Iskoldt Chiffon

Kortprosa, Saxos Forfatterskole

Pernille havde meldt sig til et meditationskursus; vel egentligt allermest, fordi hun kedede sig gudsjammerligt. Der var gået rutine i hendes hverdag og hun græd indvendigt.

De andre kvinder sad i en rundkreds, da hun kom ind i lokalet.

”Hej og velkommen til!” smilede lederen Camilla. ”Find dig en plads, så går vi snart i gang!”

Det var hyggeligt i lokalet og væggene var prydet med billeder af de opstegne mestre og Det hvide broderskab. Navne som Sct. Germain, Herren Maitreya og Buddha fik hende til at overveje, hvad det var for noget, hun havde rodet sig ud i?

”Ok vi begynder med en guidet meditation!” Camilla placerede sig i midten af cirklen i sine pludderbukser og Maosko og bad alle lukke øjnene og trække vejret helt ned i maven.

Pernille havde aldrig prøvet at meditere før og det lød alt sammen meget højtravende syntes hun. En lille modstand rumsterede indeni, og lidt imod hendes vilje, faldt hun hen til Camillas rolige stemme og mærkede, at hun blev helt afslappet. Det var som om, hun sænkede både skuldrene og paraderne. En sød duft af røgelse fandt vej til hendes næsebor og hun åndede roligt ind.

Det var fantastisk og lidt mystisk på samme tid. Billederne var mudrede i starten, men efterhånden så hun en dybblå stjerneoverstrøget nattehimmel. Det var meget tydeligt – nærmest overjordisk og hun forbløffedes dybt over synet. Hun mærkede pludselig, at hun frøs, noget var isnende koldt, ikke ubehageligt, men iskoldt. Et sart væsen svævede hen over denne stjernehimmel. Et meget feminint og smukt væsen, der kiggede intenst på hende.

Pernille iagttog overvældet denne luftige alfeagtige kvinde med snehvid hud. Hun svævede meget sensuel rundt med sit lange rødlige bølgede hår og en lille trutmund. Pernille anstrengte sig for at fange hendes blik, men selve ansigtet var sløret og hendes øjne vanskelige at se tydeligt.

Hun var iklædt en kjole i isblåt og hvidt og bevægede graciøst sig som en sommerfugl, så hendes flere meter lange chiffons-tynde og florlette gevandter flagrede i vinden. Hun var kølig og forfriskende som menthol og tusindårigt gammelt gletsjer-is.

”Jeg er Kathy!” begyndte hun med en rund blid stemme, lidt som om hun talte i vand.

”Jeg er fra stjernerne – fra Plejaderne!” hun svævede, som bevægede hun sig i vægtløs tilstand.

Pernille følte sig forført af ordene. Hun ligesom forsvandt ud af sin fysiske krop. Det var befriende. Hun ville så gerne sige noget til dette væsen.

”Så tal!” svarede Kathy ”Jeg kan sagtens høre dig, tal mit Barn”. En del af Pernille farede sammen, en anden del var helt rolig. Hun forblev dog stille og sagde intet.

”Jeg er jeres, I har været her i tusindvis af år og i vil komme til at være her i tusinde år endnu!”. Væsenet talte med en venlig, men fast autoritet.

Hun formede en lille hule med hænderne og rakte dem ud mod Pernille. Da hun åbnede hænderne fik Pernille øje på en glasklar krystalpyramide.

”Den er til jer, vid at bruge den klogt ellers virker den ikke, det skal I huske!”

”Hvordan, skal I selv finde ud af – det kommer til jer snarest, så vil I forstå og ikke være i tvivl!”

”Dette er en overlevering”

”Vær hilset” – hendes stemme var spæd og jomfruelig som nyfalden sne.

Pernille mærkede næsten en smerte i hjertet, da dette lille væsen blev mere og mere utydelig og til sidst forsvandt helt.

”Er der nogen, der har nogle oplevelser, de har lyst til, at fortælle os andre om?” spørg Camilla. Pernille var tavs, men en tåre dannedes i hendes øjenkrog.

Share Button