik over sig, for da moderen giftede sig, var Enrique helt lille. Han sætter sig for at kontakte denne ukendte mand langt borte, og hans søgning bringer ham til det lille land Dinamarca i Skandinavien. Enrique får skrevet et brev, hvori han fortæller at han er jurist i Caracas i et større firma med internationale forbindelser og derfor tit i Sydeuropa. Han er gift, har to børn og har studeret i USA. Han har et lykkeligt liv, men har altid savnet sin rigtige far, og ved hvert besøg i den katolske kirke har han bedt stille men inderligt om en dag at finde ham.

– ”Hvem fanden kender du i Venezuela”? udbryder Marianne på sin jordnære facon med bramfri vestjysk accent, mens hun griner og slår ud med armene. Hun står med kaffekanden, har fået øje på frimærkerne på brevet og afbryder dermed Alfred brat i hans tankerække. Han mumler et eller andet og ser åndsfraværende ud af vinduet, mens regionaltoget til Grenå buldre forbi.

– ”Venezuela er sgu da langt væk, hvor ligger det henne”? spørger Marianne – der knapt kender forskel på et verdenskort og et farvekort fra Flügger. Alfred ler genert, ryster på hovedet og smiler af hendes uvidenhed og fjumsede spørgsmål. Han viser hende brevet og forklarer om Sydamerika. Alfred har ikke kunnet forestille sig, at han har en søn i Venezuela, tankerne kører rundt i hovedet på ham og han er helt ør af overraskelsen. Han prøver at huske og samle puslespillet. Isabella troede åbenbart ikke at Alfred var far til hendes søn, hun havde måske knapt vidst at hun var gravid før langt senere. Han får en klump i halsen og øjnene fyldes med tårer.

Lav sol over Århus
Marianne har begge fødder solidt parkeret i den jyske muld, og kan godt se længslen og sorgen i hans øjne, mens han folder brevet ud, og beder hende sætte sig ned. Hun er ligefrem og moderlig med hvide buttede overarme og et bredt smil i det runde ansigt. Hendes stribede kogekone-forklæde holder sammen på de frodige former og et sølvspænde samler den ustyrlige buskede grå hårmanke, der får hende til at ligne en islandsk hest. Med det lune gemyt har man blot lyst til at putte sig i hendes store vuggende favn og glemme alverdens bekymringer.

Hendes tykke underben bærer spor af åreknuder efter 4 børnefødsler og slid. Hun er en frodig og barmfager kvinde, stor i slaget, men med hjertet på rette sted. Som enkekone har hun både tid og overskud til de mange børn og børnebørn, og er den store families naturlige omdrejningspunkt. Efter mange timers snak går Marianne og Alfred tur på havnen, et helt særligt bånd er opstået mellem dem. De går forbi udgravningerne på den gamle containerplads til Z-huset som et københavnsk arkitektfirma har tegnet. Et Mærsk skib ligger ved kaj og fra containerhavnen lyder øredøvende brag fra de enorme kraner. Et sort og temmelig ramponeret skib fra Panama ligger fortøjet, ved siden af Samsø færgen, der er sat til salg. Det panamanske flag vejrer i masten af containerskibet. De går forbi den gamle flydedok og katamaranfærgen Max Mols, hvor en af Abildskovs Busser fra København er ved at liste sig ud af færgens bug. Der blæser en frisk vind denne kølige efterårsdag, en flok havmåger flyver skrigende forbi og lugten af tjære blander sig med saltvand og fisk.

Han tager hendes hånd, mens solen langsomt sænker sig i bugten i glinsende gyldne farver, smiler og kysser hende let på panden. Dybt i hans øjne ser man fjerne kyster og horisonter, konstaterer Marianne stille. – ”Jeg syntes du skal skrive til din søn” siger hun og gengælder hans smil. Alfred betragter hende kærligt, helt varm om hjertet over endelig at være kommet hjem. En bil med unge mennesker suser forbi dem og fra de nedrullede vinduer lyder Gnags og Peter A.G. med ” Lav sol over Århus”.