Artikel

De siges, at være fundet i ældgamle gravkrypter i Mexico og Guatemala først i 1900 tallet og at shamanpræster formentlig har brugt dem som hellige relikvier ved menneskeofringer og healingsritualer. Uhyggelige kranier i glasklart bjergkrystal med hypnotiserende øjenhuler og mystiske egenskaber. På min Mexico/Mellemamerika rejse i 2007 går det pludselig op for mig, at der er blevet fundet et krystalkranie i en mayaruin i Belize i 1926. Jeg beslutter at gå i fodsporene på de gamle krystalkraniejægere i en afsidesbeliggende landsby i det tidligere Britisk Honduras. Da jeg begynder at grave i historien finder jeg snart ud af, at fænomenet er langt mere omfattende og kompliceret end forventet, og at der findes adskillige mystiske teorier om disse krystalkranier. En tankevækkende beretning med få beviser og flere spørgsmål end svar.

Han er frygtindgydende klædt i jaguarskind og hovedprydelse med et kranie i panden og lange grønne fjer. Stemningen er intens og menneskemængden holder vejret i spænding og rædsel da han langsomt hæver obsidian-offerkniven. Musklerne sitrer under hans gyldenbrune hud og et sælsomt og uhyggeligt lys skinner ned over sceneriet fra et sted oppe over fakkelilden. Et uhyggeligt kranie stirrer ud i mørket med sine døde øjenhuler da han selvsikkert holder knivspidsen over en svedende menneskekrop der vrider sig på alterstenen. I et enferno af skrig og frygt begynder ceremonien hvor de blodtørstige guder skal tilfredsstilles og æres for en god regntid!

Scenen forekommer mest af alt, at udspille sig i Hollywoods filmby med Harrison Ford i Indiana Jones eller den mindst ligeså bloddryppende film Apocalypto. Men inspirationen til disse film skal hentes meget længere tilbage i tiden, før diverse speciel effects overhovedet eksisterede på lærredet. Og at disse krystalkranier har fået en renæssance går først for alvor op for mig i 2007. Mange år før stod jeg en dag med en bog i hænderne om mysterier fra det overnaturlige og slår noget overrasket op på en side omhandlende et uhyggeligt kranie i bjergkrystal. Dog fascineres jeg hurtigt over historien, uhyggen til trods og jo mere jeg læser om disse kuriøse fortidslevn jo mere grebet bliver jeg. Det omtalte krystalkranie blev fundet i en mayaruin et sted i Mellemamerika af en ung pige ved navn Anna Mitchell-Hedges tilbage i 1926 og det beskrives i detaljer hvor enestående et arkæologisk fund kraniet var.

Jeg tygger lidt på denne besynderlige historie, men glemmer så alt om krystalkranier indtil jeg flere år senere befinder mig i souvenirbutikken ved Tikal ruinen i Guatemala. En bog fastholder mit blik mellem boghylder og postkortstativer med et stirrende krystalkranie på forsiden. Da jeg senere med bogen i hånden ligger mig godt tilrette i en hængekøje på øerne Caye Caulker i Belize opdager jeg, at krystalkraniet faktisk er fundet i en afsides mayaruin i den sydlige del af landet. Nu er der ikke ret langt fra tanke til handling! Jeg beslutter mig for at følge sporet og prøve at finde ruinen. Denne historie er for fantastisk og særpræget til at lade gå fra sig.

Med et lille to-motors propelfly og en god omgang turbulens ankommer jeg til lufthavnen og en gammel hostende og hakkende amerikansk skolebus bringer mig ud til den lille flække hvor ruinbyen befinder sig. Ud af et mudret hjulspor gennem regnskoven, finder jeg et gammelt træskilt med ruinens navn Lubaantun står der med skæve bogstaver. Jeg har forinden fået selskab af en ældre mand – Agapito, der helt tilfældig kommer ud fra skoven da jeg begynder at gå i retning af ruinen. Han stiller sig hurtigt til rådighed som selvbestaltet guide, da han har boet nabo til stedet det meste af sit liv. Ruinens tilsynsmand fortæller, at hans far vaskede lertøj under udgravningen i 1926, men jeg fornemmer en svag skepsis hos ham, da Agapito i ivrige vendinger begynder at omtale krystalkraniet.

Mens vi går rundt i ruinkomplekset lægger jeg mærke til, at konstruktionen af murene ikke minder om andre mayaruiner. Der er nemlig ikke bindemiddel mellem stenene og byggemetoden minder mere om bygningsprojekter meget længere væk – nemlig inkaruiner i Peru. Agapito lyder meget overbevisende da han peger på det sammenfaldne stenalter hvor krystalkraniet i sin tid blev fundet. Men af en eller anden grund kan jeg mærke at jeg tvivler. Stedet er for åbent, ethvert fjols ville kunne få øje på et krystalkranie der. I bogen beskrives hvordan den unge Anna Mitchell-Hedges får øje på noget der skinner nede i en revne og finder krystalkraniet og nogen tid efter dens løse underkæbe. Jeg forlader ruinen mere rådvild end da jeg ankom, men et godt eventyr rigere.

Bagefter får jeg et lift hjem med en fastboende englænder der påstår, at Agapito er fuld af løgn. Krystalkraniet er aldrig fundet i Lubaantun, men i en grotte udenfor området og i øvrig tvivler han på, at kraniet overhovedet er fra mayakulturen eller latinamerikansk i det hele taget. Han hælder mere til, at det er kinesisk og at Annas far anbragte det i ruinen på hendes 17 års fødselsdag som gave.

Anna Mitchell-Hedges krystalkraniet
Næste gang jeg kommer i berøring med disse krystalfund, er da jeg igen står ansigt til ansigt med stirrende krystalkranieøjne på et omslag i en boghandel i Los Angeles først i 2010. Jeg er igen på vej til Mexico for at fordybe mig i Maya – og Aztekerkultur, og har ikke slået krystalkraniehistorien ud af hovedet. Nu melder der sig tilsyneladende en ny bog om fænomenet, som jeg straks med grublende appetit går i gang med at læse. Bogen bringer nye teorier på banen om krystalkranierne og i takt med at mit kendskab til dem bliver større, begynder jeg også virkelig at drømme om, at se et af disse sjældne objekter.

Jeg tog hjem fra min rejse i Belize med hele notesbogen fyldt med oplysninger om krystalkranier. Bl.a. havde jeg sporet Anna Mitchell-Hedges til at bo i nærheden af Toronto og stadig efter så mange år være i besiddelse af krystalkraniet fra Lubaantun. En mail til hende førte dog ikke noget med sig, men senere fandt jeg ud af, at den gamle dame var død og at en canadisk mand ved navn Bill Homann nu havde det sjældne arkæologiske fund. Tilbage i 70’erne gennemgik kraniet en lang række undersøgelser som det særprægede klenodie det nu er og der herskede ingen tvivl om, at man stod med et virkelig imponerende stykke håndværk. Undersøgelserne blev gennemført på Smithsonian Institute i Washington D.C., hvor bl.a. ingeniører lavede en række videnskabelige undersøgelser.

Senere gennemgik kraniet en serie undersøgelser på Hewlett Packards laboratorium. Computere indeholder krystal til opbevaring af information, og man forsøgte her at finde ud af om krystalkraniet ”indeholdt” informationer fra en svunden tid. En noget mere vidtløftig teori, som måske kunne give svar på om krystalkranier kunne have været brugt som datidens krystalkugler eller orakler. Hvad der forbløffede allermest ved disse undersøgelser var, at man ved en scanning af kraniet under en fintfølende mikroskop ikke fandt et eneste tegn på beviser for brug af moderne mærker efter slibe – eller skæreredskaber. Kraniet var altså håndlavet, men hvordan? Man konkluderede simpelthen, at krystalkraniet var så perfekt lavet, at det ”slet ikke burde eksistere”. Det har krævet avanceret værktøj at slibe kraniet, og hvem har kunnet udføre dette unikke håndværk og hvornår? De fleste nutidige krystalkranier er lavet med moderne diamantværktøj, og man vil kunne se disse mærker under mikroskop. En teori går på, at et håndlavet kranie er lavet over flere hundrede år ved at polere det med flodsand og menneskehår.

Sidst men ikke mindst blev Anne Mitchell-Hedges krystalkraniet sendt til undersøgelse hos en retsmediciner, der var i stand til at tegne et billede af den afdøde person. Stor var overraskelsen da personen viste sig at være en kvinde med meget karakteristiske mayaansigtstræk. Kunne det være en præstinde eller måske en mayaprinsesse? Hvem var denne kvinde siden hun var blevet foreviget i halvædelsten?

Overlevende fra Atlantis?
Mayaerne var ekstremt fokuseret på kranier i deres mytologi og i dag kan man stadig finde dem afbilledet i mange af ruinerne i Mesoamerika. Det sorte sørøverflag som vi kender fra piratfilmene har også rødder tilbage i mayakulturen, ligesom man også i dag årligt afholder De dødes dag i Mexico. Kranier har således aldrig nødvendigvis stået som et skrækscenarie for de gamle amerikanske civilisationer. Ingen ved noget med sikkerhed om disse krystalkranier, men flere nordamerikanske indianerstammer har legender om 13 krystalkranier der findes rundt omkring i verden og en dag, når tiden er inde vil komme frem i dagens lys.

Efterhånden som jeg blev klogere på disse krystalkranier fandt jeg ud af, at der findes mange eksemplarer. Antagelser går på, at nogle af kranierne har været anvendt ved menneske og dyreofringer, mens andre er blevet brugt af shamaner ved ceremonier og healing. Det siges også, at det ikke var de gamle mayaer eller de senere aztekere der lavede krystalkranierne. De var ”en gave fra guderne” enten fra en ældgammel forhistorisk civilisation eller fra en extraterrestial kilde. Mixtekerne og Zapotekerne var mestre i jade og kvarts udskæringer og lavede små krystalkranier. Men hvem lavede så de store? Aztekerne, Mayaerne, Tolteker eller er de ældre? En helt anden teori går på, at de blev reddet af de overlevende fra det sunkne Atlantis og bragt til Mellemamerika. Og med den voldsomme uro i pladetektonikken rundt på kloden fra tid til anden, kunne et sunken ø-rige ude i Atlanterhavet i tidernes morgen godt være en mulighed. Måske kunne den græske filosof Platon godt have haft ret, selvom han har været mere eller mindre til grin siden han fremsatte myten om Atlantis. Så intet er vel umuligt. Og i denne historie er man nødt til at være åben både overfor det mulige og det helt umulige!

I Mexico prøver jeg at sende en mail til forfatteren af bogen, som jeg fandt i Los Angeles. Stephen S. Mehler er arkæolog og historiker og giver mig nye værdifulde oplysninger. Han er nemlig ganske overbevidst om at krystalkraniet i Canada aldrig nogensinde blev fundet i Belize. Hans teori går på, at kraniet er fremstillet i Idar-Oberstein i Tyskland midt i 1800 tallet og derefter ad omveje er landet i Mellemamerika. Han forklarer, at ingen mayaefterkommere i Belize nogensinde har hørt om fundet af et krystalkranie i Lubaantun. I dag er de fleste af dem også døde, så intet kan bevises mere. Anna Mitchell-Hedges selv har ændret på historien flere gange siden hun fandt sit krystalkranie, så noget uldent er der altså ved det. Jeg får mail-adressen på JoAnn i Texas der faktisk også har et krystalkranie. Jeg prøver at få et møde i stand med denne kvinde, der var helt almindelig husmor i Houston da hun i sin tid kom i besiddelse af krystalkraniet. I dag rejser hun i det meste af verden og laver foredrag og workshops med kraniet. Så desværre er hun nødt til at sige nej til mit besøg. Jeg finder efterfølgende ud af, at ejerne af krystalkranierne har deres egen association og hjemmeside, og at der jævnligt afholdes workshops og symposier.

Krystalkraniet i Texas er et af de største der er fundet, og det er meget naturligt udskåret og er ikke symmetrisk. Den ene kind og øje er større end det andet, hvilket kan indikerer, at det kunne være håndslebet. Man ved dog ikke hvor gammelt krystalkraniet er eller hvordan den er lavet. De fleste krystalkranier er lavet af det samme stykke kvarts moderstykke, men det specielle ved dette kranie er, at den er tofarvet og mørkere ned over det ene øje. Krystalkranierne er meget forskellige i udseende, og bare ved at kaste et blik på billederne i bogen kan man se, at de findes i forskellige kvartsarter og mere eller mindre klart bjergkrystal. Deres størrelse varierer også, de kan veje op til 5 – 7 kg og være enten hule og massive. De er som regel lidt mindre end et rigtigt menneskekranie og et af dem har løs underkæbe. Anna Mitchell-Hedges krystalkranie er det eneste der er fundet med påhæftet underkæbe.

Mine egne krystalkranier
Bedst som jeg virkelig gør en stor indsats for, at få lov til at se et af disse forunderlige krystalkranier bliver jeg selv ejer af hele to af slagsen. På et markede i Chiapas i Mexico falder jeg over et lille krystalkranie i sort obsidian (vulkansk glas). Jeg har aldrig set dem i sort før og køber den af en Lacandon indianerkvinde. Senere på rejsen løber jeg ind i et bjergkrystalkranie, sådan som de rigtigt ser ud og tager også den til mig. I lufthavnen er de lige ved at gå helt i spåner over mine sære souvenirs, jeg har pakket den godt ind i bobleplastik og de insisterer på at få at vide hvad det er. Jeg er sikker på, at de tror at jeg er narkosmugler, men jeg slipper dog igennem uden større forklaringer.

Forinden er der gået meget tid med at studerede kranier i de gamle aztekermanuskripter på Det Antropologiske Museum i Mexico City. Her finder jeg også eksempler på de små krystalkranier og andre miniaturefigurer i krystal. Jeg forsøger stadig på, at få lov til at få et rigtigt krystalkranie at se. De har et på British Museum i London og et i Paris. Den på British Museum blev taget ud af udstillingen, da man var i tvivl om den ægthed. Mine egne to krystalkranier – som jeg i øvrigt døber Valentin (fordi jeg fandt den på Valentinsdag) og Masisa er hverken antikke, håndlavet eller fundet i en støvet gravkrypt, de er begge to nutidige og maskinslebet, men ganske smukt udført.

Selvom krystalkranier lynhurtigt giver associationer til fuldmånekulter og blodige offerceremonier, så handler mange af historierne også om hvordan krystalkranierne bringer healing og kærlighed, selvom det også siges at de kan være onde. Mange føler, at de bliver hypnotiserede når de kigger ind i kraniernes øjenhuler og fornemmer, at de bringer healing og positive forandringer. Jeg må indrømme, at jeg ikke har mærket den store forandring siden mine to krystalkranier har fundet vej til mit skrivebord. Men jeg nyder at se på dem og syntes det er et flot håndværk og en speciel historie.

Filmverdenen har jo som sagt i den sidste tid sørget for ekstra fokus på de ejendommelige klenodier. Den nye Indiana Jones film er i bedste Hollywood stil og en stor temmelig urealistisk blanding af nascalinier i Peru og trinpyramider i mayaernes Mellemamerika, men ideen er tydeligvis taget fra legenden om de 13 krystalkranier (12 for hvert stjernetegn og en ekstra) der siges at findes i verden.

Måske lykkedes det i fremtiden, at få krystalkranierne mere præcist dateret og evt. fastslået nøjagtigt hvordan de er lavet. Og hvem ved, måske dukker der flere kranier op hen af vejen, der kan være i stand til at løfte sløret for de gamle indianerstammers og højcivilisationers profeti om krystalkranierne og ikke mindst hvem der havde redskaber – og besad håndværksmæssig tilstrækkelig kunnen til at lave dem. Måske er det hele det rene fup og humbug, men fakta er i hvert fald at krystalkranierne eksisterer og er lidt af et mysterium.