Klippeblok på vejen i Colorado

Første gang jeg var på en rejse udenfor Europa var i 1995 , hvor jeg var 5 uger i USA. Det var samtidig min første længere rejse alene, så det var lidt af en udfordring. Min storebror havde på det tidspunkt boet 9 mdr. i staten Colorado i en lille by nede sydpå der hed Durango. Det var tæt på grænsen til New Mexico og en rigtig cowboyby. Han boede her sammen med en masse andre unge mennesker og tog flycertifikat. Han skulle lære at flyve et lille Cessna fly rundt i det bjergrige Rockey Mountains og tilbragte megen tid i lufthavnen, gik op til prøver og læste teoribøger om flynavigation og vejrforhold.

Jeg husker tydeligt den rute jeg skulle ud på for at komme til Colorado. Først fra Billund til Amsterdam, så fra Amsterdam til Minneapolis og så videre til Denver. En frygtelig lang tur, som udmattede ekstra fordi det var min første rigtig lange rejse. Men ikke desto mindre mere spændende end jeg overhovedet kunne forestille mig. Jeg landede i Denver på min fødselsdag d. 15 maj, hvor min bror hentede mig. Næste dag gik turen i hans gamle Chevrolet over the Rockies.

Det første vi oplevede var snestorm og biler der var kørt i grøften pga. glat føre oppe på bjergvejene – jeg kan huske at jeg var noget imponeret over det! Tænk snestorm i maj måned, men ak det skulle bare blive den første ud af flere “spændende” episoder på denne rejse. Jeg fik lidt min ilddåb på den tur!

Den gamle solide Chevrolet arbejdede sig stødt igennem både sne, højder og USA’s højst beliggende vej og hen på aftenen ankom vi overnatningsstedet. På turen havde vi passeret skiltet til det berømte skisportssted Aspen og var kørt igennem et smukt område omkring bjergbyen Vail. Dagen efter passerede vi igennem den lille mineby Silverton der udover sine miner er berømt for The Silverton Railway, et fint gammelt tog der kører igennem mange af de smukkeste bjergpas i Rockey Mountains. Men denne historie udspiller sig omkring byen Vail. Vi kom kørende ganske fredeligt på vejen til venstre for en massiv bjergvæg. Det var et fantastisk flot og storslået område og første gang jeg så rigtigt høje bjerge på over 4000 meter. De eneste bjerge jeg havde set på det tidspunkt var dele af Alperne i Østrig. Der havde jeg også været vildt imponeret, men Rockey Mountains slog alt – jeg var vildt benovet og der blev vist ikke sagt ret meget på den køretur. Lige indtil vi kom rundt i et sving på vejen!

Jeg havde set flere skilte med advarsler om nedfald af sten fra klipperne, men havde nok ikke helt forestillet mig, at der virkelig kunne falde noget ned. Man er jo blød og naiv de første år man rejser og ens barntro om at verden er et sikkert og venligt sted er endnu intakt. Men midt på vejen ligger der et stykke klippe på vel ca. 1 kubikmeter! Der ligger også flere mindre stykker og pludselig går det op for mig, at de der skilte rent faktisk er sat op ved vejen af en grund. Der falder faktisk sten og klippestykker ned på vejen!

Jeg må indrømme, at jeg bliver en lille smule stille og der er ikke langt til at forestille sig hvad der ville havde været sket hvis vi var kommet kørende på nedfaldstidspunktet. Så var vi ganske enkelt blevet kvast! Senere i livet på mine mange bjergture har jeg været meget taknemmelig for, at der er opfundet grovmasket hønsenet, så man i bjerg-egne sætter op undenover de stejle bjergvægge for at fange sten og klippestykker på afveje. Det er en metode som man bruger i mange lande der er vant til bjerge og har råd til at sikre trafikken mod klippenedslag, men det er bestemt ikke altid landets økonomi tillader den slags sikring. Så er der fri udsyn og adgang for sten i hovedet og oven i biltaget, hvilket altid gør det ekstra spændende at færdes på bjergveje.

Jeg gjorde ihvertfald store øjne og gispede noget voldsomt den dag på bjergvejen ved Vail for mange år siden og det begyndte efterhånden, at gå meget tydeligt op for mig at verden var meget andet end de trygge plovmarker og et par efterårsstorme hjemme i Vestjylland. Da vi efter et par dage on the road ankom til Durango fortsatte min ilddåb -omend i et lidt andet omfang. Efter et par dage der blev der en mand skudt nede i downtown Durango, men det var åbenbart ikke noget man tog så ophidsende på – den slags sker jo i Guds eget land! Men jeg var chokeret! Det var sandelig noget andet end mine hjemlige græsgange, men omvendt så spirede der også en lille eventyrer frem i mig.

Da jeg efter 5 uger i USA med en køretur tværs over landet gennem 14 forskellige stater + Canada og med slutmål i New York ankom til Ringkøbing igen, meddelte jeg den målløse familie, at nu ville jeg til Australien! Og som sagt så gjort – et halvt år senere stod jeg foran Jørgen Utzons verdensberømte operahus i Sydney. Så min ilddåb i USA havde fået konsekvenser! Og at jeg åbenbart gik rundt med en eventyrere i maven var i den grad gået op for mig! Nu skulle verden erobres!

Share Button