Denne beretning kan læses i forbindelse med forrige tekst “Klippeblok på vejen i Colorado” da historien er fra samme rejse.

Da min bror og jeg havde været nogle dag i den lille by Durango i Colorado havde vi været ude og se områdets vigtigste turistattraktioner bl.a. Anasazi indianerbyen Mesa Verde, et utrolig flot område med gamle indianerhuse der blev forladt engang i fordums tid. Anasazi-indianerne var forløberne for Hopi-indianerne der vel er en af de mest intakte grupper af oprindelige folk i USA. Mesa Verde ligger i en kløft et par timers kørsel fra Durango med en smuk udsigt over Rockey Mountains – en fantastisk flot køretur gennem det mest storslåede natur. Vi besøgte også Wildcat Canyon, hvor man kører ind af en grusvej flere kilometer ind i kløften og til sidst ender ved en smuk sø med sneklædte bjergtinder omkring og små kildevæld med det klareste vand man kan drikke lige direkte fra kilden.

På dette tidspunkt i mit liv var jeg meget interesseret i heste og havde redet i mange år, så selvfølgelig skulle vi besøge de mange butikker med Westernudstyr. Jeg kunne slet ikke se mig mæt på de flot udsmykkede sadler, cowboystøvler og vævede sadelunderlag i klare farver. Havde det stået til mig var der nok røjet en Westernsadel med i kufferten hjem, men jeg havde stadig nogle uger i USA og vi skulle køre hele vejen til New York til en fødselsdag, så der blev rigeligt at bruge pengene på.

Men en dag var vi på vej ud til en butik med Westernudstyr der lå et stykke uden for byen. Lige pludselig blev det intet mindre end skybrud. Vejret kan blive ret ekstremt i disse bjergegne var jeg ved at finde ud af og denne dag var bestemt ingen undtagelse. Det regnede så voldsomt, at vinduesviskerne øjeblikkeligt gav op og regnen tæskede hårdt mod ruden. Vi kørte stille og roligt videre ud af landevejen da det også begyndte at lyne og tordne. Stadigvæk kørte vi videre, det var det mest smarte vi kunne gøre. At holde stille ville være risikabelt, for slet ikke at tale om at stoppe op i nærheden af et træ.

Himmel og jord stod simpelthen fuldstændig i et og pludselig lyder der et enormt drøn i bilen. Ikke bare en lyd, men hele bilen giver ligesom et brag, ligesom om vi er knaldet hårdt i noget. Vi bliver noget chokerede, men kører videre. Først da vi kommer hjem opdager vi, at den ene forlygte er slået i stykker og min bror siger, at han tror, at vi er blevet ramt af lynet eller også er lynet slået ned i vejen lige foran bilen mens vi kørte. Vi finder aldrig helt ud af hvad der egentligt skete, der skete os jo heller ingenting, men med det øredøvende brag det gav i bilen konkluderer vi, at det må havde været et lyn. Det var tæt på, meget tæt på! Og måskevar det lidt af et under, at der ikke skete mere end der gjorde. Det var sikkert meget heldigt, at vi sad i en bil på gummidæk, som plejer at aflede lyn.

Men en meget underlig oplevelse der midt på landevejen i Durango, senere skulle jeg dog komme til at opleve mere af USA’s vilde og ekstreme vejr. Da vi noget tid senere opholdt os i New Mexico hos nogle af min brors venner kom der pludselig en thunderstorm ind over. En halv time stod himmel og jord i et igen, så var det helt vindstille igen. Man kunne se uvejret ude i horisonten inden det gik løs med voldsom storm, regn, lyn og torden på en og sammen tid. Jeg forsøgte ihærdigt, at tage et billede af de utallige lyn men uden held. Til gengæld fik jeg en masse billeder af en lyserød, grålig gullig himmel – et drama i det helt store farveorgie. Hele sceneriet var vi vidne til ude på et fladt stykke badlands hvor huse er en by i Rusland. Mens det gik vildest for sig, tog vi nemlig chancen og kørte derud for at kiggede på uvejret. Der var simpelthen lyn ude i horisonten 360 grader rundt, et fantastisk skue og beviset på, at alting bare er større i Guds eget land, selv vejret er vildt og vanvittigt, bilerne er hele badekar og motorvejene 12 sporede når det går vildest til. Det var i den grad noget andet end søvndyssende Vestjylland!