På trods af at jeg gennem årene nærmest har nærstuderet kakerlakkers psyke og adfærd, så har jeg faktisk aldrig nogensinde fået taget nogle billeder af dem, så I må “nøjes” med denne smukke strand fra øen Tongatapu i Stillehavet – befolkningen her kan nemlig heller ikke sige sig fri for at lægge logi til disse forunderlige og hårdføre skabninger, der i tilfælde af en eventuel atomkrig stadig vil være at finde i højt humør efterfølgende. Kakerlakker kan nemlig overleve det meste – det har jeg selv måttet sande op til flere gange.

Lad mig lige slå det fast med det samme! Jeg mener ikke, at jeg er specielt sart eller sippet – i al beskedenhed forstås. Efter over 20 år som rejsende kan jeg se igennem fingre med det meste af det kryb, der render rundt ude i verden uden at bryde ud i et hysterisk rædselsskrig over en edderkop i hjørnet eller en mus i skabet. Kort sagt vil jeg betegne mig selv som rimelig hærdet, når det kommer til den slags.

Grundlæggende så tror jeg, det kommer sig af, at jeg er født og opvokset på landet, og som landmandsdatter kan man ikke rende og hyle op, hver gang katten kommer slæbende med en mus eller en selvdød muldvarpe. Hvis vi ude på landet skulle hænge oppe i lysekronerne over den slags bagateller, hver gang det sker, ja, så kunne vi ikke foretage os andet. Jeg blev også i en tidlig alder konfronteret med at grise blev slagtet, hønsene fik kappet hovedet af, og at man ikke kunne gå og være sentimental over sådanne hverdagssysler.

Endelig er jeg også vant til rigelige mængder af knapt så lækre ting gennem mit ekstrajob som social- og sundhedsassistent, hvor jeg ved siden af min journalisttjans arbejder som nattevagt i et vikarbureau ved Aarhus Sygehus. Ja, jeg skal naturligvis nok skåne læseren for detaljer, men det er jo ikke altid lige lutter lagkage at arbejde i sundhedssektoren. Alt i alt skal der efterhånden en hel del til at chokere mig, også ude i verden, når snakken falder på diverse mindre delikate skabninger, der bebor vores mangfoldige klode.

Selv sagt er jeg jo gennem årene løbet ind i alt lige fra slanger og gødningsbiller over lysegrønne slimede frøer og rotter til tusindben i kæmpeformat og myggesværme a la bibelske dimensioner. Jeg har også sovet med skrigorange edderkopper lige over hovedet på en gammel militærkaserne i den tunesiske del af Sahara. Men… for der er et men! Jeg har et svagt punkt.

Jeg har det rigtigt svært med kakerlakker. Meget kan jeg klare, men kakerlakker! – de har formået at bryde gennem mit ellers pænt effektive stålpanser, men lad mig fortælle et par anekdoter om disse vederstyggelige skabninger, der immervæk aldrig kommer til at nå langt op ad nuttethedsskalaen. En fluffy hundehvalp når alt andet lige en hel del længere op.

Kakerlakker – jordklodens udødelige
Første gang jeg oplevede kakerlakker var under min første rejse i Australien, hvor jeg som helt ung backpackede sammen med min daværende kæreste. Det vrimlede med de brune knasende biller i det varme og fugtige klima. De kort sagt pilede rundt om benene på os, og jeg kan huske, at jeg virkelig væmmedes ved synet af dem. De var på en eller anden måde bare helt ufattelig provokerende og kunne finde på at sidde og glo på én med deres lange ulækre følehorn, eller hvad de nu hedder sådan nogle dimser.

Da min kæreste en dag for alvor blev provokeret, kvaste han en med skoen, så den smattede totalt ud – kakerlakken altså. Trods den hårde medfart var den stadig halvt levende, men så skete der dét, at der i løbet af få minutter kom en hel hjord af mikrosmå grå insektlignende dyr, der begyndte at fortære krapylet. Naturens offentlige renovationssystem var kort sagt ganske effektiv i det tropehede Australien, men kakerlakken, ja, den gav først op, da den stort set var ædt.

Nu har jeg det med at gå sådan lidt analytisk og reflekterende til sagerne, og i de følgende år mødte jeg på min vej mange kakerlakker, og hver gang undres jeg over disse dyr. Ja, jeg begyndte ligefrem at nærstudere dem, for nok er de ualmindelig trælse og ulækre, men der er altså også noget ganske fascinerende over dem. De har simpelthen et gåpåmod af en anden verden. Om så du kører dem over med en damptromle, så er det lige før, at de bare kravler videre.

Det er især deres adfærd, der fascinerer mig. De er simpelthen så fandenivoldsk provokerende, nonchalante og næsten umenneskeligt hårdføre. Det overraskede mig faktisk en hel del, at den kakerlak, som min kæreste kvaste i Australien ikke bare pilede videre med ham på nakken. Det ville ikke havde undret mig det mindste.

Jeg prøvede i de følgende år alverdens ting for at blive af med kakerlakker på mine værelser osv. En gang forsøgte jeg ihærdigt at drukne en i et toilet på et hostel i Malaysia. Jeg må sige, at jeg godt nok iagttog den med en vis beundring. Selvom jeg pulsede vandmængder a la Victoria-vandfaldet lige i bærret på den, så svømmede den bare ovenpå af alle kræfter. Den var ganske enkelt umulig at skylle ud, og til sidst måtte jeg opgive mit mordforsøg. Den crawlede simpelthen til en OL-guldmedalje. Denne episode gjorde det klart for mig, at disse dyr på ingen måde kan betegnes som kvittere. De bliver ved til den bitre ende – hvis der da overhovedet findes en ende i deres optik.

Jeg har engang læst, at kakerlakker er så seje, at de kan overleve en atomkrig. Hvor vidt det passer ved jeg ikke, men det åbner jo unægtelig for ufattelige dimensioner. Forestil jer lige, at man efter flere måneder i en atombombesikret betonbunker åbner dækslet ud til verden, der ved første øjekast ligner en askehob i miles omkreds, men som ved nærmere eftersyn bebos af brune skarabælignende biller i hobetal ligesom i filmene ”Mumien” og ”Mumien vender tilbage” – ja, jeg lader lige billedet stå et øjeblik!

Skræmmende, ikk?

Nå, men jeg fandt altså, gennem mit intense studium af kakerlakker, ud af at de lever i varme, fugtige omgivelser og gerne mørke, og de er fuldstændig kolde overfor enhver form for trussel. Død ved drukning hjælper ikke, en atomkrig slår dem tilsyneladende heller ikke af pinden, og at man jokker ovenpå dem, dét kan de nødvendigvis heller ikke tage sig af. Hvad dælen gør man så?

Kakerlak-konfrontationer en masse
I grænsebyen Johor Bahru i Malaysia havde jeg en anden oplevelse med de brune overlevere, som jeg sent vil glemme. Jeg havde om aftenen lagt mig til at sove på mit hostelværelse, da jeg hen først på natten hører underlige lyde fra min seng. Det er en kasseseng selvfølgelig med madras lagt i træ-rammen og underlige skrabe- og hvislelyde lyder fra under madrassen.

Jeg er nysgerrig, ja, undrer mig en hel del, så resolut hiver jeg fat i lagen og madras af alle kræfter, og da det skarpe neonlys rammer ned i det støvede mørke, er det som at smide en håndgranat. Der befinder sig en hel kakerlak-rede. Der går fuldstændig panik i foretagendet. De piler ud til alle sider, og jeg skriger, som har jeg set et spøgelse – hvilket også er tæt på, at jeg har. Det er nok ligeså meget chokmomentet i oplevelsen, men det er altså knap så fedt at sove ovenpå en kakerlak-rede. Der skal i hvert fald et godt sovehjerte til, vil jeg vove at påstå. Et par sovepiller ville sikkert heller ikke være af vejen.

Se, nu sker der så noget. Receptionisten, som jeg hylende har klaget min nød til, kommer med en sprayflaske et eller andet, og den nu opløste rede får en ordentlig omgang, så hele familien vælter rundt i et virvar med alle fire hjul i vejret. Om de ligefrem dør, har jeg svært ved at vurdere i første hug, men de bliver da i hvert fald dysset ned, som havde de fået et skud stesolid. Jeg får ro, på trods af at jeg skal sove i noget, der minder om et lokale med en stank som et kemikalieudslip, men hellere dunsten af kakerlakgift på dåse end et midnatskakerlak-diskotek under min madras.

Arrrh, det kán altså lykkedes at få has på dem. Jeg som gik og troede, at kakerlakker simpelthen var udødelige og umulige at slå ihjel. Efter den oplevelse begyndte jeg seriøst at overveje, om jeg skulle anskaffe mig sådan en kakerlak-spray eller jeg simpelthen skulle true dem med min ElVital Ultrastrong hårspray, skråle ”FREEEEEZZZZZEEE,” rette dåsen lige i sylten på dem og stivne dem, hvis der blev mere vrøvl. Men mine skabsbuddhistiske tendenser satte en kæp i hjulet. Man slår ikke dyr ihjel. Det gør man bare ikke! Heller ikke selvom de er vildt ulækre, provokerende og bare generelt er SÅ klamme.

En anden gang, da jeg lå i en feberrus på et uhumsk baggårdshostel i backpackerhelvedet Khao San Road i Bangkok, skulle jeg få en oplevelse, der føjede endnu et kapitel til min forskning i kakerlakkers psyke og adfærd. Jeg var helt ude i tåger som følge af en maveinfektion og kunne ikke andet end ligge i en vandpyt af sved på min gennemsjoskede skumgummimadras og vente på, at min temperatur kom på den rigtige side af 40.

Om jeg har været så langt ude, at jeg begyndte at hallucinere, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald skulle jeg snart komme til at stifte bekendtskab med en ny variant af kakerlak-arten. En flyvende variant. Den landede med et hult smæld på det flade tag af det finmaskede skidengule myggenet, der allerede tilbage først i 60’erne snildt kunne have tålt en udskiftning.

Der sad den så og gloede olmt på mig. Vi nidstirrede hinanden på hver sin side af nettet, og der var ingen tvivl om, at den havde en ustyrlig lyst til at sætte tænderne i min feberhede hud. Det forestillede jeg mig i det mindste. Jeg faldt på ny hen i min slørede tilstand, og da jeg igen vågnede, havde den formentligt udset sig et andet og mere tilgængeligt offer. Om det var en kakerlak, skal jeg ikke kunne sige, men fløj – dét gjorde den i hvert fald og STOR – det var den tydeligvis også.

I diplomatisk sameksistens
Kakerlakkerne og jeg forsøger altså generelt at holde hinanden ud gennem årene, men den ultimative prøvelse finder sted på et egentligt ganske hæderligt hostel i hovedstaden Lomé i det lille fransktalende land Togo i Vestafrika. Mit værelse var faktisk rimeligt tilforladeligt med eget badeværelse, og helt indtil om aftenen gik det hele som fod i hose. Jeg havde været ude og kigge lidt på byen, og da jeg kommer tilbage til mit logi, finder jeg ud af, at der kun er et meget svagt lys i pæren på badeværelset, men Herregud, dét er da trods alt en mindre vigtig detalje.

Hvad jeg så dermed ikke kan se, er den gruppe af kakerlakker, der holder til på mit badeværelse. Lavmælt pludrende sidder de i en flok med medlemmer af varierende størrelse mellem toiletkummen og holderen til wc-børsten. I skæret fra min Maglite kan jeg i hvert fald vurdere så meget, at der højst sandsynligt er tale om en hel familie, lige fra ungerne og hustruen til det svære og helt igennem velnærede patriarkalske overhoved, der nærmer sig en længde på seks syv centimeter alle strittende følehorn, ben og øvrige antenner inklusiv.

Se, nu er gode råd jo dyre! Skal jeg torturere hele banden med hårspray, hente receptionisten eller hvad? Jeg beslutter mig for en mere human løsning. Hvis de nu passer sit, så passer jeg mit. Vi finder i fællesskab frem til dét, der kan betegnes som en diplomatisk mellemløsning, der går ud på, at hver gang jeg skal på toilettet, så tramper jeg i gulvet, så familien kan nå at komme på afstand. Herved undgår jeg, at skulle sidde på toilettet med fødderne i et kakerlak-kollektiv. Den løsning går de med på.

Jeg tramper løs. Kakerlakker kan nemlig ikke lide hårde vibrationer. De bryder sig ganske enkelt ikke om, at jeg kommer mosende som en anden tonstung Bukkebruse henover det brogede terrazzogulv, så de flytter sig pænt. Ja, pænt er måske så meget sagt, da flugten forgår i et virvar af ben, følehorn og kobberbrune rygskjolde, der vælter rundt oven i hinanden, men jeg får i hvert fald lov til at forrette min nødtørft i fred. Jeg kan også til nød få lov til at gå i bad uden nærgående protester.

Alle er sådan set glade. De får fred, og jeg får trænet min zenbuddhistiske ro og overbærenhed med andre levende skabninger, så det er for så vidt ren win win.

Vi finder altså ud af at sameksistere på en nogenlunde værdig måde – dog med den klausul, at de bliver på badeværelset og ikke begynder at fjante rundt som fnisende teenagepiger i min seng. Dér tror jeg nok, at filmen var knækket – det må jeg ærligt erkende. Der går min grænse. Hvis de først var begyndt at udøve diverse gymnastiske øvelser på mit lagen – så kunne jeg ikke svare for følgerne, men ellers kunne vi godt indgå et forlig til begge parters rimelige tilfredshed.

Så kære rejsende, rigtig god rejselyst derude og husk, at kakerlakker også er Guds skabninger, der har krav på respekt – også selvom de er dyr af den mindre flatterende og charmerende type. Men én ting må man altså give dem: Det er sandelig ikke alle og enhver, der kan overleve en atomkrig!

 

PS: Skulle du eventuelt have fået mod på at høre mere om mine oplevelser med diverse kryb ude i verden, så er jeg også leveringsdygtig i en ret tankevækkende historie om væggelus – den er såmænd også ganske underholdende :-)

Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen