Ok i går onsdag var så dagen, hvor jeg skulle forsøge at finde det mayatempel hvor 17 årige Anna Mitchell-Hedges fandt det berømte krystalkranie tilbage i 1920’erne. Det blev lidt af en oplevelse, en til samlingen af skøre påhit.

Jeg havde rejst i 1 md i går, det er gået hurtigt, og jeg har fået set og prøvet en masse. Jeg tror næsten jeg vil sige at den her rejse indtil nu har været en af de mere spændende jeg har været på. Der er god gang i de mere særprægede oplevelser, og den i går blev da også helt efter bogen – Indiana Jones på junglesafari!

Nå jeg gik ud i Punta Gorda for at finde busstationen, og selvom det er en lille by var det ikke helt så enkelt. Efter et bykort i min bog skulle jeg ud af byen, men mere og mere øde blev det, og ikke skyggen af en bus. Jeg var på vej på vildspor og fik spurgt et par stykker om vej. Tilbage i byen igen fandt jeg turistinformationen, som normalt er ret gode til at hjælpe en, hvis alt andet glipper. Det gik også fint, jeg fik både at vide hvor de små lokale busser holder og hvor den rigtige busstation er. Jeg skal jo booke en billet tilbage til byen Dangriga hvor jeg skal sejle fra på lørdag. Finder både ud af tider, priser og det hele, så det er i fineste orden. Værre er det med lokalbusserne (som stadig er et udvalg af gamle amerikanske skolebusser i mere eller mindre god stand). Jeg er på jagt efter en lokalbus mod en by der hedder San Pedro Columbia inde i landet, mod grænsen til Guatemala. Det er den by som mayaruinen Lubaantun ligger tættest på. Jeg ender op ved byens lille park. Stedet fungerer også som lokalt markede, så der er masser af mennesker, men ingen busser.

For øvrigt skinner solen på det tidspunkt fra en skyfri himmel, ingen udsigt til regn, så jeg er fuld af fortrøstning – er på det nærmest småeuforisk efter 1 uge med regn i stride strømme.

Der ligger en lille cafe ved siden af parken og der går jeg ind. Den ejes af en dame fra Californien, som jeg for en god snak med senere. Men hun fortæller mig hvor busserne holder. Bare lige en blok nede af vejen holder en hel maskinpark af gamle skolebusser. Min bus kører kl. 12, om ca. en halv time. I mellemtiden tager jeg en is mochaccino hos cafedamen. Hun har boet i Punta Gorda i 3 år og hygger sig rigtig meget med det. Utroligt hvor folk finder på at slå sig ned!

Nå men jeg kommer med bussen og den gamle skolebus hoster og pruster sig igennem heden og ud af byen. Jeg aner ikke helt hvad jeg har rodet mig ud i – Belize er ikke altid lige sådan at gennemskue. Og det skal jeg da i den grad blive klar over i løbet af dagen, det bliver rigtigt spændende.

Vi kommer længere og længere ud på landet. Landskabet er bakket med enkelte limstensklipper rundt omkring i et mildest talt grønt tæt vildnis af jungle, bananpalmer og høje træer filtret ind i hinanden. Og øde er det.
Enkelte små bebyggelser ligger der hist og pist, ellers intet. Højland ude i horisonten og grønt jungle så langt øjet rækker.

Jeg spørg billetfyren om eventuelle busser tilbage til Punta Gorda. Da går det op for mig, at jeg i den grad er ved at rode mig ud i noget virkeligt shit. Denne bus er nemlig den eneste der går til Punta Gorda og tilbage igen. Der går kun en bus om dagen. Den kører til San Pedro Columbia, vender om og kører tilbage igen med det samme. Den kører tilbage kl. 13 og klokken er nu 12.50, så jeg kan selvfølgelig på ingen måder nå at se templet på 10 minutter og komme med tilbage igen.

I sådan en situation er der ikke ret meget andet at gøre, end at springe ud i det, håbe på det bedste, bede til de højere magter om en million-god løsning og så ellers være åben for forslag af enhver art. Det er sådan stort set det udgangspunkt jeg har. Jeg er 15 – 20 km langt ude på landet og der går ingen busser tilbage til Punta Gorda for i morgen. Ups! Billetfyren forklarer at jeg bare skal tage til et sted de kalder “The Dump” – et sted hvor de dumper sten og grus, det holder bussen fra Belize City til Punta Gorda, i hvert fald engang imellem øh! Jeg skal bare være der inden kl. 17, for der går den sidste bus.

Jeg er ude i noget der ikke bliver helt nemt! Og endnu sjovere bliver det da billetfyren i min bus siger til mig at hvis jeg skal til Lubaantun så skal jeg af nu.

Vi er i en lille bitte by med få huse, og et T-kryds på den humpede grusvej. Det er 1,5 miles den vej siger han og peger ned af en halvskummel grusvej ned gennem junglen.
For helvede da nu er gode råd er dyre.

Jeg bider mig selv lidt i læben, står af og ser bussen fortsætte ud af grusvejen. Jeg er endt op in the middle of nowhere! Der er ikke engang et skilt ned til ruinen, så folk må tænke sig til hvor det befinder sig ude i vildnisset. En ung pige dukker op og kan nok godt se at jeg ser lidt lost ud. Jo den er god nok, det er derned af siger hun og peger ned af junglegrusvejen der går ned mod en lavning, der viser sig at være en flod. Vejen drejer til venstre ind i junglen og jeg har ikke det mindste chance for at se hvor den fører hen, jeg har ikke det mindste udsyn eller overblik over hvor den fører hen.

Ok der er ingen vej tilbage, jeg må derned, men er afgjort ikke stolt af situationen. Jeg skal finde den ruin, nu er jeg nået så langt og nægter at give op. Der er ingen biler eller taxier i miles omkreds, så jeg er nødt til at gå. Pludselig for jeg øje på en ung fyr, som helt afgjort ikke er fra Belize. Han ligner en turist, så ham spæner jeg ned til, så kan jeg jo følges med ham. Genial ide syntes jeg jo! Fyren er fra USA og bor herude. HAN BOR HERUDE! Han må da være helt fra koncepterne, det er da verdens ende! En pæn ung fyr først i 20’erne. Ved ikke lige helt hvad der er gået galt i hans liv! Nå men han skal jo så ikke ned til ruinen, så jeg er lige vidt. Jeg nå dog at få at vide af ham, at vejen er rigtig nok, der er ca. 1,5 mile ned til skiltet til ruinen og der skal jeg bare dreje til venstre. I øvrigt skulle det være sikkert nok at gå her forsikre han mig inden han drejer til venstre ned af en anden vej.

Jeg er målløs, han bor herude. Godt nok er det smuk natur herude, men alligevel. Nå men jeg er alene igen og overvejer lidt hvordan jeg nu lige skal løse det her problem. Har ikke mere end tænkt det da en ældre mand kommer hen til mig. Han er fra Belize, og vel omkring midt i 60’erne. Jeg er efterhånden nået ned til floden. Manden siger at jeg gerne må følges med ham, han har en farm lige ved siden af ruinen.

Det var da for fantastisk – nærmest som at vinde i Lotto, sådan en højhellig onsdag! Vi snakker rigtigt hyggeligt sammen, han er en flink gammel mand, virker harmløs. Skulle det gå helt galt kan jeg i hvert fald med lethed løbe fra ham. Han kan jeg vist roligt ”slå kludene sammen med” for en stund. Han hedder Agapito og er født her på egnen, han har boet her altid og er guide ved ruinerne fortæller han mig. Han er ellers landmand med sine køer og sin gård, men supplerer lidt med at være guide.

Det kan snart ikke være bedre. Jeg spørg om han har travlt, men det har han overhovedet slet ikke, han vil gerne være min private guide oppe i ruinen. Han siger at han stod af bussen sammen med mig, men det lagde jeg altså ikke mærke til. Måske er han stået af for, for jeg så ham altså ikke. Ikke desto mindre var han der bare lige pludselig. Men stadigvæk virker han rar og troværdig, så det virker som en god handel jeg har gjort der.

Vi når skiltet med navnet Lubaantun og drejer ned at en mudret smal markvej med tæt jungle på begge sider. Det er rigtigt øde – rigtig alvorligt de på landet.

Agapito spørg om jeg ikke vil se hans farm og hilse på hans kone. Vi kommer igennem et markled og ind på et eng agtigt stykke lavt jord med køer med store horn der går og græsser. Jeg skal da endelig komme med ned og hilse på hans kone. De bor i sandhed et dejligt sted. De har et dejligt stort vildnis til have rundt om husene hvor de bor. Stor have med appelsin – og lemontræer. Grenene er hængefulde af modne frugter, lige til at plukke. Agapito har den sødeste lille kone der nusser rundt inde i huset i bare tæer, forklæde og tørklæde om håret. Hun er ved at bælge bønner da vi kommer. Høns og kylling, hunde og alt muligt andet render rundt og hendes køkken har ildsted. Potter, pander og køkkenredskaber hænger ned fra loftbjælkerne eller står på hylder rundt om i køkkenet. Det er næsten som at være hos min forhenværende svigermor på Bali. En flok kyllinger render rundt inde på køkkengulvet midt mellem bønnerne. Primitivt men helt vildt hyggeligt, et rart hjem med stor hjerterum kan man mærke. Agapito viser mig stolt sit turistguidebevis med billede og navn. Agapitos kone Cerila servere kylling og ris for sin mand og spørg om jeg vil have juice. Derefter henter hun to store appelsiner fra haven og skærer dem over med en lang machete og presser dem med de bare næver ned i et glas. Hold da op et skønt sted. Jeg knugelsker de to lige med det samme. I øvrigt har de 11 børn, men de fleste er flyttet hjemmefra, en bor i USA.

Jeg får en rundvisning i haven og smagsprøver af deres nyplukkede bananer, der hænger i store klaser under tagskægget. Agapito plukker appelsiner til mig fra haven. De er dog bare de skønneste de to.
Bagefter går Agapito med mig op til ruinen. På vejen dertil plukker han blade fra træerne og buskene og gnider dem mellem fingrene, så de for en duft. Hans far var meget lært i at anvende junglens medicinske planter, og det fik Agapito lært også. Han forklarer mig en masse om planterne og hvad de kan bruges til, sådan som hans far lærte ham da han var dreng.

Jeg spørg Agapito om krystalkraniet. Har været lidt forsigtigt med at spørge folk om emnet, da jeg har fået enormt mange forskellige svar. Nogen tror slet ikke på det, tror at det er pure opspind osv. Men Agapito ved besked med det krystalkranie, han har nemlig arbejdet i ruinen tilbage i 70’erne og hans egen far var der omkring den tid hvor Anna Mitchell fandt krystalkraniet. Agapito har aldrig selv set krystalkraniet, han var ikke født endnu da det blev fundet, men hans far har udpeget stedet for ham hvor Anna fandt det.

Wauw det lyder som om jeg er kommet til den rigtige mand!

Vi går langt tid igennem junglen af markvejen indtil vi når til en meget stejl nydeligt maskinslået græssti op til ruinen. Vi kommer forbi et skilt der forer op til en sommerfuglefarm der er ejet af en englænder.

En mand der hedder Santiago sælger billetter til ruinen. Der er et lille museum der ganske rigtigt viser plancher af krystalkraniet. Gamle billeder af Anna Mitchells far der var arkæolog og forskellige gamle gulnede avisudklip af artikler om krystalkraniet. Det er her det sker!

Lubaantun ruinen er helt rigtig noget anderledes end de andre mayaruiner jeg har set. Der er for det første fuldkomment stille, jeg er den absolut eneste turist. De eneste mennesker jeg ser, er Santiago og 2 -3 lokale kvinder der sælger deres kunsthåndværk.  Ingen souvenirbutik, ingen postkort, ingen butik med bøger og tingel tangel. Intet turistagtigt. Kun et fuldstændigt autentisk og naturligt sted ude midt i junglen.

Ret langt ude på landet, kan levende forestille mig hvordan det må have set ud i 20’erne, da ekspeditionen ankom fra England. Det må have været uigennemtrængeligt jungle. På den tid var ruinen fuldstændigt tilgroet og umuligt at få øje på for vegetation. Hvilket eventyr det må have været. Mos, vildnis og store trærødder. Nu er i hvert fald en stor del af ruinen gravet fri af trærødderne, og græsset er holdt nydeligt nede til ære for de turister der ind imellem dukker op. Men som jeg havde læst om så er ruinen meget skadet og faldet sammen. Eroderet pga. voldsomme orkaner og pga. de store trærødder, der efterhånden skubber stenene ud af muren. Desuden er en del af ruinen blevet hårdt skadet efter at man har sprunget trærødderne væk med dynamit under en udgravning for mange å siden. Ruinen hedder “De faldne stens tempel” og det passer faktisk ganske godt. Noget af ruinen ligner bare en stor bunke sten.

Murerne er helt klart bygget med en anden teknik end normale mayaruiner jeg har set indtil nu. De er bygget uden cement imellem stenene. Altså mere typisk Inka-arkitektur end mayaarkitektur. Masser af mindre sten passet ind i murværket som det ses i Inkabygninger og mure i Peru. Man kan sagtens princippet i arkitekturen, selvom ruinen er noget skadet. Den har runde hjørner og stadig er stenene fint og præcist tilpasset hinanden. Ruinen har to boldbaner, hvilket er meget typisk maya.

Agapito og Santiago arbejdede her, da den engelske arkæolog Norman Hammond fra Cambridge lavede udgravninger her i 1970. Dengang fandt de jadehalskæder i ruinen. Vi ser den største pyramide – som i dag er noget medtaget. Ifølge den bog jeg lige har læst er det her Anna finder krystalkraniet. Hun var blevet forbudt at bestige pyramiden, men gør det alligevel en dag hvor hele graveholdet inkl. hendes far sover. Hun er blevet fortalt at man kan se havet fra toppen af pyramiden. Så hun kravler derop og får øje på noget der skinner nede i en revne af pyramiden. To af hjælperne sænker hende senere ned i revnen i pyramiden, hvor hun så finder krystalkraniet. Det løse kæbeben til kraniet finder hun først nogle mdr senere under et alter et andet sted i ruinen.

Det er den officielle forklaring. Men Agapito har den rigtige forklaring siger han. Efter at vi har passeret den store pyramide kommer vi til en lille plads hvor mayaerne ofrede dyr. Henne i hjørnet oppe bagved en mur blev kraniet fundet rigtigt. Agapito ved det fordi Anna selv var på besøg i ruinen for ca. 8 – 9 år siden – en sidste gang for at se stedet. Hun er jo en gammel dame på over 90 år efterhånden. Agapito var der den dag hun var i ruinen, og det er hende selv der har udpeget stedet for ham.

Vi kravler derop af våde mosdækkede sten og Agapito peger på stedet hvor kraniet blev fundet. Det stemmer i hvert fald ikke overens med bogen jeg har læst. Vi kravler rundt på stedet gennem grene, træer og et bedre vildnis af tæt buskads.

I det samme begynder det at tæskregne, vi søger ly under et træ, men når nu alligevel at blive gennemblødte. Det er dog kun en kraftig byge, snart skinner solen igen. Jeg tager billeder på livet løs af stedet, det hvor kraniet blev fundet, men syntes nu alligevel at det virker “forkert” For mig ser det alt for åbent ud, enhver fjols ville da kunne få øje på et krystalkranie der. Ellers skulle man da være blind!
Historien om det krystalkranie er i det hele taget ved at blive bedre og bedre og det skal da også vise sig at blive sjovere som dagen skrider frem.

Agapito er en sød og flink mand og ved en masse om stedet. Santiago derimod – ham der sælger billetter, han virker en smule tavs, sådan lidt hemmelighedsfuld. Han er ikke en mand af mange ord. Agapito viser mig kolibrier, blomster, frugter og træer. Han fortæller mig også at det ikke passer at Anna selv frivilligt gav krystalkraniet til Mayaerne. Hun tog det selv siger han med tydelig ærgrelse i stemmen. Nu om dage går Belize alt for at få krystalkraniet tilbage fra Anna i Toronto, da det jo er fundet her. Men indtil nu har hun ikke villet give afkald på det.

En af historierne om krystalkraniet går på at Annas far selv havde anbragt kraniet, så hun kunne finde det på sin fødselsdag og få det som fødselsdagsgave. Hun fandt det jo på sin 17 års fødselsdag.

På internettet er der en hjemmeside der siger at hun aldrig fandt kraniet. Der er ikke nogen beviser, ingen var vidner da hun fandt det. Ikke desto mindre eksisterer det altså. Hun har det hjemme i sit hjem i Toronto. Det helt store spørgsmål er om det overhovedet er lavet af mayaer. Bjergkrystal er normalt ikke noget man har naturligt i store mængder af i Mellemamerika – men mest i Brasilien. Så har mayaerne handlet sig til bjergkrystal i Sydamerika??

Der er afgjort flere spørgsmål end svar i denne historie, men enormt spændende var det at se ruinen.
Agapito går med tilbage til hans gård og siger lige til hans kone at han følger mig ned til byen San Pedro Columbia og vil hjælpe mig med at få kørelejlighed tilbage til Punta Gorda.

Vi har det rigtigt sjovt Agapito og jeg. Det bliver til en hel del grinen og fnisen på vejen tilbage til byen. Han er bestemt en hyggelig fætter og jeg står temmelig meget i gæld til ham. Han har trods alt brugt det meste af eftermiddagen på mig. Ved ikke helt hvordan denne tur skulle have endt op uden Agapito. Han var meget meget god at gå sammen med ikke mindst af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg var jo trods alt ude i et område som jeg ikke kendte overhovedet, så jeg var lidt afhængig af en lokalkendt.

Da vi kommer op til byen er der ikke en bil i miles omkreds igen. Det var planen at Agapito ville finde en der kunne køre mig ud til “The Dump”, så jeg kunne nå bussen fra Belize City, men ingen biler er der. Agapito’s egen bil har han afleveret på værksted i dag, så han kan ikke selv køre mig.

Bedst som “panikken er ved at indfinde sig” kommer der en nydelig pickup kørende. Agapito har ellers lovet mig at jeg bare kan over natte hos ham og Cerila hvis det skulle gå helt galt. Vi standser bilen og det viser sig at være sommerfugle farmeren, englænderen der er nabo til Agapito. Hvilket tilfælde – eller hvad jeg nu skal kalde det!!

Agapito siger højtideligt at den her unge dame hun altså skal køres til Punta Gorda. Englænderen er en mand midt i 50’erne, virker ganske pålidelig. Han smiler og spørg Agapito om han nu er sikker på at han tør overlade ham sådan et ansvar. Agapito griner og siger at jo han stoler da på ham. De to har kendt hinanden i mange år kan man tydeligt høre.
Jeg takker Agapito mange gange og giver ham (i hans verden) et ganske klækkeligt beløb som tak for hans hjælp. Det ser han ud til at være meget godt tilpas med. Jeg kunne ikke nænne andet. De var så søde de to, Cerila og ham, og de havde brug for pengene. Desuden havde Agapito jo som sagt brugt en del timer på mig.
Nu får jeg så flere ganske interessante oplysninger af englænderen.

Agapito er ikke guide i ruinen, men landmand i gummistøvler. Han er flink og rar, ved en masse, men ikke uddannet guide. Guderne skal vide hvordan han så har fået tiltusket sig sit turistskilt med navn og billede. Santiago derimod er den rigtige guide i Lubaantun ruinen. Måske bare et spørgsmål om et skilt, og det var jo heller ikke død vigtigt. Men Santiago var den uddannede. Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Agapito udnævnte lige sig selv til guide fordi der lige tilfældigvis kom en turist forbi. Men hva så vigtigt er det jo heller ikke – så jeg kan godt tilgive Agapito hans små tricks.

Krystalkraniet blev ikke fundet i ruinen, men i en grotte. Så jeg ved knapt hvem jeg skal tro på efterhånden.

Englænderen virker meget troværdig, og siger at han tvivler rigtig meget på den krystalkranie-historie i det hele taget. Han siger at det aldrig er bevist at krystalkraniet er fra mayakulturen – selv tror han mere på at den er kinesisk og anbragt der af Annas far som fødselsdagsgave. Ingen var vidne til fundet, så der er ingen beviser. Krystalkranier med løse kæbeben er ikke originalt noget fra mayakulturen og der er ikke fundet andre i Mellemamerika. Alt i alt er det et mysterium og man ved ikke en dyt om det krystalkranie konkludere englænderen.
Så hvem der overhovedet har ret i den her efterhånden halvspegede historie – det tror jeg ikke rigtigt der er nogen der ved.

Men jeg smiler lidt af det hele. Man skal aldrig stole 100 % på nogen lige meget hvor søde de er. Agapito snød kun lidt, men han snød. Normalt ville jeg blive lidt muggen, men han var en rar fyr, så jeg kommer nok over det.

Det var jo ikke særlig alvorligt og vi havde det rigtigt hyggeligt. Men jeg smiler lidt alligevel, måske i virkeligheden mest af min egen naivitet.
Ok blev taget ved næsen – men på en meget sød måde. Agapito var rar og flink, og kunne alligevel ikke have siddende på sig at jeg selv skulle gå tilbage til byen. Meget faderlig og omsorgsfuld og ville være sikker på at der ikke skete noget med mig på vejen tilbage til Punta Gorda. Og lur mig om ikke han sad og ventede på en turist der skulle “gå i hans fælde”. Tvivler noget på at han lige var stået af bussen sammen med mig, men må da indrømme at jeg ikke lagde mærke til det. Han sidder sikkert der hver dag og venter på at vildfarne turister skal står og se chokerede ud, når de kigger ned af grusvejen mod en endeløs jungle og ved at der ligger en ruin et eller andet sted 1, 5 miles nede af vejen. Så kommer han frem af skoven og tilbyder sin hjælp. Harmløst kan man vel sige.

Så alt i alt en ganske sød historie. Men jeg kan aldrig lade være med at grine af deres enorme “alle kneb gælder” teknik. Mage til kreativitet og “omgås sandheden” skal man altså lede længe efter. Og så overbevisende.. Det er godt kørt!

Og med hensyn til det krystalkranie! Så er der enten nogen der lyver så det driver eller også er historien exceptionel – det finder jeg vist aldrig ud af!
Men en fed historie lige meget hvad, og hvilken oplevelse der kom ud af det. Sjovt og ret eventyragtigt. Mellemamerika kan vække Indiana Jones blodet i selv de mest sofaelskende individer. Det er som at være med i en film!