Første gang jeg skulle spise malariapiller på en rejse var i 1998 i Thailand. Dengang skulle man have to forskellige slags malariapiller for at være dækket ind, Paludrine og Klorakinfosfat. Den ene slags skulle man tage to piller af hver dag og den anden en pille om ugen. Og man køber jo naivt disse præparater, fordi man ikke ved bedre, ikke har prøvet det før og stoler på læger og alle andre der har erfaring med den slags. Og ingen tvivl om, at malaria er alvorligt, sygdommen dræber jo flere millioner mennesker om året på verdensplan, så selvfølgelig skal man beskytte sig, det ville være dumt andet. Men når man vejer op hvilke bivirkninger man kan få, så begynder man lige at tænke på et valg mellem pest eller kolera.
Jeg havde som sagt aldrig indtaget malariapiller før og anede derfor ikke hvordan jeg ville få det. Faktisk så havde jeg slet ikke tænkt på det som et problem, så jeg gik jo bare i gang med at tage dem på den måde jeg nu havde fået at vide af lægen. Alting bliver helt sikkert dobbelt så træls når man så er ude på rejsen i 35 graderes varme, slæber på tung rygsæk, man får måske ikke altid helt god og ren mad og ens immunforsvar er nok også lidt svagere end den er derhjemme. Groft sagt kan man jo sige, at rejser jo i bund og grund er temmelig stressende for ens krop og psyke. Man er i et andet land, skal hele tiden passe på sigselv og sine ting, være på forkant med alt muligt og er nok grundlæggende ikke så afslappet som man er derhjemme. Så måske er man et lidt let offer mht. sygdomme og dårligdomme.
Jeg kan huske, at jeg begyndte at tage mine malariapiller oppe i Nordthailand, der var dengang nemlig et område over mod grænsen til Burma, hvor der var konstateret malariaudbrud, så jeg turde jo ikke andet end at tage dem. At jeg så senere skulle finde ud af at medicinen nærmest var det rene gift for mig, vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.
Efter nogle dage begyndte jeg, at få det fysisk skidt med kvalme og opkastninger og noget maveonde. Feber i 35 graderes varme er bare ikke fedt, så jeg lå ned det meste af tiden. Jeg kunne ikke helt bedømme om det var noget maveinfektion fra maden eller hvad det var. Men rimeligt hurtigt gik det op for mig at det var malariamedicinen jeg fik det skidt af. Så snart jeg holdt op med at tage det fik jeg det bedre. Jeg holdt en pause med pillerne en dags tid og havde det fint igen Men det nagede mig en hel del at jeg ikke tog medicinen. Jeg var simpelthen så bange for at få malaria, men på den anden side fik jeg det skidt hver gang jeg havde indtaget pillerne. I dag med mange års rejseerfaring ville jeg ikke havde været det mindste i tvivl, om at jeg skulle stoppe med at spise medicinen og så bare beskytte mig mod myg med myggebalsam og myggenet, men dengang vidste jeg slet ikke alle disse ting. Så jeg var sikker på, at jeg fik malaria bare der var en myg der så på mig.
Jeg skulle med toget tilbage til Bangkok, og havde været med et nattog, så jeg ankom til hovedstaden om morgenen. Jeg havde nu ikke spist pillerne i et døgn og var faktisk rigtig bange for at blive syg. På et tidspunkt havde jeg tænkt på, at det nok var fordi jeg havde taget pillerne på tom mave (det har min mave altid protesteret vildt over), men jeg havde ikke lige haft noget mad ved hånden, så pillerne var røget ned med lidt vand, og straks havde jeg tilbragt tiden på toilettet. Men logisk som jeg nu tænkte, regnede jeg med at hvis jeg nu spiste en god portion mad til pillerne, så skulle det nok gå.
Tilbage i Bangkok på min skumle baggårdshostel spiste jeg en masse brød og tog så en beslutning som i den grad skulle få vide konsekvenser. JEG GØR DET ALDRIG MERE!!!!! Jeg manglede jo gårsdagens ration af piller og så tænkte jeg, at hvis jeg nu tog de to piller fra i går og to piller fra idag, så ville regnskabet passe igen og jeg behøvede ikke at være bange for at få malaria!!! Nu kan man jo selvfølgelig diskuterer alt muligt, såsom hvorfor jeg ikke havde læst indlægssedlen i pakken, at jeg burde vide bedre som sundhedspersonale osv osv! Men fakta er, at sommetider så må vi små naive mennesker bare have tingene på den hårde måde – OG DET FIK JEG SÅ!!
Der gik ret nøjagtigt under en halv time får jeg følte at jeg var døden nær! Jeg havde vildt kvalme, nogle mavesmerter så stærke at jeg nærmest aldrig har prøvet noget lignende og rasende ondt i mine nyrer. Det føltes som om hele min krop var ved at eksplodere. Jeg lå bare fuldstændig sammenkrøbet på mit skidne værelse med kakkelakkerne ræsende rundt og nogle mavesmerter så vilde at jeg troede jeg skulle dø. Jeg var svimmel, svedte, havde mavekramper og var knapt klar i hovedet. Jeg var fuldstændig sikker på, at hvis jeg gav efter for søvnen så ville jeg ikke vågne op igen. Jeg var virkelig bange i min elendige tilstand. I mine tåger kunne jeg dog godt fatte så meget, at jeg skulle finde en læge. Og hvor finder man lige sådan en i Bangkoks rasende menneskemasser.
Jeg humpede mig ud til en pige i receptionen og fik hvisket til hende, at jeg altså skulle bruge en læge NU! Hun kunne godt se på mig, at jeg var sekunder fra at falde om, sådan føltes det ihvertfald. Hun fik ringet til en klinik og jeg svimlede ud på gaden. For de der kender til Bangkok kan jeg fortælle at jeg boede på Khaosan Road – backpackergaden i Thailands hovedstad, og det er lidt af et galehus. Trafikken er fæl, forureningen endnu værre og så er her proppet med backpackere fra hele verden. Et skægt og spændende sted normalt hvor hele verden mødes, men i min tilstand et hippiekaos af psykedeliske farver og larm. Jeg havde bare lyst til at brække hele min mave op af halsen og falde død om.
Tuk -Tuk chaufføren hamrede igennem trafikkaosset og jeg måtte holde fast for ikke at dratte ud eller brække mig. Han kørte mig til et hospital i centrum. Jeg kom ind i en ventesal spækket med mennesker, blev registreret og satte mig ned på en hård træstol med så ondt i maven, at jeg sad helt foroverbøjet og kæmpede med tårerne. Nu kom den næste skrækbølge. Hvad hvis de nu ville udpumpe mig! Hvis de ville bedøve mig, og jeg ikke vågnede op igen. Det hele blev sikkert forstærket pga. mine stærke smerter og min meget uklare hjerne, mine skrigende nyrer osv. Men jeg var helt panikslagen over hvis de nu ville sende mig til udpumpning. Jeg var fuldstændig overbevidst om, at det var det de ville gøre ved mig. Stikke tykke slanger ned i halsen på mig osv. Det hele gjorde det jo selvfølgelig heller ikke bedre at jeg alene. Jeg fik også vågne mareridt om, at de bare sendte mig hjem på mit hostel og lod mig død i en skiden baggård. Kort sagt det hele kørte helt op i skyerne for mig af skræk. Hele mit liv passerede gennem hovedet på mig og jeg begyndte at forestille mig, hvordan de ville finde mig død på mit værelse.
Der gik nok en times tid i denne tilstand, da en sygehjælper kaldte mig ind i lægens konsultation. Hun målte mit blodtryk og så i det hele taget ganske flink ud. Så kom den kvindelige læge ind og meget lettet blev jeg, da jeg opdagede at hun faktisk var det sødeste og blideste menneske. Jeg fik hvisket frem gennem slørede øjne, at jeg havde taget en overdosis malariapiller og at jeg helt igennem godt kunne se, at det ikke var det mest smarte jeg havde gjort i mit liv. Så kiggede hun blidt på mig, og sagde at jeg ikke skulle tage flere af de piller. Nej der var ganske enkelt noget vi kunne bliver helt enige om! Hun gjorde tegn til at det var det og at jeg godt kunne gå igen. “Jamen hvad med mine mavesmerter nærmest græd jeg tryglende!” Jeg havde simpelthen så ondt, at jeg havde været villig til hvad som helst! Ok ok så skrev hun en recept på noget smertestillende og puffede mig ud. Jeg ville havde begået indbrud for noget smertestillende.
På vejen hjem fik jeg så med megen besvær hentet medicinen og en flaske dejligt iskoldt vand. Men nu er der det ved syge maver, at de får et chok, når de pludselig skal kapere iskoldt vand. Så jeg brækkede mig med eksplosionsagtig hastighed. Der var virkelig kontant afregning. Jeg brækkede mig som en brandslange ned i en beskidt spand jeg fandt ude i baggården på mit hostel og væltede ind på mit værelse og lagde mig på den uhumske skumgummimadras der var klam af sved og med en tyndslidt hullet lagen over. Min krop skreg og mine vågne mareridt om, at jeg ville dø hvis jeg lagde mig til at sove fortsatte. Mine forestillinger om at jeg ville dø på det skidne hostel tog så meget overhånd at jeg vaklede ud og satte mig udenfor. Her tog jeg fat i den første den bedste backpacker jeg kunne finde. Jeg skulle simpelthen havde en til at holde øje med mig, så meget kunne jeg dog fatte.
Sean var fra Californien og påtog sig vældig ansvarligt jobbet som sygepasser. Han kunne godt se, at jeg følte mig som døden nær og kiggede til mig flere gange i løbet af eftermiddagen. Til sidst kom han og sagde, at nu var han nødt til at forlade mig, da han skulle ud i lufthavnen og nå et fly til Phuket. På det tidspunkt var jeg ved at komme en lille smule op til overfladen. Mine tanker var blevet nogenlunde rolige igen, min mave smertede knapt så meget og jeg begyndte at tro på at jeg ville overleve. Sean havde også forsøgt sit bedste og prøvet på at overbevise mig om, at hvis de havde skønnet på hospitalet, at jeg virkelig var så syg, så havde de beholdt mig. Jo det var jo nok rigtigt nok. De havde jo hverken sendt mig til udpumpning eller indlagt mig, så et eller andet sted var det måske ikke helt så alvorligt, som mit forvirrede hoved havde gjort det til.
Men jeg havde i den grad fået en forskrækkelse, jeg skulle aldrig mere i mit liv tage dobbeltdosis af noget som helst og det værste var, at det jo var gjort i den bedste mening. Men det gav bagslag!
Hen på aftenen var jeg rimeligt ok igen og gik hen til et telefonbureau og snakkede lidt med min storebror som også har rejst meget. Vi blev hurtigt enige om, at det nok måtte være muligt at rejse nogle steder på resten af turen, hvor der ikke var malariafare. Og sådan blev det og jeg havde ikke flere problemer med malariapiller på denne rejse og heller ikke nogen mén. Men på senere rejser fik jeg igen problemer og faktisk denne gang af mere psykisk art. Jeg kunne have de vildeste mareridt og en enkelt gang i Indien vågnede jeg igen på midt om natten igen på et uhumsk værelse og følte det som om mine fingre var tykke og opsvulmede. Jeg blev rigtig forskrækket og måtte flere gange se grundigt på mine hænder for at overbevise migselv om, at mine hænder var helt normale.
Det var faktisk først, da jeg i sin tid flyttede til Århus og begyndte at blive vaccineret på Rejsemedicinsk klinik i Århus midtby, at der blev taget hånd om mine problemer med malariapiller. Der er rigtig mange mennesker der ikke kan tåle malariapiller og nogen af dem får så alvorlige bivirkninger at de må indlægges på Psykiatrisk afdeling. De er især de nye piller der hedder Lariam, som folk kan få rigtig grimme bevirkninger af, både depressioner og psykoser. Dem har jeg heldigvis aldrig fået, så tror jeg da at det var gået helt galt. I samråd med lægen på Rejsemedicinsk Klinik prøvede jeg nu nogle piller som ikke er rigtige malariapiller, men en slags antibiotika. Doxyclyclin hedder de og dem har jeg aldrig haft nogen problemer med. Dem har jeg taget i lange perioder på rejser, og der har aldrig været noget at klage over. Nogle mennesker er bare specielt følsomme overfor disse stærke præparater, men faren er jo, at man ikke aner hvordan ens krop vil reagere på dem. Jeg anede jo ikke det mindste om, hvordan min krop ville ta’ det første gang jeg tog malariapiller og når man så står alene ude i Thailands regnskov eller på en baggårdshostel i Bangkok, så kan det godt være en klam oplevelse.
Men én ting vil jeg ihvertfald ikke anbefale – og det er at tage dobbeltdosis og så tro at alt er i den skønneste orden! Jeg har ultimativt i hele mit liv aldrig nogensinde haft så ondt i min mave! Så lad være med det! Nøj jeg troede jeg skulle dø!
