Kortprosa
De havde vidst det lige fra allerførste færd, at de elskede hinanden højt og ville være sammen for altid. Men de vidste også hvor umulig deres kærlighed var og hvor meget de ville skulle kæmpe for at få lov tilbringe resten af livet sammen. En kærlighed som deres omgivelser gjorde alt for at spolerer.
Michelle så ud af vinduet, hensunket i dybe og melankolske tanker, mens regnen trommede mod ruden og vandet silende ned fra tegltagene i tunge kaskader. Snart ville der blive kaldt til aftensmåltidet i Riddersalen og hun ville blive mødt af diskrete, men bebrejdende blikke. Hendes moder ville endnu engang prøve at overtale hende, men hun stod fast. Intet kunne overbevise hende om noget andet end hendes kærlighed til Antonin. Alle ville se skævt til hende på grund af hendes valg. Hun var adelig og ud af fornem familie, han var en simpel soldat. Og dog elskede de hinanden og intet kunne skille dem ad.
Man havde ellers udset sig en passende ægtemand til Michelle, et godt parti ud af en fornem grevefamilie i Sorbonne. En nydelig ung mand med pæne manér og god uddannelse, som sikkert kunne være en udmærket ægtemand for den unge kvinde. Hun havde mødt denne fornemme mand et par gange, og deres familier havde fundet stort behag deri. De havde spadseret i haven under lindetræerne, drukket te af spindelvævstynde kopper i den svale skygge, men han havde ikke rørt hendes hjerte. Hun var ikke forelsket, lige meget hvor meget hun så end forsøgte. Men i deres kredse var det ikke kutyme at man gik imod sine forældres valg i disse vigtige sager. Hun skulle giftes med denne unge grevesøn, og dermed var hendes og slægtens fremtid sikret.
Michelle tager mod til sig ved aftenselskabet og meddeler den forfærdede skare at hun er gravid. Et sus af chok og skam går igennem de forsamlede, ikke mindst hendes moder der ligbleg betragter sin datter fra enden af det veldækkede egetræsbord med den hvide dug og de høje syvarmede sølvlysestager.
Hendes fader rejser sig brølende op fra stolen, knytter hånden truende og beder hende i rasende termer om at forsvinde. Familiens ære er krænket og en tyk tåge af skam hviler over den gamle rokokosal. Michelle bliver bedt om at forlade sit barndomshjem og ikke mere vise sig der. Hun flygter til en et klosterhospital med hjem for kvinder der ”er kommet galt af sted”. Hun elsker sin Antonin, men en dag banker det på klosterporten og udenfor står en soldat i uniform og skal afleverer et brev. Hendes elskede er faldet i krigen. Han er død ved fronten og det er hans ven der bringer det triste budskab. Hun føder sit barn i smerte, deres kærlighedsfrugt, men er udstødt.
