Interview med Doña Beti

Næste dag mødes vi i spisesalen, jeg har været ret spændt på om de ville dukke op, men Doña Beti og Sandy sidder ved det store spisebord og er klar til mit interview. Sandy er en amerikansk kvinde der er bosat i Spanien, og var en af dem der var med på den 5 dages tur ud til Lacandonindianerlandsbyerne. De er alle blevet en hel lille familie på denne tur med Donã Beti som guide og madmor.

Angela siger diskret til mig, at jeg skal være blid ved Doña Beti – ikke stille nærgående spørgsmål, hun er åben men har sine grænser og sin blufærdighed. Jeg har som sådan forberedt nogle spørgsmål, men kunne ikke på nogen måder drømme om at ikke at respektere hendes grænser. Jeg bliver simpelthen aldrig nogensinde Paparazzi-journalist!

Jeg spørg hende om hun har lyst til at fortælle mig lidt om hendes barndom og familie. Sandy oversætter og det går strygende. Doña fortæller og fortæller – hun er slet ikke til at stoppe da hun først kommer i gang. Hun er en sød lille dame på 78 år og jeg kan faktisk godt mærke på hende, at hun er meget vant til at blive interviewet. Hun fortæller meget fint og struktureret i nydelig rækkefølge om sin barndom, ungdommen hos Frans og Trudy – om hendes ophold i Boston i USA, om hendes 23 årige ulykkelige ægteskab med en mand som ikke elskede hende og endelig om hendes fem børnebørn, et oldebarn og en i vente.

Vi snakker også om fremtiden for Nabolom og om det at finde et menneske som vil føre stedet videre i Trudys ånd, sådan som Doña også selv har videreført det. Tiderne er blevet meget anderledes og Doña kan godt frygte for stedets fremtid – penge er vigtigere end kærligheden til Nabolom føler hun med det nye personale.

Hun fortæller af hjertens lyst, og selvom jeg har travlt med at skrive kan jeg slet ikke undgå at føle stor sympati for denne lille kone der kæmper så indædt for Nabolom og hendes indianere – det bliver svært at finde hendes lige!

Jeg tror at hun fortæller i 1,5 time og i mellemtiden er Angela og Heinz kommet til og har sat deres diktafoner til at optage samtalen. Jeg afslutter med at tage et par billeder af Doña Beti og spørg hende hvor Frans og Trudy ligger begravet. Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at se deres gravsted og jeg får Angela lokket med på ideen. Vi er nemlig begge ret nysgerrige på hvordan deres gravsted ser ud.

Vi mødes kl. 14 nede ved katedralen og deler en madpakke, som jeg bærer rundt på. Angela fortæller at hun oprindeligt er fra Rumænien, men at hun har boet i USA og Tyskland, rejst i Indien og på Cuba og har villet prøve at starte et kvindeprojekt på Cuba, men uden held. Nu er hun altså faldet pladask for San Cristobál og Nabolom og har lejet et værelse hos en familie i den nordlige ende af byen. Hun er netop kommet sig over to brystkræftoperationer, en nyrelidelse og en knæoperation, har sagt sit hus op i Florida og vil nu vie sit liv til Lacandon Indianere. Jeg ser målløs på hende, mens jeg gnasker løs på min oste/skinkesandwich. Wauw sikken en kvinde! Jeg gætter på at hun er på min alder, og er da ved at få den sidste bid sandwich i den gale hals, da hun fortæller mig at hun faktisk er 50 år – hun ser usædvanlig ung ud.

Vi tager en taxi til kirkegården – den mest hyggelige kirkegård jeg længe har set. Ægte katolsk med små huse i skrigende farver, kopier af middelalderborge, plastikblomster, bænke, malerier osv. Til min store skræk taber jeg mit kamera med et brag ned på cementfliserne, den får et ordentligt knald, men tager billeder upåklageligt alligevel. Jeg var ellers lige ved at bliver nervøs!

Vi kan ikke finde gravstedet og selvom vi spørg adskillige mennesker går vi rundt i lang tid og søger efter stedet. Vi fik at vide af Doña Beti at vi skulle kigge efter en vandtank, dernæst får vi at vide at gravstedet er i nærheden af et bestemt træ, men lige meget hjælper det. Angela vil prøve at spørge i kirkegårdskontoret, men de er gået på weekend. Endelig i en helt anden retning – helt tilfældigt får jeg øje på deres gravsted. Graven er utrolig enkel og ydmyg – i forhold til alle de andre farvestrålende udstyrsstykker af mausolæer. En helt simpel cementgrav med en stor fælles gravsten.  Frans Blom, Dinamarca står der på stenen, årstal og den hæderfulde titel Mexicansk arkæolog, ved Trudy står der fotograf og antropolog. Hmm ja afslutningen på en fantastisk historie om to excentriske personligheder. Trudy døde Lillejuleaften 1993 kl. 1.30 om natten på Nabolom af bronkitis og Frans Blom døde i juni 1963 af sygdom der var relateret til hans store alkoholmisbrug.

Bagefter inviterer Angela mig med hjem til sit værelse for at se billeder af Lacandonindianerne på sin bærbare computer. Vi deler to mangofrugter og hygger os rigtig meget. Det er nogle utrolig fine billeder hun har fra turen ud til de små indianerlandsbyer. De viser bl.a. shamanen der laver rituelle ofringer. De er også ude og sejle på en meget smuk sø i håndbyggede trækanoer. Jeg er helt igennem træt af at jeg ikke kom med på den tur. Det havde lige sat prikken over i’et.

Kl. 16.30 skal jeg være tilbage på Nabolom og deltage i den guidede tur med Pepe. Han vil lave den sædvanlige rundvisning og her får jeg en helt masse nyt at vide. Han fortæller for eksempel om Trudys sort/hvide fotografier af Lacandonerne. Alt i alt tror jeg at jeg efterhånden har omkring 30 håndskrevne sider om Nabolom og Frans og Trudy, så mon ikke nok jeg skulle kunne få skrevet en artikel når jeg kommer hjem.

Der ankommer en hel gruppe danskere igen, denne gang fra Marco Polo tours, som jeg lige hurtigt får hilst på. Det vrimler med danskere og deres guide griner og siger ”at der må være en rede i nærheden”.

Jeg siger farvel til Angela – senere også til Heinz der er på vej i lufthavnen for at flyve tilbage til Zürich. Det er helt vemodigt – jeg har lært disse fantastiske mennesker at kende og nu skal vi hver til sit. Jeg samler min rygsæk og ting sammen og gør mig klar til at langsomt gå ned til busstationen, inden det bliver alt for mørkt. Min bus går først kl. 21, men der er et stykke vej at gå og desuden har jeg besluttet mig for at købe den bog med portræthistorierne om Lacandonkvinderne som Sandy anbefalede mig. Det river i hjertet at skulle forlade San Cristobál, og som jeg går ned gennem de ujævne brostensgader i skumringen, tænker jeg på hvilken fantastisk oplevelse det har været. Det blev nøjagtigt som jeg havde håbet og drømt om og mere til. Det svarede helt til forventningerne.

Jeg får købt bogen, en flaske vand og spiser resten af mit efterhånden noget sumpede sandwich. Jeg har lavet en sådan pakning af min rygsæk, at jeg har min sovepose med ind i bussen. Min erfaring med natbusser er jo, at det godt kan være meget koldt om natten og 12 timer er lang tid at fryse. Jeg har købt en luksusbusbillet – en ADO Platino – med vilje denne gang og synker veltilfreds ned i et bredt blødt og rummeligt sæde og varmer mig dejligt under min sovepose. Jeg falder faktisk i søvn, selvom jeg tit har svært ved at sove i en bus. Der er næsten ingen med bussen, så der er ro og rigeligt plads. Kl. 7 vågner jeg og ser ud af vinduet til en smuk solopgang over et noget anderledes landskab end jeg i de sidste dage har været vant til i San Cristobál. Her er rødbrune bjerge, kaktusser og noget tørt vegetation, der mest af alt minder om knasende tørt lyng. Hist og pist står der et par dovne æsler. Vi kører gennem landsbyen Mitla med ruinen af samme navn og på vejen derfra og til Oaxaca ligger der yderligere 4 ruiner af større eller mindre vigtighed og varierende størrelse. Vest for Oaxaca ligger den noget større Mixtekerruin Monte Alban som jeg har tænkt mig at studerer lidt nærmere.

Jeg finder et hostel, der viser sig at være en smule træls. Jeg skal skrive under på at jeg overholder deres reglement (ingen larm og sex på værelserne – det havde jeg nu heller ikke helt planer om), udviser anstændig opførsel og ro kl. 23. Jeg skal betale nøgledespositum, får to forskellige dørkoder der skifter kl. 12 og i øvrig så er mit værelse ikke klar endnu, det er ikke ledigt eller rengjort (klokken er 8 om morgenen). Så jeg bliver bare installeret foreløbigt på en 6 sengs sovesal med piger der roder så meget at det er helt umuligt at se gulvet for sko, tasker, bøger og alt muligt skrammel. Jeg kan mærke at jeg ikke helt har temperament til den slags denne morgen, så jeg går ned og lurer lidt i bymidten og går på internetcafé. Alle jeg har mødt på rejsen indtil nu, har set fuldkomment salige ud i hovedet når de har snakket om Oaxaca, så jeg har nærmest kommet med forventninger om at byen var det rene paradis. Jeg mødte sågar en mand i Chihuahua der fik tårer i øjnene da jeg nævnte byen. Godt nok er jeg træt og lettere irritabel denne morgen, men Oaxaca er altså ikke mere fantastisk end så meget andet jeg har set. Det er ok hyggeligt, men jeg er nok lidt svær at imponere efter at have været 9 dage i smukke San Cristobál, som bare var det fedeste sted.

Kl. 12 får jeg endelig mit værelse, efter at en fyr i meget roligt og anstændigt tempo har gjort værelset rent. Der er den mest sindssyge larm fra den meget befærdede vej lige udenfor og tre hunde i gården skiftedes til at gø så murerne ryster. Det lykkedes mig dog at falde i søvn og sove 1,5 time. Så går jeg ned i byen igen og finder et billigere og mere roligt hotel til i morgen og lokalbusstoppestedet til Monte Alban ruinen. Oaxaca er kendt for deres chokolade og jeg får da også lov til at få en smagsprøve inde i en butik på ”chokoladegaden” hvor jeg har fundet mit nye hotel. Til sidst ender jeg op på torvet og spiser den mest lækre og svampede brownie med vaniljeis og flødeskum – uh de kan altså bare noget med chokolade her!

Share Button