Jeg har haft en af de sejeste oplevelser nogensinde i dag, og ja som overskriften siger, hvordan beskriver man noget, der er så ubeskriveligt at ord er for lidt. Men jeg vil efterlade jer i åndeløs spænding lige lidt endnu – ha ha billigt salgstrick!

I går skulle jeg finde en Cenote, der hedder Dos Ojos – som er den del af Nohoch Nah Chich grotten, der er en af de største fersksvandshulesystemer i verden. Jeg var sådan set også på rette spor, men kom til at stå af bussen det sted jeg troede det var, som viste sig at være noget andet. Jeg endte nemlig op hos Hidden Worlds (skjulte verdener) som er et amerikansk ejet firma, der arrangere dyk og snorkelture i cenoterne. Jeg havde egentligt bare forestillet mig at jeg skulle have en vandretur med guide i hulerne. Jeg måtte dog nok indrømme at det så temmelig fristende ud de billeder de havde på væggene af en fuldstændig overnaturlig underjordisk verden. Og ok noget skulle der altså til at ske i mit liv, så jeg tog en rask beslutning og bookede en snorkletur til i dag fredag. Jeg trængte til at få noget spænding – og det skulle vise sig at jeg så afgjort var kommet det helt rette sted.

Tilbage igen ved det vejkryds hvor jeg startede i Tulum forsøgte jeg at fange en Colectivo til byen Cobà, men det lykkedes ikke. En sikkert velmenende taxichauffør fortalte mig at der ingen colectivos korte til Cobà, men jeg var ikke helt sikker på om det bare var fordi han skulle have nogle penge i kassen. Men ok jeg kunne godt nok ikke få øje på en eneste bus eller Colectivo i den retning. Så slog det mig – aha måske skal man tage de store almindelige busser – og ganske rigtigt. Mig tilbage på busstationen og der holdt lige præcis en bus mod Valladolid, der kørte over Cobà. Så inden jeg snart nåde at tænke sad jeg, og førte mig frem i en First Class bus med aircon og ekstra benplads. Det var nu ikke helt nødvendigt, men nu holdt den der jo lige, og 2. klasse busser er lidt mere upålidelige tidsmæssigt. Så mig af sted mod Cobà – uden dog at have nogen anelse om hvad jeg gik ind til.

Ankom til Cobà i et skybrud af et regnvejr, det stod ned i stride strømme, men nu havde jeg jo også bevæget mig 44 km stik vest ind mod det centrale Yucatan. Og inde midt på halvøen regner det ret tit har jeg erfaret. Heldigvis er det for det meste kun byger, men som også kan være temmelig heftige. Snart skinnede solen igen og jeg gik de 500 m ned til indgangen til ruinen – på vejen kom jeg forbi en tilsyneladende rolig og meget uskyldigt udseende sø – det var den aldeles ikke fandt jeg ud af på vejen tilbage! Mere åndeløs spænding!

Ruinerne i Cobà ligger ude i et ret stort jungleområde, der er lang vej mellem ruinerne – op til 1 km mellem hver, så jeg fik gået noget. Der er ikke helt tale om et samlet tempelkompleks som Chichén Itzá og Uxmal, det her ligger noget mere spredt. Ruinerne viste sig dog at være – syntes jeg meget mere spændende end turistmagneterne. Cobàruinerne er ikke restaureret, og er derfor meget eroderet og faldet sammen. Det gav faktisk hele stedet en meget meget mere autentisk udseende. Det gav virkelig det der rustikke Indiana Jones look, som noget der stort set lige var blevet opdaget i sidste uge. Små listige tunneler og rum gav bare endnu mere næring til fantasien. Stedet var anlagt med gangstier, men ellers tæt jungle, så man rigtig kunne føle sig udenfor lands lov og ret, når man ikke lige kunne se nogle mennesker.

Den allerflotteste ruin var den store pyramide Nahoch Mul og den har da også givet arkæologer grå hår i hovedet. Hele ruinbyen menes at havde været over 50 kvadratkilometer og have huset mere end 40.000 indbyggere. Pyramiden ligner ikke de andre på Yucatanhalvøen, hverken Uxmal eller Chichén Itzá. Den ligner Tikal i det nordlige Guatemala, som ligger flere 100 km sydpå herfra. Så Cobà er fortsat et mysterium for videnskaben. Hvad er grunden til at den ligner Tikal? Der er ikke en eneste anden ruin i Mexico der ligner Cobà i byggestil. Man mener at mayaerne i Tikal og i Cobà havde en alliance. De handlede sammen og de blev gift med hinanden. Tikals kongelige kvinder blev gift med Cobà’s royale mænd. Desuden er der i Cobà mere end 40 steler med mayategn og billeder indhugget, dem er der heller ikke ret mange af i Mexico. Ruinen blev opdaget første gang i 1891 af en østrigsk arkæolog og siden dengang har der været flere ekspeditioner dertil for at udforske stedet.

Den før omtalte sø jeg kom forbi på vejen ned til ruinen gik jeg selvfølgelig også forbi på vejen tilbage op til bussen. Så godt der stod en mand og et par halvstore drenge, men det var først da jeg kom derhen jeg lagde mærke til hvad de lavede. De står og fodrede en krokodille med et stykke kød bundet i en snor. Et af de der mørkegrønne Everglades krokodiller som man ser i sumpene i Florida. Wauw jeg går ud fra at dillen boede i søen, de havde vel ikke bare anbragt den der for sjov og for turisternes skyld. Så der boede vel krokodiller i søen – syntes da godt lige de kunne havde smækket et skilt op! Tænk hvis man havde fået den ide at tage en dukkert i den uskyldige sø!

Ok nu kommer jeg så til det ubeskrivelige, det er svært når der ikke findes ord for noget, man er nødt til at opleve for helt at forstå.

Jeg skulle ud og snorkle i Cenoten i dag og blev hentet kl. 8.45. Havde jo set billederne af stedet og set en del cenoter efterhånden, men det her skulle godt nok blive mere end unikt. Vi var 5 i gruppen plus vores guide, en lille væver mexicaner fyr på 150 cm der bare var fuld af skøre indslag. Udstyret i våddragt, snorkel, maske og kamera gik det af sted igennem junglen en 15 -20 minutter i det mest spøjse køretøj jeg længe har set. En junglomobil – en mellemting mellem en traktor, firhjulstrækker og et eller andet andet jeg ikke helt ved hvad var. Uden skærme eller noget som helst, der var stort set kun et rat, dæk, sæder og motor. Den larmede som en gal, mens den hostende og prustende som en gammel hest arbejdede sig gennem regnskoven. Ved et beskedent hul i jorden stoppede vi. Hul i jorden og en meget stejl jerntrappe ned i dybet og mørket. Man som dukkede op på en anden planet nede i dybet. En stor højloftet drypstenshule åbenbarede sig for os med det klareste vand set i mands minde. Det var helt umuligt at bedømme hvor dybt det var, so klar var vandet og fuldkommen spejlblankt. Der var ingen forskel mellem muren over vandet og spejlbilledet i vandet, som man kunne knapt se hvor hvad startede. Vildt surrealistisk. En fuldstændig overjordisk verden af skønhed.

Vandet har en sigtbarhed på op til 100 m i disse grotter, det er mere end ved Great Barrier Reef i Australien (her er der ca. 60 m sigtbarhed på en god dag), som er noget af det klareste jeg har set. Store spidse drypsten hang ned fra loftet, sammen med trærødder og flagermus fløj rundt eller hang i loftet. Grotten var kunstigt oplyst, da de normalt er kulsorte, så det gav en hel speciel effekt. Det hele var en anelse uhyggeligt, og jeg var ærlig talt ikke helt stolt af at skulle hoppe i det vand. Men i kom vi da – alle 5, det var vist ikke kun mig der syntes det var lidt skrammende. Vandet var mellem 3 og 35 m dyb, og henne i den ene ende var indgangen til en 500 m lang tunnel der var forbundet med en anden Cenote i hulesystemet. Det var selvfølgelig kun for dykkere, men vi var henne at se på indgangen efter at vi havde sundet os lidt og vænnet os til det kølige vand. Guiden forklarede os en masse om cenoterne og drypstenene. Der findes ca. 3700 cenoter på Yucatanhalvøen og slet ikke alle er udforsket. Denne Cenote er forbundet med det hulesystem der er et af verdens største, alt hænger sammen hernede i underverdenen. Tunnelen var kulsort, et endeløst hul ind under klippen nede på bunden af den spejlblanke sø. Ret skræmmende vil jeg sige! Guiden havde en undervandslygte med, så han kunne lyse ind i uendeligheden – der var i bogstaveligste forstand intet lys for enden af tunnelen. Scary, uhyggeligt, fuldstændigt for vildt og fantastisk. Men det skulle blive værre endnu!

Drypstenene er millioner af år gamle, det tager 100 år for dem at gro 1 cm. Vores guide tog os med på en rundtur i hele søen og det blev bare flottere og flottere og mere og mere noget fra en anden verden. Vandet var køligt og der svømmede små fisk i, og ind imellem var der bare hele skove af drypsten, dybe kløfter, huler længere ind der blev mørke osv. Men alt i alt var der god plads, man fik på ingen mode klaustrofobi, ikke ret meget i hvert fald. Sommetider skulle vi sno os udenom en drypsten, ikke sparke hårdt fra med benene, så kom man til at skade dem eller slå sig. Men jeg skal love for at vi i næste hule fik træning i at navigere mellem tætte skove af drypsten.

Den anden hule var meget anderledes end den første. Det er så afgjort den vildeste snorkletur jeg har oplevet i mit liv. Hulen startede også med et uskyldigt hul i jorden ned til en meget meget snæver gang. Vi var nu hver især blevet udstyret med undervandslamper hægtet fast til vores redningsveste. Hulen var uendelig, en labyrint af rum, men meget meget snæver. Gangen blev smallere og smallere, til sidst var den nok 30 – 40 cm bred. Min klaustrofobi burde egentligt havde rørt på sig, men sagen var at der var masser af plads nedad, uendelige vidder af rum på rum på rum. På et tidspunkt skrabte snorklen hen af loftet og jeg var op til flere gange ved at knalde hovedet i en spids drypsten 5 -10 cm over mit hoved. Vi måtte virkelig sno os og navigere gennem en skov af drypsten, millioner af dem fra loftet og nedenfra og opad. Der var rum forud, rum til begge sider i flere niveauer – og mørke, mørke og mørke. Godt vi havde en lygte med, så kunne man rigtig fornemme snirkelkrogene, labyrintens uendelighed og hvor stort det var længere indad. Vi var nødt til at svømme meget forsigtigt i en lang række efter hinanden, ellers var det umuligt at være der.

Må nok indrømme at det fik de små hår til at rejse sig i nakken på mig, det er en oplevelse som er meget svær at beskrive, på en gang fantastisk og samme tid helt utroligt skræmmende. Den der følelse af at være fuldstændig i naturens vold, ligeså scary som at stå på et bjerg. Storheden og den viden om at her er man bare den lille, farer man vild er det farvel og tak for evigt. Ruten var markeret med rødt reb under vandet, so vi var sikker på at kunne finde tilbage igen. På et tidspunkt da vi alle var samlet sagde vores guide til os at vi skulle prøve at slukke alle lygterne. Det blev mørkt, en mørke så mørk at man følte sig som deltager i en skrækfilm. Uhyggeligt, stille, kulsort og ikke et mindste lysglimt, kulsort. Farede man vild var man prisgivet.

Det er simpelthen den ultimativt mest chokking oplevelse jeg længe har haft, jeg mangler ord, det var helt vildt. At navigere i 30 -40 cm brede korridorer og ikke at måtte bevæge hovedet, for so knaldede man hovedet i loftet, det var helt vildt. Har aldrig prøvet vildere snorkletur. Tror aldrig nogensinde jeg har bidt så hårdt i et snorkelmundstykke, er sikker på at der stadig er bidemærker i den. Havde det været et dyk, ville jeg have opbrugt alt ilt i løbet af ingen tid af bare spænding. Ved dykning kan man rigtigt hore hvor ræd man dybest set er, da man tydeligt kan høre ens eget åndedræt.

Der skal være noget på en rejse der kan få mig op at ringe, og det her var helt afgjort noget der rev. Jeg skal kunne mærke at det river, OG DET GJORDE DET! Ellers er der ikke rigtigt noget ved det!!

Vandet var stadigt krystalklart og turkisblot, flagermusene fløj om ørerne på os, store trærødder (som vi for øvrigt ikke måtte røre ved, fordi der kunne bo slanger og edderkopper i dem). Drypsten i milliardvis og tanken om at vandet og hulerne bare fortsatte til verdens ende, det var virkeligt et kick. Det hele gav et mere end skrækindjagende indtryk. Men også et indtryk at naturens pragt og storhed selv nede under jorden. Det gjorde bare en fuldkommen mundlam.

Afgjort en af de oplevelser der kommer på min Top 10 liste over de vildeste ting jeg har prøvet i mit liv. Hvor jeg var så betaget, at jeg glemte tid, sted og resten af verden. Blev opslugt. Det er sådan det skal være at rejse. Sådan er det når det rigtig rykker! Man bliver ved med at jagte den følelse nor man først en gang har prøvet det. Nor det hele bare går op i en højere enhed og bliver en totaloplevelse.

Efter at være kommet op af dybet skulle jeg lige synke oplevelsen, inden jeg var klar til den næste, som også blev et af de seje highlights indtil nu. Jeg tog ud til en anden Cenote, der hedder Grand Cenote. En delvis åben Cenote. Ligeså guddommelig smuk med krystalklart lyseblåt vand, omgivet af lianer, trærødder, tropiske planter, blomster og eksotiske fugle der fløjtede i trætoppene. Åkander i søen og helt igennem bare utrolig smuk. De skumle huler ind under limstenstaget fandtes længere inde i mørket. Mens jeg var der kom først to proffe dykkere og senere 4 mere. Hver med to iltflasker plus reservetank, våddragt, en med tørdragt, hjælme med pandelygter og i det hele taget ret avanceret dykkerudstyr. De skulle alle på grottedyk ind i den halvskumle kulsorte hule. De to første der tog af sted derind så jeg ikke komme tilbage mens jeg var der, men de havde ilt nok til 1,5 -2 timer.

Må nok indrømme at det gav et voldsomt stik i mig af misundelse da jeg så dem gå i gang med deres dykkerudstyr. Adventure-Anette vågnede for alvor op til dåd i dag. Tænk at dykke ind i de der kulsorte huler, og ikke ane hvad der er derinde. To timers ilt giver adgang til en pæn tur derind, de skal jo selvfølgelig også tilbage, men alligevel. At dykke derind med lygter, må være helt fantastisk. Og tænk dengang de udforskede nye huler, og måske gør det stadig. UHHH! Det løber ligefrem koldt ned af ryggen på mig, jeg ville være ved at dø af skræk, men nøjjj hvor det rykker i mig. Men jeg må jo ikke dykke, pga. en sprungen trommehinde tilbage i 1996 under et 35 meter dybt dyk i Det Røde Hav i Dahab i Egypten. Jeg blev opereret i mit ører året efter, og har siden ikke kunnet trykudligne på venstre ører. Så der er ikke noget at gøre. Jeg må desværre nøjes med at drømme. Har ellers 10 dyk i min logbog, 6 af dem ved Great Barrier Reef i Australien, 3 af dem på skibsvrag i Darwin og jo altså det sidste i Egypten.

Jeg nøjes med flere svømmeture i det kølige smukke klare vand i Grand Cenote. Det var vidunderligt friskt og en hel igennem dejlig oplevelse. Igen med flagermus omkring mig og små bitte fisk vimsende rundt om benene. Selv på snorkleturen i dag i grotten blev jeg efterhånden mere og mere tryg og komfortabel med det. Men man skal prøve at finde sin ro frem og lade være med at panikke. Blev mere og mere modig, så jeg tror godt jeg i virkeligheden ville havde kunnet gennemføre et huledyk, hvis ikke det var for mit øre. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg skulle gerne gøre det igen. Har rigtig svært ved at beskrive det, men håber jeg har kunnet give jer et lille indtryk af det.

Lige til sidst: Vores guide lærte mig et trick med at tage billeder i grotter. Mit kamera er så bevægelsesfølsom, at den laver alle billeder rystede når det er meget mørkt og den skal bruge megen blitz. Aner ikke hvorfor, men han lærte mig at sætte kameraet på jorden på et stabilt underlag og så tage billedet. Logisk nok, jeg har bare aldrig tænkt over den måde. Men det gjorde faktisk at mine billeder fra grotten blev ganske fine, så det var i hvert fald positivt.

Min rejse går videre i morgen til grænsebyen inden Belize, Chetumel og ind i Belize søndag eller mandag. Og nej jeg har ikke mærket noget til det vilde uvejr her i Mexico, det er noget mere sydvest end der hvor jeg er. Så indtil nu har jeg været forskånet.

Dagens vise ord herfra: “Find vilddyret frem i dig selv” – du vil aldrig fortryde det – du bliver afhængig. Taler af erfaring!