Hvis den her beretning lige pludselig slutter på et underligt tidspunkt, så er det fordi der er strømafbrydelse. Jeg er ankommet til Copán Ruinas i går og er langt bagud med at skrive travellog.

Men forklaring følger.

Først lige lidt opdatering:
Sidste onsdag var jeg på en stille og rolig kajaktur på Lago Cacao dagen efter min vilde raftingtur. Jeg var sammen med Mark fra Canada, som jeg havde raftet med dagen før. Der skulle min. 2 personer til en kajaktur og Mark og jeg blev enige om, at det kunne vi da godt lige klare efter den vilde flodtur. Lago Cacao er en forholdsvis stor sø med tilhørende mangrovesump, med listige små kanaler ind i vildnisset, med tæt jungle og en masse lianer og sumpplanter at navigere ind imellem. Rigtig sjovt og en udfordring med en 2 – 3 meter lang kajak. Midt i det hele begyndte det selvfølgelig at styrtregne, så inden vi havde nået at tænke var vi gennemblødte endnu engang. Og vi havde endda ikke engang været i floden. Vi sejlede ind af en bred kanal, hvor vi så aber oppe i trætoppene. Vores guide kunne imitere aberne, så de fik lige en snak. De troede vist mest at han var en rivaliserende han, så det var jo med at føre sig frem. På et tidspunkt kom vi til et sted, hvor der lå et stort træ væltet over kanalen. Det var vist sket for forholdsvis kort tid siden, for de plejede at kunne sejle igennem på det sted. Det eneste sted vi kunne passerer, var i den ene side, hvor der var et ca. 40 cm højt “hul” ind under træt. Vores guide smøg sig igennem, og så var det min tur til sidst. Jeg fik mig med stort besvær smøget igennem, det var ikke nemt, men det gik. Over på den anden side blev kanalen mere snæver og svære at navigere igennem. Lianer, trærødder og alt muligt grønt plantevækst hængende ned over hovedet på en. Vi gjorde holdt et sted og smagte på nogle frugter, som aberne plejede at spise. En rund hård skal skulle bides over inden man kom ind til det søde frugtkød. Det var rigtigt hyggeligt at sidde der midt i sumpen i silende regnvejr, komplet gennemblødt og spise søde frugter.

På vejen tilbage gennem hullet under træt var jeg 10 cm fra at vælte i sumpen. Jeg kom på en eller anden måde til at sidde fast i hullet, min redningsvest sad fast og jeg lænede i en meget skarp vinkel over mod højre. Guiden råbte op, for han var lidt for langt væk til at kunne komme og gribe mig. Egentlig var jeg ok med at vælte i sumpen, jeg var alligevel gennemblødt, men jeg havde mit kamera viklet ind i min fleecetrøje mellem benene, og den måtte jo for Guds skyld ikke blive våd. Jeg lå nu i så skarp en vinkel at der kom vand ind i kajakken, men lige som det hele var ved at gå helt galt kom jeg igennem hullet og kom op igen. Jeg havde nok overlevet sumpen, men jeg tvivler på at mit kamera havde. Desuden var det nok et lidt trælst sted, vandet er kulsort af muddersump, og lige netop på dette sted var der ret dybt. Da jeg prøvede at måle med min pagaj hvor dybt det var – var der ingen bund. Desuden er disse sumpe halvbundløse af mudder, rådne blade og plantedele, så det havde da været en lidt træls tur i baljen. Men jeg havde jo bare taget en svømmetur og var blevet en erfaring rigere. Vand, mudder, vandfyldte grotter og floder kan efterhånden ikke overraske mig mere. Tror aldrig jeg har været på nogen rejse, hvor jeg har været så beskidt, mudderet og våd det meste af tiden. Føler mig ind imellem som rekrut i Fremmedlegionen!

Det generer mig ikke at ligne en mudderkamp, men mit kamera og ørige udstyr bliver jo nødt til at blive holdt tørt – koste hvad det vil. Det eneste vand der kan gøre mig rigtig bange er rasende floder og store bølger, alt andet er jeg ok med.

Efter nogle dage i La Ceiba valgte jeg at tage til den lille by længere øst på mod junglen, der hedder Trujillo. Jeg havde en eller anden teori om at det måtte være et lidt mere “vildt” sted, end at tage ud på turistøerne Roatan og Utila. Nu kommer det jo så an på hvordan man definere vildt! Trujillo er en lille bitte by ud til en bugt, med bjergrig jungle i baggrunden. Smukt sted, men byen er nu ikke det mest ophidsende jeg har oplevet. Det var “vildt” på den måde at ingen overhovedet talte engelsk. Så jeg havde bare at brokke noget spansk sammen, så det gjorde jeg så, når man er tvunget så kan man jo meget. Det går ganske fornuftigt med mit spansk, jeg er nok ved at komme dertil at et spanskkursus er meget tiltrængt, det ville i hvert fald gøre tingene nemmere og noget mere interessant – men mere om det senere!

Trujillo har et lille Fort, som jeg var inde at kigge på. Det ligger flot placeret ud mod havet og har en god samling af kanoner til at skyde kugler i hovedet på eventuelle fjender fra havet i sin tid. Og en flot udsigt over både havet og junglen bagved byen. Ellers lavede jeg ikke det helt vilde i Trujillo. Den første aften jeg var der, kom jeg gående, og så lå der pludselig “en død mand” på et gadehjørne. Det gjorde der for øvrigt også i byen vi passerede på vejen ud til Lago Cacao. “Time to die” (tid til at dø) – kaldte vores guide det. Folk har det med at drikke sig fra sans og samling og så bare falde om det første det bedste sted, lige meget hvor. Første gang jeg så en “død mand” var på gaden i Equadors hovedstad Quito. Han lå med hovedet oppe på kantstenen, og resten af kroppen ude på vejen. Han så ikke speciel død ud, men det anede mig at han moske var blevet ramt af en bil, da han havde en underlig farve i den ene side af hovedet. Folk lader dem bare ligge!

Hvis de bare er fulde er det selvfølgeligt forståeligt nok, men hvis manden i Quito ligefrem var blevet ramt af en bil, syntes jeg måske det bare ret hårdt bare at lade ham ligge. Men igen vores blødsødne vestlige holdning kommer man ikke langt med her. Man må klare sig selv i den her del af verden.

Efter et par dage i Trujillo tog jeg bussen tilbage vestpå. Jeg kom denne gang over broen uden besvær, den hvor der blev holdt demonstration sidste gang. Bussen mod San Pedro Sula satte mig af i den lille by Tela, der også ligger ved Det Caribiske Hav. Jeg skulle prøve at se om jeg kunne møde Kira og Lars fra De berejstes Klub, de var nede i Copán, og jeg regnede med ved logisk tænkning at vi måtte støde i hinanden på et tidspunkt, da de var på vej mod Roatan. Så jeg besluttede mig for at afvente tingene i Tela. Byen er også lille, men noget mere turistminded end Trujillo. Stranden er nu ikke noget særligt og byen egentligt heller ikke, men de havde noget som jeg manglede i den grad – hurtigt og pålideligt internet.

Jeg indlogerede mig på et yderst skummelt hotel, i samme kategori som mit myggehelvede i Mexico. Men denne gang gik jeg dog noget mere konsekvent og resolut til værks. Jeg gik om og købte myggespiraler og satte ild på, så myggene skvattede om i hobetal af den irriterende røg, så der var faktisk myggefrit da jeg skulle i seng om aftenen. Men billigt var værelset, 5 USD, godt nok heller ikke noget vand i hverken bruser eller vandhane, men en flaske vand til at børste tænder i og få den værste skidt jævnet gør jo underværker. Hotelmutter sagde til mig at jeg under ingen omstændigheder måtte gå med pas eller værdier på stranden, da der var bander af unge knægte der overfaldt en og tog ens penge. Men ok meget fint hun sagde det. Det med det hurtige internet kom mig rigtig meget til gode. Jeg havde nemlig stædigt sat mig for at ville lære at lægge billeder ind på travellog – lige meget om jeg så skulle bruge timer på det. Nu skulle det f… lykkedes. Jeg var ved at være godt træt af at være IT analfabet. Jeg havde fået lagt billeder over på to Cd’er i La Ceiba og nu skulle det afprøves. Jeg bøvler, bander og raser vildt i 2 stive timer, men til sidst lykkedes det mirakuløst. Problemet er bare at jeg knapt aner hvordan jeg gjorde det. Det lykkedes mig i første omgang at putte 5 billeder ind. Jeg er ved at gå over gevind af stolthed. Der er jo ikke nogen jeg kan spørge, de taler spansk alle sammen, og kan jo selvfølgelig ikke hjælpe mig ud af mit problem når travellog er på dansk. Så jeg er tvunget til selv at gå i gang. Men det er måske i virkeligheden den bedste læremester – at sætte sig ned og forsøge. For det lykkedes og jeg for det øvet masser af gange. Dagen efter for jeg lagt ind, så der ligger i alt 23 billeder – helt uden besvær. Men det kræver en god og hurtig computer uden diverse nykker, ellers dur det ikke!

Og en computer uden nykker, det er ikke altid det er lige til at få fat på, på disse kanter.

I mandags havde jeg bestemt mig for at tage videre til byen San Pedro Sula, da jeg får en mail fra Kira at de er på vej mod La Ceiba, og at hun ikke har kunnet skrive pga. strømafbrydelse i Copán.  Nu er gode råd dyre igen!

Men der er ikke så meget at gøre ved det. Så faktisk så krydser vi hinanden på nøjagtig samme dag, så det er rigtig ærgerligt, rigtig noget shit, og næsten hvad jeg vil kalde ret godt klaret! Helt vildt synd! Men der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Den slags sker jo. Jeg ankommer til San Pedro Sula, som er en halvstor by med 700.000 indbyggere, larm, bilos, menneskemængder og alt det andet som nu engang hører sig til i en stor by. Pizzahut, KFC, Mac Donalds og alt det sædvanlige. En mildest talt meget livlig og pulserende by. Jeg for fundet et værelse til 5 USD igen. Oppe på toppen af et hotel med fantastisk udsigt, men med nærmeste nabo som er et vaskeri og fyldt med vaskekoner og tørresnore. Det er sådan set ok, værelset er hverken værre eller bedre end hvad jeg plejer at bo i. Men det slår mig at døren med lethed kan brydes op med en hammer hvis nogen vil ind. Beslaget er intet værd, heller ikke selvom jeg bruger min egen hængelås. Den kan brydes op med en almindelig skuretrækker. Det er som sagt en stor by, og har som så mange andre store byer det der lidt blakkede ry, så jeg har det rigtig skidt med at lade mit pas og andre rejsedokumenter ligge på værelset.

Jeg har ellers opfundet mit eget personlige meget sindrige system for at undgå eller i hvert fald minimere problemer med tyve og ubudne gæster. Jeg rejser rundt med en lille sort pengekasse, som jeg købte i Kbh., inden jeg tog af sted. Det hele låses ned i pengekassen, den puttes i en sort nylonpose, vikles ind i en T-shirt, og hele herligheden gemmes i bunden af en cube jeg har til tøj. En slags nettaske til tøj, så det er nemmere at holde styr på tøjet i rygsækken. Jeg lægger et håndklæde over, så man ikke kan se den i rygsækken. Jeg har to sæt nøgler til pengekassen, det ene sæt er i min toilettaske og det andet sæt er i mit rejseapotek. På den måde går jeg aldrig rundt med originale dokumenter på mig ude i byen, kun et kopi af mit pas, hvis der skulle ske noget. Nogen siger godt nok at man altid skal have sit originale pas på sig, men det har jeg altså ikke nervesystem til i Latinamerika. Og slet ikke efter at jeg fik alt stjålet i La Paz i Bolivia tilbage i 2004. Pas, billet, Visa kort og det hele. Nor jeg ved hvor meget besvær det er at få et provisorisk pas, få penge overført med Western Union og alt det bøvl og besvær det giver generelt at stå på gaden i La Paz uden noget som helst, så rejser jeg gerne rundt med en lille sort pengekasse. Indtil nu har det virket fortrinligt. Jeg siger ikke at en pengekasse er 100 % sikkert, men jeg slipper i hvert fald for at blive overfaldet på gaden og at tyvene slipper væk med det hele. Bryder de ind på mit værelse, skal de være usædvanlige frække, kreative og snu hvis de skal finde min pengekasse og ikke mindst bryde den op. Det vil være besværligt for dem og lidt af et puslespil. Og ikke mindst tidskrævende.

Men jeg skal jo selvfølglig passe po ikke at miste nøglerne. Bliver de væk er jeg ude at svømme po det dybe vand, for jeg kan jo nok heller ikke bryde pengekassen op. Nå men jeg finder et supergodt hotel 5 minutter væk, og pigen på mit første hotel ligner en der er faldet ned fra månen da jeg efter ca. en halv time igen checker ud. Men det kan nu ikke hjælpe noget. Sikkerheden frem for alt! Jeg for et megastort værelse, det er en hel gymnastiksal, 5 x 7 m ca., og ganske overdrevet, men supergodt med TV og eget badeværelse. Og ikke mindst en ordentlig nøgle til døren og i et propert kvarter lige i centrum. Det virker noget mere sikkert.

San Pedro er en ok by, men som sagt meget larm og bilos. Jeg prøvede at finde et museum, men det var lukket og der var moske knapt så meget at se. Det blev til lidt kiggen på julepynt og de katolske krybbespil som man også ser til jul i det katolske Sydamerika. Et helt landskab med de vise mænd, engle, Jomfru Maria, Jesus i krybben osv. Det er altid vældig hyggeligt syntes jeg.

Jeg fik også bestilt en busbillet i tirsdags til Copán, hvor jeg så havnede i går efter en 3 – 4 timers køretur gennem et meget flot, grønt og bjergrigt landskab. Copán er stedet med Copán ruinen, som jeg skal ned og kigge på i morgen bliver det nok. Jeg er faldet vildt for Copán, sø lille by, virker ganske velholdt, men er jo også en turistby. Små bakkede brostensgader og en fin Plaza Central. Jeg har fået et godt hostel til billige penge, og alt er sådan set i skønneste orden. Vejret er højt solskin og jeg er nærmest lykkelig. Der går direkte bus til hovedstaden Tegucigalpa, som er min næste destination, når jeg har hængt her et stykke tid. Jeg kunne godt bruge lang tid her, her er måske ikke så meget at se udover ruinen, men her er hyggeligt og rart.

I går var jeg ved at få en vild ide. Det var lige ved at komme over mig med et spansk kursus. Der er to skoler her i Copán, og jeg opsøgte den ene. Kontordamen gav endda et rigtig godt tilbud på en uges undervisning – 20 timer, 4 timer om dagen, eneundervisning, intensiv med en lærer til 110 USD. Jeg er mere tæt på end nogensinde for at gøre det, men problemet er tiden. Jeg har været ved at se på min kalender, det kunne godt lige klemmes ind, men min plan er at være i Managua i Nicaragua d. 20 – 21. dec (i god tid til at finde mit juleaftens hostel og kirke til julegudstjenesten) – så det bliver noget presset, når jeg også skal nå at være i Tegucigalpa. Men jeg er mere tæt på et spanskkursus end jeg nogensinde har været. Havde jeg bare lidt mere tid havde jeg gjort det. Så det ærgrer mig en del. Ellers nuller jeg rundt her i Copán nu, hygger mig og skriver beretninger – når det ellers er til at komme på nettet. I går var her strømafbrydelse tre gange, hele byen var mørkelagt, stearinlys på værelset osv., så internettet er meget meget upålideligt her. Så hvis jeg ikke skriver så tit, så er det derfor.

Ellers er alt i skønneste orden!