Kajaktur i Honduras

I 2007 da jeg var på min Mexico/Mellemamerikarejse var jeg et par uger i Honduras hvor jeg blandt meget andet var på river rafting i en Nationalpark nær byen La Ceiba. Byen ligger smukt ud til Det Caribiske hav og nationalparken består af tæt regnskov med floden løbende igennem. På riverrafting turen kom i snak med et forældrepar plus deres voksne søn fra Canada og en filminstruktør fra England.

Den canadiske fyr og jeg snakkede godt sammen og da vi kom hjem fra riverrafting turen reklamerede vores raftinginstruktør for en kajakudflugt som de også lavede. Vi endte med at melde os til turen i et mangrovesumpområde længere uden for byen i modsat retning som Nationalparken. Turen skulle foregå næste dag og vi mødte op på instruktørens kontor. De var ved at forberede kajakker på en trailer med alt udstyr, redningsveste, proviant, drikkevarer osv. Der var ca. en times kørsel til søen hvor vi skulle ro.

Søen viste sig at nå næsten ud til havet, der var kun en smal sandtange imellem og omgivelserne var flotte med grønt uigennemtrængelig regnskovsvegetation, aber i trætoppene og plumret vand. Der hang lianer ned i vandet og palmer og slyngplanter viklede sig rundt om træerne. Vi fik hver vores kajak og sejlede afsted. Klimaet var noget anderledes end de andre gange hvor jeg har roet kajak. Første gang jeg prøvede det var i strid blæst i New Zealand og anden gang var i det sydlige Alaska. i Honduras er klimaet hedt og fugtigt og jeg havde intet besvær med at holde varmen.

Vi sejlede ud på en åbne sø og helt over til en åbning ind i den tætte vegetation. Her blev regnskoven mere tæt og aberne ruskede i trætoppene. Vores guide kunne sige lyde som lignede abernes og straks troede førerhannen at den havde fået en rival, så den brølede løs og skabte et voldsomt spektakel oppe i trækronerne. Vi roede dybere og dybere ind i skoven og samtidig blev det sværere og sværere at komme frem. På et tidspunkt var der så smalt at jeg sad fast med kajakken. Mens jeg kæmpede med lianer, slyngplanter og bregner forsøgte jeg ihærdigt at vende kajakken eller ro baglæns – dog uden den helt store succes. Jeg var lidt strandet, men endte dog med på forunderlig vis at få både mig og kajakken bakset ud.

Ind af en anden smal passage mødte vi nu en af de mere alvorlige forhindringer. En træstamme var væltet ned i vandet og spærrede for gennemsejling. Det absolut eneste sted hvor vi kunne komme igennem, var en ca. 40 cm høj forhøjning på stammen hvor en tyk gren dannede en meget snæver og lav passage. Jeg så mig omkring, der var absolut ikke andre muligheder for at komme igennem, end at smyge sig gennem hullet. Vi skulle gøre os så flade som muligt og lægge os helt hen af kajakkens overside og så forsøge at smutte os igennem en af gangen. Først kom de to andre igennem og til sidst var det min tur.

På en eller anden facon lykkedes det mig med møje og besvær at smyge mig gennem hullet, dog med et par hudafskrabninger hen af ryggen. Nu blev det rigtigt spændende. Sumpen havde nu indskrænket sig til at være ca. en meter bred og bladhænget var virkelig tæt, hedt og indelukket. Vore guide viste os nogle sjove rødbrune frugter som aberne holdt meget af at spise. Når de havde fået den forholdsvis hårde skal listet af var frugten sød og saftig indvendig. Vi fik også smagt dem, og jeg kan godt forstå at aberne gik efter den slags frugter. De var ganske rigtigt dejlig søde og friske. Så sad vi der i hver vores kajak og spiste abefrugter, men regnen silede ned. Det havde været lidt gråvejr helt fra starten på turen, men nu regnede det ganske pænt.

Men vi kunne knapt mærke regnen, dråberne var varme og meget af vandet blev fanget af det tætte grønne bladhæng. Vi hyggede os og morede os inde i eventyrskoven der føltes ligesom at være med i en Steven Spielberg film, man forventede næsten at Tarzan kunne komme svingende i næste øjeblik. Det gjorde han nu ikke, men havde der ikke været spænding på vej ind i sumpen, så blev det der ihvertfald på vejen ud. Vi sejlede tilbage igen og skulle nu igen passerer hullet i træet. Jeg tænkte, at det vel også kunne gå nogenlunde smertefrit og gelinde den modsatte vej, men der blev jeg klogere!

Jeg er igen sidst og skal hive mig igennem det meget snævre hul. Det går egentlig helt godt det første lille stykke, men på et tidspunkt kommer jeg til at sidde fast med grenen skurende over min ryg. Jeg aser og maser og der når lige præcist, at gå en lillebitte smule panik i mig. Det får mig til at mose endnu mere på, hvilket ender med at blive en rigtig dum idé. Jeg får nemlig overbalance og er millimeter fra at kæntre. Mit kamera ligger ubeskyttet i bunden af kajakken og jeg kæmper af alle kræfter, for ihvertfald at holde den tør. Jeg har ingen anelse om hvor dybt det kulsorte muddervand er, men en ting er ihvertfald helt sikkert, bunden er umulig at se, så enten er der ret dybt eller osse så er sumpvandet bare sort som natten.

Med nød og næppe undgår jeg at glide i baljen, og da er vores guide nærmest sprunget op af sin kajak og hoppet over grene og stammer for at komme mig til undsætning. Kajakken har været faretruende nede at ligge halvt på siden, men har mirakuløst undgået at tage vand ind. Jeg kommer med besvær fri af den snævre grenpassage og ud på den anden side, temmelig lettet. Jeg havde jo selvfølgelig ikke taget skade af en vandgang, jeg var jo ret våd i forvejen som følge af troperegnen, men det ville havde været lidt træls at ryge i det kulsorte sumpvand, men ok så havde man jo også fået den oplevelse!

Jeg var efterhånden ved at have prøvet lidt af hvert med at ryge i floder osv, så det ville havde været en ny oplevelse at dyppe sig i en mangrovesump. Knapt så stolte ville jeg nok havde været ved, at tænke på hvad vandet kunne havde indeholdt af diverse igler, sumpslanger osv, så jeg var faktisk ret glad for at jeg slap for den oplevelse. Men en skæg oplevelse var det og dagen før havde jeg været i floden under riverrafting, så jeg var ved at have helt god kendskab til det plumrede tropevand i Honduras. Og det var bestemt ikke den første vandgang jeg fik på min Mellemamerikarejse.

Share Button