Med baggrund i egne observationer, at beskrive kulturforskelle mellem balinesiske og danske unge og deres levevilkår.

For at begrænse opgaven har jeg valgt at koncentrere mig om følgende 4 områder:

• Familieliv (Familiestruktur, Kønsrollemønstre)
• Det daglige sociale liv
• At være ung på Bali kontra Danmark (Herunder skolegang)
• Vil et forhold mellem en balineser og en dansker kunne fungerer?

Indledning 

Formålet med denne opgave, er at uddybe væsentlige forskelle og ligheder blandt unge mennesker på Bali og unge mennesker i Danmark. Herunder vil jeg komme ind på forskellige problemstillinger mellem de to tilsyneladende meget forskellige typer af unge.

Min baggrund for at have kendskab til ungdommen på Bali, er at jeg i længere tid har rejst rundt i Sydøstasien, og herunder boet hos en indfødt familie på Bali. Her lærte jeg flere unge mennesker at kende, og fik et godt kendskab til bl.a. familiestruktur og levevilkår, samt et indblik i hvordan det er at være ung i et for danskere anderledes samfund.

Mine fremtidsplaner om, at studere faget antropologi har naturligvis også spillet en afgørende rolle, da jeg næsten automatisk går i gang med at observere og analysere, når jeg besøger indfødte eller stammefolk. Iagttagelser som omhandler kultur, skikke, psykologi, samspil mellem mennesker og levevilkår er selvfølgelig af stor værdi, når man er på “feltarbejde”, og befinder sig i et samfund, der er meget forskelligt fra det man selv kommer fra. Sammenligner man balinesiske unge med danske unge er det klart, at man støder på nogle kulturforskelle, omvendt er det pudsigt at opleve, hvor meget unge mennesker i forskellige dele af verden også ligner hinanden. Dette vil jeg belyse i denne opgave.

Familieliv
(Familiestruktur og Kønsrollemønstre)
Noget af det første, jeg lagde mærke til hos familien på Bali var hvor mange familiemedlemmer der var samlet under samme tag. Huset var nybygget med et par tilhørende udhuse (køkken og badeværelse), og et skyggefuldt halvtag. Familien bestod af forældre og 11 børn, i alderen mellem 1 år og 22 år. Hertil kom tanter, fætre, svigerdøtre og andre slægtninge der med jævne mellemrum overnattede i huset. Trods den sparsomme plads, var jeg overordentlig imponeret over den gæstfrihed og imødekommenhed der blev vist mig. Jeg fik anvist det største værelse, med madras og klædeskab. Imens kunne jeg med undring betragte de mindste børn blive lagt til at sove på en simpel sivmåtte uden et tæppe over – hen under aftenstide.

Hvis man ser på familiestrukturen i Danmark viser der sig straks et helt andet billede. Her vil det være uhørt at have 11 børn, man ville finde det meget beundringsværdigt i Danmark hvis et forældrepar har 5-6 børn, og det er bestemt noget der hører til sjældenhederne. Der er flere grunde til, at vi som danskere ikke sætter så mange børn i verden. Dels føler vi ikke, at vi har tid og lyst til at få mange børn, og dels har vi et utroligt godt socialt sikkerhedsnet i Danmark. På Bali er det nødvendigt for familiens eksistens, at have mange børn, og også på længere sigt når forældrene bliver gamle. Der findes hverken plejehjem, hjemmepleje, sygeforsikring eller pension i Indonesien, så børnene er forældrenes sociale netværk og sikkerhedsnet. Man kan sammenligne tilstanden i Indonesien med forholdene i det danske bondesamfund før år 1800. Her var det ligeledes en investering i fremtiden, at sætte mindst 10-12 børn i verden. De kunne både arbejde og tjene til føden, og være med til at sikre de ældre i alderdommen.

Børnepasning og børneopdragelse er noget alle tager del i et landsbysamfund på Bali. Umiddelbart skulle man tro, at der med disse store børneflokke ville kunne opstå en masse tumult, men det er langt fra tilfældet. Tværtimod har jeg sjældent oplevet så rolige, tillidsfulde og harmoniske børn. Det var ikke tit der var optræk til ballade, ligesom jeg oplevede meget lidt gråd hos børnene. Der herskede megen ro i børneflokken, men mødrene tog sig også meget af dem, og gav sig god tid.

Selve opdragelsen foregik på den måde at alle tog del i det, og at de større børn opdrog de mindre. Man lærte af de større børns erfaringer. Jeg betragter den balinesiske opdragelse som en positiv indrestyret opdragelse med masser af kærlighed og omsorg, men alligevel en fast opdragelse. Alle kendte deres plads og grænser, og var bekendt med de for familien gældende regler. Alle fødes ind i et kompliceret net af sociale bånd. Børn er især privilegerede. Jo yngre jo nærmere er sjælen ved himlen, og jo renere er ånden. Et spædbarn må ikke røre den urene jord, og det bæres rundt alle steder. Børnene betragtes som guder indtil de er 7 år.

I Danmark er det i dag meget ualmindeligt, at se børn blive passet i hjemmet. De fleste kvinder er udearbejdende, og børnene passes på en institution. I de senere år er det dog blevet mere legalt for forældrene at holde orlov (barselsorlov og forældreorlov) som så giver en mulighed for at være sammen med børnene. Ofte sendes barnet alligevel på institution, da det i mange tilfælde er det eneste barn i kvarteret der passes hjemme. Forældrene vælger denne løsning, for at barnet kan møde ligestillede, og derved undgå at blive understimulerede. Meget af opdragelsen foregår altså udenfor hjemmet. Dette kan måske have en lidt uheldig konsekvens, da børnene herved bliver mere homogeniserede, altså ensrettede. Dette forstærkes af at denne opdragelse ofte er en “laden stå til” opdragelse eller modsat en for omklamrende opdragelse. Der er for lidt disciplin og grænsesætning, hvilket resulterer i, at barnet har svært ved at finde sine egne ben og alt flyder. Der er ingen holdepunkter, hvilket skaber rodløse og forvirrede børn, uden selvværd og tro på egne ressourcer.

Rent socialt er man meget afhængig af hinanden i Indonesien. Man besøger hinanden meget, mødes tit og hjælper hinanden på alle tænkelige måder, og det vel at bemærke uden at der på nogen måder er penge inde i billedet. Balineserne har evnen til at “være sammen ” uden at have noget specielt at tale om. De er i stand til, at sidde sammen og nyde hinandens selskab og hvile i det. De kan finde kvalitet i roen. Danskere er mere tilbøjelige til at tale om problemer når de er sammen. På Bali interesser man sig oprigtigt for sine medmenneskers ve og vel, og man holder meget sammen. Surhed og nag er ikke noget man beskæftiger sig med, og jeg så aldrig nogen være vrede eller skælde ud. Selvfølgelig skal det nævnes, at jeg var der mere eller mindre som turist, men alligevel.

Danskere er meget hjemmemennesker. Man ser ikke danskere være meget sociale noget man bl.a. kan se lørdag efter lukketid, hvor byen nærmest ligner en ødemark. Alle har travlt med at komme hjem, til deres egen lille hønsegård. Sådan er det ikke i Indonesien. Specielt Bali er berømt for store menneskemængder og optog i forbindelse med ceremonier og især begravelser.

Arrangerede ægteskaber var før i tiden almindelige på Bali. Det er et levn fra mentaliteten i Indien. Balineserne er i sin tid udvandret fra Indien og har bragt hinduismen og arrangerede ægteskaber med til Indonesien. I dag er Bali det eneste sted i hele det store ø-rige, hvor man bekender sig til hinduismens millioner af guder. Resten er Indonesien er muslimsk. Arrangerede ægteskaber er efterhånden gledet i baggrunden for balinesiske unge. Det er ikke længere så almindeligt, at forældrene vælger den kommende brud eller brudgom. I dag far de unge lov til selv at vælge. De må forelske sig, ligesom alle andre unge, og selv tage stilling til hvem de vil være sammen med. På den måde har befolkningen smidt en del af de gamle traditioner væk. Det er især indflydelsen fra udlandet, i form af de mange turister der hvert år besøger øen.

Kønsrollerne mellem mand og kvinde er forholdsvis skarp for Balineserne. I landsbyerne tager kvinderne sig af indkøb og husholdning, samt fremstilling af offergaver til guderne. Skal der handles grise eller kyllinger tager konen til markedet, derimod er det mandens opgave, at tage sig af kvæghandel. Ligeledes er det mandens opgave at vedligeholde bopladsen, passe husdyrene og tage sig af plejen af de kostbare kamphaner. Alle arbejder i marken, men det er mændene der sår og udplanter risen. Pigerne hjælper med at passe børnene og lave offergaver. Drengene går med i marken og passer afgrøderne. Så kønsrollerne er fastlagt fra starten. I Danmark er alle spor af arrangerede ægteskaber forsvundet. De unge bestemmer fuldt og helt, og forældrene blander sig sjældent.

Det daglige sociale liv
Det sociale liv på Bali, går jo som før omtalt meget ud på, at være sammen med hinanden enten familie eller venner. Meget af tiden bruges også på religiøse ceremonier og gøremål. Specielt fandt jeg det interessant at iagttage, hvor megen tid der blev brugt til selve bønnen i templet. Hver eneste dag gik man til ceremoni, og der blev bedt adskillige gange i løbet af en dag. Mange af ceremonierne omfatter desuden dans og forskellige former for optræden, som er en vigtig del af de balinesiske traditioner. Når man har været til bøn i templet hyggede man sig bagefter med hinanden. Der blev snakket, grinet, spist slik og drukket sodavand. De aktiviteter der som ung var at tage sig til var mange og forskelligartede. Drengene fra landsbyen kunne f.eks. mødes og tage på fisketur/svømmetur. Man lånte en båd af en af landsbyens mænd og sejlede ud og fiskede med en simpel line.

En anden aktivitet for unge balinesere er Gamalanmusik. Det er forskellige instrumenter, som et marimbaorkester, grydelåg, bækkener og gonggonger i bronze. Hver aften mødes drengene og øver sig i denne specielle balinesiske musik. Ved særlige ceremonier i templet spiller de ved forskellige slags danse, som er en stor balinesisk tradition. Mange orkestre spiller også til ære for turisterne. Gamalanmusik er poetisk beskrevet som “måneskin, de glimter i havets bølger”. Andre sammenligner musikken med cikadernes eller frøernes “koncerter” i rismarkerne ved aftenstide. En anden yndet beskæftigelse for unge balinesiske mænd er hanekamp. Hver eneste familie er i besiddelse af mindst et par kamphaner, som passes og plejes efter alle kunstens regler. Under hanekampene er stemningen høj og der sættes store indsatser på de kæmpende dyr. At male billeder, lave træudskæringer og hugge stenfigurer er for Balineserne en lige så stor del af hverdagen som arbejdet i marken, husholdningen og børneopdragelsen. Den kunstneriske skaben er en selvfølgelighed, fra den mindste blomsterdekoration i skumringens offerdekoration til udsmykning af lofterne i templerne.

Trods det at Bali hvert år besøges af mere end 1 million turister, har øen og dens befolkning på sin egen måde været i stand til at suge det gode til sig fra turismen, og ignorere det dårlige. Trods massiv turistinvasion har den balinesiske kultur bevaret en stor del af sin egenart. Den vestlige påvirkning er ikke prellet af på Balineserne, men de har med stor tolerance accepteret turismen, uden at give afkald på egne traditioner og værdier. Det er helt almindeligt for unge mennesker på Bali, at blande sig med unge fra udlandet. Mange er endog beskæftiget i turistindustrien på f.eks. hoteller, og kommer dagligt i berøring med unge fra andre dele af verden.

Det gør også at mange unge balinesere behersker sprog utrolig godt. De kan tit tale både engelsk og japansk, og har derfor gode muligheder for at kommunikere med turisterne, og evt. for et bedre job. Det sociale liv hos danske unge, går mere i retning af, at man går i byen, på diskotek, i biografen eller på Mac Donalds, når man skal være sammen med vennerne. I Vesten er det sociale liv meget forbundet med trends, og hvad der er oppe i tiden. Danske unge er ikke særlig traditionsbundne, men følger de modesvingninger, der er i f.eks. halvfemserne. Hos unge i Vesten er det en livsstil, at gå til computerparty, at surfe på internettet og leve af Coca Cola og chips. Lørdag aften tilbringes i sofaen med en splattervideo, sammen med ens venner. De unge i halvfemsernes Danmark er på overfladen seje og selvbevidste, men indeni tror jeg, de er temmelig forvirrede og har svært ved at finde fodfæste.

At være ung på Bali kontra Danmark
(Herunder Skolegang)
Når et barn på Bali har nået dets første fødselsdag (210 dage), foretager en præst en række ofringer. På den måde starter en livslang cyklus af livsritualer, der kommer til at omfatte ceremonier til markering af pubertet, ægteskab, børnefødsler og død. At være ung på Bali, indebærer en masse tradition, men som jeg tidligere har nævnt har de også taget meget til sig udefra, der er en sjov blanding af gammelt og nyt, rig og fattig, tradition og nytænkning, kort sagt en kontrasternes verden. Balinesiske unge er stærkt knyttet til deres landsbyer (Desa), der fungere som et tæt socialt, religiøst og økonomisk netværk. Også unge der f.eks. arbejder i hovedstaden Denpasar deltager aktivt i fællesskabet i den landsby hvor de kommer fra. En typisk balinesisk landsby, er bygget op omkring et torv med et åbent forsamlingshus, hvor der bl.a. kan være et bordtennisbord og andre aktiviteter for børn og unge. Der findes også andre aktiviteter, f.eks. en række klubber og organisationer, som drenge og pigeklubber, hvor børnene via forskellige pligter oplæres til at tage del i fællesskabet.

Den egentlige skolegang på Bali, afhænger i høj grad af den enkelte families økonomi. Det er ikke ualmindeligt, at børnene kun går i skole i 6-7 år, fordi familien ikke har råd til det. Det er fortrinsvis drengene der bliver sendt i skole. Muligheden for skolegang, uddannelse og arbejde er lille pga. økonomien, som er følgerne af den voldsomme krise der i disse år hærger hele Indonesien. Arbejdsløsheden er utrolig høj, og mange har kun lige råd til den fornødne ris. Det er bl.a. den mangeårige politiske ustabilitet og korruption, der er skyld i landets alvorlige situation. Unge mennesker på Bali er ofte meget politisk bevidste, og følger udviklingen nøje. Nogle unge er heldige, at få arbejde i hovedstaden, eller på strandene med forskellige vandsportsaktiviteter for turister. Deres løn går da til hele familiens udgifter. En af de unge jeg mødte, have planer om at opstarte en kakaotræsplantage, da det gav mulighed for et godt økonomisk afkast. Andre overvejede at rejse til det mere velstillede og moderne Malaysia, for at få arbejde. Det indonesiske sprog Bahasa Indonesia er nemlig beslægtet med Malaysisk, og kan også bruges i den sydlige del af Filippinerne. Mange gange bliver rejseplanerne dog ved snakken, da de færreste unge balinesere har råd til flybilletten.

Før i tiden var det mest almindeligt, at de unge blev boende hjemme indtil de blev gift, men i dag vælger de fleste at flytte, tit til Denpasar, hvor chancen for arbejde er størst. Og som alle andre unge, flytter de til byen, fordi der sker mere end hjemme hos forældrene. På den led er Balineserne ikke så meget anderledes end danskere.

I det hele taget kan der her drages mange paralleller til det, at være ung i hver sin ende af verden. Balinesiske børn og unge går nøjagtigt ligeså meget op i trends og modestrømninger som vi i Vesten gør det. Jeg oplevede f.eks. at sidde i en indfødt hytte sammen med balinesiske unge og lytte til den samme musik som i Danmark, og snakke om de samme idoler. De hører Aqua, Scorpions og ser Titanic ligesom børn og unge gør i Vesten. Desuden går man også på Bali i cowboybukser, drikker Coca Cola og ser VM i fodbold. Ikke at det måske kommer meget bag på mig, men når man har oplevet den balinesiske tradition, deres kultur og stået ude i en rismark i mudder til knæene, så kan det alligevel godt overraske en.

Andre unge arbejder ved landbruget, hvor ris er hovedafgrøden. Også tobak, kaffe, vanilje og nelliker er vigtige afgrøder. Kokospalmerne beskæftiger også folk, og det kan være en oplevelse at se selv mindre drenge med lethed håndtere de hårde kokosnødder, med en speciel halvmåneformet kniv.

Danske børn er jo helt anderledes forvænte med skolegang og uddannelse. Den danske 9 års tvungne skolegang gør, at de unge i hvert fald har et rimeligt fagligt niveau, og chancen for videre skolegang eller en læreplads er absolut stor. I Danmark er unge generelt godt stillet, og har en masse muligheder. De fleste tager 10. KL, HF, Gymnasium eller Handelsskole. Rent økonomisk er det danske system også godt tilpasset unge der ønsker at læse eller få en uddannelse. Der findes S.U., studielån, evt. legater, og desuden må de unge tjene op til et vist beløb ved siden af SU’en. Det er meget sjældent at møde unge i Indonesien, der f.eks. læser på universitetet, så skal de være meget godt stillet rent økonomisk, og modtage støtte fra deres familie.

Som Balineserne flytter stort set alle danske unge hjemmefra i en ung alder. Af flere forskellige grunde vælger de at få sit eget, hvor de selv kan bestemme, og få deres eget liv. Danske unges interesser er i dag utrolig forskelligartede, mange dyrker sport, spiller musik, går i klubber eller er sammen med deres kammerater. Endelig fylder lektier og fritidsarbejde meget i de unges liv i Danmark. Som ung har man en hård arbejdsuge i Danmark i halvfemserne. Der stilles store krav fra alle sider i samfundet, og det er ikke ualmindeligt, at se de unge blive stressede og bukke under for presset. Nogle kommer ud i så store problemer, at de ser selvmord som den eneste udvej, og lange ventelister hos skole- og børnepsykologer vidner om det store pres de unge kan være udsat for. Ligeledes ses det mere og mere, at unge og børn helt ned til 8-9 års alderen tager smertestillende eller beroligende midler.

På Bali har man grundlæggende en helt anden mentalitet. Jeg tror det bl.a. kommer af varmen. Klimaet gør, at man simpelthen ikke kan stresse rundt. Er man træt, så ligger man sig ned, også selvom det er i arbejdstiden. Man sørger på alle måder for ikke at overanstrenge sig. Naturligvis har det også noget med religion, tradition og historie at gøre. Balineserne har fundamentalt en anden livsopfattelse end Vesterlændinge har.

Begreber som Speed, Extacy og alkohol er også dybt forankret i mange danske unge. De kan have en hård dagligdag, og har derfor i weekenderne et stort behov for, at slå sig løs og glemme hverdagens krav. Nogle ender i et direkte misbrug, og har svært ved at komme på fode igen. Det er klart at den slags stoffer også findes i Indonesien, og specielt i turistområderne, men det er ikke noget den balinesiske ungdom er specielt tilhængere af.

Ellers går dagligdagen i de danske skoler vel med for pigernes vedkommende, at gå i kassebukser og støvler med plateausåler, udveksle erfaringer om Spicegirls og Leonardo Dicaprio, pjække i sidste time og fnise om hinanden. Drengene derimod diskuterer den nyeste film, internettet, bajere og babe’s. Alt imens man på Bali iklæder sig Sarong og bærer helligt vand og offergaver til guderne.

Hvordan ser man på forelskelse på Bali kontra Danmark?
I dag eksisterer arrangerede parforhold og/eller ægteskaber stort set ikke på Bali. Forelskelse og kærester foregår på nøjagtig samme måde som i Danmark. Det er de unges eget valg, og forældrene blander sig normalt ikke. En pudsig tradition på Bali er, at det er almindeligt at den unge mand “kidnapper” sin kæreste for at lære hende at kende. Forældrene ser pigen an, hun skal kunne “godkendes”, men det gør forældre vel også indirekte i Vesten.

Balinesiske familier gør alt for at gøre opmærksom på overfor pigens forældre, at de har status, og råd til at “betale brudeprisen”. Man bruger ikke brudepriser i dag, det er mere symbolsk. Det bedste der kunne ske for et balinesisk forældrepar var at få deres søn eller datter gift med en fra et rigt land f.eks. Australien eller Vesten. Det ville give formidable muligheder for skolegang, uddannelse, prestige og bedre økonomiske kår.

Balinesiske drenge er naturligvis meget følelsesmæssigt engageret med hensyn til valg af kone, men de tænker også praktisk, da hans kommende kone skal kunne arbejde og føde ham en søn, som er højst værdsat. Mændene er ligeledes meget bevidste om deres rolle som forsørger og beskytter.

Danske unge vælger selv sin partner, vi er noget mere frigjorte, og vores forældre har meget lidt eller slet ingen bestemmelse over valget. Unge i Danmark kan have haft en kæreste i længere tid, uden at forældrene har haft kendskab til det. På Bali kan de unge ikke holde det hemmeligt ret lang tid, hele familien vil være engageret i det. På den måde er det måske mere en tys-tys sag hos de fleste unge i Danmark. Forældre og børn/unge har hver deres liv, og blander sig ikke i hinandens anliggender. I Danmark er det almindeligt at komme sammen, og herefter bo sammen i nogle år inden man gifter sig og får børn. Det vil nok være uhørt på Bali. Man vil gifte sig ret hurtigt og få børn.

Mange balinesere har heller ikke sex med hinanden før de er blevet gift, det ville anses for en synd. I dag er det hele imidlertid smuldret lidt, da turismen også har ført vestlig frigjorthed med sig. Men traditionen med først at gå i seng med hinanden på brudenatten eksistere stadig nogle steder. Det er ligeledes et levn fra den indiske hinduisme. Hvis et ungt par i Danmark f.eks. går ud og spiser, eller i biograf er det almindelig kutyme, at man betaler hver for sig.

På Bali gør man ikke den slags. Hvis man som Vesterlænding invitere en balineser ud, vil det være på sin plads, at man som “kapitalstærk” turist betaler. Balineserne vil aldrig gå ud at spise, da de ikke har råd til det. Modsat vil man blive vist den største imødekommenhed og gavmildhed, hvis man bliver inviteret som gæst i et balinesisk hjem.

Vil et forhold mellem en balineser og en dansker kunne fungere?
Spørgsmålet er meget svært at svare på. Det vil være meget individuelt. En balineser og en dansker har fuldstændig forskellige værdinormer og jeg tror, at man skal tænke sig meget grundigt om, før man indleder et forhold. For det første – hvilket er en vigtig faktor, vil der kunne opstå konflikter med hensyn til religion. Balineserne er meget bevidste om deres tro og gudeopfattelse, flertallet af danskere er døbt, konfirmeret og medlem af den danske folkekirke, men derudover ikke specielt troende.

Som dansker på Bali vil man i første omgang undres over, hvor megen tid og forberedelse der går med at skulle til ceremonier. Balineserne går i templet hver eneste aften og tit til langt ud på natten. Det ville være utænkeligt for de fleste danskere, at bruge ret meget mere end søndag formiddag på kirkegang. Normalt missionere buddhister og hinduer ikke, de respektere andre religioner meget højt, alligevel vil det være velset at man som dansker deltog i ceremonierne, ikke mindst pga. fællesskabet og det sociale aspekt.

Man vil skulle regne med at bruge en del tid på socialt samvær. Hvis man som dansker skulle bo på Bali, evt. være balinesisk gift, ville man skulle være indstillet på, at skulle skrue tempoet og effektiviteten væsentligt ned. Man tager tingene stille og roligt, og hviler meget i sig selv. For en Vesterlænding ville det næsten kunne tangere til kedsomhed. Danskere er vant til at være arbejdsomme, ambitiøse, effektive og initiativtagende. Tempoet i hverdagen vil en balineser og en dansker ikke have samme opfattelse af Endelig kunne man forestille sig et sammenstød mellem rig og forholdsvis fattig. En dansker er på det nærmeste millionær i Indonesien, pga. den høje inflation. Og en balineser vil højst sandsynlig være uden arbejde, pga. den høje arbejdsløshed på øen.

Kønsrollemønstret ville nok også kunne virke anstødeligt på en dansker. Med megen ligeberettigelse i Danmark, vil der også nemt kunne opstå konflikter omkring det. Kom en balineser til Danmark, vil det være et kulturchok af dimensioner. Alene klimaet ville være et chok. Dernæst vil vedkommende skulle lære sproget, deltage i kurser osv., måske være udsat for racisme og være væk fra sit hjemlands sociale netværk. Bare det at skulle gå fra et mere eller mindre bondesamfunds mentalitet til et topmoderne vestligt land, ville kunne vælte de fleste af pinden.

På mange måder tror jeg, at det vil være nemmere for en dansker at bo på Bali og tilpasse sig – end omvendt. Langt de fleste danskere rejser i større eller mindre grad, er vant til at skulle tilpasse sig, og har gode forudsætninger for et godt arbejde i Indonesien. Men der er selvfølgelig ikke nogen regel uden undtagelser. Der findes rent faktisk blandede ægteskaber der fungere optimalt, hvor begge parter har været i stand til at “mødes på halvvejen”. Det vil stille enorme krav til begge. Man vil skulle være i besiddelse af en utrolig god indlevelsesevne, villig til at ofre sig og acceptere hinandens forskelligheder. Der vil være en masse overvejelser at gøre, vil man kunne give slip på sit hjemland, sine forældre, familie og venner, og er kærligheden stor nok til at kunne klare alle de svære ting, som helt sikkert dukker op.

Nogen egentlig konklusion er umulig at komme med, det vil i høj grad være op til det enkelte individ, men den eneste måde er nok, at kaste sig ud i det, kæmpe for det og se om vingerne kan bære.

Overordnet konklusion
Som jeg skrev i min indledning, var mit formål med denne opgave, at beskrive overordnede forskelle og ligheder.

Det jeg helt tydeligt har fundet frem til er:

1. Forskelle i det sociale aspekt og
2. Ligheder mellem trends og kønsroller

Jeg har været speciel opmærksom på punktet kønsroller. Dette er en lidt svær problematik, og meget op til ens individuelle holdning. Nogle vil finde kønsrollerne gammeldags på Bali, med f.eks. pasning af børnene. Vi kan ikke komme udenom, at flere kvinder end mænd i Danmark går hjemme og passer børnene. Fra naturens side er der en symbiotisk binding mellem mor og barn, de fleste finder det mest naturligt, at kvinderne tager sig af børnene.

Grundlæggende er det det samme tankesæt der ligger bag kønsroller, nemlig en biologisk /naturlig forklaring. Kvinden har født børnene, og det er derfor mest naturlig, at hun tager sig af dem. Så måske er det i virkeligheden en lighed mellem Danmark og Bali, men det vil jeg lade være op til den enkelte. Jeg mener, at den vigtigst og helt overordnede forskel mellem danske og balinesiske unge er det reaktionsmønster de udviser ved forskellige udfordringer de møder gennem livet og hvilken problemløsning de benytter sig af. Konklusionen på denne opgave bringer endnu flere spørgsmål på bane, da jeg med vilje ikke har tillagt de to samfundsmodeller en sammenlignende kvalitativ betragtning.