Kulturfestival

Tekstanalyse

Den måde Roskildefestivallen fremstilles på er i artiklen set ud fra et par skos synsvinkel. Hvordan flere tusind sko og fødder der tilhører festivaldeltagerne oplever festlighederne. Skoenes synsvinkel og holdning er grundessensen i artiklen. Man får oplevelsen serveret af flere forskellige slags sko, for at få så mangfoldig en fremstilling som muligt. Ligeledes fremføres også oplevelsen af et par sko der tilhører en mere eller mindre beruset person. Vi får set festivalen i alle dens facetter. Festivalen fremstilles som ét stort eksploderende inferno af farver og musik, en mængde mennesker og en masse socialt samvær. Man mødes om en fælles oplevelse. Musikken og oplevelsen af, at man bare kan slappe af og være social.

Holdningen til livet her er, at det er tilladt at skabe sig åndssvagt og være sig selv, samtidig med at man hører noget fedt musik og er sammen med sine venner. Man følger skoenes kurs rundt omkring på festivalpladsen, de fremstilles som lidt rastløse og trippende, som om de ikke helt ved hvad de skal. De er hvileløse og aldrig helt i ro. Folk vandre rundt, og det lyder som om de er noget regulerede synes jeg. F.eks. citat (linje 18): “rockens hvileløse lemminger”. Denne formulering lyder ensrettet, som en flok soldater der skal følge trop for at nå et fælles mål. For mig lyder det ikke som om der er plads til individualister. Men festivalen er også fremstillet som de sociales mekka. Man er social, og er som sagt sammen om nogle fælles punkter, øl, musik og venskab.

Musikken er naturligvis en vigtig del, det er derfor man er kommet, så er alle de andre ting sidegevinster. Senere i teksten nævnes så nogle af ulemperne ved at være 90.000 mennesker samlet på et sted. Når man er så mange mennesker opstår der mange venskaber, men så stor en mængde folk har også andre behov skal have opfyldt. Opfyldelse af de basale behov i et inferno som dette vil unægtelig give en del problemer, som stiller store krav til ens psyke og tålmodighed. Man kan jo bare forestille sig hvor mange toiletter der skal til, til så mange mennesker. Men problemer med sanitære forhold synes ikke at genere eller bekymre festivaldeltagerne. Roskilde festivalen er stedet hvor alt går op i en højere enhed. Man er ung og eventyrlysten, men samtidig er man utrolig tolerant og tålmodig overfor sine omgivelser.

Alle deltagere er i samme båd, derfor tilpasser man sig tålmodigt mængdens opførsel og stedets specielle atmosfære. Festivalen fremstilles som et lukket reservat for en weekend. 90.000 mennesker lukkes ind i en verden for sig i en kortere periode, mens den almindelige verden udenfor passerer videre. Det lyder for mig som noget fra en svunden hippietid tilbage i 60’erne. Hvis man lægger alle elementerne sammen, vil man komme frem til noget meget lig hippietiden, Woodstock og Goa. En stor psykedelisk venden sig fra væk fra realiteterne. Det er muligt med flere tusind watts højttalere at få hjernen totalt blæst ud, og skulle det ikke lykkedes, kan man jo blæse de stakkels hjerneceller ud med øl i litervis eller måske et par Extacypiller, hvis man vil være helt sikker på virkningen. Her er alle muligheder for at slippe væk fra den trivielle hverdag. Dagen derpå kan man så pleje sine tømmermænd – og ens tilbagevenden til den virkelige verden med et par bløde rundstykker.

I linje 49 omtales også rockens guder og afguder. Det får mig til at tænke på de farverige udflydende personligheder, der synes at sejle rundt på scenen, når det opleves af en halvberuset. I den tilstand er alt jo bare udflydende og egentligt ret ligegyldigt. Omvendt kan alting også føles langt mere intenst, når man er påvirket, alt synes at sejle lidt mere. Guder giver mig også associationer til den indiske gudeverden og Goa dengang i hippietiden hvor alt handlede om velvære, meditation, socialt samvær og given sig hen. Derudover er den indiske gudeverden meget spraglet, fantasifuld og farverig. Der tales også om den uvirkelige virkelighed i artiklen. Hele festivalen ses som en stor flugt fra virkeligheden. Det er meningen, at man godt må lade sine hæmninger blive hjemme og så bare give den hele armen. I slutningen af artiklen diskuteres det om disse 179.998 sko er stakler eller misundelsesværdige. Det må være et spørgsmål der er op til den enkelte, nogle elsker musik, mudder og uhumske toiletter. Andre hader det og kunne aldrig drømme om at nærme sig en festivalplads.

Det må være et helt individuelt spørgsmål. Svaret blandes med – eller drukner måske helt – i de øllede vampe vinde, inden det lander imellem mængden af syltede fødder i svedige sko.

På forsidebilledet ses udover menneskemængderne en masse flag og bannere. Her hersker et absolut kaos af mennesker, farver og flag. Man ser glade blikke, men også de mere koncentrerede miner, der formentlig lytter til musikken. Fyren midt i billedet smiler og ser afslappet ud. Han er måske en af dem der oplever festivalen lidt fra en anden verden. Måske er han fuld, han løftes op i luften og føler sig svævende midt i larmen, farverne, stanken osv.

Roskildefestivallen fremstilles sammenfattet som en oplevelse for alle sanser. Den går lige i blodet og gør en høj. Først og fremmest tror jeg, at festivaler samler mange folk, fordi der er godt musik. Hvert år er det lykkedes for arrangørerne, at samle de nyeste og bedste navne indenfor rocken, og det er noget der trækker folk til. Man er altid interesseret i at møde sine idoler og andre berømtheder. Desuden afholdes de fleste festivaler om sommeren, evt. i sommerferien, hvor folk har muligheden for at deltage, det gælder f.eks. skoleelever. Andre betragter festivalen som en slags miniferie eller en forlænget kulturel weekend, hvor man kan møde sine venner. Det er helt klart et forum hvor venner mødes, og nye venskaber opstår.

Ligeledes er det stedet for kærlighedsaffærer. Kærlighed opstår og kærlighed forgår – de knuste hjerters paradis. Festivalerne har netop deltagelse fra hele Danmark og tilrejsende fra hele verden. Knuste hjerter kan ikke undgås hvor der er mennesker, der mødes for en kort stund. Mange nye venskaber skabes også, sådan er det jo hvor der er mennesker. Der er sammenhold og oplevelser, men også forfald og fortrydelsen Hvis man skal se lidt psykologisk og antropologisk på sagen, så handler det om at mennesket har et helt ustyrligt behov for at slå sig løs og flygte fra virkeligheden.

Vi lever i en verden hvor kravene fra alle sider hele tiden skærpes. Vi er nødsaget til hele tiden at tage stilling, uddanne os og være dynamiske for at have en chance for at følge med strømmen. Der stilles krav hele tiden, specielt til unge mennesker, der skal gøres bevidst om, at de skal overtage problemerne fra deres forældres generation. Fremtiden kræver kvalitet og stillingtagen. En del børn og unge reagerer meget voldsomt på disse krav. Sjældent har Danmark haft så stor en selvmordsrate, og så mange børn og unge med misbrugsproblemer. Jeg tror så ganske afgjort at festivalerne fungerer som en form for fristed, hvor unge kan slippe for krav og snærende rammer. De har brug for at komme væk – til en helt anden virkelighed. Og så gør det ikke noget at den er psykedelisk, udflydende og larmende, det forstærker blot indtrykket.

Nu om dage har man brug for at være fuld, brække sig og i øvrigt ellers smide alt hvad der hedder hæmninger. Det skal helst være som at leve i en dagdrøm. Med hensyn til festivaldeltagere lidt mere generelt kommer jeg til at tænke på en artikel jeg engang læste om karnevalet i Rio de Janeiro. Forskellige sociologer har udtalt om karnevalet at det er landets største sociale sikkerhedsventil, pga. den renselse der finder sted, når de indestængte følelser og drifter får udløsning under denne årlige farverige kæmpefest. Naturligvis er Brasilien et relativt fattigt land, hvor store dele af befolkningen lever i mere eller mindre elendighed resten af året, men alligevel så mener jeg, at man er i stand til at finde nogle lighedspunkter. Ved de danske festivaler – denne ene gang om året – er alt tilladt. Alle er lige vanvittige, så ingen vil bebrejde én for ens opførsel. Det er i orden at slippe alle normer. Gider man ikke gå i bad, er det lige meget. Fedtet hår og sure sokker er en del af festival-livet. Hvis det så oven i købet regner, så er indtrykket fuldendt.

Roskildefestivallen er ligeledes en forsmag på hvordan rygsæksrejser er. I dag er det på det nærmeste blevet obligatorisk at man efter gymnasiet pakker rygsækken og drager ud i verden i en given periode. Essensen i rygsækslivet er stort set det samme som livet på en festival – kun musikken mangler. Ellers byder det på masser af nye mennesker, meget lidt privatliv, snavset tøj og uhumske toiletter. Herudover mødet med fremmede kulturer og religioner. De danske festivaler er i årenes løb blevet meget internationale, både i valg af musik og underholdningstilbud, men også i det store vareudbud ses en stigende globalisering. Nu om dage er det muligt at blive ekviperet med tøj fra hele verden. Udbuddet omfatter bl.a. trøjer og hatte fra Nepal, saronger fra Bali, rastatøj fra Jamaica, samt tåringe og sarier fra Indien, for bare at nævne nogle eksempler. Dette beviser også, at festivalerne har rødder i hippiekulturen. Man opfordres til at klæde sig, så man kommer tættest på den oprindelige hippiestemning.

Jeg ser tendensen overalt, og ikke kun til festivalerne. Mange unge mennesker i dag lytter til Goa-musik og tager Extacypiller for at udvide bevidsthedsniveauet. Tingene går i ring. Sidste gang der var hippiekultur var det ligeledes et oprør mod de snærende rammer og normer. Men denne gang bunder oprøret måske i virkeligheden dybere.

Konklusionen på hvorfor danske rockfestivaler trækker så mange mennesker til, er at vi er midt i en tid hvor disse festivaler er nødvendige. Selvfølgelig er det ikke alle der deltager i en festival for at komme “tilbage til hippietiden”, det er nok mest den unge generation. Festivalerne tiltrækker også et lidt mere modent publikum, de 30 – 40 årige. De er for gamle til at deltage i psykedeliske hippieflip, men er derimod for unge til at havde været med i 60’erne og 70’erne. De er en slags mellemgruppe, der formentlig deltager for at opleve friheden, høre noget godt musik og møde intellektuelle. Så skaren er bred på de danske festivaler. Fælles for alle er vel at hygge sig, holde fri, slappe af og opleve socialt samvær.

Personligt hører jeg til gruppen der elsker frihed, rygsæksliv og sure sokker, men festivaler er ligesom for meget for mig, det kammer lidt over synes jeg. Selv får jeg nærmest klaustrofobiske tendenser, hvis jeg skal være stuvet sammen med 90.000 mennesker.

At være så mange mennesker samlet på et sted er jo heller ikke helt risikofrit. Se bare på tragedien på Roskildefestivallen i 2000, hvor 8-10 mennesker blev dræbt i mængderne. Arrangementer i denne størrelsesorden kræver en intensiv koordinering og arbejdsindsats, ikke mindst med hensyn til sikkerhedsforanstaltninger. Man kan kun håbe på, at kravene på dette område skærpes, så den slags menneskelige tragedier ikke vil forekomme i fremtiden.

Share Button

RelatedPost