De fleste forbinder sikkert det lille territorium Gibraltar med en kæmpemæssig hvid klippeknold, der danner indsejlingen til Middelhavet. Men den lille britiske besiddelse i Sydspanien er meget mere end det – for mig blev det et usædvanligt møde med en gammel Beatles-stjerne og ikke mindst minder fra min fars ungdom som sømand ”på de syv verdenshave”.

”Jamen din far har da sejlet gennem Gibraltarstrædet op til flere gange” kan min mor pludselig oplyse, da jeg har hende på mobilen, mens jeg befinder mig tænderklaprende i soveposen på et lille januarkoldt hostel i downtown Gibraltar. Jeg ved godt, at min far sejlede som ung, men at han forvildede sig gennem strædet mellem Europa og Afrika, er gået min snude forbi.

Til februar 2011 stod jeg for, at skulle starte på Journalisthøjskolen i Århus, og denne rejse var det sidste sus af frihed, inden jeg helt frivilligt skulle til at nedtone rejselivet de næste fire år. Studiet betyder færre rejser og eventyr, men målet er at springe ud som journalist og skrive sig gennem verden. En sidste rejse ville jeg dog på og første stop i det sydeuropæiske var Barcelona, 13 timer i tog til Malaga og herefter udforskning af Ceuta og det nordlige Marokko.

Jeg hopper på en lokalbus i Malaga på den morgenmørke station kl. 7 og aner ikke hvad jeg skal forvente, da vi senere kører gennem de bølgede bakker, der kendetegner det sydspanske. Godt nok har jeg læst om The Rock som stort set fylder hele Gibraltar, men jeg gør store øjne, da jeg begynder, at kunne ane en kæmpestor hvid, ensomt beliggende bjergknold langt ude i horisonten. Et noget surrealistisk syn i Middelhavets klare morgenlys. Hele landskabet består af grønne bakkedrag med sortbrogede køer og så lige midt i det hele forstyrres den harmoniske bondegårdsidyl af dette enorme stykke kalksten. Jeg bliver vågen i en vis fart!

Men det skal såmænd kun blive den første i rækken af små spøjse overraskelser. Fra busstationen i La Linea de la Conceptión, lusker jeg i retning af klippen, der nu ligger badet i solens stråler. Jeg følger strømmen af biler mod grænsekontrollen og lige på den anden side kommer så næste åbenbaring – lufthavnens landingsbane er simpelthen placeret lige tværs igennem territoriet. Et fuldkomment komisk syn! Tøvende vover jeg mig ud på den brede bane – forsigtigt – det er jo ikke til at vide, om man i næste nu bliver mejet ned at et fly. Men der er en livlig trafik af biler, cyklister og folk på morgenvandring med hund eller barnevogn. Jeg kommer helskindet over og beslutter mig for senere, at undersøge nærmere hvordan de håndterer flytrafikken.

Fra at have tydet vejskilte på spansk, er alt nu ved et trylleslag forvandlet til engelsk. Navne som Main Street og Prince Edwards Road går igen over alt. Og den snehvide klippe er nu næsten til at røre ved. Nøjagtigt som børnene i ”Heksen, løven og garderobeskabet” er jeg gået gennem et magisk trylleskab og bevæget mig ud i et helt andet univers.

Jeg har kun planlagt én nat i mit nye territorium, men kan allerede ved første øjekast se, at stedet vist kræver mere end en enkelt dags opmærksomhed.

Trangen til udlængsel ligger i generne
Men lad mig lige fortælle lidt om min far og øvrige familie. Han har nemlig været temmelig vigtig i udviklingen af min rejselyst. I min barndom fortalte han ofte om sine rejser til Casablanca. I et barnesind får eventyret hurtigt vinger og jeg forestillede mig et eksotisk eventyrrige på den anden side af jorden. Først senere fandt jeg ud af, at Casablanca ikke var så voldsomt langt væk, men på den tid var det langt hjemmefra, når man var fra Vestjylland. Marokko var noget ganske specielt tilbage i 50’erne. Min far aftjente sin værnepligt som marinesoldat på Holmen i København, og stod derefter til søs, som alle unge knægte med blæst i håret og saltvand i blodet gjorde dengang. I dag, når jeg stykker puslespillet sammen om min far, er det på ingen måde svært at se, hvor jeg har min udlængsel fra. Det spøjse er, at jeg har tre søskende og min bror har nøjagtigt det samme urolige blod som mig. Min ene søster derimod har aldrig ejet et pas.

Min fars eventyrlyst blev grundigt vedligeholdt, indtil han tog beslutningen om at gå i land, hvor han mødte min mor. De blev gift, da de var henholdsvis 19 og 24 år, og det betød at min far lagde rejseaktiviteten på hylden. Han blev landmand og fik aldrig siden chancen for at rejse. Til gengæld fulgte han ivrigt med i både min brors og min rejseaktivitet, indtil han døde i 1995 af kræft. Her lovede jeg mig selv, at jeg ville føre rejseblodet videre og rejste til Australien.

Episoder, som står meget klart i erindringen fra min barndom, var når min far luftede sine inderste tanker ved aftenkaffen. ”Skal vi ikke immigrerer til New Zealand eller købe en appelsinfarm i Portugal?” Jeg husker det tydeligt, for allerede i en alder af 6 – 7 år kunne jeg meddele ham, at jeg syntes det var en aldeles fremragende idé. Den spirende globetrotter viste sig i en tidlig alder. Selvom jeg intet anede om verden, syntes jeg, at det lød fantastisk og som et forfriskende indslag i vores røvkedelige landmandsliv langt ude på bøhlandet, så jeg var klar til at rejse før aftenkaffen var sunket. ”Hvornår skal vi af sted?” spurgte jeg ham og begyndte at pakke mit legetøj. Resten af familien gloede på mig, som om jeg var blevet splitterravende vanvittig. Og så de lod sig synke veltilpasse ned i sofaen for at følge med i Clausens og Meyers genvordigheder i ”Huset på Christianshavn”, som blev sendt i 70’erne, hvor jeg voksede op. Til min store ærgrelse købte min far selvfølgelig aldrig den appelsinfarm han drømte om.

Lev drømmene ud
Jeg har også altid vidst, at min mormors bror immigrerede til USA, og da jeg i 2010 kastede jeg mig over slægtsforskning, opsnusede jeg yderligere tre ungersvende, der prøvede lykken i det forjættede land. Derudover var min morfar langturschauffør efter anden verdenskrig, så det er også utallige historier, jeg har fået fortalt om ham. Der var igen ægte eventyrblod at spore, men her finder jeg også forklaringen på, hvorfor min mor på ingen måde følte trang til udforskning af verden. Hun var hverken til appelsinfarme eller landmandsliv down under af helt bestemte årsager. Som barn var blevet hun lovet en pony, hvis familien tog med til Venezuela. Men da min mormor hørte, at der i Sydamerika fandtes edderkopper så store som desserttallerkner, så blev forslaget øjeblikkeligt forkastet og hun forblev stædigt i Ringkøbing resten af sit 89 årige liv.

Jeg kan godt lide den initiativrigdom og eventyrtrang der har kendetegnet mændene i min familie – tænk hvor jeg ikke kunne være endt henne! Men som oftest blev det kun ved snakken, så netop derfor tog jeg sagen i egen hånd. Jeg ville ikke nøjes med at snakke om eksotiske steder – jeg ville selv opleve dem.

Det er præcis de tanker jeg har i hovedet, da jeg står og ser ud over Gibraltarstrædet fra det absolut sydligste punkt i Gibraltar – Europa Point med sit smukke rød-hvide fyrtårn. Det er denne vindomsuste januareftermiddag i 2011, og hele horisonten ligger åben med udsigt til den nordafrikanske kyst og nok de første 10 – 15 store containerskibe, der venter på at sejle ind til Algacerias. Jeg lader tankerne fare 60 år tilbage i tiden, til begyndelsen af 1950’erne og forestiller mig min far ombord på et af fragtskibene. Dengang hvor ØK var på sit højeste og der stadig blev opdaget nye steder på verdenskortet. Var min far ikke gået i land og giftet sig med min mor, så var han måske endt på en Stillehavsø med en Tahitipige med Hawaiiblomst bag øret dagdrømmer jeg. Sommetider er det svært, at forstå folks valg her i livet, men noget må have trukket ham hjem til fædrelandet.

Jeg blinker et par tårer væk, men føler mig stolt over, at have haft mulighed for, at gå i hans fodspor. Og jeg kan i hvert fald være taknemmelig for, at have været så privilegeret, at kunne rejse alt det jeg har drømt om. Jeg sender ham en tanke og minder mig selv om, at man skal leve sine drømme ud mens man kan. For en dag er det for sent – som for min far – der blev 62 år og bestemt ikke var færdig med at opdage verden.

Et lille velbeslået stykke England
Slentre man rundt i Gibraltar, er det nøjagtigt, som at befinde sig i en by i England. Snart falder blikket på en pub med reklamer for skotsk maltwhiskey, næste skilt lokker med english breakfast og om hjørnet kan du mæske dig i Fish n’ chips. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man ligeså godt være landet et sted i Storbritannien med Union Jack vejrende over hovedet, Bobbyer på gaden, røde telefonbokse og ikke i eksotiske Sydspanien. Den eneste helt iøjnefaldende forskel på England og Gibraltar er klippen, som til gengæld heller ikke på noget tidspunkt undgår ens øje. Den charmerende lilleputstat er ikke mere end 5,5 kvadratkilometer. Og stiger man på en bybus ved grænsen og til territoriets sydligste punkt er der gået 15 minutter – så det siger lidt om størrelsen på Europas sidste koloni. Stor er den ikke, men sprængfyldt med pudsigheder, som f.eks. den enorme klippe. Den er både overdådig og imponerende, som den hæver sig op med sine 425 meter over det omkringliggende landskab.

Gibraltar har været britisk i næsten 300 år og de knap 30.000 indbyggere, forsvarer indædt deres lille sydlige plet. Spanien betragter nemlig Gibraltar som et spansk område, der er under britisk besættelse.

En af Gibraltars største attraktioner er Macaques-aberne, der bebor klippen. I dag findes der små 200 tilbage af dem, og historien går på, at maurerne indførte dem som kæledyr. En mere geologisk forklaring er, at Europa engang har været landfast med Afrika og derved er aberne kommet til det europæiske kontinent. Den nemmeste måde, at se aberne på, er at tage svævebanen op til klippetoppen. Jeg fik et lille glimt af de frække aber, der pilede rundt, men man skal være mere end almindelig hurtig, hvis man skal nå at fotografere dem. Udsigten fra klippen er intet mindre end betagende, på en klar dag kan man virkelig se langt, men overvej det lige, hvis du er højdeskræk. Jeg nåede op på klippen, men må erkende, at en stejl svævebanetur og mere eller mindre lodrette klippesider sætter ens frygt for højder på en alvorlig prøve. Jeg er bare ikke god til højder!

Man skal ikke være ret lang tid i Gibraltar, før man fornemmer at de er ”godt ved muffen”, som vi vil sige i Jylland. Et hurtigt kig ned gennem Main Street afslører et pænt udvalg af jewellerbutikker. Sjældent har jeg set så mange ædelstene samlet på et sted. Med næsen trykket flad mod samtlige butiksruder, får jeg rigeligt styret mine diva-tendenser og set mig mæt på himmelblå safirer og blodrøde rubiner. Gibraltar er frihandelsområde på linje med Andorra og Monaco, så det vrimler med købelystne turister, især briter, men også tørklædeklædte muslimske kvinder går omkring og studere tilbuddene. Ingen tvivl om, at det lille klippeterritorium er et yndet shopping – og investeringsområde, ja selv vores egen Jyske Bank er repræsenteret på Main Street.

Men jeg har nu helt andre planer og har sat mig for, at finde ud af hvordan lufthavnspersonalet klarede skærerne, når et fly skal lande. Startbanen går jo så at sige lige gennem ”landet”, så gad vide hvordan de bærer sig ad med at styre det? Ved ledvogterhuset falder jeg i snak med en kvindelig betjent, der fortæller, at Gibraltar har omkring fem landinger om dagen, fortrinsvis British Airways fra London og Manchester. Og ganske som ved en jernbaneovergang, slår bommene ned, bilkøer venter, og snart kommer flyet brølende ned af landingsbanen. Når det hele er overstået, ja så fortsættes trafikken ufortrødent tværs over den brede asfalterede bane. Helt igennem et spøjst foretagende og absolut det eneste sted i verden, jeg har set den anordning.

Celebrity-bryllup med klippekulisse
Den hvide kalkstensklippe har haft en tiltrækning på alverdens mennesker gennem tiderne. Selv når jeg næsten hele vejen rundt om hele klippen med lokalbusser og får den studeret fra alle tænkelige vinkler og i forskellige perioder på dagen. Den er absolut smukkest og allermest magisk i den bløde gyldne eftermiddagssol, hvor den mest af alt minder om noget fra en eventyrfilm. Her ligger den hen i et romantisk lys og romantik er da også lige, hvad Gibraltar åbenbart er topleverandør af.

For i en lille bitte butik langt nede af Main Street, får jeg øje på noget meget interessant i udstillingsvinduet. Jeg er på vej ned til et fæstningsanlæg, da jeg tilfældigt går forbi den lille fotoforretning. Indehaveren har lavet den mest kunstfærdige udstilling af sine mange billeder i vinduet, og jeg står længe og beundrede hans meget udtryksfulde fotos. Aldrende gullige fotografier fra svundne tider i den lille stat, billeder af hovedgaden fra 1900 tallet og ikke mindst gengivelser af klippen fra utallige vinkler. Men noget fanger mit blik.

Et pas partout billede af selveste John Lennon og Yoko Ono, fotograferet foran klippen. Han i hvid habit, hun i yndig lys kjole og stor hat – unge, uskyldigt smilende og åbenbart nygifte. Billedet indeholder nemlig også en kopi af deres vielsesattest, udstedt i Gibraltar d. 20. marts 1969. Jeg anede ikke, at de to var blevet gift der – den historie skal forfølges! Jeg husker ikke den dag John Lennon blev skudt i 1980 foran Dakota-building i New York, men i 2010 var det jo som bekendt 30 år siden han døde. Som barn i 70’erne er jeg vokset op med The Beatles, og jeg holder stadig meget af John Lennons følelsesladede tekster, så det er ganske rørende, at opdage at det unge celebrity-par er blevet viet i Gibraltar.

Senere får jeg en rigtig god snak med butikkens indehaver Luis, en ældre gråsprængt herre med hang til gode historier og let til smil. Vi snakker og griner i lang tid, og han fortæller, at de to sorthvide billeder af parret, er taget af en af hans bekendte tilbage i ’69, hvor beskeden arbejdede i Gibraltars Royal Air Force. Rygtet går da i lufthavnen, at parret vil flyve ind fra Amsterdam i privatfly, for at blive gift på Rådhuset i den indre by. De vil kun være der et par timer, før de igen vil flyve tilbage til Holland. Luis’ bekendt møder parret i lufthavnen, hvor de bliver foreviget foran klippen, og han får også lov til, at tage et par billeder af dem, til minde om oplevelsen. Herefter gemmer han fotografierne i mange år, indtil en dag han og Luis kommer til at tale om dem.

Luis der nu har været professionel fotograf i mange år, lover at scanne billederne ind, så de kan bruges til salg. Han vælger, at indscanne negativerne og resultatet bliver ganske hæderligt. Efter en lang og rigtig interessant snak, ender jeg med, at købe billedet med de to fotografier og kopien af parrets vielsesattest – en rigtig sød og sjov souvenir til minde om, en helt unik sangstjerne og hans bryllup på et af verdens lidt mere specielle lokaliteter. Så for mig blev mit tiende territorium mødet med nye interessante indsigter og oplevelser, og endelig større samling på mine familiepuslespilsbrikker.

De Berejstes Klubs medlemsblad Globen