Karakter-novelle

”Nu er jeg kraftedme blevet buret inde igen – på rød tvang mand!” ”De kalder det et hospital det her, men det er fandeme ikke meget andet end et skide fængsel!”. Jens sidder i sofaen med en smøg og en kop sort kaffe og brokker sig. Han tager fat i fjernbetjeningen til Tv’et og trykker på On-knappen. En af de andre patienter kigger træt på ham. ”Hold nu kæft Jens” sukker hun og tager en kraftigt hiv af den krøllede grønne Cecil. Hendes stemme er hæs og hun ligner en der lige er stået op. Den forvaskede hvide hospitalsmorgenkåbe hænger slattent om hendes buttede bagdel og hendes hår er uldet.

”Hold din kæft din fede mær!” hidser han sig op og så olmt på hende. En af plejerne dukker op i dagligstuen med en klirrende vogn med røde kaffekander, kopper og en brødkurv med boller.

”Jens vil du godt være rar at tale ordentlig til Lone?” ”Du kan hjælpe med at dække bord” foreslår plejeren.

”Gud vil jeg da ej!” hvæser Jens. ”Jeg skrider nu!” Han rejser sig og vader provokerende af sted ned af gangen, så hængerøven i hans slidte fløjlsbukser står aftegnet endnu mere markant.

”De siger, at der er noget i vejen med mig. Min kontaktperson har haft 117 konferencer med lægerne. Skizofren kalder de mig, det er deres fisefornemme diagnose! Paranoid Skizofren – alle deres fucking fagudtryk!” Han har smidt sig på sengen og mumler sagte med stemmerne.

De er så smarte er de – der er ikke en skid i vejen med mig. Jeg vil bare ud herfra NU – jeg forlanger mig udskrevet! Jeg vil tale med en læge NU! Han kyler et glas mod væggen, så den splintredes i tusinde stykker og efterlader sig en rødgrumset plamage på den hvide væg.

Jeg har en flink nabo her i fængslet, Johannes hedder han. Han kalder mig Jens Graveko – lidt sjov skal vi jo have her på anstalten! De har sgu også spærret Johannes inde. Men vi har en plan. Jeg vil hugge en kaffekande ude i køkkenet, en dag hvor der er åbent derud. Jeg gemmer den under min seng, der gør de sgu aldrig rent alligevel.

”Hva så Johannes, skal vi snart ud og smage på friheden?” Johannes smiler skævt med de gule tænder, han glæder sig sgu til lidt frisk luft. Man må jo ikke engang få udgang her på galeanstalten!

En aften hvor der alligevel er panik på grund af et eller andet pigebarn, der skærer i sig selv, slår jeg en af personalerne hårdt oven i hovedet med kaffekanden. Hun falder om på gangen med en blodstribe løbende fra tindingen. ”Kom nu Johannes, så er det nu!” Johannes og jeg stjæler hendes nøglesæt i lommen og låser os ud. ”Yes, vi er ude i friheden – det har vi sgu drømt om i lang tid!”. Vi går op af den brede indkørsel til hospitalet og op til busstoppestedet, hvor vi hopper på 6’eren og tager ind til centrum.

”Hæ hæ nu ligger verden sgu for vore fødder!”. Vi slår os ned på en blankslidt barstol på Anne Lises Bar og har lige fået to fadbamser skyllet ned, da to fucking betjente står bagved os og råber. ”Vil i være venlig at følge med?” ”Ejj for helvede da!” Jens slår ud med armene og sætter et højrøvet fjæs op. ”To timer blev det til ude i friheden, så hænger vi sgu på den lukkede igen – denne gang i bælte og på stesolid!”. ”For helvede altså, jeg hader kraftedme det lortehospital!”