Krystalkvinden der ser

Eventyr

De havde slebet i århundreder, havde han hørt. Atitlán var kun en halvstor dreng første gang han så hende og var veget tilbage i en blanding af rædsel og fascination over synet. Han havde sneget sig hen til det hemmelige tempel i ly af mørket, drevet af nysgerrighed og eventyrlyst. Hans far blev altid tavs og fjern i blikket når Atitlán spurgte om templet, og om hvad der foregik der. Der lå et slør af mystik over stedet som fik det til at risle ned ad ryggen af både rædsel og fryd. Atitlán følte en stærk dragning, en mystisk magnetisk kraft som han ikke kunne forklare.

En sort og stille nat da alle sov, sneg han sig derhen, luften var kølig og ren, og jo mere han nærmede sig, jo hårdere slog hjertet i brystet på ham. Han listede sig gennem søjlehallen med de mange inskriptioner og skrifttegn og søgte mod et indigofarvet lys for enden af korridoren. Inde i det smukt udhuggede rum i templet sad fire mænd ved et ildsted. Svedperlerne drev af dem mens de sleb med bundter af hår i hænderne. Atitlán havde svært ved at se, hvad der var genstand for så meget anstrengelse, men pludselig fik han øje på en blank gennemsigtig afrundet overflade.

Han bevægede sig lydløst tættere på. Midt imellem mændene lå et krystalkranie på et stykke klæde. Ilden kastede sine stråler gennem det skinnende krystal og dannede regnbuefarver på stenvæggene. Omkring mændene lå bunker af sort hår, og der stod dekorerede lerkrukker med fint hvidt sand. Atitlán så overvældet til og undrede sig over et gammelt billede af en smuk kvinde der hang over ildstedet. Så huskede han pludselig! Engang for længe siden havde han hørt sin far tale med de andre mænd om Krystalkvinden. Han havde i skjul fulgt med i den mystiske samtale. De havde talt om flodsand, menneskehår og bjergkrystal og om en kvindelig ypperstepræst med store åndelige evner der havde siddet model i sin tid.

Atitlán havde fundet samtale underlig, og hans forbløffelse var vokset yderligere, da der blev talt om, at i begyndelsen brugte de stjernestøv til slibningen, men da det blev sværere og sværere at rejse til Plejaderne, måtte man nu bruge flodsand i stedet. Der var meget krystal og ædelstene i det land hvor Atitlán boede. Han havde tit gravet i den frugtbare jord eller skrabet i et klippestykke, og straks var flager af farverigt sten kommet frem. Han havde moret sig og opfattet det som en uskyldig leg på lige fod med at lege med dyrene.

Men nu er han blevet en ung mand der er nysgerrig på verden. Hver dag går han til tempelpyramiderne, mediterer og øver sig på at se og alle roser ham og siger at han vil blive en god præst. Han elsker kraften i pyramiderne, den fylder ham med fryd, og hans indre blik og øjet i panden bliver skarp som krystallet der findes i klipperne og de hellige grotter. Snart skal Atitlán til sin første indvielsesceremoni som er første trin på vejen i den langvarige præsteuddannelse. Han glæder sig, men sommetider fornemmer han noget andet og meget uhyggeligt, noget stort og voldsomt som han ikke kan forklare, noget med vand og bølger. Han jager altid synet bort og ser i stedet ud over de snedækkede bjerge. Det er et smukt land, og han kender mange af grotterne, stierne, søerne og de små kildevæld. Græsset har en næsten guddommelig grøn farve og snehvide heste og enhjørninger fuldender billedet. Han kan tale med alle dyrene, og ingen er rovdyr eller fjender. Alle lever fredeligt sammen. Men Atitláns indre billeder fortsætter, hans drømme om natten bliver mere og mere voldsomme, og tit vågner han op rystende og badet i sved. Han drømmer om krige, rædsel, blodige opgør, og oversvømmelser som vil tilintetgøre alt hvad han kender. Alt er fredeligt når han vågner, men hans bange anelser forfølger ham hver eneste dag.

Han har en fornemmelse af at han ikke kan flygte, at hans folk vil blive opslugt af vandmasserne og vil miste deres evne til at rejse i ånden. Deres Modergud i Plejaderne langt borte vil forsvinde for altid. Atitlán mærker tårerne presse sig på, en altødelæggende katastrofe venter dem. Og hvad skal der ske med hans familie og hans elskede? Hendes mandelformede øjne gør ham varm, men han ved at de for evigt skal skilles. Han har set det. Men hvad med Krystalkvinden?

Atitlán når at få et hjorteskind viklet om hende. Han har hele tiden vidst at han skal redde hende når katastrofen indtræder. Det har været som i hans mareridt – rædslen har indtaget landet. Søjler er knækket, murer slår revner, vulkaner er gået i udbrud, jorden skælver og store kløfter åbner sig i jordskorpen. Havvand buldrer ind over de frodige stepper som forsvinder i dybet. Lyn flænger himlen til blods, og alle rigdomme og bygningsværker forsvinder – opslugt af det enorme hav. De sidste tider er indtruffet meget hurtigere end han havde troet. Han gyser og ved at han aldrig vil blive den samme igen.

De sejler efter Moderstjernen. Hun skinner for dem og viser dem ud mod horisonten. Atitlán holder om hjorteskindsbylten. Han mærker at hun glider ud af hans arme og frygter at livet er ved at forlade ham. Det iskolde vand omslutter ham, og hun forsvinder i dybet husker han. Men han bliver båret, det står sløret i hans erindring. En sang og blide hænder bringer ham og bylten tilbage i bambusflåden, og nu sidder han igen med bylten, rystende af kulde, men dog i live. Han ser sig bedrøvet tilbage. Landet er sunket, forsvundet i det rasende hav i et inferno af lyn og torden der har sønderrevet himlen. Selvom han har været forberedt, har det gjort et voldsomt indtryk på ham. Hvor er de på vej hen? Hvor er hans elskede på vej hen? De skal aldrig mødes igen, kun i ånden. Atitlán ser hendes ansigt blive mere og mere utydeligt og fornemmer at hun var på vej mod øst til et helt anderledes land.

Han ser tørre uendelige vidder med gyldent sand, en stor flod og lyse klippeformationer. Rystende på hænderne åbner han en flig af det våde hjorteskind. Overfladen føles kold og fugtig. Han kærtegner den blanke skal. Bylten tynger med sin vægt på hans skød. Han knuger hende ind til sig. Hun var på vej til at forsvinde, men hun blev reddet. Moderstjernen lyser på himmelhvælvet, og natten er stille.

Der er grønt og hedt, en klistret hede slår ham i møde da han vågner. Et skingert skrig lyder i det fjerne. Han farer sammen, slår ud med armen og får en regndråbe til at falde ned i panden. Ingen taler sammen, og der er kun ukendte lyde som Atitlán ikke kender. Han betragter hjorteskindsbylten ved siden af, sætter sig op og pakker hende nænsomt ud. Han ser ind i de dybe øjenhuler, hypnotiseret af den sælsomme kraft, og ved med et af han må skjule hende. Ingen må finde hende. Hun er for dyrebar, for fuldkommen – hun ved for meget. Han rejser sig, tager bylten under armen og går hen af den mudrede vej. Vegetationen er grøn og meget tæt. Jorden er flad, og himlen har en farve han ikke har set før. Stenene er dækket af et blødt mostæppe. Atitlán stryger hænderne hen over en rå stenoverflade og føler med et at stedet er det rigtige. Her må hun hvile. Ingen vil finde hende her. Hun vil være beskyttet under det tætte bladhæng. Det er med vemod de skal skilles. De er forbundne uden at han forstår hvorfor.

Nede mellem to stenmure lægger han hende til hvile, pakker hende blidt ind i skindet og lader hende i fred. Han kærtegner hende en sidste gang, lægger grene og blade over og står lidt inden han forlader stedet. Altid vil han kunne mærke hende og vide om hun er i fare. Men de vil ikke kunne finde hende her. Aldrig. Han går og ser sig ikke tilbage, hun er i hans hjerte. Men en tåre finder vej da han går ud af skoven. Han har forladt krystalkvinden der ser.

Share Button