Der skete mange sjove ting mens jeg arbejdede på safarilodgen i Sydafrika, men en af de rigtig mindeværdige var dengang jeg fik min debut på skydebanen. Vi havde ofte gæster fra Danmark som kom for, enten at gå på almindelig jagt eller storvildtjagt, og selvom jeg grundlæggende ikke bryder mig om, at man skyder dyr, kunne jeg ikke helt sige mig fri fra at syntes det var lidt spændende. Især det med at skyde og forsøge at ramme. Jeg gjorde ret tidligt op med mig selv, at hvis jeg først havde en smuk lysebrun Impala på kornet, så ville jeg ikke kunne nænne at skyde den. Så selve det at skyde dyr overlod jeg til jægerne. Men jeg kunne sagtens se det fede i oplevelsen at gå rundt i den storslåede afrikanske natur.

En af tilbuddene til ikke jægere var, at komme på skydebanen nogle timer en bestemt formiddag i ugen med en skydeinstruktør og så prøve sine færdigheder med en jagtriffel. Og nysgerrig som jeg var troppede jeg op til denne oplevelse. Også for, at havde prøvet det, så jeg kunne forklare vore gæster om det på det obligatoriske intromøde som vi afholdt om eftermiddagen som de var ankommet fra Danmark til lodgen om formiddagen.

Vores skydeinstruktør kom fra nabolodgen og var storvildtjæger. Stor og bredskuldret og iført khakifarvet safaritøj gik han i gang med at forklare om skydevåbnet. Det var en stegende hed formiddag og luften stod næsten stille på den primitive skydebane der var anlagt ude i bushen. For at gøre det nemt for os begyndere, skulle vi sidde ned ved et bord med riflen anbragt på sandsække foran os, for bare at have en fornuftig chance for at kunne ramme skydeskiven. Vi blev udstyret med ørepropper og sikkerhedsbriller og fik vist hvordan man skulle lade riflen og putte partoner i.

Det var sjov og spændende og en helt ny verden for mig og jeg gik i gang med vældig gå på mod. Og det viste sig at faktisk var jeg slet ikke var helt dum til det. Jeg tror, at længden på bane var omkring 20 – 30 meter og da jeg efter nogle skud var nede og se på papiret som var sat på skydeskiven kunne jeg konstatere, at jeg havde ramt ganske pænt.

Når man aldrig har haft et gevær i hænderne har man slet ingen føling med hvor hårdt den skyder eller hvor stort et brag der lyder. Det var nok det jeg var mest spændt på, og dybt koncentreret som jeg var stirrede jeg stift på målet gennem sigtet, med det resultat at jeg da jeg skød af fik geværet lige i panden. De grinede senere vildt af mig hjemme på lodgen og hilste mig velkommen i “The halfmoon club” – halvmåneklubben – da man jo får et ordentligt dap i panden af kanten på geværets sigte. Men som vores assistant manager sagde med et smil  – “det har vi alle prøvet”. Så jeg rendte rundt i et par dage med en halvmåne i panden – og var faktisk blevet medlem af en ganske fornem klub.

Jeg var ganske godt tilfreds med min debut som skytte og faktisk noget overrasket over, at jeg havde ramt så godt. Jeg havde troet, at det var rigtig svært. Men selvfølgelig er det også gjort nemt når man sidder ned og lagt geværet på sandsække. Skulle jeg nu virkelig begå mig ude i naturen og skyde et dyr, så er jeg helt overbevist om, at sagen ville være en helt anden. Men sjovt og spændende var det og det gav rigtig god selvtillid – noget jeg i høj grad fik brug  for senere.

Nogle uger efter min debut på skydebanen fik vi nemlig besøg fra Danmark af en fotograf som skulle tage billeder rundt på lodgen og på de forskellige ture til rejsebureauets nye katalog. Det var rigtig spændende, at følge ham rundt og se hvad han tog billeder af, den specielle lysopsætning og så var han en flink fyr at snakke med. En dag da jeg havde fri havde han fået arrangeret en udflugt over til en anden danskejet lodge. Her havde man heste og ridning i bushen på programmet og konen havde bedt om hjælp til, at udvælge en pistol, som hun ville have med når hun og en gruppe gæster var på ridetur i den tætte afrikanske bush. Hun følte sig ikke helt tryg uden et våben, man ved jo aldrig hvad der kan dukke op af vilde dyr. Så hun ville gerne kunne affyre et advarselsskud og skræmme dyret væk.

Fotografen spurgte om jeg ville med og det var jeg jo helt syg efter siden jeg havde været på skydebanen. Jeg havde fundet det både spændende og interessant og ville gerne lære mere. Denne gang havde de fået hyret to skydeinstruktører og skydebanen lå et andet sted. De startede med, at sætte orange markeringskegler op omkring banen og herefter var det tid at se på udvalget af pistoler. Det tætteste jeg nogensinde har været på pistoler er vist i Westernfilm med navnkundige John Wayne og hans kompaner, så jeg så beundrende til, mens instruktørerne  forklarede om de forskellige våben.

Så var det ellers igang med at afprøve våbenarsenalet. Vi prøvede alle sammen og morede os kosteligt, det blev til rigtig megen grin og fjanten. Jeg erfarede dog hurtigt hvor svært det var at holde og styre en selv lille let pistol ude i strakt hånd. Jeg følte slet ikke, at jeg havde noget som helst kontrol over den og skød forbi skydeskiven adskillige gange. Endelig kom vi til den absolutte finale! Instruktørerne havde taget en tung ægte Magnum 44 pistol med. Det gav virkelig associationer til hele udvalget af slyngler som Sundance Kid, Billy The Kid og hvad de nu ellers hedder i de gamle Cowboyfilm. En Magnum 44 er faktisk et utroligt flot våben, et meget klassisk udført stykke håndværk og en rigtig seksløber. Den ligger på bordet og da jeg tager ved den kan jeg knapt løfte den, så tung er den, den er virkelig massiv og jeg er slet ikke i tvivl om hvor meget blæs der vil være i sådan et våben. Det er helt igennem et herrevåben og jeg kan godt være i tvivl om om jeg overhovedet vil kunne holde den, når den bliver skudt af.

Jeg må indrømme, at jeg absolut ikke var stolt af situationen, men på den anden side, hvornår ville jeg ellers nogensinde i mit liv få lejlighed til at skyde med Magnum 44 – aldrig!! Så det var simpelthen nu eller aldrig. Nu skulle den virkelig hårde og rå eventyrer findes frem. Stadigvæk havde jeg ikke helt nogen fornemmelse hvor hårdt sådan en pistol slår, så lidt for sjovt fik jeg en af instruktørerne til at stå bagved med og gribe mig hvis jeg skulle falde bagover. Det var ment lidt i sjov – men slet ikke helt dumt vurderet. Vi grinede vildt, men det viste sig, at det var godt at der stod en bag ved mig.

Jeg tog den tunge pistol i hænderne, metallet føltes koldt og massivt og jeg koncentrerede mig som jeg aldrig i mit liv har gjort før. Man er helt i sin egen verden i de få sekunder og adskillige gange nåede jeg også at tænke om jeg overhovedet turde. Det var lidt som at stå på 10 meter vippen og ikke vide om man tør springe eller ej.

Så trykkede jeg af og den gik simpelthen af med et brag og en kraft så stærk, at jeg tror jeg var røjet flere meter bagud, hvis skydeintruktøreren ikke havde grebet mig. Det føltes fuldstændig vildt, selvfølgelig fordi jeg aldrig havde prøvet det før og ikke vidste hvad jeg gik ind til. Men der er i den grad blæs på en Magnum 44 og jeg var helt chokeret bagefter, men heller ikke “til at skyde igennem” – det var den sejeste oplevelse. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg skulle komme til at prøve den slags, så det var det vildeste. Og at det nok ikke lige helt er en pige-pistol fik jeg da ihvertfald bekræftet. Det er helt igennem et machovåben, men som sagt en ufattelig flot pistol med en meget klassisk historie – fra dengang der virkelig fandtes mandfolk, hvor Whiskyen flød, og man plaffede slyngler ned ude på prærien og røvede diligencer.

Så ganske afgjort et af de fedeste oplevelser jeg havde i Sydafrika. Jeg har ikke skudt siden og kommer formentlig heller aldrig til det, egentlig så synes jeg ikke at man skal gå rundt og skyde dyr og skyde løs på hinanden. Et våben er jo i bund og grund symbolet på megen død og ødelæggelse, krige, tragedier og andet af samme skuffe, men det var utroligt sjovt og spændende at prøve. Man får ihvertfald en sund respekt for den slags isenkram.