Langt de fleste rejsende der kommer til Peru skal prøve at gå inkastien og se den smukke ruin Machu Picchu og det skulle jeg naturligvis også da jeg var i Peru. Jeg har været der to gange og har gået vandreturen i bjergene to gange eller det vil sige mere præcist halvanden gang. I 2003 gik jeg den alternative Inkasti, da jeg få dage forinden havde haft en maveinfektion og ikke helt var komemt til kræfter endnu. Den korte version af turen er kun to dage og giver også et flot indtryk af den dramatiske natur på vejen til Machu Picchu, men den rigtige Inkasti er nu den flotteste.

På den korte udgave af vandreturen starter man med at passere en hængebro over floden og går så opad hvorefter man kommer til en sti i ret pæn højde med udsigt ud over floddalen. Sikkert fordi jeg i forvejen var en smule sølle efter mit maveonde kan jeg huske, at jeg virkelig havde min sag for og pustede noget. En del af det var sikkert også højdeskræk da faldet ned mod floden er temmelig stejl. Man går dog på en sti der er god bred og der er masser af buskads ud mod floden, så skulle man falde ned, falder man ikke særligt langt. Værre er det jo, at gå på klippestier med lodret fald en halv meter ude.

Vi gjorde holdt på et smukt udsigtspunkt hvor guiden gav mig noget jeg skulle snuse til og indånde. Han puttede noget væske på en serviet og lod mig sætte det for næsen. Det var nærmest noget lidt pebermynteagtige, men det klarede hjernen som han sagde, og det hjalp osse. Jeg fik ligesom lidt et boost, så jeg kunne klare at komme videre. Vi overnattede det flotteste sted midt i regnskoven og med storslået udsigt på et specielt bygget hostel hvor alle trekkere overnatter. Og næste dag vandrede vi så det sidste stykke til Machu Picchu.

I 2004 da jeg igen var i Peru var jeg straks i bedre form og mere modig og meldte mig til den rigtige Inkasti som varer 4 dage og er 42 km. Her passerer man en række bjergpas hvoraf én af dem er i 4200 meters højde. Her kan man afgjort godt mærke højden og kulden ikke at forglemme. Det blev fire uforglemmelige dage i den fedeste gruppe. Vi havde en lille sej peruviansk kvinde til guide. Hun var lille og hård, vel ikke meget mere end 150 cm høj, men hun lavede ikke andet end at være guide på trekket i bjergene, så hun var i superform. Marisol hed hun, skønneste lille kone som vi havde rigtig meget sjov med. Og hun var rigtig godt til at puffe til os når vi var ved at kollapse og det var vi afgjort tit. Vi var fem i gruppen, en pige fra Tyskland, tre unge fra Sydafrika og jeg. Men vi mødte selvfølgelig alle de andre på trekket også, folk fra hele verden og snart kom vi næsten til at kende hinanden allesammen.

Det jeg husker allerbedst fra vandreturen var faktisk det stærke sammenhold der opstår når en hel flok skal gå gennem hårde anstrengelser sammen. Vi støttede hinanden og sørgede for at alle kom til næste lejr. Første aften i teltet frøs jeg så meget og var så svedig og våd at jeg bare sad og rystede. Så kom bærerne hen i telten til mig med skoldhed suppe som jeg spiste i lommelygtens skær. Næste morgen lavede de et solidt morgenmåltid til os bestående af noget der mest af alt mindede om hedt havregrød og brød. Marisol forklarede os, at vi skulle have noget solidt føde da vi i dag virkelig skulle ud og arbejde. Opad gik det da osse og flere af os var sikker på, at vi var døden nær. Men man kunne sagtens mærke, at ens krop langsomt blev stærkere og mere vant til belastningen. Det sværeste var faktisk, at sørge for at holde sit tøj tørt.

Man svedte og arbejdede som en hest og ens tøj blev gennemblødt og i det fugtige klima var det svært, at få det tørt igen. Så gjorde vi det, at vi lagde det våde tøj ned i soveposen natten over og næste morgen var det så nogenlunde tørt igen. Selvfølgelig var det en hård tur, men alle anstregelserne værd når man betragtede det helt utroligt smukke natursceneri. Inkaerne anlagde stien som en pilgrimsrute for, at man på sin tur mod den hellige by Machu Picchu skulle komme i harmoni med sig selv og det var ikke svært at se hvad det var de havde tænkt da de byggede brostenstien gennem bjergene. Det er et fantastisk smukt område og så storslået, at vi sommetider måtte stå stille og bare tage al skønheden til os.

Vi gik forbi adskillige mindre inkaruiner, den ene mere fantasifuldt bygget end den anden og med absolut stigende fantastisk udsigt. Det er rigtigt, at man kommer helt i harmoni med sigselv. At være derude langt ude i naturen var virkelig balsam for sjælen. Det er et miljø der er meget healende for en og jeg kunne nemt mærke, at jeg i den grad var i mit rette element. Det gjorde et eller andet helt specielt ved mig at gå på de stier, som er svært helt at sætte ord på, men fred og lykke er nok nogle af de ord som faktisk bedst kan beskrive det.

En eftermiddag da jeg gik alene og var få hundrede meter væk fra næste lejr faldt jeg. Det var en lidt spøjs oplevelse, jeg var vildt træt i mine ben efter, at havde gået en hel dag i det svære terræn og til sidst eksede mine knæ simpelthen så jeg bare splat lå der! En af guiderne kom og hjalp mig med at komme op, da man er ret tung når man skal rejse sig op med rygsæk. Jeg havde ikke slået mig, men bare så udaset at mine ben simpelthen nægtede at bære mig mere. Vi fik lov til, at sove resten af eftermiddagen i vores telt og kunne vågne op til et dejligt aftensmåltid i spiseteltet. Jeg må sige, at vores bærere var fantastiske. De slæbte op til 30 kilo hver og bevægede sig let og elegant på de skarpe og til tider våde og glatte brosten i bare tæer i små sandaler. De var virkelig imponerende.

Det var godt nok også på denne tur jeg endte med, at få stjålet for 500 USD rejsechecks. Vi fandt aldrig ud af hvem der stjal dem, men helt smart var det jo ikke tænkt, for rejsechecks kan ikke indløses uden pas og underskrift, så vedkommende fik ikke så meget ud af det. Jeg fik dem erstattet, men måtte på det lokale politikontor i Cusco efter vi var kommet tilbage fra vandreturen. Her måtte jeg stå skoleret overfor en sur og faktisk ret streng politimester, som ikke ville tro på, at jeg havde fået checkene stjålet. “Hvordan vil du bevise det?” vrissede han på gebrokkent engelsk og det var jo i sagens natur heller ikke helt nemt. Men jeg fik dog en politrapport så jeg kunne få rejsecheckene erstattet.

Vandreturen ender som sagt i smukke Machu Picchu – efter min mening et af de absolut smukkeste steder i verden. Det er svært helt at forklare stemningen der, det skal opleves. Men jeg har været aldeles betaget fra første gang jeg overhovedet så det sted. Om morgenen den sidste dag på trekket starter man vildt tidligt om morgenen, for at være ved Solporten (udsigtspunktet ned over Machu Picchu) ved solopgang. Desværre var det tæt tyk tåge denne morgen og vi var alle lige ved at græde af skuffelse, men vejret er ret lunefuldt i dette område. Der ligger også tit et skydække over selve ruinen, men sommetider kommer der et lille hul i de tætte skyer og du kan se små brudstykker af ruinen.

Heldigvis havde jeg booket et par nætter i den lille by Aqua Callientes der ligger for foden af bjergmassivet hvor ruinen ligger og her hyggede jeg mig og ventede på, at vejret skulle blive bedre. Det er en lille bitte by med jernbanesporet lige igennem byen og toget tilbage til byen usco kører sidst på eftermiddagen. Her er selvfølgelig enormt turistet, fordi der i sagens natur kommer en kæmpe mængde turister, men byen er sød og hyggelig. Den ligger lige klods op af den bragende Urubamba flod som raser igennem byen. Det er virkelig et dramatisk skue at opleve denne flod. Den løber lige ved siden af aldeles lodrette klippevægge og det hele giver et utroligt dramatisk look.

Næste dag vågende jeg op til den smukkeste dag med højt solskin og skyfri blå himmel og jeg tog straks med bussen op til ruinen. Og jeg fik i sandhed det jeg altid havde drømt om. Et Machu Picchu i skinnende solskin hvor konturerne af bjergene omkring stod helt skarpt og man rigtig kunne mærke stedets stærke energi. Det er et helt fantastisk sted og man føler virkelig, at man er tæt på Moder jords bankende hjerte. Jeg brugte 4 timer i ruinen, bare med at sidde og meditere og tænke over livets store spørgsmål – du får ikke smukkere sted til dybsindige tanker på hele jordkloden efter min mening.

Den dag i dag kan jeg stadig huske den helt specielle energi og engang imellem lukker jeg øjnene og “rejser” til den gamle inkaruin og genoplever stedets magi. Og jeg kan altid mærke at jeg “lander” igen med fornyet energi og meget mere mildhed i hjertet.