Jeg har altid drømt om, at krydse et kontinent på skinner og lige fra jeg i min pure ungdom begyndte, at læse om Australien har jeg kendt til Indian Pacific. Det er toget der langsomt pløjer sig tværs over den australske ørken – over 4000 km på skinner.
I 2006/07 da min veninde og jeg var på jordomrejse skulle vi også bruge noget tid i Australien og hvad var så mere oplagt end at virkeliggøre drømmen om at tage turen med Indian Pacific. Nu skulle det være! Vi sørgede for, at bestille togbilletterne meget lang tid i forvejen for at være sikker på at få pladser. Man kunne godt bestille billetterne online direkte, men vi valgte alligevel at købe billetterne hos Australsk Venskabsforening i Danmark. Et halvt år senere da vi så stod på togstationen i Sydney var vi spændte på, om alt nu gik som planlagt. Men vi var nydeligt registreret i deres system og fik vores pladser.
Man har ikke helt nogen fornemmelse af hvordan sådan en tur vil gå og hvordan det virkelig er, at transportere sig så mange tusinde kilometer på landjorden. Toget starter i Sydney og ender i Perth i Vestaustralien og strækker sig over helt præcist 4352 km. Man stopper selvfølgelig i flere byer og er ude for at se små outbackbyer. Turen tager 4 dage og 3 nætter og vi havde været så letsindige (og fattige) at booke to sæder på den billigste klasse. Dvs. to helt almindelige sæder og ikke en sovekabine. Men vi var jo unge og friske mente vi, så det skulle vi nok klare. Man er jo ikke backpacker for ingenting. Vi havde vældig mod på at gennemføre projektet, ligemeget om vi så skulle få ondt i rumperne på fattigrøvsklassen.
Toget satte sig langsomt i gang fra stationen sent på eftermiddagen og vi kunne vinke farvel til Sydney hvor vi havde tilbragt nogle dage. Vi havde været rundt og se mange steder i byen og været tre dage i Blue Mountains lidt vest for Sydney, som er dramatiske klippeformationer omgivet af Eucalyptusskove som giver området et blåligt skær. Et rigtig smukt og interessant sted som jeg ikke fik set første gang jeg var i Australien i 1995. Så er det jo godt, at man kan komme tilbage og samle op på hvad man ikke fik set sidste gang.
Det var sjovt og spændende, at køre ud af Sydney og se alle forstæderne, men snart var vi på vej ud på landet og landskabet blev mere øde. Vores første stop var Adelaide efter nogle timer og derefter blev landskabet for alvor øde. Turen blev alt i alt en fantastisk oplevelse, hele toget blev vores hjem og vi hyggede os i spisevognen og snakkede med de andre passagerer. Man faldt helt ind i rytmen og det blev ens rullende hjem. Mens vi hyggede os spisevognen kunne vi sidde og kigge ud af vinduet og følge en snorlige horisont i det uendelige. Det var faldt og hedt og en stor sandkasse. I aftensolen fulgte en stor flok kænguroer pludselig med toget og fortsatte i store hop i lang tid. Det var fascinerende at se.
Indian Pacific er også det tog i verden der har den længste helt lige strækning – 478 km går det fuldkomment ligeud gennem det der hedder Nullabar Plain – et kæmpe ørkenområde i det sydlige Australien. De gange vi var ude af toget kunne vi for alvor mærke hvor hedt det var. 40 – 50 grader var på ingen måder usædvanligt. I 1995 var jeg inde og se det røde centrum omkring Ayers Rock og her sneg temperaturen sig en dag op på 56 graders varme. Det er virkelig brændende og her var man glad for en hat, en flaske vand og de solskærme der var sat op til folk som stod og ventede på bussen. Jeg kiggede flere gange på termometret, men den var god nok – 56 grader!
Vi gjorde holdt nogle timer i flere små outback byer og kunne komme med på ture rundt i byerne. Bl.a. var vi ude og se et af verdens største åbne miner i nærheden af byen Kalgoorlie – virkelig et imponerende skue. Så stort et hul midt i jorden at øjet ikke engang kunne fokuserer ordentligt. Og vi prøvede også at stå i et af de store skovle på en gravemaskine hvor hjulene er på højde med en voksen mand. Alt er bare i overstørrelse i Australiens mineindustri.
En af byerne var en rigtig “luder og lommetyve-by” – et af de der byer der bare ligger så isoleret, at alting sker i sit eget tempo og udviklingen sker helt på egne præmisser. Som en lille ø ligger byen der midt i “never-never-land” og har knapt kontakt til omverdenen. Ungerne går i skole over radioen og de syge hjælpes af De flyvende læger. Vi var inde og se Royal Flying Doctor Service i et af byerne og det var en fed oplevelse. Vi så alt radioudstyret, de gamle flyvemaskiner og lægeudstyret som blev brugt på de adskillige flyvninger ud til de øde beliggende byer i outbacken. Scholl of the air hvor børnene på isolerede kvægstationer bliver undervist over radioen holder som regel til samme sted som de flyvende læger, da de normalt bruger det samme radioudstyr, så vi fik også lige taget et kig på skoleklassen.
Fire dage senere rullede vi så ind på stationen i Perth i Western Australia, den enorme stat i det vestlige Australien. Det var en meget speciel oplevelse virkelig at have rullet over landjorden på skinner hele vejen tværs over landet. Man kunne flyve den samme strækning på 4 – 5 timer og sikkert også billigere, men at køre i tog er nu en charmerende oplevelse, som vi sent glemmer. Vi blev snart trætte og ømme i ryggen af, at sidde op og sove på sæderne, så vi endte med at tilbringe de tre sidste nætter krummet sammen nedenunder sæderne i en totalt akavet stilling proppet ned i soveposerne på det hårde gulv – så godt som vi nu kunne indrette os. Behageligt var det langt fra, men en sjov og hyggelig oplevelse var det og bestemt noget jeg til enhver tid vil anbefale folk at prøve. Det er ikke hver dag man kører over 4000 km med tog og min næste drøm begyndte da også at tage form under denne tur.
Den transsibiriske jernbane har også altid været på min ønskeseddel og faktisk var jeg ret tæt på at gøre alvor af det i 1998, men endte med at tage til Sydøstasien i stedet for. Jeg havde ikke lige så mange penge og togturen gennem Sibirien er ikke helt billig. Mest fordi man skal til Moskva, booke en tvungen overnatning og så skal man have visum til både Kina og Mongoliet. Men jeg tror nu, at hvis jeg skulle på denne togtur, så skulle det være den helt klassiske rigtig transsibiriske jernbane, den længste der kun kører gennem Rusland og ender i Vladivostok. Så måtte jeg opleve Mongoliet og Kina på en anden rejse. De store skove i Sibirien må ganske afgjort være en oplevelse værd og man vil sikkert få læst en enorm bunke bøger, da landskabet efter sigende skulle være ret ensformigt. Jeg har flere gange set hen over de uendelige skovarealer når jeg har fløjet til Japan eller andre steder i Asien, og landskabet er med meget lidt variation. Men spændende kunne det være og ikke mindst så er det jo altid lidt af en præstation og personlig rejse også, at rejse næsten 10.000 km på skinner.
Man har simpelthen tid og rum til at tænke, når man farer afsted med et fly og passerer flere tidszoner på en rejse så får man slet ikke nogen fornemmelse af hvor stor verden egentligt er. På landjorden eller med skib får man en helt anden nærværende oplevelse af denne klodes enorme dimensioner. Så Den transsibiriske jernbane er afgjort stadig højt oppe på ønskelisten.
